Da Det Gamle Testamente blev samlet

Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Da Det Gamle Testamente blev samlet

I Det Gamle Testamente (GT) finder vi ikke en direkte liste over dens eget indhold - desværre. Derimod hører vi flere gange, at Guds ord blev skrevet ned (f.eks 5 Mos 31,24-26). Det er derfor tydeligt ud fra GT, at Guds ord har været tilgængeligt i skriftlig form. Vi har også vidnesbyrd om, at Loven dvs. Mosebøgerne var en samlet størrelse på GT’s tid (jf. Neh 8,1-18). I en henvisning til Jeremias’ bog taler Daniel om bøgerne (Dan 9,2.10-13), hvilket tyder på en samling af de hellige skrifter allerede på Daniels tid.
I dag er GT inddelt i tre grupper: Loven, Profeterne og Skrifterne, men vi ved ikke ud fra GT selv, hvornår denne samling og ordning af skrifterne har ligget klar. Kun ved vi, at processen allerede var i gang på GT’s egen tid.

Den profetløse tid
Den jødiske historiker Flavius Josefus1 regner den klassiske profetis tid i Israels historie fra Moses og frem til Ezra og Nehemias (i 400-tallet f.Kr.). Herefter er der ikke længere egentlige efterfølgere af profeterne.
Dette synspunkt bekræftes af tre henvisninger i Første Makkabæerbog til, at den tid var uden profeter.2 Der er tale om en profetløs tid men med en forventning om, at der igen vil komme profeti i landet i endens tid (jf. Joel 3,1-5; Mal 3,22-24).
Det var en tid til besindelse på den åbenbaring, som allerede var givet. Det er i dette profetløse »hul« i Israels historie, at samlingen af GT’s skrifter (GT’s kanon) for alvor finder sted. Det er også fra denne periode, vi har de første ikke-bibelske vidnesbyrd om en samling af de hellige skrifter.

Ikke-bibelske vidnesbyrd om GT’s samling
I Anden Makkabæerbog3 er gengivet et uddrag af et brev, som jøderne i Jerusalem sendte til deres landsmænd i Egypten, efter at Judas Makkabæeren havde befriet og renset templet i 164 f.Kr. I dette brev omtales en bogsamling, som Nehemias skulle have grundlagt ved at indsamle bøgerne om kongerne, profeterne, Davids skrifter og kongernes skrivelser om tempelgaver. Endvidere nævnes det i brevet, at Judas Makkabæeren nu har samlet alle de skrifter, som var bortkommet under den nyligt overståede krig.
Det tidligste vidnesbyrd om, at GT er en afsluttet kanon i sin nuværende form, er forordet til den græske oversættelse af Siraks bog fra omkring 132 f.Kr. Her sammenfattes den bibelske åbenbaring flere gange i den tredelte kanon: Loven, profeterne og de øvrige skrifter. Indholdet af de tre grupper af skrifter er dog ikke udspecificeret, men skriftprofeterne omtales alle senere i Siraks bog (kap. 48-49), og Skrifterne omtales som noget, der er overtaget fra fædrene, og som derfor må have haft en vis alder på det tidspunkt, hvor forordet blev skrevet.
I Jubilæerbogen 2,234 fra omkring 100 f.Kr. har vi et vidnesbyrd om, at antallet af bøger i GT’s kanon var 22. 22 svarer til antallet af bogstaver i det hebraiske alfabet. De 22 bøger er det antal, som findes i det hebraiske GT, når Ruths Bog hører sammen med Dommerbogen og Klagesangene med Jeremias’ Bog. De 22 bøger svaret i givet fald til de 39 bøger i vores GT.
Den jødiske filosof fra Alexandria Filon (død omkring 50 e.Kr.) giver os ikke en egenlig liste over GT’s skrifter, men afslører i et af sine skrifter kendskab til tredelingen af GT’s kanon i Loven, Profeterne og Skrifterne.5
Josefus6 giver i et af sine skrifter fra omkring 90 e.Kr. udtryk for, at han regner den bibelske åbenbaring afsluttet omkring 400 f.Kr., og at den indeholder 22 bøger skrevet ved guddommelig inspiration. Han skelner mellem tre grupper af bøger, nemlig de fem Mosebøger, dernæst 13 bøger med profeter, som fulgte efter Moses (GT’s historiske og profetiske bøger) og endelig fire bøger med salmer og livsvisdom. Josefus gengiver her sandsynligvis den tradition, som han var fortrolig med fra sin præstelige opvækst og farisæiske fortid. Vi må regne med at Josefus’ kanon svarer til det GT, vi kender i dag.
Fjerde Ezras bog7, som er blevet til efter Jerusalems fald i 70 e.Kr., omtaler en samling på 94 bøger, hvoraf de 24 er offentlige og de 70 hemmelige. De 24 offentlige bøger er sandsynligvis en hentydning til GT’s kanon (her med Ruths bog og Klagesangene som selvstændige skrifter).
Fra perioden 70-200 e.Kr. er bevaret en detaljeret liste over GT’s skrifter i den Babylonske Talmud.8 Denne liste indeholder 24 bøger med navns nævnelse, og de er identiske med de 39 bøger, vi kender fra vores danske oversættelse af GT.
De ikke-bibelske vidnesbyrd peger således på, at GT’s kanon var en afsluttet helhed på Jesu tid bestående af de 22/24 bøger, som vi kender fra det hebraiske GT, og som i vores danske oversættelse er GT’s 39 bøger.

Blev GT’s kanon afsluttet i Jamnia o. 90 e.Kr.?
Efter templets fald i 70 e.Kr. var den jødiske identitet i krise. Når templet ikke længere fandtes, hvad skulle så binde alle jøder sammen i en fælles tro og tilbedelse? Det skulle deres hellige skrifter. Derfor er det ikke underligt, at vi i tiden efter templets fald møder overvejelser om, hvilke skrifter der egentlig hørte med til den jødiske skriftkanon.
Vi har vidnesbyrd om, at sådanne diskussioner fandt sted bl.a. i det rabbinske lærdomssæde Jamnia i nærheden af Joppe. Her blev der diskuteret om Esters Bog og Prædikeren hørte med til kanon. Disse oplysninger har givet anledning til en teori om, at GT’s kanon, i hvert fald den sidste gruppe: Skrifterne, først endeligt er blevet fastlagt på en synode i Jamnia omkring år 90 e.Kr. Hvis det er rigtigt, betyder det, at man på Jesu tid endnu ikke ville kunne tale om en fastlagt kanon for GT.
Dette synspunkt er ikke uden problemer. For det første resulterede diskussionen ikke i, at nogle af de skrifter, som hørte med til GT’s kanon blev udeladt. Ester og Prædikeren forblev en del af kanon. For det andet blev der i Jamnia ikke føjet et eneste nyt skrift til GT’s kanon, som ikke var der i forvejen. I stedet for at betragte Jamnia omkring år 90 e.Kr. som afslutningen på GT’s kanon er det mere nærliggende at forstå diskussionerne som overvejelser over den kanon, som allerede eksisterede, på et tidspunkt, hvor det jødiske folk var inde i en periode med religiøs selvbesindelse.

Hvad så med apokryferne?
I århundrederne før Jesu fødsel blev GT oversat til græsk uden for Israel, sandsynligvis i Alexandria i Egypten. I de manuskripter af den græske oversættelse, som vi kender til i dag, er der flere skrifter med end i det hebraiske GT, nemlig de såkaldte apokryfe skrifter. Denne udvidelse af GT har givet anledning til at tro, at der i diasporaen på Jesu tid var en udvidet kanon, som indeholdt GT plus apokryferne.
Der er flere væsentlige indvendinger mod denne teori. For det første dateres de håndskrifter, vi i dag har af det græske GT, til 4. årh. e.Kr. og er dermed ikke uden videre dækkende for den jødiske kanons omfang på Jesu tid. For det andet har vi GT-oversættelsen til græsk bevaret i den kristne tradition; og det er problematisk at hævde, at apokryferne hørte med til den jødiske kanon på Jesu tid, fordi kristne 300 år senere har dem med i deres udgave af GT. Apokryfernes plads i GT’s håndskrifter på græsk siger mere om oldkirkens syn på disse skrifter end jødedommens syn på Jesu tid. For det tredje må det nævnes, at to betydelige jøder fra diasporaen i 1. årh e.Kr., nemlig Filon i Alexandria og historikeren Flavius Josefus i Rom begge betjente sig af den græske oversættelse af GT, men ingen af dem regner apokryferne med til Den hellige Skrifts kanon. Vi må derfor afvise teorien om en udvidet jødisk kanon i diasporaen på Jesu tid.

NT’s vidnesbyrd om GT’s kanon
Jesus gjorde op med sin samtids jødedom på flere punkter, men det er bemærkelsesværdigt, at han ikke på noget tidspunkt distancerer sig fra sin samtids forståelse af, hvilke skrifter der hørte med i kanon. Tværtimod henviser Jesus ved et par lejligheder direkte til tredelingen af det hebraiske GT. Det drejer sig ikke mindst om Luk 24,44: »Alt det må opfyldes, som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne«.
Salmerne er den første og største af bøgerne i den tredje gruppe og nævnes her som repræsentant for alle Skrifterne (se også Luk 24,27). Jesus tilslutter sig dermed umiddelbart den tredelte GT-kanon, som han kendte fra sin samtid, selvom han ikke i detaljer nævner ethvert skrift, som hører med.
Et andet interessant sted er Luk 11,50f (Matt 23,34f), hvor Jesus taler om martyrerne i GT fra Abel i begyndelsen til Zakarias i slutningen. Zakarias er sandsynligvis den mand, som nævnes i 2 Krøn 24,20-22. Det er interessant, for han er ikke den sidste martyr i GT’s beretning om Israels historie (jf. Urija Jer 26,20ff). Han står derimod omtalt i den sidste af GT’s bøger. Det er af mange blevet forstået som et vidnesbyrd om, at Jesus henviser til hele GT ved at nævne eksempler fra den første og den sidste bog i det hebraiske GT, nemlig 1 Mos og 2 Krøn. Hvis det er tilfældet, kan vi nok regne med, at Jesus anerkender ikke alene GT’s tre overordnede skriftgrupper, men også de enkelte skrifter i det hebraiske GT.
Der er utallige henvisninger til GT i hele NT og en gentagen anerkendelse af GT’s autoritet. Men der findes også hentydninger til apokryfe og andre gamle jødiske skrifter. Betyder det så, at de blev regnet med til den hellige skrift? Nej. Paulus kan også citere hedenske forfattere med tilslutning, uden at vi drømmer om at betragte disse skrifter som helligskrift. En hentydning til en af apokryferne i NT er ikke ensbetydende med, at den blev betragtet som en del af GT’s kanon. NT’s forfattere betegner aldrig ikke-kanoniske bøger som »skriften«.
For en kristen er de historiske spørgsmål mindre betydningsfulde i forhold til den kendsgerning, at Jesus Kristus og hans apostle anerkendte det hebraiske GT, sådan som det forelå på deres tid og i dag findes i vores GT. Dermed er GT’s omfang givet for den kristne kirke: det er den skriftsamling, som Jesus anerkendte og brugte som Den hellige Skrift, dvs. vores nuværende GT’s 39 bøger.