Daniels Bog 7: Når Gud overtager verdensherredømmet

Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Daniels Bog 7: Når Gud overtager verdensherredømmet

Daniels Bog falder naturligt i to dele: en historisk og en profetisk. Kapitel 1-6 udgør den historiske del. Her hører vi blandt andet om, hvordan Daniel kommer med den første gruppe af judæere, som storkongen Nebukadnezar fører til Babylon i 605 f.Kr. I Babylon oplæres Daniel til en tjeneste ved hoffet.

Kapitel 7 indleder den profetiske del af Daniels Bog, der fortsætter helt frem til bogens afslutning i kapitel 12.

Daniels fire syner

Fra kapitel 7 er det ikke så meget begivenhederne ved hoffet, der er i centrum. Det er derimod fire store syner, som Daniel får på forskellige tidspunkter i den sidste del af sit liv.

Et af de gennemgående temaer i disse syner er Guds absolutte herredømme over verdenshistorien.

Hvert af de fire syner åbenbarer en række ting om fremtiden. Og en del af elementerne i synerne rækker så langt frem i tiden, at de også er fremtid for os.

Daniels første syn

Det første af de fire syner beskrives som »et drømmesyn« (Dan 7,1). Daniel får dette syn i 553 f.Kr., mere end 50 år efter, at han blev ført til Babylon.

Situationen er den, at grundlæggeren af det nybabylonske storrige, Nebukadnesar, for længst er død. Babylons regent er nu Belshassar, som er den sidste af Babylons konger. Han regerer, indtil Babylon lider nederlag til den persiske kong Kyros, hvormed verdenshistorien tager en ny drejning.

I begyndelsen af Belshassars regeringstid får Daniel altså det første af sine syner. Synet viser Daniel, hvordan verdenshistorien i store træk vil forløbe sig, helt fra Babylons dominans og frem mod denne verdens afslutning.

De fire dyr

Daniel ser i sit syn fire dyr: Ét dyr, der ligner en løve, ét der ligner en bjørn, ét der ser ud som en panter og så et fjerde dyr, som ikke beskrives nærmere, men som kan give associationer om en drage.

Det er tydeligt, at dette fjerde dyr adskiller sig fra de andre, og det påkalder sig derfor på en særlig måde Daniels opmærksomhed (Dan 7,19).

Daniel beder om tydningen af drømmen og får at vide, at de fire dyr er fire verdensriger (Dan 7,16ff). De nævnes ikke ved navn, men beskrives ved hjælp af de fire dyr.

Helt fra oldkirkens tid har mange i kirken tolket de fire dyr på denne måde:

Løven betegner det babylonske rige, mens bjørnen er det medisk-persiske rige, der under kong Kyros afløser Babylon som verdensmagt. Panteren er et billede på det senere græske rige, som bryder frem med Alexander den Store, mens det fjerde dyrrummer beskrivelsen af det endnu senere romerske verdensrige.

Sammenhængen med Dan 2

Der er en nøje sammenhæng mellem dyrene i Dan 7 og den drøm, som Daniel ifølge Dan 2 engang havde gengivet for Nebukadnezar.

Nebukadnezar havde i sin drøm set en billedstøtte bestående af fire forskellige metaller. Hvert af disse metaller repræsenterede, ligesom de fire dyr, de fire ovennævnte verdensriger.

Når verdensrigerne skildres med forskellige billeder i Dan 2 og Dan 7, hænger det måske sammen med synsvinklen: For den hedenske kong Nebukadnesar ser verdensrigerne ud som ædle metaller, mens de for den troende Daniel mere ser ud som truende og farlige rovdyr.

Verdensrigernes endeligt

I Nebukadnezars drøm i Dan 2 knuses billedstøtten til sidst af en sten, og det afsløres, at denne sten er et billede på et rige, som Gud engang selv vil oprette, og som aldrig vil forgå (Dan 2,44-45).

I Dan 7 føjes der nye lag til denne afsløring: Det åbenbares nemlig, at det er Gud selv, der sidder på tronen i dette rige, og at han vil give magten til »en menneskesøn«, (Dan 7,9-14). Et udtryk, hvor vi – også i lyset af Ny Testamente – ikke lades i tvivl om, at der her peges tydeligt frem mod Messias. Gud vil altså overdrage sin magt til Messias.

Vi skal bemærke, at denne magt indeholder beføjelsen til at dømme verden: »Retten blev sat, bøgerne blev åbnet« (Dan 7,10).

Samtidig skal vi lægge mærke til, at magten over verden også forbindes med andre end Messias selv: »Men kongedømmet, herredømmet og magten i alle kongeriger under himlen bliver givet til den Højestes hellige folk« (Dan 7,27).

De hellige »dømmer« og »regerer«

»Den Højestes helliges folk« kan være en betegnelse for to ting: Enten kan det betegne Israels folk (jf. for eksempel Dan 9,19 og 12,1, hvor »folk« tydeligvis betegner Israel). Ellers også kan det betegne de troende (jf. Dan 11,32, hvor »folk« er en betegnelse for dem, der kender Gud).

I lyset af Ny Testamente er det bedste bud, at »den Højestes hellige folk« hér betegner de troende, som altså tildeles både domsmagt (Dan 7,9-10) og regeringsmagt (Dan 7,27).

I Matt 19,28 belærer Jesus således sine disciple om, at de ved verdens genfødelse skal »dømme Israels tolv stammer«.

Paulus forudsætter på samme måde i 1 Kor 6,2, »at de hellige skal dømme verden«.

Og i Åb 20 beskrives det, hvordan nogle mennesker kommer til live og bliver »konger med Kristus«. Også her tales der – ud over kongeværdigheden – om, at disse mennesker får givet domsmagt (Åb 20,4-6).

Dan 7 og Antikrist

Dan 7 er ikke tavs om, at processen frem mod magtoverdragelsen til Messias og de hellige er præget af kamp og ufred. Der tales således blandt andet om et »horn«, der taler »store ord« (Dan 7,8.20). Det siges endda, at dette horn fører krig mod og besejrer »de hellige« (Dan 7,21).

Dette horn er et billede på en ugudelig konge, som vil forfølge Guds folk. Faktisk er kampen mod denne konge et tilbagevendende tema i Daniels fire syner (se også Dan 8.9ff; 9,27; 11,21ff; 11,31ff), og det samlede udsagn er, at der forud for Messias’ magtovertagelse vil komme en frygtelig trængelstid.

I første omgang peger disse beskrivelser på tiden omkring den hellenistiske konge, Antiokus Epifanes, som regerede fra Syrien, og som omkring år 167 f. Kr. iværksatte de frygtelige jødeforfølgelser, som man kan læse om i de apokryfe Makkabæerbøger.

Men samtidig er der ingen tvivl om, at denne Antikus Epifanes også er arketypen på fremtidens Antikrist. Således citerer Jesus i Matt 24,15 netop beskrivelserne fra Daniels Bog, når han skal forklare disciplene om de ting, der skal gå forud for hans genkomst. På samme måde bruger Johannes’ Åbenbaring nøjagtig de samme billeder som Dan 7 i sin beskrivelse af Antikrist (se for eksempel Åb 13).

Dan 7 peger altså både frem mod begivenhederne omkring Antiokus Epifanes og begivenhederne omkring endetidens Antikrist.

Daniel 7 og magtoverdragelsen

I lyset af historien og Det Nye Testamente må vi derfor forstå beskrivelserne i Dan 7 således:

For det første rummer skildringerne af de fire dyr det konkrete historiske forløb, hvor fire verdensriger afløste hinanden, indtil Guds rige med Jesus »kom nær«.

For det andet peger begivenhederne omkring det fjerde dyr endnu længere frem. Nemlig mod den tid, hvor Guds fjender endegyldigt skal besejres og dømmes, og Guds rige skal bryde synligt igennem.

Dette gennembrud betyder samtidig en magtoverdragelse til »de hellige«. Selvom Bibelen ikke åbenbarer så meget om det, så er de troende altså tiltænkt en spændende opgave i fremtiden. Ikke en opgave, som de selv kan tiltvinge sig, men en opgave som foregår i fællesskab med Kristus (Åb 20,4.6), og som vi kan imødese med stor forventning.