Daniels Bog 9: Bønnen for Jerusalem og de 70 åruger

Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Daniels Bog 9: Bønnen for Jerusalem og de 70 åruger

I Daniels Bog kapitel 9 finder man ét af Bibelens meget omdiskuterede afsnit. Kapitlet indeholder en bøn, som Daniel beder, og det svar, som Gud i et syn giver ham.

Synet giver Daniel et glimt af selveste Messias, og samtidig løfter Gud noget af sløret for Jerusalems fremtidige skæbne.

Tid og sted
Året er 538 f.Kr. Det er et meget afgørende år i Israels historie. Den persiske kong Kyros havde kort forinden besejret og underlagt sig stormagten Babylon. Kyros havde efter sin sejr udstedt et dekret om, at alle de folkeslag, som de tidligere babylonske konger havde ført i eksil, nu skulle have lov til at vende tilbage til deres hjemlande. Det gjaldt også det jødiske folk, som fik tilladelse til at vende tilbage til Jerusalem og genopføre templet.

I Dan 9 er Daniel ved at være en ældre mand. 67 år tidligere var han som helt ung blevet bortført til Babylon af storkongen Nebukadnesar. Her var han først blevet oplært til en tjeneste for babylonerkongen, og senere kom han i flere omgange til at spille en betydningsfuld rolle ved det babylonske hof. Også under den persiske kong Kyros opholdt Daniel sig ved hoffet (Dan 6,29; 10,1).

Daniels bøn (Dan 9,1-15)
Flere steder i Daniels Bog kan man se, at Daniel var en mand med et levende bønsliv (se f.eks. Dan 6,11; Dan 10,12). Derfor er det heller ikke overraskende, at vi finder ham i intens bøn i dette kapitel.

Daniel er blevet klar over, at tiden snart må være inde til, at ét af Guds løfter skulle opfyldes. Nemlig løftet om, at Jerusalems ødelæggelse kun skulle være midlertidig.

I »bøgerne« havde Daniel læst om det tidsrum, som Jerusalem »efter Herrens ord til profeten Jeremias« skulle ligge i ruiner.

Jeremias virkede som profet i samme periode som Daniel, men mens Daniel var ved det babylonske hof fra 605 f.Kr., så befandt Jeremias sig i Jerusalem helt frem til byens fald i 586 f.Kr. Jeremias havde allerede i år 606 f.Kr. (kong Jojakims fjerde regeringsår - lige før Daniels bortførelse til Babylon) udtalt en profeti om Jerusalems fald, og ifølge dén skulle Jerusalem ligge i ruiner i 70 år (Jer 25,11).

Vi skal notere os tre vigtige ting omkring Daniels bøn:
1) Daniels bønsliv blev beriget af hans bibellæsning: Det er hans grunden over skrifterne, der sætter hele bønnen i gang.
2) Daniel vender sig til Gud med »bøn og tryglen«, og »under faste og i sæk og aske«. Et levende bønsliv er båret af mere end den daglige bøn – der er også brug for tider, hvor man på en særlig måde ydmyger sig for Gud i bøn.
3) Daniel var optaget af sit folks skæbne. Forbønnen er et grundelement i bønnens natur. Daniels nød for sit folk er et fantastisk forbillede - også for os!

Guds navn (Dan 9,16-19)
Midt i kapitlet finder vi omdrejningspunktet for Daniels nød. Virkeligheden for Daniel og hans samtidige var, at Israel havde mistet sit land. I stedet for at være under Guds velsignelse, så havde Guds forbandelse ramt folket (Dan 9,11), fordi det i generation efter generation havde været ulydigt mod Gud. Det var dén åndelige virkelighed, der lå bag de voldsomme politiske begivenheder, som Israel havde oplevet i Daniels levetid.

Et folk uden land stod i sagens natur på opløsningens rand. Men Daniels største bekymring var ikke, at det jødiske folks stolthed dermed havde lidt et knæk. Problemet var egentlig heller ikke, at Jerusalem og templet lå i ruiner. Problemet for Daniel var derimod, at disse tragiske fakta var forbundet med Guds ære. For Guds navn blev spottet, mens Jerusalem lå i ruiner!

Daniel frembærer her en rød tråd i den bibelske åbenbaring i sine løftede hænder: Guds udvælgelse af Israel betyder, at han har forbundet sig så stærkt med sit folk, at når Israel spottes for dets nederlag, så er det dybest set Gud selv, der spottes. Det er et tema, som kan ses helt tilbage fra Guds løfte til Moses om at føre Israel ud af Egypten (2 Mos 6), frem gennem mange af Det Gamle Testamentes profeter (f.eks. Ez 20), og som også genfindes under modsat fortegn, når Paulus i Ef 1,14 taler om, at Gud får lov og pris, når forløsningen kommer for hans ejendomsfolk.

Guds svar (Dan 9,20-23)
Oven på Daniels bøn og hans nød for Guds ære, får Daniel et svar fra Gud. Svaret går langt ud over Daniels tidshorisont. Daniels øjne var rettet mod de 70 år, som Jerusalem skulle ligge i ruiner, men Guds svar udvider dette perspektiv til »70 uger«.

Svaret sætter ikke Jeremias’ profeti ud af kraft. Når Daniel er så fokuseret på de 70 år, han læser om hos sin medprofet, så skyldes det naturligvis, at tiden kunne være meget nært forestående. Som nævnt udspiller handlingen i Dan 9 sig i 538 f.Kr., men hvornår skulle de 70 år regnes fra? Fra Daniels egen bortførelse i 605 f.Kr.? Eller fra Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr.?

Der har traditionelt været givet to bud på, hvornår afslutningen af de 70 år fandt sted:

Det første bud er det tidspunkt, hvor Zerubabel (ifølge Ezra 3) lægger grundstenen til det nye tempel. Dette sker i 536 f.Kr., altså i det 70. år efter, at Daniel og nogle af de andre judæere blev bortført til Babylon i 605 f.Kr.

Det andet bud er, at templet først står færdigt i cirka 516 f.Kr., hvilket således er 70 år efter selve ødelæggelsen af byen og templet i 586 f.Kr.

Men uanset hvordan de 70 år nu skal regnes, så åbenbarer Gud i sit svar nogle begivenheder, der hører til i en endnu fjernere fremtid.

De 70 uger (Dan 9,24-27)
Versene i Dan 9,24-27 er meget omdiskuterede, og der er mange bud på, hvordan de skal forstås. Men vi kan sætte mindst tre pejlemærker:

1) Der er generel enighed om, at en åruge er det samme som syv år, som der også står i noten til vers 24 i den danske oversættelse. Der tales altså om en periode på i alt 490 år.

2) Vi skal bemærke navnet på den engel, der giver Daniel budskabet: Gabriel. Det er sjældent, at engle nævnes ved navn i Bibelen. Men Gabriel nævnes flere steder: Her i Daniels bog (også i Dan 8,16) og så i Lukasevangeliet, hvor det er ham, der bringer den unge jomfru Maria et utroligt budskab. Det tyder i sig selv på, at denne profeti har noget med Jesus at gøre.

3) Endnu tydeligere bliver det, når der tales om, at en »salvet bliver fjernet uden dom…« (Dan 9,26). Ordet »messias« betyder jo netop »den salvede«.

Der er altså i dette afsnit tale om én af Bibelens mange messiasprofetier. Guds svar til Daniel indeholder altså et glimt af selveste Messias, der fremtræder i forbindelse med en tid, der benævnes som »70 uger«.

Hvornår kommer Messias?
Nogle bibeltolkere forstår de 70 åruger som et symbolsk tal, mens andre har foretaget mange udregninger i forbindelse med de 70 uger som angives i Dan 9. Ligesom de 70 år, som blev omtalt hos Jeremias, blev opfyldt helt bogstaveligt, vil vi også her forfølge en bogstavelig forståelse.

Udgangspunktet for de konkrete beregninger er Dan 9,25, hvor der tales om »ordet om at genopbygge Jerusalem…«. Dette ord er nemlig udgangspunktet for en periode, der består af 7 uger plus 62 uger – altså i alt 69 ud af de 70 åruger, hvilket igen er det samme som 483 år. Efter denne periode på 69 åruger, skal »en salvet fjernes«.

Med andre ord: Hvis vi kan finde ud af, hvad det er for et ord, der udgår, så kan vi også finde tidspunktet for Messias’ komme.

Befalingerne i Ezras Bog
Her er det bemærkelsesværdigt, at Ezras Bog beretter om »flere ord, der udgår«:

1) I Ezra 1 hører vi om Kyros’ befaling, der tillader jøderne at vende hjem og genopbygge templet (538 f.Kr.)

2) I Ezra 6,1ff tales der om, at kong Dareios gentager denne befaling, og det kulminerer med templets færdiggørelse i 516 f.Kr.

3) I Ezra 7 udstedes der endnu en befaling – denne gang af perserkongen Artaxerxes. Dette er en befaling, som bemyndiger Ezra til at drage til Jerusalem og genopbygge det åndelige liv i byen. Dette sker i 457 f.Kr. (Artaxerxes 7. regeringsår).

Det bemærkelsesværdige er, at disse tre befalinger i Ezra 6 ses som én samlet befaling, der dybest set stammer fra Israels Gud: Templet blev gjort færdigt »på befaling af Israels Gud og på befaling af perserkongerne Kyros, Dareios og Artaxerxes« (Ezra 6,14).

Mange bibelforskere regner med, at Jesus blev korsfæstet i år 30 e.Kr. Når man sammenholder dette med, at Jesu virke strakte sig over en periode på mere end tre år, så kan man lave en interessant udregning:

Hvis man tager udgangspunkt i den sidste befaling, der lyder i Ezras Bog – Artaxerxes’ befaling i 457 f.Kr. – og regner 483 år frem herfra, så ender man interessant nok i år 26 eller 27 e.Kr., hvilket må ramme tiden omkring det tidspunkt, hvor Jesus trådte frem for Israels folk.

Den sidste åruge
Men der mangler stadig én uge af de 70 åruger, Daniel taler om. Det er den sidste uge, der er nævnt i Dan 9,27. Også her er der givet flere bud på en tolkning.

Det mest sandsynlige er nok, at denne uge ligger langt senere i historien og betegner den store endetidskrise med Antikrists fremståen. Det er værd at lægge mærke til, at det sker noget afgørende midt i denne uge. Ugerne i synet er åruger og svarer altså til perioder på syv år. »Midt i ugen« vil altså sige efter tre og et halvt år. Og netop den tidsperiode, tre og et halvt år, optræder i Johannes’ Åbenbaring i forbindelse med beskrivelsen af Antikrists virke (Åb 13,5).

Sammenfatning
Uanset hvordan vi nu skal forstå detaljerne omkring årugerne, så fortæller teksten os følgende:

Daniel får at vide, at Jerusalem nok skal blive genopbygget. Derefter skal der ske endnu større ting: Daniel får et glimt af selveste Messias, der skal komme. Gud opfyldte begge disse løfter!

Men Daniel så altså også en skyggeside: Byen og helligdommen skulle ødelægges igen, hvilket som bekendt skete i år 70. Og så advares Daniel altså også om nogle begivenheder, der skal ske i en meget fjern fremtid, hvor en modsætning til Messias skal fremstå. Med tekstens store fokus på Jerusalem er det naturligt at antage, at byen også her skal spille en afgørende rolle.

Baggrund for Daniels Bog
Vigtige årstal:
605 f.Kr.: Babylons konge Nebukadnesar sejrer over Egypten ved Karkemish
597 f.Kr.: Nebukadnesar erobrer Jerusalem og bortfører kongen og 10.000 andre israelitter til Babylon
586 f.Kr.: Nebukadnesar generobrer og ødelægger Jerusalem
539 f.Kr.: Perserkongen Kyros erobrer Babylon og tillader jøderne at vende tilbage til Jerusalem

Inddeling:
Kap. 1-6: 1. hoveddel: Daniel ved hoffet
Kap. 7-12: 2. hoveddel: Daniels syner

Hvem var mederen Dareios?
Daniels Bog omtaler en kong Dareios af medisk herkomst, der i en alder af 62 år overtog magten over Babylon (Dan 5,30-6,29 og 9,1). Hvem var denne Dareios?

Der kan ikke være tale om den senere, meget kendte, kong Dareios I, der regerede Perserriget 521-486 f.Kr. Det var nemlig ikke ham, men hans forgænger kong Kyros, der i 539 f.Kr. overvandt Babylon og gjorde det medisk-persiske rige til den nye supermagt i Mellemøsten.

Bibeltro forskere har foreslået to løsninger på spørgsmålet om, hvem »Dareios af medisk herkomst« er:

1) Dareios var en underkonge eller statholder, som kong Kyros i 539 f.Kr. indsatte som regent af området omkring Babylon. For denne løsning taler, at den hebraiske tekst i Dan 6,1 udtrykkeligt siger, at Dareios »modtog« kongedømmet, hvad der snarere antyder en overdragelse fra en overkonge end en erobring. Der kan muligvis være tale om Gubaru, der af Kyros blev gjort til satrap i 539 f.Kr.

2) Andre forskere mener, at »Dareios« i Daniels Bog kapitel 5, 6 og 9 i virkeligheden er et andet navn for kong Kyros. Angivelsen af hans alder i Dan 6,1 kunne godt passe på Kyros. Denne forståelse kræver, at Dan 6,29 oversættes: »…mens Dareios, det vil sige perseren Kyros, regerede«. Det var Kyros, der i 538 tillod jøderne i Babylon at vende tilbage til Jerusalem. Han døde i 530 f.Kr. og blev begravet i Pasargadae.