Esajas 53 - hvem handler det om?

Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Esajas 53 - hvem handler det om?

For de fleste kristne er det indlysende, at Esajas kapitel 53 handler om Jesus Messias. Men det var det bestemt ikke for dem, der levede på Ny Testamentes tid.
Det kan vi blandt andet se af en beretning i Apostlenes Gerninger. Her møder vi en etiopisk hofmand af jødisk tro, der i forbindelse med læsningen af Es 53 spørger Filip, en af Jesu apostle: »Jeg beder dig sige mig, hvem er det, profeten taler om her? Er det om sig selv, eller er det om en anden?« (ApG 8,34).
For at forstå hvordan hofmanden kan komme på den tanke, at beretningen om Herrens lidende tjener i kapitel 53 handler om profeten Esajas selv, skal vi først se lidt på soningsforståelsen i jødedommen på Ny Testamentes tid.

Soningsforståelsen
Forsoningen mellem Gud og mennesket er et centralt tema i hele Bibelen. Ifølge Bibelen kan genoprettelsen at det brudte forhold mellem Gud og mennesket alene ske ved soning af synden. Grundprincippet i den gammeltestamentlige sonofferordning er den stedfortrædende straflidelse, hvor dyreliv gives i stedet for menneskeliv.
Soningen skete ved, at menneskets synd ved håndspålæggelse overførtes på et offerdyr, og dyrets liv blev givet stedfortrædende for synderens. »For kødets liv er blodet, og det har jeg givet jer til at komme på alteret for at skaffe soning for jer; det er blodet, der skaffer soning, fordi det er livet« siger Herren (3 Mos 17,11).
I tiden omkring Det Andet Tempels periode sker der imidlertid en udvikling væk fra dette grundprincip. Rabbinerne begynder nu at lære, at de blodige skyld- og syndofre kan suppleres eller endog erstattes af andre gudstjenestelige handlinger med samme sonende virkning. Ifølge Talmud-rabbinerne er de alternative soningsmidler: kærlighedsgerninger, velgørenhed, almisser, Torah-studium, faste, bøn, forsoningsdag, omvendelse, lidelse og død.

Lidelse som soningsmiddel
Lidelsen blev anset for at være et tegn på Guds kærlighed til sit folk. Når lidelsen kom over folket, skulle den tjene flere formål:
For det første var den et middel til at lede et menneske til bod og omvendelse.
For det andet var lidelsen i forbindelse med bod og omvendelse et soningsmiddel, der endog havde større soningskraft end sonofferet.
For det tredje konkluderede man - på baggrund af ovenstående - at når lidelse soner synd, så kan uskyldig lidelse regnes for at være stedfortrædende. Når altså en retfærdig lider uden selv at have fortjent lidelsen, anses den for at være en stedfortrædende lidelse bestemt til at sone andres synd.
Det var en udbredt opfattelse, at Gud kunne udsøge sig en retfærdig, som gennem sin lidelse skulle sone folkets synd. I Israels historie har der aldrig manglet mænd, man på denne måde kunne tilskrive at have lidt stedfortrædende for hele folket. Især nævner den rabbinske litteratur Abraham, Isak, Jakob, Moses, nogle af profeterne og Job.
De alvorligste lovovertrædelser kunne ifølge rabbinerne kun sones gennem døden. Men også retfærdiges død regnedes for at have en sonende kraft, der kunne komme andre til gode. I skriftbegrundelsen for dette henviser man blandt andet til 2 Mos 32,32; 4 Mos 11,15 og 2 Sam 24,17.
Det er nærliggende at antage, at det er denne lære om retfærdige menneskers stedfortrædende lidelse og død, der ligger bag den etiopiske hofmands spørgsmål til Filip: Taler profeten Esajas her om sig selv?
Der findes ganske vist ingen tekster fra før-kristen tid, der bekræfter, at en sådan individuel tolkning af Es 53 var kendt på Ny Testamentes tid. Vi møder først denne tolkning senere i den rabbinske litteratur. Men den omstændighed, at hofmanden nævner muligheden, mere end antyder, at den var kendt allerede da.
Måske gemmer der sig bag den etiopiske hofmands spørgsmål også kendskabet til en anden udlægning af Es 53. Nemlig den, at kapitlet handler om Messias.

Messias
At Es 53 handler om Messias er den eneste tolkning af teksten, der med sikkerhed kan spores tilbage til før-kristen tid.
Den ’officielle’ antikke jødedom anerkendte ganske vist ikke læren om en Messias, der gennem lidelse og død skulle sone folkets synd. Hos de fleste rettede den messianske forventning sig i stedet mod en herliggjort Messias, der skulle befri dem fra deres lidelser og undertrykkere. Den dybe ydmygelse af Messias, som Es 53 er udtryk for, var for dem uforenlig med de mange andre ord i Skriften som taler om Messias’ herlighed og magt. Men der var en mindre kreds af lærde, der tolkede Es 53 messiansk.
De første – om end svage - antydninger af en messiansk tolkning af kapitlet, finder vi i det apokryfiske skrift, Siraks Bog, der er skrevet omkring år 190 f.Kr. Vi finder dem også i Første Enoks bog fra omkring midten af første århundrede f.Kr., og i jøden Aguila´s oversættelse af Det Gamle Testamente til græsk fra begyndelsen af det andet århundrede.
Det første, sikre vidnesbyrd om en messiansk tolkning af Es 53 blandt jøder i Israel foreligger imidlertid først med Rabbi Jonathan ben-Uzziel. Rabbi Jonathan var discipel af den kendte Rabbi Hillel. Rabbi Hillel havde 80 disciple. Over 30 af dem blev Ånden udgydt, som den blev udgydt over Moses, »men størst af dem alle var Jonathan ben-Uzziel«, sagde man.
Rabbi Jonathan er bedst kendt for sin kommenterende oversættelse af de profetiske skrifter til aramæisk, den såkaldte profet-targum. Selv om Jonathans Esajas-targum i dens nuværende form er fra det femte århundrede e.Kr., menes teksten som sådan at være meget ældre. Denne antagelse bygger blandt andet på, at den mundtlige traditionshistorie, som targumen er et resultat af, går tilbage til før-kristen tid.
»Se, min tjener Messias« skriver Rabbi Jonathan i sin oversættelse af Es 52,13. Han føjer altså ordet ’Messias’ til den oprindelige tekst og viser dermed, at han tolker Herrens tjener som identisk med Messias. Men underligt nok gennemfører Rabbi Jonathan ikke denne tolkning kapitlet igennem. De dele af teksten, der handler om, at Herrens tjener skal sejre og blive ophøjet, tilskriver han ganske vist Messias. Men når teksten taler om lidelse og fornedrelse, overfører han det på andre – først og fremmest på Israels folk.

Handler det om Israel?
Her er vi så ved den tredje forståelse af Es 53: Kapitlet handler om et kollektivt legeme, nemlig hele Israels folk eller de retfærdige inden for Israels folk. Det er på mange måder en nærliggende tolkning, da Israels folk flere gange i Esajas bog udtrykkeligt kaldes for Herrens tjener.
I den antikke jødedom er der dog kun få eksempler på, at kapitlet tolkes ud fra denne tankegang. Vi skal helt frem til middelalderens bibelfortolkere, før denne forståelse af Herrens lidende tjener vinder almindelig udbredelse.
En af de bedst kendte repræsentanter for denne tolkningsmåde er rabbineren Shlomo Rashi (ca. 1030). Han argumenterer for dette synspunkt netop ved at henvise til, at Esajas gentagne gange i kapitlerne forud for kapitel 53 direkte har sagt, at Israels folk er Herrens tjener. Dernæst påpeger han, at rigtigheden i denne tolkning bekræftes af historien. Israels historie er historien om et lidende folk. Herrens tjener, Israel, lider stedfortrædende til bedste for hedningefolkene, siger han.
Det blev da også denne tolkning, der især kom til at hjælpe jøderne, når de søgte svar på spørgsmålet om, hvorfor de skulle gennemgå så voldsomme og grusomme trængsler og forfølgelser. Den opmuntrede dem og hjalp dem til at bære lidelsen og til ikke at fornægte Guds navn. Et begrundet - og på mange måder forståeligt - alternativ til den messianske tolkning.
Alligevel synes denne tolkning at rejse en række spørgsmål, som allerede kirkefaderen Origines gjorde opmærksom på.
For det første: Hvis den lidende tjener i kapitlet er Israel, hvordan kan det så hedde i vers 8: »For mit folks synd blev han ramt«?
For det andet: Er det ikke bemærkelsesværdigt, at beskrivelsen af Herrens tjener i kapitel 53 er gennemført i entalsform, hvorimod der i de foregående kapitler, hvor Herrens tjener udtrykkelig kaldes Israel, bestandig skiftes mellem entals- og flertalsform (42,24-25; 43,10-14; 48,20-21).


Hvad siger Det Nye Testamente?
Det Nye Testamente bringer kun få direkte citater fra Es 53. Men grundtanken i Esajas 53 – den lidende Herrens tjener – gennemsyrer hele Det Nye Testamente i en sådan grad, at man ikke lades i tvivl om, at både Jesus selv og siden også hans disciple har set og tolket Jesu lidelse og død i lyset af Es 53.
Dette kapitel blev den tolkningsnøgle, der hjalp disciplene til at forstå, hvorfor Messias ikke - i overensstemmelse med den almindeligt udbredte messiasforventning - straks skulle komme i kraft og herlighed, men først ringeagtes, slagtes som et påskelam og bære manges synd. Og »når hans liv er bragt som skyldoffer, ser han afkom og får et langt liv, og Herrens vilje lykkes ved ham« (53,10).
Opstandelsesbudskabet var en vigtig del af de første kristnes vidnesbyrd. Men Filips samtale med den etiopiske hofmand viser, at også budskabet om Herrens lidende tjener i Es 53 på et tidligt tidspunkt er blevet brugt i urkirkens forkyndelse.
De første kristnes bekendelse til Jesus som Messias gjaldt ikke alene hans ophøjelse og herlighed, men også hans fornedrelse, lidelse og død. Derfor vakte deres vidnesbyrd modsigelse.
Den ’officielle’ antikke jødedom kendte som sagt ingen Messias, der gennem lidelse og død skulle sone folkets synd. De fleste delte samtidens traditionelle messiasforståelse og forventning i en sådan grad, at man kraftigt vendte sig mod enhver tale om en lidende Messias. Da denne forståelse havde repræsentanter helt ind i inderkredsen af Jesu discipelflok, kom det også her til skarpe meningsudvekslinger. Det ser vi for eksempel i episoden ved Cæsarea Filippi, hvor Peter, efter sin bekendelse til Jesus som Messias, irettesatte Jesus, da han fortalte sine disciple om sin forestående lidelse og død (Matt 16,13-23).
Først senere – efter Jesu død og opstandelse - forstod Peter og de øvrige disciple, at deres bekendelse til Jesus som Messias også var en bekendelse til den lidende Herrens tjener, som profeten Esajas talte om. »Han blev gennemboret for vore overtrædelser, og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt« (Es 53,5).
For den etiopiske hofmand betød mødet med dette budskab, at han tog imod Jesus som Messias og blev frelst.

Benyttet litteratur:
Strack-Billerbeck: Kommentar zum Neuen Testament aus Talmud und Midrash;
Driver & Neubauer: The fifty-third Chapter of Isaiah according to Jewish interpreters;
H.W.Wolff: Jesaja 53 im Spätjudentum und Urchristentum, m.fl.