Ezras Bog: Aktuelle budskaber til en trængt kirke

Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Ezras Bog: Aktuelle budskaber til en trængt kirke

Uden at have et statistisk materiale at bygge på har jeg alligevel en fornemmelse af, at Ezras Bog ikke ligger på top-10 over alle tiders mest anvendte prædikentekster fra Det Gamle Testamente.
 Det er på en måde lidt underligt, for dels er Ezra en uhyre central person i Bibelen, og dels er der en række meget relevante temaer i bogen.
 Temaer, som også har et vigtigt og aktuelt budskab ind i den brydningstid, som kirken i dag befinder sig i, ikke mindst når det handler om at fastholde håbet i en situation med megen ydre modstand.
  
Ezra – en central figur i Guds plan
At Ezra af mange kristne ikke anses som en specielt vigtig person, skyldes nok primært en forglemmelse i den kristne tradition.
 I hvert fald har Ezra en meget stor betydning i jødedommen, hvilket blandt andet skyldes den helt centrale rolle, som Ezra spiller i Guds plan med at betro sit ord til det jødiske folk.
 Ifølge den rabbinske tradition (Talmud) er det Ezra, der har skrevet Krønikebøgerne, ligesom han angives som forfatteren til (eller samleren af) både Ezras Bog og Nehemias’ Bog. Dermed er det faktisk nogle ret lange tekstafsnit i Bibelen, som Ezra formidler.
 I øvrigt var Krønikebøgerne oprindeligt ét skrift (jf. gamle hebraiske udgaver). Det var den græske oversættelse af Det Gamle Testamente (Septuaginta), der udkom i det 2. århundrede f.Kr., der først delte bogen op.
 Det er desuden muligt, at Ezras Bog og Nehemias’ Bog har indgået i den oprindelige Krønikebog, i hvert fald Ezra 1-6, som begynder på samme måde som Krønikebøgerne slutter.

Ezras Bog og håbet om »at komme hjem«
Det er dog ikke blot som Guds redskab til at give os Bibelen, at Ezra er vigtig. Det er han også i det tema, som han behandler.
 Det overordnede tema i Ezras Bog drejer sig om jødernes hjemkomst til Israel efter eksilet i Babylon.
 Dermed beskæftiger Ezras Bog sig med begivenheder, som er helt centrale i Israels historie og selvforståelse. Dette er dog et tema, som ikke kun har relevans for Israel, men som i høj grad også er rettet mod Guds kirke, der ligeledes er »på vej hjem«.

Hjemkomsten og Bibelens røde tråd
Et hurtigt view over Bibelens beretninger viser os, hvor centralt begrebet »hjemkomst« er i Guds ord:
 Lige siden den første påske har Israel haft fokus på at komme hjem. Udvandringen fra Egypten førte – efter nogle omveje - til den første hjemkomst. Påsken er den vigtigste fest for Israel, og i umindelige tider har fejringen været præget af håbet om at kunne samles »næste år i Jerusalem«.
 Ezras Bog fokuserer på den anden hjemkomst – hjemkomsten fra Babylon. Og bogen understreger, at Gud cirka 1000 år senere i historien fortsat er med sit folk og fører det hjem!
 På Det Nye Testamentes tid var der i det jødiske folk en stærk forventning om en tredje hjemkomst, nemlig en udfrielse fra romernes magt. Og det er faktisk en forventning, som Jesus deler, når han omtaler jødernes spredning ud over jorden og Jerusalems nedtrædelse som noget midlertidigt (Luk 21,24). Men samtidig giver Jesus også begrebet »hjemkomst« et nyt aspekt, som mange jøder på hans tid ikke havde med i deres forventning. For eksempel omhandler én af Jesu mest kendte lignelser, lignelsen om den fortabte søn (Luk 15,11-32), jo netop en hjemkomst, der blev helt anderledes end forudset.
 Derfor er det heller ikke mærkeligt, at temaet fortsætter hele vejen gennem Det Nye Testamente for til sidst at stå helt centralt i Bibelens sidste bog, hvor der tales om den endelige hjemkomst, som finder sted, når Jesus kommer igen og skaber en ny himmel og en ny jord.

Undertemaerne i Ezras Bog
I forbindelse med Ezras beskrivelse af Israels hjemkomst fra fangenskabet i Babylon, er der en række undertemaer i Ezras Bog, som også vi kristne bør forholde os til på vores »rejse«.
 Det gælder for eksempel beskrivelserne af, hvordan hjemkomsten ikke var en passiv tilstand for israelitterne, og hvordan Israels folk »gav efter evne til fonden for arbejdet« (Ezra 2,68-69).
 Det gælder også beskrivelsen af, hvordan grunden til det nye tempel lægges, og hvordan det medfører nogle forskellige reaktioner blandt de forskellige grupper i Israels folk: nogle græd, mens andre jublede (Ezra 3,12-13).
 Men det undertema, som måske er allermest aktuelt, er beskrivelserne af den modstand, som israelitterne møder, da de går i gang med at genopbygge templet (Ezra 4-6).

Modstanden mod jøderne
Jødernes hjemkomst fra Babylon og genopbygningen af templet var nemlig på ingen måde en »walkover«, hvor resultatet gav sig selv.
 Israelitterne tog fat på genopbygningen af templet, men projektet blev naturligvis bemærket af landets øvrige indbyggere. Disse indbyggere påberåbte sig at dyrke samme Gud som Israel, men de kaldes i Ezras Bog for »Judas og Benjamins fjender« (Ezra 4,1-5).
 Da Israels ledere afviser at lade dem være med i genopførelsen af templet, modarbejder de byggeriet og får held til at skræmme bygningsarbejderne og lave intriger ved Kyros’ hof, så byggeriet til sidst går i stå.

Hvem er modstanderne?
Israels modstandere er efterkommerne af de folk, som assyrerne mange år i forvejen havde bragt til Israel, og som vi bedre kender under betegnelsen »samaritanere«.
 Samaritanerne opstod egentlig som en folkegruppe, efter at israelitterne i Nordriget var blevet ført i landflygtighed i 722 f.Kr. I overensstemmelse med den sædvanlige taktik med at blande folkeslagene for at undgå oprør blev en række andre folk ført til landet, for at de skulle bosætte sig og dyrke landet. Disse folk antog nogle af de jødiske skikke, men blandede dem med deres egne religiøse traditioner (2 Kong 17,24-41).
 Herved opstod der en slags blandingsreligion, og 2 Kong 17 er meget klar i sin bedømmelse af dette: »De frygter ikke Herren, og de følger ikke de love og retsregler, den lov og befaling, som Herren gav Jakobs sønner« (2 Kong 17,34).

Et nødvendigt nej
I en tid, hvor tolerance, dialog og kompromis synes at være de højeste idealer, man kan tænke sig, lyder jødernes afvisning af at lade samaritanerne være med i genopførelsen af templet mærkelig.
 Hvorfor kunne de ikke bare inddrages i arbejdet? Det ville måske endda have givet jøderne mulighed for at rette nogle af de misforståelser, som samaritanerne havde fået ind i deres gudsdyrkelse…
 Det er jødernes afvisning, der fører til konflikten med samaritanerne. Men det kontante svar er, at jødernes afvisning af samaritanerne ganske enkelt var bydende nødvendig, hvis det skulle være muligt at fastholde den vækkelse og den sande, bibelske tro, som var spiret frem i Israel under fangenskabet i Babylon.

Ezras Bog og os
Dermed står parallellerne til vores situation i dag nærmest i kø…
 Som kristne bør vi ikke være i tvivl om, at vi er på vej hjem! Vi har måske ikke for vane at hilse hinanden med et »næste år i Jerusalem«. Det skulle vi måske gøre, men med tilføjelsen: »Næste år i det ny Jerusalem!«.
 Men indtil dét bliver vores nye og fantastiske virkelighed, så har vi et kald til at tage fat på »byggeriet«.
 Vi er ikke kaldet til at befinde os i en passiv tilstand, og derfor rummer Ezras Bog en række udfordringer til os, der bygger på Guds hus i dag: Vi har således et kald til både at give efter evne og til at lægge et fundament, som vi mener at kunne fuldføre i dette arbejde.

Modstanderne i dag
I dette kald skal vi være bevidste om, at vi står over for en række modstandere, der ønsker at stoppe eller ødelægge byggeriet.
 Én af disse modstandere er vor tids »blandingsreligion«, der ofte påberåber sig et kristent navn, men som i virkeligheden er et forsøg på at pervertere Bibelens budskab.
 »Den kristne blandingsreligion« optræder for eksempel, når der justeres lidt i Bibelens ord om en kærlig og hellig Gud, der elsker mennesket, men hader synden, så der i stedet bringes et budskab om en kærlig Gud, der elsker mennesket, men tolererer synden. Ja, i nogle tilfælde ligefrem velsigner den.
 Det samme er tilfældet, når Bibelens alvorlige tale om frelse og fortabelse ændres til en tale om frelse i alle tilfælde.
 Dybest set lægges kimen til blandingsreligionen dér, hvor Bibelen ikke længere betragtes som Guds ord om sig selv, men som menneskers ord om Gud.

Vejen frem - og hjem
Ligesom israelitterne i Ezras Bog befinder vi os i en situation, hvor det er afgørende, at byggeriet ikke går i stå!
 Det er derfor nødvendigt at sige nej til det religionsblanderi, som kendetegner store dele af kirken i Danmark og den vestlige verden. Vores tro må ganske enkelt ikke blive perverteret af »nye« og mere »tidssvarende« billeder af Gud, uanset hvor mange ledere, præster og biskopper, der så måtte advokere for dette.
 Gud er både kærlig og hellig! Og han taler faktisk om, at vi kan tilbringe en evighed sammen med ham eller uden ham.
 Vi kan ikke gå på kompromis med Bibelens budskab!
 Ligesom jøderne på Ezras tid skal vi kunne skelne mellem sand og falsk gudsdyrkelse.
 At Bibelen så samtidig indeholder en lektie om, at vi ikke skal lære af senere generationers had mod samaritanere (et had, som også anes hos Jesu disciple, se Luk 9,54), dét er en anden – men i denne forbindelse ganske vigtig – sag!