Hebræerbrevet: Centrale begreber og røde tråde

Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Hebræerbrevet: Centrale begreber og røde tråde

Det Gamle Testamente peger ud over sig selv
En helt bærende tanke i brevet er, at Det Gamle Testamente peger ud over sig selv. De første kristne »opfandt« ikke den tanke, at Messias skulle komme, være præst og indstifte en ny pagt. Det budskab finder vi allerede i Det Gamle Testamente selv.
 Denne tanke findes mange steder i brevet.
 Det første eksempel, vi skal se på, finder vi i talen om den nye pagt i kapitel 8-10.
 I 8,7 gør forfatteren os opmærksom på, at allerede da mosepagten var virksom, talte profeterne om, at der skulle komme en ny pagt. Den profet, der talte tydeligst om det, var Jeremias, og han levede mange århundreder efter, at den første pagt var indgået.
 Hebræerbrevets konklusion er så: Når Gud først indstifter en pagt, og dernæst selv siger, at han vil skabe en ny pagt, så må den første ikke have været tilstrækkelig (8,8), og der må noget nyt i stedet.  Israels forfædre blev ikke i den pagt, Gud sluttede med dem ved udvandringen af Egypten (8,9), derfor er der brug for en ny pagtslutning. Der ligger altså en pointe i selve rækkefølgen af begivenhederne i Det Gamle Testamente.
 Det andet eksempel er talen om Melkisedek i kapitel 7. Kapitlet er noget indviklet, men ser man efter, opdager man, at tankegangen er nogenlunde den samme som i talen om pagten.  Men for at forstå det, skal man have forholdet mellem tre tekstafsnit i Det Gamle Testamente i baghovedet.
 Det første tekstafsnit er 1 Mos 14, hvor vi møder Abraham og præsten Melkisedek. Denne præst velsigner Abraham, og Abraham giver ham tiende af alt, hvad han har. Der er altså tale om en tovejshandling: Abraham giver tiende til præsten Melkisedek, og præsten Melkisedek velsigner Abraham.
 Det andet tekstafsnit fortæller os, at Arons sønner på et senere tidspunkt indsættes som præster (3 Mos 8-9).  
 Der er altså i Mosebøgerne to forskelle præsteskaber: Melkisedeks præstedømme og det levitiske præstedømme. Hvilket af de to præstedømmer er det midlertidige, og hvilket er det permanente?
 Hebræerbrevet argumenterer for, at Melkisedeks præstedømme er størst. Argumentet er følgende: Abraham er grundlægger af en slægt og ved at give tiende til Melkisedek, så viser han, at hele den slægt, som han er stamfader til (og dermed også Levitpræsterne!), er underordnet Melkisedek (7,4-10). Også her er rækkefølgen i begivenhederne i Det Gamle Testamente altså vigtig for Hebræerbrevets argumentation: Først det varige præstedømme, dernæst det midlertidige.
 Det bliver endnu tydeligere i forhold til det tredje tekstafsnit fra Det Gamle Testamente, nemlig Salme 110, hvor David – længe efter både Abraham og indsættelsen af Arons sønner – taler om, at der skal komme en konge, der skal være præst på Melkisedeks vis (Sl 110,4). Igen understreger Hebræerbrevet rækkefølgen: Efter at levitpræsterne er kommet, profeterer Det Gamle Testamente om en ny præst (7,11-18).
 Med disse to eksempler viser Hebræerbrevets forfatter os, at Det Gamle Testamente peger ud over sig selv. Det forventer en opfyldelse, der ikke er kommet inden for rammen af Det Gamle Testamente selv.

Hebræerbrevet 8-10
I det følgende vil jeg koncentrere mig om fire nøgletanker i brevet, nemlig hvordan det på baggrund af Det Gamle Testamente knytter Guds pagt, Guds tempel, Guds offer og Guds præst sammen.
 Baggrunden for Hebræerbrevet 8-10 skal vi finde i Det Gamle Testamente. Det bliver tydeligt gennem et lille overblik over et større afsnit i 2 og 3 Mosebog.
 I 2 Mos 24 slutter Gud pagt med Israel. Han gør det ved at lade Moses stænke blod på folket, og Moses forklarer folket, at det er »pagtens blod«.
 Så befaler Gud folket at lave en helligdom, så han kan tage bolig hos dem. Efter den tragiske begivenhed med guldkalven bliver helligdommen bygget, og Gud tager bolig i den (2 Mos 25-40).
 I denne helligdom skal folket ofre. Derfor giver Gud i 3 Mos 1- 7 folket en række offerlove.
 Derefter indsættes Aron og hans sønner som præster (3 Mos 8-10).
 Afsnittet 2 Mos 24 – 3 Mos 10 knytter altså fire væsentlige temaer sammen: Pagten, helligdommen, ofrene og præsten.  Det er præcis de temaer, som Hebræerbrevet udfolder i 8,1-10,18.

Pagten
En ting mere fra Det Gamle Testamente (som vi allerede har strejfet) er vigtig for at forstå dette afsnit i Hebræerbrevet. Flere hundrede år efter Moses fremstod profeten Jeremias og talte dom over Sydriget. Midt i domstale giver han et glimt af håb med profetien om en ny pagt (Jer 31,31ff).
 Jeremias-teksten står centralt i Hebræerbrevet. I 8,7-12 og i 10,15-18 citeres den i nærmest fuld længde, og den kommer dermed til at stå som rammen om dette væsentlige afsnit. Vi kan altså lave følgende grovinddeling af teksten:
 8,7-12: Løftet om den nye pagt
 8,13-10,14: Talen om templet, præsten og offeret
 10,15-18: Løftet om den nye pagt
 Hebræerbrevets forfatter understreger to elementer i Jeremias’ profeti.
 For det første at der er tale om en ny pagt, der kommer efter mosepagten. Talen om en ny pagt er et vidnesbyrd om, at den første pagt var en foreløbig pagt, der fungerede som en form for »model« for, hvad Gud ville gøre med synden.
 For det andet at den nye pagt er en tilgivelsespagt. Det udfolder forfatteren med formuleringen om, at fordi synden er tilgivet, er der ikke længere brug for et syndoffer (10,18).

Helligdommen
På baggrund af talen om pagten går teksten over til at tale om helligdommen (9,1-10).
 Telthelligdommen på ørkenvandringen og senere templet i Jerusalem førte ikke mennesker til det mål, Gud har sat for menneskeheden (9,9). Beviset på det er, at der i helligdommen er en adskillelse mellem det Hellige og det Allerhelligste (9,8). Helligdommen og det, der skete i den, kunne ikke føre mennesker ind for den hellige Guds ansigt.
 Men hvad skulle så denne helligdom? Den skulle være en »efterligning« og en »skygge« af den himmelske helligdom (8,5).
 Det er efter alt sandsynlighed også grunden til, at vi i Det Gamle Testamente finder en række paralleller mellem beskrivelsen af telthelligdommen og paradiset.
 På samme måde som Adam og Eva skulle »dyrke og vogte« Edens have (1 Mos 2,15), skal præsterne arbejde ved tabernaklet (4 Mos 8,26: Bag den danske oversættelses »vagttjeneste« og »arbejde« ligger de samme hebraiske ord, som i 1 Mos 2,15 er oversat »dyrke og vogte«).
 På samme måde som Gud vandrede i Edens have (1 Mos 3,8), er telttemplet et udtryk for, at han vandrer blandt israelitterne (3 Mos 26,11-12).
 Og på samme måde som keruber vogtede vejen til lives træ (1 Mos 3,24), vogtede keruber adgangen til det allerhelligste (2 Mos 26,31-34).
 Disse sammenhænge mellem Edens have og tabernaklet var velkendte i det første århundrede. Historieskriveren Josefus siger, at »da Moses adskilte tabernaklet i tre dele, tillod han præsterne at gå ind i to af dem … han reserverede den tredje del til Gud, fordi himlen er utilgængelig for mennesker«.
 Telttemplet var altså en »model«, der pegede hen på noget større. Det var en »efterligning … gjort med hænder«, og ikke »selve himlen«, som Jesus trådte ind i (9,23f).

Præsten
På samme måde med præsten. Jesus er kommet som den egentlige ypperstepræst (9,11).
 Hebræerbrevets forfatter har allerede udfoldet tanken om Jesus som ypperstepræst i kapitel 7, hvor han viser, hvordan Jesus kan være præst, når han ikke er af Levis stamme. Samtidig viser han, at Jesus er en større præst end levitpræsterne. 
 Det er baggrunden for kapitel 8-10. Forfatteren understreger, at med Jesus som ypperstepræst er der kommet nogle nye »goder« (9,11). To ting er væsentlige om Jesu handlemåde som ypperstepræst. Han bragte et andet offer end levitpræsterne, og han bragte det et andet sted end levitpræsterne.

Offeret
Hebræerbrevets forfatter bruger derpå plads på selve offertanken. Jesus har bragt et bedre offer end det, de gammeltestamentlige præster bragte. Det ses af flere ting.
 For det første bragte Jesus et menneskeoffer frem for et dyreoffer. Dyreofrene var en stadig påmindelse om synden, men de var ikke i stand til at fjerne synderne (10,3-4). Dermed er Jesu offer af en helt anden »kaliber« end templets ofre. Jesu legeme er blevet ofret (10,10), og hans blod renser os (9,14). »Ved Jesus blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen« (10,19).
 For det andet blev dette offer ikke bragt i en »modelhelligdom«, men i selve himlen (9,24).
 For det tredje er Jesus – i modsætning til præsterne i Det Gamle Testamente - selv evig, og derfor er konsekvenserne af det offer, han bragte, også evige. Den tanke er udfoldet i 7,23-25, og den tages op i 9,14, hvor det siges, at Kristus »i kraft af en evig ånd frembar sig selv som et lydefrit offer«. Når den evige har bragt sig selv som offer, så er konsekvensen, at offerets betydning ikke har nogen udløbsdato. Det er derfor, Jesu offer i 10,12 kaldes for »eviggyldigt«.
 For det fjerde bragte han kun ét offer. Det enestående understreges mange gange i løbet af 9,11-10,18: én gang gik han ind i helligdommen (9,12), én gang er han trådt frem for at udslette synden ved sit offer (9,26), én gang for alle er hans legeme blevet bragt som offer (10,10), og ved ét eneste offer er vi bragt til målet (10,14).
 Hermed har vi set på fire helt centrale begreber i Hebræerbrevet og deres sammenhæng: Den pagt, Gud har indstiftet (den nye pagt), hænger sammen med en helligdom (selve himlen) og har en stor præst (Jesus Kristus), der har bragt et evigt offer (sig selv).