Sådan som det er blevet overleveret

Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Sådan som det er blevet overleveret

Et af de første problemer, som man støder på, når man skal bestemme de gammeltestamentlige teksters historiske pålidelighed, er, at de er skrevet relativt sent i forhold til de begivenheder, de beskriver.

De ældste eksisterende håndskrifter af tekster fra Det Gamle Testamente er de såkaldte Dødehavsruller fra Qumran, og de skal dateres til omkring 200 f.Kr. Det gælder dog kun fragmenter. Esajas’ Bog er det eneste skrift fra Det Gamle Testamente, som blev fundet i sin helhed blandt Dødehavsrullerne. Det første fuldstændige manuskript af Det Gamle Testamente er fra 1006 e.Kr.

Det er sent i forhold til de historiske perioder, som teksterne angiveligt beskriver. Hvis vi ser bort fra begivenhederne i 1 Mos 1-11, som er noget vanskeligere at datere, beskriver de gammeltestamentlige tekster begivenheder, som strækker sig fra den sene bronzealder i slutningen af det 3. årtusind f.Kr. til persisk tid i slutningen af det 1. årtusind f.Kr.

Spørgsmålet er så, om det virkelig er muligt, at tekster, der udelukkende foreligger – sådan rent fysisk – fra slutningen af det 3. århundrede f.Kr., kan anses for at være historisk pålidelige i deres beskrivelse af begivenheder, som ligger mange hundrede år tilbage i tiden.

Nej, mener mange forskere. Og det er ikke småting, der står på spil. Det gælder nemlig hele det gamle Israels historie frem til det 8. århundrede e.Kr., hvor flere af Israels kongers navne begynder at dukke op i assyriske og babyloniske kilder.

Som vi skal se i det følgende, må forskernes særdeles skeptiske tilgang til de historiske oplysninger i Det Gamle Testamente beskrives som ekstrem.

Skal en sådan position fastholdes, må man nemlig indføre dobbelte standarder i de historiske analyser.

 Én for Det Gamle Testamente og en anden for alle andre kilder fra den gamle Orient. Men sådan spiller det historievidenskabelige klaver naturligvis ikke!

Kopiens troværdighed

Når en kilde giver sig ud for at være en kopi af en betydeligt ældre original, så er et af de afgørende spørgsmål for en kildekritiker, der skal bestemme en sådan kildes værdi, hvor nøjagtigt den er blevet overleveret eller kopieret.

Eller for at blive lidt konkret: Når Kongebøgerne i Det Gamle Testamente beretter, at kong Salomo byggede et tempel til Herren, er det så sandsynligt, at en skriver i Qumran i det 1. århundrede f.Kr. havde adgang til en pålidelig beretning om dette byggeri, som han kunne kopiere?

Vi taler trods alt om en begivenhed, der ligger omkring 800 år tilbage i tiden i forhold til det ældste eksisterende manuskript.

Hvis vi antager, at beretningen om Salomos tempelbyggeri faktisk blev overleveret gennem denne periode, så kunne et første spørgsmål være, om denne overlevering – altså selve kopieringsprocessen – kan betragtes som pålidelig.

Skeler vi til, hvordan andre værker fra den samme periode er blevet overleveret, viser det sig hurtigt, at hvis vi overhovedet skal anse nogen håndskrifter fra denne periode for at være pålidelige kopier af originalen, så må det i hvert fald omfatte de bibelske skrifter.

Der er relativt mange eksempler fra oldtiden på skrifter med samme tidsspand mellem tidspunktet for den antagede tilblivelse af originalen og den ældste eksisterende kopi.

Og af det efterfølgende skema fremgår det med al ønskelig tydelighed, at mens der i mange tilfælde er ganske få eksisterende kopier af andre skrifter, så skiller både de gammeltestamentlige skrifter og de nytestamentlige skrifter sig ud ved at foreligge i et meget stort antal kopier. 

Skema

Datering

Ser vi dernæst på dateringen af kopierne, kunne man jo forvente, at der over en periode på omkring 1000 år ville være sket store fejl i kopieringen, således at der var stor forskel på de forskellige afskrifter.

Tager vi for eksempel Shakespeares forfatterskab, så er der i forskellige kopier af hans 37 værker hundredvis af variable læsninger, som stadig diskuteres indædt af historikere og litteraturkritikere med hang til Shakespeare.

Da man fandt en fuldstændig kopi af Esajas’ Bog blandt Dødehavsrullerne – og dermed fik en kopi, som var 1000 år ældre end den hidtil ældste kopi – var mange overbevist om, at et lignende antal alternative læsninger ville komme for dagen, og at man dermed kunne mane al tale om en pålidelig eller »kanonisk« bibeltekst i jorden.

Også her er det imidlertid slående, hvor få »varianter« der i virkeligheden er.

Efter omhyggelige sproglige analyser har det nemlig vist sig, at over en kopieringsperiode på næsten 1000 år, så er over 95 procent af teksten i overensstemmelse med den tidligste kopi.

Dertil kommer, at de sidste fem procent mestendels består af ord, der er stavet forskelligt, åbenlyse skrivefejl eller andre forskelle, som ikke har med selve indholdet at gøre.

I parentes bemærket kan vi nævne, at det tilsvarende tal for Det Nye Testamentes vedkommende er ikke mindre end 99,5 procent, mens tallet for Homers Iliade er 95 procent.

Ser vi derfor på antallet af manuskripter, dateringen af manuskripter og antallet af variable læsninger, er både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente blevet overleveret med en nøjagtighed, som er uden sidestykke for den pågældende periode.

Pladsen tillader ikke at gå i dybden med andre overvejelser i arbejdet med at bestemme for eksempel Kongebøgernes værdi som historisk kilde.

Sådanne overvejelser omfatter blandt andet en diskussion af, hvorvidt og i givet fald hvornår det var muligt for de gamle israelitter at bevare informationer som eksempelvis beretningen om Salomos tempelbyggeri i mundtlig og/eller skriftlig form.

Men også her gælder det, at sådanne overvejelser ikke kun er relevante for de gammeltestamentlige skrifters vedkommende. Samme overvejelser må gøres i relation til samtidige forfattere såsom Homer, Herodot og Thukydid.

Ovenstående eksempel illustrerer derfor i høj grad, hvor uholdbart det er at indtage en så radikal skepsis over for historiske informationer i de gammeltestamentlige tekster som den, der kendetegner de nye trends i forskningen.

Den hebraiske bibel var og er desuden langt vigtigere for det jødiske folks identitet end den litterære kanon, som blev overleveret andre steder i oldtidens Mellemøsten.

Regler for overlevering

Nedenstående uddrag af en liste over regler for kopiering af tekster i synagogen fra den talmudiske periode (100-500 e.Kr.) viser med al ønskelig tydelighed, hvor vigtigt det var for jøderne med en troværdig overlevering:

 ·         En synagogerulle skal skrives på skind fra rene dyr, som er udtaget af en jøde til brug for synagogen.

·         Skindene skal føjes sammen med materialer taget fra rene dyr.

·         Alle skind skal indeholde et bestemt antal kolonner, som er det samme gennem hele rullen.

·         Længden på hver enkelt kolonne må ikke være mindre end 48 eller mere end 60 linjer, og bredden må bestå af op til 30 bogstaver.

·         Hele afskriften skal være linjeret; hvis bare tre ord skrives uden for en linje, skal hele kopien kasseres.

·         Der skal bruges sort blæk, hverken rødt, grønt eller nogen anden farve, og det skal laves efter en bestemt forskrift.

·         Der skal kopieres efter en autoriseret kopi; skriveren må ikke i den mindste detalje afvige fra denne.

·         Intet ord eller bogstav, ikke engang en tøddel (det mindste bogstav i det hebraiske alfabet), må kopieres fra hukommelsen, fordi skriveren ikke har kigget i den autoriserede kopi, som han kopierer fra.

·         Der skal være bare en hårsbred mellem konsonanterne.

·         Mellem hver sektion skal der være et mellemrum på ni konsonanter, og mellem hver bog tre linjer.

·         Moses’ femte bog skal slutte med en linje i fuld længde; det behøver resten ikke at gøre.

·         Skriveren skal sidde i fuld jødisk klædedragt, have vasket hele sin krop; han skal ikke begynde at skrive Guds navn med en pen, der lige er dyppet i blæk, og selvom en konge skulle henvende sig til ham, mens han skrev det, skal han ikke tage notits af ham.

 (Listen er fra The Hebrew Text of the Old Testament, side 89)

Konklusion

 At der findes så mange nærmest identiske kopier af Det Gamle Testamente, og at overleveringen skulle foregå efter så detaljerede forskrifter, er naturligvis ikke noget bevis på Det Gamle Testamentes troværdighed. Men det viser, at hvis vi anvender samme metoder til at fastlægge troværdigheden, som anvendes af historievidenskaben på andre kilder fra oldtiden, så har historikeren rigtig god grund til at anse overleveringen for at være særdeles troværdig.