Følg mig! – en jødisk rabbis kald

Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Følg mig! – en jødisk rabbis kald

To korte ord har ændret verdenshistorien ganske dramatisk! De startede nemlig en bevægelse, som verden aldrig før eller siden har set magen til.
Ordene blev udtalt i det første århundrede af en jødisk rabbi ved bredden af Genesaret Sø og lød ganske enkelt: »Følg mig!«

En ny type efterfølgere?

Alle kristne har på den ene eller den anden måde forholdt sig til Jesu ord om at følge efter ham. I sagens natur er man som kristen »efterfølger af Jesus«.
Men måske er det alligevel et åbent spørgsmål, om vi »moderne« efterfølgere af Jesus forstår det samme ved at følge efter Jesus, som de første disciple gjorde?
Det var ikke bare en tilfældig mand, som fiskere og andet godtfolk fra Galilæa begyndte at følge. Jesus blev i sin samtid regnet som en »lærer«. Farisæeren Nikodemus, der selv var »lærer i Israel«, sagde for eksempel: »Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud…« (Joh 3,2).
Også andre gange anerkendte mennesker fra de forskellige jødiske grupperinger Jesus som lærer, selvom mange af disse ofte forsøgte at fange ham i at sige noget forkert (se for eksempel Mark 12,13-14).
Der var forbundet en vis status med det at være »lærer«, og det kan måske være med til at forklare, hvorfor Peter, Jakob, Johannes og de andre disciple – trods deres forpligtelser – vælger at tage den ret dramatiske beslutning at forlade deres arbejde for i stedet at begynde at følge Jesus.
Men hvem kunne betegnes som »lærer i Israel«?

Lærerne i GT

I GT var »lærerjobbet« primært forbeholdt præsterne. Men der skete noget nyt i forbindelse med Israels hjemkomst fra eksilet i Babylon.
Da Ezra vender tilbage til Jerusalem for at reformere det åndelige liv blandt de hjemvendte judæere, medbringer han blandt andet en gruppe levitter (Ezra 7,15-20), som senere får til opgave at være med til at udlægge Skriften for Israels folk (Neh 8,5-8).
Selvom det fortsat er præstestammen, der har denne opgave betroet, så er det et afgørende nybrud, at nogle »skriftkloge« begynder at udlægge Skriften for almindelige mennesker.
Ifølge jødisk tradition går denne udlægning ganske vist helt tilbage til Moses, idet Moses efter traditionen fik en mundtlig lov sammen med den skriftlige lov på Sinaj. I Bibelens bøger er det dog først hos Ezra, at vi kan spore denne mundtlige lov.

Lærerne i NT

Efter hjemkomsten fra Babylon sker der en rivende udvikling med jødedommen.
Først og fremmest opstår der frem mod det første århundrede en række forskellige grupperinger inden for det jødiske folk. I Talmud nævnes det således, at der på Jesu tid var ikke mindre end 24 partier hos jøderne. Selvom det nok er en tilsigtet overdrivelse, så møder vi en del af denne mangfoldighed i Det Nye Testamente.
Og netop i Det Nye Testamente får man hurtigt en fornemmelse af, at mange af de »skriftkloge« tilhører gruppen af farisæere. De skriftkloge blev efterhånden betegnet som »lærere«, rabbier. Senere blev udtrykket »rabbiner« betegnelsen for en mere fastdefineret gruppe af anerkendte lærere.

Rabbinertraditionen og Jesus

Den rabbinske tradition har vi – i kraft af de jødiske skrifter – gode muligheder for at studere.
Noget af det allermest spændende ved et sådant studium er, at det kan lære os lidt mere om, hvordan Jesus selv forholdt sig til det at være rabbi. Det kan igen være med til at kaste lys ind over nogle af Jesu ord i evangelierne.
Derfor kan denne vinkel også være med til at lære os mere om, hvad det vil sige at være discipel af Jesus.

Oplæringen af børn

I det første århundredes jødedom begyndte oplæringen tidligt. Allerede ved 5-års alderen gik drenge i synagogeskolen for at lære hebraisk og lære Toraen (de fem mosebøger) udenad.
Ved bar-mitzvah alderen (13 år) ville en ung, troende jøde være godt inde i hele Tanak (GT). De særligt lovende ville blive opfordret til at fortsætte deres uddannelse.
Med denne baggrund kan der være god grund til at genlæse beretningen om Jesus i templet som 12-årig (Luk 2,45,48).
I virkeligheden er det slet ikke en usædvanlig situation, der beskrives. Nogle af Israels lærere var blot i gang med den helt normale opgave at overhøre en af de lovende studerende. Det eneste usædvanlige ved situationen var egentlig, at Jesus viste sig som en studerende i særklasse!

I lære som rabbi

Hørte man som ung fortsat til blandt de bedste studerende, ville man blive opmuntret til at bruge tid sammen med en rabbi. En rabbi i det første århundrede ville kun vælge nogle få, meget lovende, unge mænd. For at blive discipel af en rabbi måtte man først bruge tid sammen med ham og senere »bestå prøven« hos rabbien, hvorefter man – måske – fik hans invitation til at følge ham.
Hvis dette skete, måtte disciplene til gengæld overgive sig selv totalt til rabbiens autoritet i alle spørgsmål angående fortolkningen af Skriften.
Det handlede altså ikke kun om at være hos rabbien, det handlede i lige så høj grad om at blive som rabbien. Eller sagt med et moderne udtryk: Disciplen »koblede sig op« på rabbien og begyndte at slette fra sin egen indre harddisk for i stedet at overføre indholdet fra rabbiens harddisk.

Jesus som rabbi

Det er denne tradition, man kan spore i Jesu ord, når han siger: »En discipel står ikke over sin mester; men enhver der er udlært, skal være som sin mester« (Luk 6,40).
I evangelierne påtager Jesus sig helt naturligt rollen som rabbi. Men uden forståelse af konteksten i det 1. århundredes jødedom får vi ikke fat i, både hvor anderledes og hvor typisk en rabbi Jesus egentlig er!

Anderledes og typisk

Det anderledes møder vi blandt andet i den måde, som Jesus kalder sine disciple på.
I Johannes’ gengivelse af kaldelsen af de første disciple møder vi således Jesus som den, der i høj grad tager initiativet over for sine kommende disciple (Joh 1,35-43). I det 1. århundrede ville rabbien normalt aldrig invitere nye disciple til at følge sig uden en lang prøvetid, og uden at man »bestod« som kandidat. Men det gør Jesus altså!
Endvidere udvælger Jesus sig nogle meget atypiske disciple: Måske var Andreas – som jo først havde været discipel af Johannes Døber – en oplagt discipelkandidat, men at også Peter, som i hvert ikke ligner en typisk »Tora-studerende«, får den samme invitation til at følge Jesus, var højst usædvanligt.
Endnu mere usædvanlig er naturligvis kaldelsen af tolderen Levi (Mark 2,13-17).
Alt i alt har de fleste af Jesu disciple nok aldrig set sig selv som mulige kandidater til at følge en respekteret rabbi.
Andre steder i Det Nye Testamente læser vi til gengæld, at Jesus kommer med nogle udsagn, som er meget typiske for en rabbi, når han udtrykker en forventning til sine disciple.
Tænk for eksempel på Jesu ord om, at den, »der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør…« (Joh 14,12).
Eller et tilsvarende sted i Luk 6,46: »Hvorfor siger I: Herre, Herre! Til mig, når I ikke gør, hvad jeg siger?«
Endelig kan man genfinde opkoblingen mellem rabbiens og disciplens harddiske i ordene fra Joh 8,31: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple…«

At følge vores rabbi

Som kristne i dag er vi en del af en fantastisk bevægelse. Vi har fået nøjagtig det samme kald til at følge Jesus, som de første disciple fik! Det indledende spørgsmål var, om vi helt har grebet, hvad det betyder?
I nogle kulturer kan der være en tilbøjelighed til, at vi primært forstår Jesu kald som et kald til at være hos ham. Det er ikke forkert, at vi skal være hos Jesus. Tværtimod er det grundlaget for at leve som Jesu discipel.
Samtidig kan vi lære noget af de første (jøde-)kristne, der fulgte en rabbi. For når man fulgte sin rabbi, måtte man også blive som ham.
Her må vi hver især afgøre, hvordan vores discipelskab ser ud – er vi blot tilhørere eller er vi også efterfølgere?

Til refleksion

Overvej det faktum, at Jesus udvalgte sine disciple blandt almindelige mennesker – ikke (kun) blandt de oplagte kandidater!
Er du tilhører eller efterfølger?
Hvad skal slettes fra og downloades på din »harddisk«?