Guds lam, menneskets frelse

Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Guds lam, menneskets frelse

Selvom et lam umiddelbart er et sårbart og svagt dyr, er dets rolle i Bibelen forbundet med en enorm kraft. Denne kraft forløses, når lammet bliver ofret – eller lader sig ofre.

 

 »Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd«. Sådan lyder Johannes Døbers præsentation af Jesus, da de mødes, inden Jesus begynder sit offentlige virke (Joh 1,29.36).

Vi finder ikke betegnelsen »Guds lam« andre steder i Bibelen, men der er ingen tvivl om, at Johannes refererer til de gammeltestamentlige skrifter, og for mindst to af hans disciple var udsagnet medvirkende til, at de forlod ham for i stedet at følge Jesus.

At Johannes Døber betegner Jesus som et lam, der bærer synd, refererer til en meget gammel tradition for at bruge lam som offerdyr. Det allerførste offer, Abel bragte, kan meget vel have været et lam. Det står beskrevet som det førstefødte af hans småkvæg (1 Mos 4,4).

Men Abels offer var ikke det første dyr, der måtte lade livet på grund af menneskers synd. I 1 Mos 3,21 får vi at vide, at Gud efter syndefaldet lavede skindtøj til Adam og Eva. Vi ved ikke, om det var fåreskind, men Gud dræbte et eller flere dyr for at dække en af konsekvenserne af Adam og Evas ulydighed – deres skam over, at de var nøgne.

 

Abrahams profeti om Jesus

En af de beretninger fra Det Gamle Testamente, der især forbindes med omtalen af Jesus som Guds lam, er, da Gud befaler Abraham at ofre Isak på et bjerg i Morija-landet (1 Mos 22,1-19). På vej op ad bjerget spørger Isak naturligt nok, hvad de skal ofre, eftersom de ikke har noget offerdyr med. Abraham svarer, at Gud selv vil sørge for et offerlam – han må have regnet med, at Gud allerede havde udvalgt et offer, Isak.

Abrahams svar til Isak bliver en profeti om to ting. Først bliver det en profeti om det, der sker, da Gud stopper ham, inden han når at ofre Isak, og i stedet sender en vædder, som Abraham ofrer. Samtidig bliver det en profeti om, hvordan Gud selv vil udvælge sig et endegyldigt offer som soning for hele verdens synd. Helt frem til det øjeblik, hvor Abraham løfter kniven for at dræbe Isak, er hans handlinger et billede på Guds vilje til at ofre sin egen søn, og efterfølgende bliver vædderen et billede på Jesus, som bliver det stedfortrædende offer, der påtager sig straffen for alle menneskers oprør imod Gud.

 

Påskelammets stedfortrædende død

En af de stærkeste referencer i betegnelsen »Guds lam« er påskelammet, som israelitterne skulle slagte i forbindelse med udgangen af Egypten og sidenhen hvert år som påmindelse om og fejring af befrielsen fra slaveri (2 Mos 12,21-27). Ved udgangen af Egypten skulle dets blod smøres på dørstolperne og overliggeren til israelitternes huse, og det var et tegn til Gud, sådan at ødelæggeren, der kom for at dræbe alle førstefødte i Egypten, ikke gik ind i de huse, som bar dette tegn.

Påskelammet måtte altså dø som stedfortræder for de førstefødte og er på den måde en profeti om Jesus, som døde en stedfortrædende død for os. Påskelammet reddede de førstefødte fra den fysiske død. Jesu død og opstandelse redder os fra den evige død og fra konsekvensen af vores manglende opfyldelse af Guds lov og vores oprør mod ham.

Paulus gør denne sammenhæng meget klar i 1 Kor 5,7, hvor han taler om, at også vort påskelam er slagtet, nemlig Kristus.

Det er ikke overraskende, at Jesus omtales som et lam, eftersom lammet var et af de dyr, der kunne bruges som syndoffer (3 Mos 4,32) og skyldoffer (3 Mos 14,12). Johannes Døber er da heller ikke den eneste, der omtaler Jesus som et lam, der bærer verdens synd. Et andet eksempel er Esajas’ profeti om Herrens lidende tjener, der blev ramt af vor skyld og var som et lam, der tavst føres til slagtning (Es 53, 6-7).

Jesus er det offer, der måtte bringes som soning for menneskers synd og skyld over for Gud. Påskelammet og offerlammet skulle være lydefrit (fejlfrit) (2 Mos 12,5), og i udtrykket »Guds lam« ligger også den betydning, at det er et lam og et offer, som Gud selv har udvalgt, og som ikke blot er lydefrit efter menneskelig vurdering, men også i Guds øjne.

 

Ofringen køber os fri

I 1 Pet 1,18-20 synes der at være en sammensmeltning af løskøbelse fra slaveri og ofring af et lydefrit lam. Peter siger, at vi er købt fri med noget, der er langt mere værdifuldt end de jordiske betalingsmidler, som vil forgå. Vi er købt fri med blodet fra ham, som er fra evighed til evighed. Jesu død og opstandelse sætter os på en gang fri fra at være slaver under synden og renser os fra al skyld i vores forhold til Gud.

Når Johannes Døber siger, at Jesus bærer verdens synd, er det også naturligt at se det som en reference til forsoningsdagen, som den er beskrevet i 3 Mos 16. Her er det godt nok gedebukke og ikke lam, som bruges, men beskrivelsen af, hvad ypperstepræsten skulle gøre med den ene buk, er en stærk illustration i denne sammenhæng. Moses får besked på, at Aron skal bekende al israelitternes synd over bukken, og derefter skal den føres ud i ørkenen og på den måde bære synden væk fra folket (3 Mos 16,21-22).

Netop i relation til forsoningsdagen forklarer Hebræerbrevet den helt afgørende forskel på ordningerne i Det Gamle Testamente og Jesu fuldkomne offer (Hebr 9-10). Forfatteren siger, at offerdyrenes blod ikke kan tage synder bort eller rense samvittigheden, men at de er en påmindelse om synder og kun gør os rene i det ydre. Disse ofre skulle udføres igen og igen og kunne aldrig føre til et punkt, hvor de ikke længere var nødvendige. Jesus derimod blev ofret én gang for at bære manges synder og har ved sit offer én gang for alle udslettet synden.

 

Lammet er blevet hyrden

I Johannes Åbenbaring møder vi Jesus som Lammet. Det ene lam, hvis offer kunne bringe og har bragt frelse til mennesker. Den beskrivelse, vi får, er meget kontrastfyldt. Det første indtryk er ikke imponerende, for Johannes beskriver et lam, der så ud som slagtet, men umiddelbart efter sker der en markant forandring. Lammet har syv øjne og syv horn, som er Guds syv ånder. Lammet er altså bærer af Guds ånder og dermed Gud selv. 

Johannes understreger også Lammets magt. Netop fordi det blev slagtet, kan det som den eneste åbne den bogrulle, der indeholder fremtiden. Med andre ord er det kun på grund af Jesu død og opstandelse, at er der en fremtid og et håb for mennesker ved troen på ham.

Det, at Lammet ser ud som slagtet, er ikke et tegn på nederlag, men et sejrstegn, for det er tegnet på, at Jesus har vundet den endegyldige sejr over synd og død. Lammet er blevet hyrden, som leder dem, der følger ham, til livets kildevæld (Åb 7,17).

Derfor er der er i sandhed grund til at istemme lovprisningen i Åb 5,12 af Guds lam, som bærer verdens synd.

Lammet, det slagtede, er værdigt

til at få magt og rigdom og visdom og styrke

og ære og lov og pris.