Jerusalem – et tempel med en by

Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Jerusalem – et tempel med en by

Det er blevet sagt om Jerusalem på Jesu tid, at det ikke var en by med et tempel, men et tempel med en by. Templet var det altdominerende bygningskompleks og den institution, som var selve dynamoen i Jerusalems liv både økonomisk, politisk, kulturelt og religiøst. Jerusalem var templets by.

Egentlig skulle man ikke forvente, at Jerusalem ville blive en betydningsfuld by. Den lå langt fra de to internationale handelsruter Via Maris langs med Middelhavet og Kongevejen øst for Jordanfloden og Det Døde Hav. Selv den vigtige tværgående trafik fra Jeriko til Middelhavet gik nord om Jerusalem. Det var kun hovedvejen ned gennem det centrale bjerglandskab i Judæa og Samaria, som kom forbi Jerusalem. Med andre ord: Jerusalem ligger ikke placeret et sted, hvor man vil forvente en by af international betydning.

Hvad var det så, der gav byen sin vedvarende betydning i jødedommen? Svaret er enkelt: Templet.

 

Templets rolle i jødedommen

Templet spillede en enestående rolle i jødedommen på Jesu tid på to måder.

For det første var templet stedet, hvor Gud havde sagt, at han ville bo på jorden (1 Kong 8,1). Her var han til stede i sit folk, her kunne de møde ham. Derfor vendte jøder sig mod templet i Jerusalem, når de skulle bede – for Herren bor i sit tempel.

For det andet var templet stedet, hvor synden blev sonet. Det var forsoningens sted. Ingen andre steder måtte folket bringe ofre til Gud. Kun her var alteret, hvor ofrene skulle skaffe folket og enkeltpersoner soning for deres synd. Kun her kunne relationen til Gud genoprettes, når den var brudt.

Derfor var templet i Jerusalem selve hjertet i jødedommen, for relationen til Gud var knyttet til dette sted.

 

Templets historie

Templet blev bygget i tre omgange. Den første bygherre var kong Salomo. Det første tempel stod færdigt i al sin pomp og pragt omkring 950 f.Kr. Dette tempel overlevede rigets deling efter Salomos død, men ikke babyloniernes erobring i 586 f.Kr. Det blev sammen med byen brændt ned til grunden.

Efter hjemkomsten fra eksilet i Babylon blev der bygget et nyt tempel under statholderen Zerubbabel og ypperstepræsten Josva i 516 f.Kr. Det var et mere beskedent og ydmygt tempel i forhold til Salomos. Efter at have været konge i mere end 15 år iværksatte Herodes den Store en om- og tilbygning af templet og Tempelpladsen omkring år 20 f.Kr.

Det var et gigantisk byggeprojekt, hvor han blandt andet uddannede præster til bygningshåndværkere, så de kunne arbejde i de forgårde, hvor kun præster måtte komme. Grundplanet forblev det samme, men templets højde forøgedes til et stykke over det, som er Klippehelligdommens top i dag. Endvidere udvidede han Tempelpladsen til at være en gigantisk kasse af store tilhuggede sten understøttet af en søjlekonstruktion. Omfanget var cirka 500 gange 300 meter. Resterne af denne ydermur om Tempelpladsen er blandt andet Grædemuren.

Templet var enormt i størrelse og arkitektonisk skønhed, og selvom jøderne var skeptiske over for Herodes, elskede de hans tempel. Tænk blot på Jesu disciples ord: »Mester, se alle de store sten og alle de store bygninger!« (Mark 13,1). Jesus replicerede med en trist forudsigelse: »Der skal ikke lades sten på sten tilbage, men alt skal brydes ned« (Mark 13,2). Det skete, da romerne indtog Jerusalem i år 70 e.Kr. Templet blev brændt ned og er aldrig siden blevet genopført.

 

Templets indretning

Templet udgjorde kun den centrale del af Tempelpladsen. Yderst langs pladsens kant var en stor søjlegang, og i sydenden af pladsen var en stor toetagers bygning. Nogle mener, at handlen med offerdyr og veksling af fremmed valuta til tempelskattens halve sølvshekel skete her (Joh 2,14). Jesus var kritisk over for denne aktivitet, fordi den flyttede fokus fra bøn til økonomisk fortjeneste.

Midt på Tempelpladsen lå templet. Her havde hedninger ikke adgang (ApG 21,29). Man kom ind i den første forgård, kvindernes forgård, gennem Den Skønne Port. Her samledes folket om natten under løvhyttefesten i lyset fra fire kæmpestore syvarmede lysestager og dansede og sang Israels lovsange.

Næste forgård var israelitternes forgård, hvor kun mænd havde adgang. Den kom man til ved at gå op ad en trappe til Nicanorporten. Israelitternes forgård var første del af det, som blev kaldt præsternes forgård, hvor brændofferalteret stod. Herefter gik man op ad endnu en trappe til templets forgård, længere inde var det hellige, og længst inde var det allerhelligste, hvor kun ypperstepræsten kom ind en gang om året, nemlig på den store forsoningsdag, yom kippur. Det var herinde, pagtens ark havde stået.

På forhænget var der vævede keruber, som mindede om, at vejen tilbage til Paradis var lukket. Det var selve centrum for Guds nærvær i folket. Det var dette forhæng, som flængedes, da Jesus døde (Luk 23,15), og Hebræerbrevet giver forklaringen: »Ved Jesu blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen ad den nye, levende vej, som han har åbnet for os gennem forhænget« (Hebr 10,19f).

 

Ofrene i templet

I templet blev der bragt mange ofre: får, geder, okser og duer. Præsterne var slagtere, og der har været en lugt af døde dyr og brændt kød på Tempelpladsen i et omfang, som vi kan have svært ved at forestille os i dag.

Hver morgen og aften blev der bragt ofre; og der blev bragt ekstra ofre hver sabbat og hver nymånedag og ved alle de jødiske fester. Hertil kommer de ofre, som blev bragt af privatpersoner i forbindelse med renselse eller som udtryk for taknemmelighed.

Alle disse offerdyr blev købt på markedet og var en vigtig faktor i Jerusalems økonomi. I tillæg til ofrene betalte alle jøder en halv shekel i sølv til templet hvert år. Det betød, at skatkammeret i Jerusalems tempel På Jesu tid bugnede af rigdomme (Matt 23,16f). Pilatus tog – imod jødernes vilje – guld fra tempelskatten til at finansiere bygningen af en akvædukt til Jerusalem.

 

Templet og festerne

Flere af de jødiske fester er knyttet til Jerusalem. Størst opmærksomhed fik de tre store valfartsfester: påske, pinse og løvhyttefesten. Ved disse fester kom jøder fra hele Israel og resten af verden. Det tredoblede Jerusalems indbyggertal og havde enorm betydning for byens virksomheder. Samtidig blev templet geografisk og helt konkret det punkt i verden, som forbandt alle jøder med hinanden.

Vi hører flere gange, at Jesus er til fest i Jerusalem, især i Johannesevangeliet, og på pinsedagen forkynder apostlene evangeliet for pilgrimme fra alle de steder i verden, hvor der boede jøder på den tid (ApG 2,5ff).

 

Templets personale

Templet havde et meget omfattende personale. Øverst stod ypperstepræsten, som oprindeligt skulle være en søn af den første ypperstepræst, Aron. Men på Jesu tid blev ypperstepræsterne udskiftet politisk.

Mens Jesus var ung, var Annas ypperstepræst (Joh 18,13), men han blev afløst af andre, blandt andet fem af sine egne sønner og sin berømte svigersøn, Kajfas. Det ser ud til, at Annas’ familie var en meget magtfuld elite på Jesu tid.

Næst efter ypperstepræsten fulgte det højere præsteskab med anføreren for tempelvagten, syv tempelopsynsmænd, to hovedskatmestre og tre skatmestre. Tempelrådet bestod af ypperstepræsten og 13 overordnede præster og udgør sandsynligvis den gruppe, som kaldes »ypperstepræsterne« (flertal, Matt 26,14).

Herefter fulgte de almindelige præster, som der på Jesu tid var cirka 7.200 af. De var fordelt på 24 af de såkaldte ugeafdelinger (hold, som gjorde tjeneste en uge ad gangen) med 300 i hver. En af dem var Johannes Døbers far, Zakarias. Deres vigtigste opgave var at stå for ofringerne i templet.

Levitterne stod for musikken og mange praktiske ting i templet. De talte på Jesu tid cirka 9.600 fordelt på 24 ugeafdelinger. Vi kender blandt andet levitterne fra Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner.

 

En nøgle til forståelse

Templet er en nøgle til at forstå en række vigtige dimensioner i evangeliet om Jesus Kristus:

·         Jesus selv er Guds tempel og dermed stedet for Guds nærvær og forsoning (Joh 2,19ff).

·         Jesu død åbnede vejen tilbage til Paradis og Guds nærvær (Luk 23,45).

·         Jesus er vores ypperstepræst, der har ofret sig selv for os (Hebr 9,11-12).

·         Jesu død er et sonoffer, der renser os for synd (1 Joh 2,2).

·         Gud bor i den kristne menighed, som er hans tempel (1 Kor 3,16).