Jesu død og jøderne

Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Jesu død og jøderne

Har det jødiske folk en kollektiv skyld i Jesu død? Det spørgsmål er på ny blevet aktuelt med Mel Gibsons film. Men kun få er klar over, hvad Det Nye Testamente faktisk siger om Jesu død og jøderne.

Jøderne slog Jesus ihjel! Sådan er det i århundreder blevet prædiket påske efter påske i mange kirker. Nogle steder er præsterne gået endnu længere og har forkyndt, at det jødiske folk på grund af korsfæstelsen af Jesus er dømt til for altid at leve under Guds forbandelse.
»Lad hans blod komme over os og vore børn«, råbte folkeskaren foran Pilatus’ palads. Det har mange i kirkens historie forstået som en selvpåført forbandelse, der aldrig kan hæves. Til tider har kristne endog ment, at de ved at forfølge jøderne blot var Guds redskaber til at virkeliggøre denne forbandelse.
Andre kristne har lagt ansvaret for Jesu død på farisæerne. Det sker for eksempel meget udtalt i pressematerialet om Mel Gibsons nye Jesus-film. Her fortælles, at det var farisæernes ledere, der over for det jødiske råd anklagede Jesus for blasfemi og derved fik ham dømt til døden. Og senere var det også farisæerne, der over for Pilatus fremførte beskyldningerne mod ham.
Mange af forestillingerne om Jesu død bygger imidlertid mere på traditioner og fornemmelser end på Bibelen. Der er derfor god grund til at nærlæse de bibelske tekster, inden vi udtaler os om skylden for Jesu død.
Det kan føles grotesk overhovedet at skulle beskæftige sig med, hvem der var historisk ansvarlig for Jesu død. For kristne burde det være inderligt ligegyldigt. Det afgørende er jo, at Jesus døde og derved frelste os. Men desværre viser kirkens historie over for det jødiske folk, at det er nødvendigt at stille skarpt på de historiske forhold i forbindelse med Jesu død. Ellers bliver kirken alt for let løbet over ende af formodninger og traditioner, der åbner døren på vid gab for antisemitismen.
Derfor skal vi i denne artikel stille spørgsmålet: Hvad siger evangelierne egentlig om påskens begivenheder? Giver Det Nye Testamente kollektivt jøderne skylden for Jesu død? Hvordan beskriver Det Nye Testamente farisæernes rolle i retssagen mod Jesus? Og hvad med romeren Pilatus?

 

De otte episoder

Alle fire evangelier fortæller udførligt om begivenhederne i ugen efter Jesu indtog i Jerusalem palmesøndag og frem til hans opstandelse søndagen efter.
I beretningerne om denne uge er der otte episoder, der kaster lys over spørgsmålet om, hvem der var skyld i Jesu død (se fakta-boks under selve artiklen).
En nærlæsning af teksterne om disse otte episoder giver et overraskende resultat. Evangelierne tegner et meget entydigt billede af fem grupper eller personer, der delte det historiske ansvar for Jesu død:

1. Ypperstepræsterne og folkets ledere
Den eneste gruppe, der er omtalt i forbindelse med alle otte episoder, er ypperstepræsterne. Den siddende ypperstepræst på dette tidspunkt var Kajfas. Men de øvrige medlemmer af de familier, der i denne periode besatte ypperstepræsteembedet, havde også stor indflydelse. Man talte derfor ofte om »ypperstepræsterne« i flertal, og ikke bare om den enkelte, der netop nu havde embedet.
Ypperstepræsterne stod i spidsen for saddukæerne (ApG 5,17). Saddukæerne var det ene af de store partier eller religiøse grupperinger, som datidens jøder var opdelt i. Saddukæerne var et præste- og rigmandsparti.
Deres store konkurrenter og modstandere var farisæerne. Et af de helt afgørende teologiske stridsspørgsmål mellem de to grupper var diskussionen om opstandelsen fra de døde. Saddukæerne afviste en legemlig opstandelse, mens farisæerne forventede den (ApG 23,8).
Saddukæerne og ypperstepræsterne havde meget stor indflydelse på livet i Israel. Israel var godt nok en del af Romerriget, men romerne tillod jødernes store Råd, Sanhedrin, selv at afgøre mange interne sager. I Rådet sad der både saddukæere, farisæere og andre ledere af folket. Men ypperstepræstens embede og opbakningen fra saddukæernes parti betød, at ypperstepræstefamilierne havde afgørende indflydelse.
Ypperstepræsternes autoritet i Templet betød, at det også var dem, der kontrollerede tempelvagten. Officielt stod tempelvagten selvfølgelig under hele Rådet og kan derfor et enkelt sted omtales som »ypperstepræsternes og farisæernes tempelvagter« (Joh 18,3; jf. »jødernes tempelvagter« i Joh 18,12). Men i praksis var det ypperstepræsterne, der kontrollerede tempelvagten. Anføreren af tempelvagten fungerede da også som »viceypperstepræst«, for eksempel hvis ypperstepræsten blev syg på den store forsoningsdag.
Ypperstepræsternes ledende rolle afspejler sig i evangeliernes beretning. I næsten alle de otte episoder omtales ypperstepræsterne sammen med nogle personer, der skiftevis kaldes »de skriftkloge«, »de ældste«, »rådsherrerne« eller »folkets ledere«. I sammenstillinger som »ypperstepræsterne og de ældste«, betegner udtrykket »de ældste« den gruppe af ledere i Israel, som støttede ypperstepræsterne. Altså først og fremmest saddukæerne.
Disse udtryk betyder altså ikke, at alle folkets ledere eller alle skriftkloge var med i forsøget på at få Jesus dømt. Tværtimod ved vi, at der var rådsherrer og skriftkloge, der var imod dødsdommen over Jesus. Det gjaldt for eksempel Josef fra Arimatæa og Nikodemus, der begge var medlemmer af Rådet og efter korsfæstelsen sørgede for, at Jesus fik en anstændig begravelse (Joh 19,38-42).
Evangelierne siger altså entydigt, at det var ypperstepræsterne og saddukæerne i Jerusalem, der var drivkraften bag dødsdommen over Jesus.
Det var dem, der besluttede at slå Jesus ihjel. De og ingen andre indgik aftalen med Judas. De arresterede Jesus med hjælpe af tempelvagten. De forhørte og dømte ham. Og de anklagede ham for Pilatus og fik ham korsfæstet.

2. Judas
Ypperstepræsterne og deres støtter havde besluttet at slå Jesus ihjel. Men det var lettere sagt end gjort.
Det store antal jøder, der var i Jerusalem i anledningen af den jødiske påskefest, var nemlig meget optaget af Jesus. Ypperstepræsterne frygtede derfor, at det ville føre til uroligheder, hvis de arresterede ham. (Matt 26,3-5; Mark 14,1-2; Luk 22,1-2).
Løsningen – set med ypperstepræsternes øjne – kom, da Judas tilbød sig. For en aftalt pris lovede Judas at finde en lejlighed, hvor Jesus kunne blive arresteret uden ballade.
Judas’ forræderi gør ham medskyldig i Jesu død.

3. Pilatus
Pilatus var romersk statholder over Judæa. Dermed var han den øverste myndighedsperson i landet og repræsentant for Romerriget.
Selv om jødernes store Råd havde et vist selvstyre, havde de ikke myndighed til at henrette (Joh 18,31). Det er omstridt, om denne regel gjaldt i alle sager og ved alle former for henrettelser. Men når det gælder Jesu død, er evangelierne helt klare: Ypperstepræsterne og det jødiske Råd måtte have Pilatus’ godkendelse.
Pilatus har derfor det formelle ansvar for Jesu død. At han vaskede sine hænder, fritager ham ikke for at være skyldig i justitsmord. Det var ham, der udleverede Jesus til korsfæstelse.
Det understreges af, at Pilatus’ romerske soldater deltog i begivenhederne både skærtorsdag og langfredag.
Da Jesus blev arresteret i Getsemane have, deltog der to gruppe i arrestationen: vagtstyrken og tempelvagten (Joh 18,3.12). Tempelvagten var den jødiske ordensmagt, kontrolleret af ypperstepræsterne. Men »vagtstyrken« angiver romerske soldater.
Selve korsfæstelsen dagen efter blev også foretaget af romerske soldater og ledt af en romersk officer.
Pilatus og hans soldater var altså både formelt og konkret medskyldige i Jesu død.

4. Herodes
Herodes Antipas, der styrede Galilæa på romernes vegne, var ikke direkte involveret i dødsdommen over Jesus.
Men fordi Jesus var fra Galilæa, sendte Pilatus ham til forhør hos Herodes inden domfældelsen. Og her benyttede Herodes lejligheden til sammen med sine soldater at håne Jesus (Luk 23,6-12).

5. Folkeskaren
To gange i påskeberetningerne hører vi om en folkemængde, der er involveret i Jesu død.
I forbindelse med forhøret af Jesus giver Pilatus folkemængden foran paladset valget mellem at få den kriminelle Barnabas eller Jesus løsladt.
Ypperstepræsterne overtalte de forsamlede til at kræve Jesus dømt. Hele folkeskaren råbte derpå: »Korsfæst ham!«. Det var i denne forbindelse, at skaren også sagde: »Lad hans blod komme over os og vore børn!« (Matt 27,25).
Da Jesus var blevet korsfæstet, hører vi, at de forbipasserende hånede ham (Mark 15,29).
Beretningerne om disse to folkemængder er ofte blevet misforstået. Derfor er det utroligt vigtigt at se på hele det billede, Ny Testamente tegner.
Flere gange i påskeugen hører vi om folkeskarer, der sympatiserede med Jesus. Palmesøndag var der en stor folkeskare, der hyldede Jesus under indtoget i Jerusalem. Gentagne gange hører vi, at ypperstepræsterne ikke turde arrestere Jesus ved højlys dag, fordi de var bange for folkeskaren, der støttede ham (fx Matt 21,45-46 og 26,3-5). Og da Jesus blev ført ud til Golgata, fulgte en stor folkemængde med, mens kvinderne i skaren græd over ham (Luk 23,27).
Beretningen om skaren, der over for Pilatus krævede Jesus korsfæstet, betyder altså ikke, at alle jøder i Jerusalem ønskede ham dødsdømt.
Det Nye Testamente er meget nuanceret. Blandt de mange tusinde jøder, der i påsken var forsamlet i Jerusalem, var der nogle, der ønskede Jesus dødsdømt, og nogle, der ikke ønskede det.

 

Hvad med farisæerne?

Én ting i påskeberetningerne er meget påfaldende. Det er farisæernes rolle. Eller rettere: manglende rolle!
Inden Jesu indtog i Jerusalem palmesøndag hører vi om, at nogle af farisæerne enkelte gange deltog i mislykkede forsøg på at arrestere Jesus (fx Joh 7,32.45-53). Enkelte gange var nogle af dem også med i en beslutning om at slå ham ihjel (Mark 3,6 og Joh 11,45-12,11).
Men i påskeugen fra palmesøndag og frem til påskesøndag er farisæernes rolle meget lille.
Vi hører om et par stridssamtaler mellem nogle farisæere og Jesus (fx Matt 22,34-40). Og en enkelt gang hører vi om, at nogle farisæere sammen med ypperstepræsterne forgæves ønskede at arrestere Jesus (Matt 21,45-46).
Men ikke én eneste gang medvirkede farisæerne i påskeugens otte afgørende episoder på vejen fra overvejelserne om at slå Jesus ihjel og frem til selve korsfæstelsen. Mens ypperstepræsterne var drivkraften i hver eneste af disse episoder, var farisæerne fuldstændig fraværende!
Dette billede af farisæerne stemmer nøje overens med Apostlenes Gerninger. I Apostlenes Gerninger beskrives der fire store sammenstød mellem de første jødekristne og andre grupper af jøder i Israel. I alle disse fire sammenstød forholder farisæerne sig enten neutrale eller forsvarer de jødekristne (fx ApG 5,17-42 og 23,1-10).
Det er værd at lægge mærke til. Ikke mindst fordi moderne, rabbinsk jødedom på mange måder er en videreudvikling af netop farisæernes jødedom, og ikke saddukæernes.
Kristen tradition har gjort farisæerne til de helt store skurke i Israel. Og pressematerialet til Mel Gibsons film gør dem til de hovedansvarlige for Jesu død. Begge dele er i direkte modstrid med Det Nye Testamente.

 

»Jøderne« eller »nogle jøder«?

Et specielt problem er udtrykket »jøderne« i Johannesevangeliet.
Sammenhængen viser nemlig, at Johannes mange steder bruger udtrykket »jøderne« i en anden betydning end hele det jødiske folk.
Nogle steder er udtrykket brugt specielt om lederne i Jerusalem i modsætning til almindelige mennesker (fx Joh 9,22). Andre steder er det brugt om indbyggerne i Judæa i modsætning til galilæerne, selv om disse jo selvfølgelig også var jøder (fx Joh 7,1 og 11,6-8).
Det er derfor en misforståelse, hvis man ud fra Johannes’ brug af ordet »jøderne« vil gøre alle jøder ansvarlige for Jesu død.
Alle evangelierne inklusiv Johannesevangeliet viser klart, at det kun var nogle jøder, med ypperstepræsterne i spidsen, der var skyld i Jesu død.
Det understreges stærkt i Apostlenes Gerninger.
I første del af bogen gengives en række prædikener, som apostlene holdt for grupper af indbyggere i Jerusalem. Et eksempel er Peters tale på pinsedagen. Her sagde han til de forsamlede jøder i Jerusalem: »ved lovbryderes hånd naglede I ham [Jesus] til korset og dræbte ham« (ApG 2,23). Peter erklærer altså direkte, at hans tilhørere var medskyldige i Jesu død.
Senere i Apostlenes Gerninger hører vi, hvordan evangeliet blev prædiket for jøder i diasporaen uden for Israel. Et eksempel på det er Paulus’ prædiken i synagogen i Antiokia. Her sagde Paulus: »For Jerusalems indbyggere og deres ledere kendte ham ikke, de dømte ham…« (ApG 13,27).
Apostlene skelner altså. I Jerusalem siger de: »I dræbte…«. Uden for Jerusalem siger de: »De dræbte…«.
At nogle jøder i Jerusalem var medskyldige i Jesu død, betyder altså ifølge Det Nye Testamente ikke, at alle jøder er kollektivt skyldige.

 

Hvis skyld?

Det Nye Testamente er meget nuanceret. Det lægger ikke skjul på, at nogle jøder – sammen med romeren Pilatus – var medskyldige i et justitsmord på Jesus. Men det gør ikke alle jøder skyldige.
Jøderne i Antiokia var ikke skyldige i Jesu død. Farisæerne spillede ikke nogen rolle i arbejdet for en dødsdom. Og blandt skarerne i Jerusalem i påskeugen var der mange, der hyldede Jesus og senere græd over hans domfældelse.
Derfor er det forkert og i strid med Det Nye Testamente at give hele det jødiske folk skylden for Jesu død.
At forfølge eller straffe jøder i dag for Jesu død dengang er indlysende uretfærdigt. Det er i strid med alt, hvad Det Nye Testamente lærer kristne om forholdet til Israel. Og det er dyb foragt for Jesus, der udtrykkeligt i sin bøn sagde: »Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør« (Luk 23,34).
At tildele jøderne en speciel skyld i Jesu død er desuden i strid med selve kernen i det kristne evangelium. Jesus gav sit liv som løsesum for mennesker. Han overtog alle menneskers synd og lod sig straffe af Gud for vores skyld.
»Han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred … Vi vendte os hver sin vej; men Herren lod al vor skyld ramme ham« (Es 53,5-6).
Enhver kristen ved derfor med sig selv, at det, der i virkeligheden dræbte Jesus, var min synd og skyld.

 

FAKTA:
Evangelierne: Ansvaret for Jesu død
Otte episoder fra påskeugen kaster lys over ansvaret for Jesu død:

1. Overvejelser om at slå Jesus ihjel
Matt 21,12-17; Mark 11,15-18; Luk 19,45-48
Skyldige: Ypperstepræsterne og de skriftkloge; folkets ledere
Uskyldige: - Børnene på tempelpladsen, der hyldede Jesus (Matt 21,15)
- Folkeskaren, der var slået af forundring over ham (Mark 11,18)
- Hele folket, der hang ved ham (Luk 19,48)

2. Beslutningen om at slå Jesus ihjel
Matt 26,3-5; Mark 14,1-2; Luk 22,1-2
Skyldige: Ypperstepræsterne, folkets ældste, de skriftkloge
Uskyldige: Folket, som lederne var bange for

3. Aftalen med Judas
Matt 26,14-16; Mark 14,10-11; Luk 22,3-6
Skyldige: Judas; ypperstepræsterne og anførerne for tempelvagten

4. Arrestationen af Jesus
Matt 26,47-56; Mark 14,43-52; Luk 22,47-53; Joh 18,1-12
Skyldige: Judas; ypperstepræsterne, de ældste, de skriftkloge og deres udsendinge og tempelvagten; vagtstyrken [sandsynligvis romerske soldater]

5. Forhør og domfældelsen af Jesus
Matt 26,57-68 og 27,1-2; Mark 14,53-65 og 15,1; Luk 22,54-23,1; Joh 18,13-27
Skyldige: Ypperstepræsterne, de ældste og de skriftkloge; Rådet

6. Pilatus’ forhør og afgørelse
Matt 27,11-26; Mark 15,2-15; Luk 23,2-25; Joh 18,28-19,16
Skyldige: - Pilatus, der udleverede ham til korsfæstelse
- Ypperstepræsterne og de ældste, der anklagede ham og opildnede skaren
- Folkeskaren foran Pilatus’ palads, der krævede ham dødsdømt
- Herodes og hans soldater, der hånede ham

7. Korsfæstelsen
Matt 27,27-56; Mark 15,16-41; Luk 23,26-49; Joh 19,17-37
Skyldige: - Romerske soldater, der torturerede og korsfæstede ham
- Nogle forbipasserende, der spottede ham
- Ypperstepræsterne, de skriftkloge og de ældste, der spottede ham
Uskyldige: - Mange kvinder, der havde fulgt Jesus fra Galilæa
- Jerusalems kvinder, der græd over ham

8. Disciplenes forklaring efter hans død
Luk 24,17-20
Skyldige: Ypperstepræsterne og rådsherrerne