Jesus, farisæerne og sabbatten

Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Jesus, farisæerne og sabbatten

Hvis man skal dømme efter, hvordan kristne og andre i dag bruger ordet ’farisæer’, fristes man til at tro, at farisæerne på Det Nye Testamentes tid var dem, Jesus brød sig allermindst om.
Farisæer – så har du ikke ligefrem den gule førertrøje på.
Når man læser evangelierne i Det Nye Testamente, støder man på en lang række intense diskussioner mellem Jesus og forskellige farisæere. Af alle retninger i jødedommen på Jesu tid er det farisæismen, der oftest kritiseres af Jesus. Der findes gentagne beretninger om, hvordan Jesus rettede en hård kritik mod vigtige dele af farisæernes teologi – og omvendt.

 

Advarsel og opmuntring

I sig selv siger det ikke noget særligt, at Det Nye Testamentes hovedperson bruger særdeles barske ord over for farisæerne. For Jesus bruger også særdeles barske ord om resten af menneskeheden!
Men hvorfor gør han det mod farisæerne? Jo, sagen er, at på den tid og i den hverdag Jesus levede, stødte han dagligt på farisæere. Og Jesus havde flere vigtige ting til fælles med dem: Troen på opstandelsen og det evige liv, vigtigheden af at leve i pagt med Gud og hans bud, ønsket om at vække og forny sine landsmænd i troen på Gud.
Skulle vi trække en linie op til nutiden, tja, så finder vi næppe mange farisæere i den liberale, bibelkritiske lejr. De hører meget bedre hjemme i den bibeltro lejr.
Vi skal nu følge Jesus et par af de dage, hvor han støder sammen med en gruppe farisæere. Og så skal vi spørge: Hvad er det, Jesus her gør op med hos farisæerne, og hvorfor han gør det?

 

Debatten om sabbatten

»På den tid kom Jesus på en sabbat forbi nogle kornmarker. Hans disciple blev sultne og begyndte at plukke aks og spise.
Da farisæerne så det, sagde de til ham: »Se, dine disciple gør noget, som det ikke er tilladt at gøre på en sabbat.«
Men han sagde til dem: »Har I ikke læst, hvad David gjorde, da han og hans mænd blev sultne, hvordan han gik ind i Guds hus og de spiste af skuebrødene, som det hverken var ham eller hans mænd, men kun præsterne tilladt at spise? Eller har I ikke læst i loven, at præsterne på selve sabbatten krænker sabbatten i templet og det uden at pådrage sig skyld? Men jeg siger jer: Her er noget større end templet! Havde I fattet, hvad det betyder: ’Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer,’ havde I ikke fordømt de uskyldige. For Menneskesønnen er herre over sabbatten« (Matt 12,1-8).
Her fortælles om en sabbat, hvor Jesus og hans disciple går forbi en kornmark, og sultne som de er, plukker og spiser de af kornet. Og så har vi balladen: En gruppe farisæere ser det, og da de anså aksplukning for at høre arbejdsdagen til, anklager de ham for at bryde reglen om ikke at arbejde på sabbatten. Faktisk taler 2 Mos 31,15 om dødsstraf for at arbejde på sabbatten.
Jesus svarer ved at henvise til Moselovens ord om ofringer i helligdommen på sabbatten. Hans argumentation lyder frit gengivet noget i retning af dette:
’Kære farisæere. I har ret i, at sabbatten er en hellig hviledag. Men hvad betyder det så, når Moses i 4 Mos 28,9-10 påbyder, at sabbatshvilen skal brydes, og præsterne skal gøre deres offerarbejde i helligdommen på sabbatten…? Det må jo betyde, at der er visse ting, det er muligt at gøre på sabbatten uden at pådrage sig skyld. Moses lærer os, at templet og ofringen her er vigtigere end sabbatsbudet. Men hvad angår mig og mine disciple, så har I at gøre med noget endnu større end templet! Jeg er nemlig herre over sabbatten. Og forøvrigt: Hvis I forstod, hvad Israels Gud mener med ordene: »Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer«, ville vi slet ikke have haft denne diskussion!’

 

Sabbattens Herre

Luk lige øjnene i et minut, og tænk dig tilbage til Jesu tid. Forestil dig, hvordan det har lydt i jødiske ører at høre en mand omtale sig selv som »større end templet«, og »herre over sabbatten«. At sige sådan noget i et dybt religiøst samfund, hvor gudsbespottere dømmes til døden?
Måske er det lettere at forstå, hvis du tænker dig en muslim, som stiller sig op midt i Mekka og udråber sig selv som større end Kaba’en og lige med Allah. Han er en mand, der er godt i gang med at grave sin egen grav!
Men her er vi ved en meget vigtig ting, som er helt grundlæggende i Jesu selvforståelse og i Bibelens løfter om Messias generelt. Jesus bruger ord, som kun kan forstås på én måde: Han ser sig selv som en åbenbaring af Gud selv.
Der findes kun én Herre over sabbatten, og det er Skaberen, Israels Gud. Det er ham, der har opfundet, velsignet og helliget sabbatten! Og fordi Gud og Jesus er ét, kan Jesus omtale sig som herre over sabbatten.
Opgøret med farisæerne handler derfor dybest set ikke om etisk forskellige synspunkter, men om hvem Jesus er!

 

Opgør i synagogen

Nogen tid senere, efter debatten ved kornmarken, går Jesus til sabbatsgudstjeneste i den lokale synagoge. Dér udspiller sig følgende drama:
»Jesus gik videre derfra og kom ind i deres synagoge. Og se, der var en mand med en vissen hånd. Og for at de kunne anklage Jesus, spurgte de: »Er det tilladt at helbrede på en sabbat?«
Men han sagde til dem: »Hvem af jer, der har et får, ville ikke gribe fat i det og trække det op, hvis det faldt i grøften på en sabbat? Et menneske er dog meget mere værd end et får. Derfor er det tilladt at gøre noget godt på en sabbat.«
Da sagde han til manden: »Ræk din hånd frem!« Han rakte den frem, og den blev rask igen som den anden. Men farisæerne gik ud og traf beslutning om at få ham slået ihjel«(Matt 12,9-14).
Hvad er det, som gør farisæerne så rasende i denne beretning?
Jesus havde helbredt en mand for en sygdom i hånden midt på sabbatten og midt i synagogen. Lige inden helbredelsen havde Jesus debatteret med de lokale farisæere om, hvorvidt det er tilladt at helbrede på en sabbat. Farisæerne havde uden tvivl kendskab til de mange helbredelser, som fulgte i kølvandet på Jesus, og nu forsøgte de at fange ham på det forkerte ben.
De skriftkloge på Jesu tid lærte nemlig, at helbredelse var et stykke lægeligt arbejde. Og helbredende arbejde måtte ifølge deres lovfortolkning kun udføres på sabbatten, hvis der var liv på spil.

 

For menneskets skyld

Manden med den syge hånd svævede tydeligvis ikke i livsfare denne sabbat. Alligevel tøvede Jesus ikke med at helbrede ham. Dermed bryder han med de skriftkloges gængse forståelse af sabbatten – hvad man må og navnlig ikke må gøre, når sabbatten skal holdes hellig.
Af ordvekslingen fremgår det, at Jesus belærer de tilstedeværende om menneskets unikke værdi og om vigtigheden af, at også sabbatten er til for at gøre godt mod andre.
Sabbattens oprindelige og fulde betydning er, at netop denne dag er ment som en hvilens og helbredelsens og genoprettelsens dag. Mennesket skal hvile, ja, men Gud er ikke inaktiv. Og Herren over sabbatten viser omsorg for et lidende menneske. Han kan helbrede, hvornår han vil – også midt i en synagoge på en sabbat.
»Sabbatten blev til for menneskets skyld og ikke mennesket for sabbattens skyld«, lærer Jesus i Markus’ version af kornmarksepisoden (Mark 2,27).

 

Gud i praksis

Det blev et par hektiske sabbater for alle parter. Jesus som lærer og læge - med de lokale farisæere på skolebænken. Jesus fremhæver to ting i disse sabbatsopgør med farisæerne:
1) Deres regler for sabbatten var i konflikt med Guds mening med sabbatten.
2) Deres misforståelse af - og tillæg til - Guds ord hindrede dem i at tro på, at Jesus er Messias, større end templet, sabbattens Herre.
Men Jesus ønsker at skabe tro i farisæernes hjerter. Derfor møder han dem, igen og igen. Denne sabbat i synagogen viste Jesus - i praksis og handling - hvad det betyder, når han siger: »Gør jeg ikke min faders gerninger, skal I ikke tro mig. Men gør jeg dem, så tro gerningerne, selv om I ikke vil tro mig, for at I skal fatte og forstå, at Faderen er i mig og jeg i Faderen«.
Jesus handlede og lærte som en, der har myndighed direkte fra Gud, og ikke som deres skriftkloge.
Jesu opgør med farisæerne handler ikke først og fremmest om lovtolkning, om hvad der er rigtigt og forkert. Det handler heller ikke om, at farisæerne er specielt hykleriske mennesker, som trænger til at blive sat på plads.
Det handler om, at ethvert menneske – jøde og hedning – kaldes til at besinde sig på, hvem Jesus er, og hvorfor han siger og handler, som han gør. Et sådant møde med Jesus rummer en advarsel om at overveje, om din tro og dit gudsbillede er på afveje.
Jesu opgør med farisæerne er et kald til Guds menighed: Et kald til at trøste og opmuntre hinanden til en fornyet, sand tro på Jesus.
Et kald til hvert enkelt medlem om at stoppe op, huske at mærke glæden og håbet dirre i kroppen: Der er ingen fordømmelse for den, som tilhører Jesus.
Et kald til at tilbede den lidende Messias, som gik forbi kornmarker på vejen op til Jerusalem, døde og opstod, som nu sidder ved Den Almægtiges højre hånd, og som snart kommer tilbage som Kongernes Konge og Herrernes Herre for at nyskabe jorden. Og der skal ikke være ende på freden og glæden i hans rige.

Fakta

Farisæere, skriftkloge, lovlærere og lovkyndige

At være farisæer betød, at man tilhørte den farisæiske vækkelsesbevægelse. Bevægelsen var populær og respekteret af den brede befolkning og bestod ifølge historikeren Josefus af ca. 6000 mennesker. Mange farisæere var handelsmænd eller håndværkere af profession. Paulus var teltmager af fag og arbejdede livet igennem som håndværker (Apg 18,3; 1 Kor 4,12; 1 Thess 2,9).
At være skriftklog var en profession. I Det Nye Testamente betegner ordene skriftklog, lovlærer og lovkyndig den samme faggruppe. En skriftklog var på én gang både jurist, lærer og teolog. Han afgjorde retssager og vejledte og underviste i synagoger og skoler om den rette fortolkning af Guds lov. De skriftkloge, der tilhørte den farisæiske bevægelse, har således haft naturlige lederroller.
I Det Nye Testamente fremhæves to af disse ledende farisæere:
Nikodemus, som var medlem af det jødiske råd, Sanhedrin. Under en natlig, teologisk samtale (Joh 3,1ff) kalder Jesus ham for »lærer i Israel«. Nattesamtalen er så afgørende for Nikodemus’ liv, at han efter korsfæstelsen mødes med rådskollegaen og Jesus-disciplen Josef af Arimatæa, og sammen gravlægger de Jesus (Joh 19,39). Josef var højst sandsynlig også farisæer.
Gamaliel, medlem af det jødiske råd. I Apg 5,34ff. refereres fra et krisemøde i rådet, med lynchstemning og én ting på dagsordenen: At tage et opgør med apostlenes Jesus-forkyndelse. Men apostlene tages i forsvar af en afventende, åben Gamaliel, og på grund af hans ord bliver de løsladt. Gamaliel er berømt og agtet, og får i Talmud det flotte eftermæle at »siden rabban Gamaliel døde, er det forbi med lovens magt og ære«. Paulus havde studeret »ved Gamaliels fødder« (Apg 22,3).