Jesus var jøde

Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Jesus var jøde

Den stort anlagte kampagne »Jesus2000« løber af stabelen i slutningen af marts 2000. Plakater og annoncer skal minde danskerne om, at årstallet skyldes Jesus. Samtidig besøger paven Israel i anledning af årtusindskiftet. Ole Andersen minder i den anledning om forbindelsen mellem Israel og Jesus.

 

Israel har grund til at være stolt. Den person, som er årsag til, at hele verden bruger tallet 2000 som betegnelse for dette år, var jøde.

Historien har ganske vist fremvist adskillige forsøg på at skjule, at Jesus fra Nazaret var jøde. Nogle hedningekristne har fremstillet ham som hedning, nazisterne forsøgte at gøre ham til arier, og nogle palæstinensere taler om den »palæstinensiske Jesus«. Men alle disse forsøg på at forfalske historien kommer til kort over for Det Nye Testamentes klare vidnesbyrd om Jesu jødiskhed.

Den amerikanske, messianske jøde Stan Telchin har fortalt om sin oplevelse, da han første gang læste i Det Nye Testamente. Han havde forventet en antisemitisk bog fuld af had til det jødiske folk. I stedet fandt han en bog, der handlede om en jøde og bestandigt fortalte om jødiske højtider, jødernes sabbat, jødiske traditioner, jødernes tempel og så videre.

Telchins opdagelse er en vigtig påmindelse både til jøder og kristne.

 

En jødisk scene

Jesus blev født i en jødisk familie. Han var af Juda stamme og kunne tilmed - lige som nogle af de store rabbinere - føre sin slægt tilbage til kong David. Tilhørsforholdet til det jødiske folk var ikke bare en tom tradition for Jesus, men en del af hans identitet. I en samtale med en samaritansk kvinde understreger han sin jødiske identitet ved at tale om den religiøse modsætning mellem »I samaritanere« og »vi jøder« (Joh 4,22).

Også geografisk hørte Jesus til i Israel. Han blev født i den kendte jødiske by Betlehem, som også kong David stammede fra. Hans opvækst foregik i Nazaret, der var en lille, forholdsvis ukendt jødisk landsby i Galilæa. Da han var blevet voksen, flyttede han til Kapernaum ved nordenden af Genesaret Sø. Også Kapernaum var en jødisk by med det hebraiske navn Kfar Nachum. Talmud fortæller, at Kapernaum var berømt for den gode kvalitet af byens hvede, og rabbi Yosi Ben-Chalafta sagde, at hvis byen havde ligget nærmere Jerusalem, ville den have fået lov til at levere førstegrødeneget til påskefesten i templet.

Da Jesus var 8 dage gammel, blev han omskåret lige som alle andre jødiske drenge (Luk 2,21).

Efter 40 dage blev han som alle andre førstefødte drenge »frikøbt«, dvs. at hans forældre betalte et offer til præsterne (Luk 2,22-24 jf. 2 Mos 13,1-16).

Hvert år rejste Jesu familie lige som så mange andre jødiske familier fra hele verden op til templet i Jerusalem for at fejre påskefesten dér (Luk 2,41-51).

Da Jesus blev voksen, fortsatte han med at rejse op til Jerusalem til de jødiske valfartsfester. Som alle andre jøder fejrede Jesus nemlig de jødiske højtider: pesach (påsken, Joh 2,13), sukkot (løvhyttefesten, Joh 7,3ff) og chanukka (tempelgenindvielsesfesten, Joh 10,22f).

Når Jesus fejrede påskemåltidet sammen med disciplene, foregik det efter samme seder (»orden«), som de fleste andre jøder brugte - og som i høj grad ligner det ritual, jøder bruger endnu i dag (Luk 22,14-20; Matt 26,17-30).

Hver sabbat var det Jesu vane ligesom så mange andre jøder at gå til gudstjeneste i synagogen (Luk 4,16). Tit blev han tilmed bedt om at prædike (Luk 4,44).

Som andre fromme jøder fulgte også Jesus befalingen i Moseloven om at have kvaster på tøjet (Mark 6,56 jf. 4 Mos 15,38-41). Samme tradition følges i dag af ortodokse jøder, der bærer bedesjaler med ziziot, kvaster.

Alle jøder betalte hvert år en skat på en halv shekel til driften af templet i Jerusalem. Også Jesus betalte denne skat (Matt 17,24-27).

De mennesker, Jesus levede iblandt, var jødiske fiskere, jødiske farisæere, jødiske saddukæere, jødiske rigmænd og jødiske fromme.

De skrifter, han gang på gang henviste til og forklarede og prædikede over, var Israels bibel: tora’en, profeterne og skrifterne (det, vi kristne kalder Det Gamle Testamente, og som jøderne kalder tanak).

Og vigtigst af alt: Den Gud, Jesus talte om, og som han kaldte for sin far, var »Abrahams, Isaks og Jakobs Gud« (Luk 20,37). Jesu Gud var altså den Gud, som kun Israels folk af alle folk kendte og tilbad.

 

En jødisk Messias

Mange år før Jesu fødsel havde Gud udvalgt Abraham. Formålet med udvælgelsen var, at Gud gennem Abraham og hans efterkommere, Israels folk, ville bringe velsignelse ud til alle folk på jorden (1 Mos 12,3).

Israels profeter forbandt denne velsignelse med Messias. Når Messias engang kom, ville han ikke blot blive til frelse for Israel selv, men også bringe lys og frelse ud til alle hedningefolkene (f.eks. Es 49,6).

Det var det, der skete i Jesus fra Nazaret. Gud brugte Israels folk som redskab til at frembringe en frelse, der er bestemt for ethvert menneske. Israels folk var den scene og de redskaber, Gud gjorde brug af, da han sendte Messias som lys til verden.

Forbindelsen mellem Israel og Jesus er vigtig. Af flere grunde:

For det første bliver mange ting i Det Nye Testamente uforståelige og meningsløse, hvis man overser, at Jesus var jøde.

For det andet er Jesu jødiskhed en påmindelse om evangeliets jordbundethed. Jesus er ikke en ide, og evangeliet er ikke et filosofisk princip. Jesus er en levende person. På et bestemt tidspunkt i historien levede han på et bestemt sted på jorden. Og dér viste han gennem sine gerninger, at han var Messias, opfyldelsen af Guds løfte om en frelser for både jøder og hedninger.

Endelig er Jesu plads i det jødiske folk vigtigt for kristnes forhold til Israel. Israels folk var redskabet i Guds hånd, da han gennem Jesus velsignede os med frelsen. Derfor er kristne bundet til Israels folk med en taknemlighedsgæld. Også selvom det store flertal af Israel endnu ikke deler troen på, at jøden Jesus er Messias.