Samaritanerne – dengang og i dag

Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Samaritanerne – dengang og i dag

De fleste mennesker i dag kender til samaritaneren fra Jesu lignelse om Den Barmhjertige Samaritaner. Derfor har ordet ’samaritaner’ fået betydningen ’en godhjertet og hjælpsom person’. Men Ny Testamente har utroligt meget mere at fortælle om samaritanerne. Og samaritanernes helt særlige historie spiller en væsentlig rolle gennem Det Nye Testamente.
Denne artikel prøver at følge samaritanernes rolle gennem Bibelen og op gennem historien til i dag.

 

Samaritanernes oprindelse

Det er en smule omdiskuteret, hvordan samaritanerne blev et folk.
Da assyrerne omkring år 722 f.Kr. indtog Nordriget og førte det meste af befolkningen i eksil til de omkringliggende lande, blev der til gengæld deporteret fremmede folkeslag til Nordriget (som er det samaritanske område).
2 Kong 17 fortæller, at det havde den katastrofale følge, at folket i Samaria blev forført til at dyrke fremmede guder og på mange måder miksede den ægte gudstro med fremmed gudsdyrkelse. Således siger 2 Kong 17,41: »Disse folk frygtede Herren, men de dyrkede deres gudebilleder«.
Traditionelt siges, at det også havde den konsekvens, at en del af folket begyndte at gifte sig med de fremmede folkeslag. Samaritanerne beskrives derfor som et blandingsfolk af jødiske stammer fra Nordriget og fremmede folkeslag fra assyrernes deportationer.
Samaritanerne har givet deres egen version af historien i en bog, som kaldes Samaritanernes krønike. Heri hævdes det, at samaritanerne nedstammer fra de to israelitiske stammer Efraim og Manasse (Josefs to sønner). Bogen fortæller også, at deres ypperstepræst er en direkte efterkommer af Aron.
Ifølge samaritanernes egen udlægning af historien er de altså ikke et blandingsfolk, men efterkommere af en gruppe rettroende israelitter, som holdt fast ved Moseloven og deres eget præsteskab under den assyriske belejring af landområdet.

 

Hadet mellem samaritanere og jøder

Hvorvidt det nu er den ene eller den anden udlægning af historien, der er korrekt, så førte samaritanernes historie til en drastisk adskillelse mellem samaritanere og jøder.
Samaritanerne selv hævder til den dag i dag, at det er jøderne, der har forladt den sande gudsdyrkelse. De hævder, at de deler fælles historie med jøderne frem til præsten Eli, der ifølge samaritanerne udråbte sig selv til ypperstepræst og fik Sydriget med på idéen, mens samaritanerne holdt fast i en anden ypperstepræst, Uzi Ben Bahki.
Det er derfor ifølge dem det jødiske folk, som er skyld i adskillelsen, og samaritanerne, som er det sande israelitiske folk.
Den tydeligste adskillelse mellem det jødiske og det samaritanske folk findes i synet på, hvor Gud skal dyrkes. Flere skriftsteder i Mosebøgerne fremhæver særligt Garizims bjerg som et velsignelsens bjerg, for eksempel 5 Mos 11,29 og 5 Mos 27,12. Det har samaritanerne fortolket sådan, at det er dét bjerg, Gud har udpeget som stedet, hvor han skal dyrkes.
Det er tydeligt ud fra Det Gamle Testamente, at Gud har udset sig ét særligt sted som centrum for gudsdyrkelsen. For eksempel siges det i 5 Mos 12,10ff: »Men når I kommer over Jordan og bosætter jer..., da skal det sted, Herren jeres Gud udvælger til bolig for sit navn, være stedet, hvor I skal komme med alt det, jeg befaler jer«.
Uenigheden drejer sig om, hvilket sted Gud har udvalgt. Samaritanerne holder fast på Garizims bjerg, jøderne holder fast på Jerusalem.
Jødernes fastholden ved Jerusalem støttes af en række steder i Det Gamle Testamente. For eksempel fortæller 1 Krøn 21,18, at kong David får en direkte befaling fra Gud om at rejse et alter for Herren på Ornans tærskeplads i Jerusalem. Med henvisning til netop David siger Salme 132,13-14: »Herren har udvalgt Zion (dvs. Jerusalem), han har ønsket det som sin bolig: Det er mit hvilested til evig tid, her ønsker jeg at bo«.
Disse steder fra Det Gamle Testamente får imidlertid ikke samaritanerne til at anerkende Jerusalem som stedet, Herren har udpeget. De anerkender nemlig ikke andet end de fem Mosebøger som Guds åbenbaring. De har endda deres egen udgave af Mosebøgerne, som afviger en smule fra vores udgave.
Denne uenighed førte ikke kun til et religiøst brud mellem jøderne og samaritanerne, men også til et politisk brud. Ezra 4,1-5 fortæller, at samaritanerne forsøgte at forhindre de hjemvendte jøder i at genopbygge templet i Jerusalem. Samaritanerne bliver her omtalt som »Judas og Benjamins fjender« og »landets folk«.
Samaritanerne byggede en helligdom på Garizims bjerg. Hvornår den blev bygget, vides ikke, men den blev ødelagt af den jødiske ypperstepræst Johannes Hyrkan i år 120 f.Kr. og er ikke senere blevet genopbygget. Lige siden har samaritanerne dog altid i påsken ofret på Garizims bjerg, og dér ligger der endnu i dag en samaritansk gravplads og synagoge.
I årene op til Jesu tid er der talrige, voldsomme sammenstød mellem samaritanere og jøder. For eksempel smider samaritanerne menneskeknogler ind i Jerusalems tempel under en påskefest cirka år 6-9 e.Kr.

 

En samaritansk kvindes tro

Som nævnt er der nogle markante forskelle på samaritanernes tro og den jødiske tro.
Den mest afgørende forskel er, at samaritanerne kun anerkender de fem Mosebøger som Guds åbenbaring. Netop derfor har samaritanerne en markant anden forestilling om Messias.
Både jøderne og Det Nye Testamente forventer, at Messias skal være en efterkommer af David. Men den forventning anerkender samaritanerne ikke. David er jo ikke omtalt i Mosebøgerne, så han spiller ingen rolle i samaritanernes forventning om Messias.
Samaritanerne venter derimod en genopretter fra Josefs stamme, som bliver kaldt Ta’eb. I 5 Mos 18,15-19 omtales han som en profet som Moses – bare større.
Det er baggrunden for den samtale mellem Jesus og en samaritansk kvinde, som der fortælles om i Joh 4. Kvinden siger om Messias, at »når han kommer, vil han fortælle os alt« (Joh 4,25). Netop de ord, som 5 Mos 18,15-19 bruger. Kvindens ord er altså et nøjagtigt udtryk for den samaritanske tro.
Jesus og den samaritanske kvinde diskuterer også spørgsmålet om, hvor Guds tempel bør stå (Joh 4,20-24). Det bemærkelsesværdige er, at Jesus ikke irettesætter kvinden og indleder sig på en diskussion om, hvorfor det bør være i Jerusalem. Han peger derimod på hjertets indstilling til Gud som den rette tilbedelse.

 

Samaritanerne på Jesu tid

Det problematiske forhold mellem jøder og samaritanere var også gældende på Jesu tid.
Rabbinske kilder kalder samaritanerne for »Det tåbelige folk, som bor i Sikem« (Siraks bog 50,26 – ca. 190 f.Kr.). Sikem er det samme som Garizims bjerg. Enkelte rabbinske skrifter betragter samaritanerne som frafaldne jøder, men de fleste betragter dem på linje med hedninger.
Politisk er der også efter Jesu tid sammenstød. For eksempel dræber samaritanerne jødiske pilgrimme på vej til Jerusalem cirka år 52 e.Kr., og jøderne hævner sig på nogle af de samaritanske landsbyer.
Derfor er det en helt usædvanlig handling, at Jesus og disciplene rejser gennem samaritanske landsbyer på vejen til Jerusalem. Luk 9,52ff fortæller da også, at det ikke var problemfrit: »Men dér ville de ikke tage imod ham, fordi han var på vej mod Jerusalem.«
Og disciplenes noget voldsomme reaktion er ganske givet et almindeligt udtryk for jødernes had mod samaritanerne: »Da disciplene Jakob og Johannes så det, spurgte de: Herre, vil du have, at vi skal sige, at der skal falde ild ned fra himlen og fortære dem?«
Et andet sted i Ny Testamente hører vi, hvordan nogle jøder bruger ordet samaritaner som et skældsord mod Jesus: »Jøderne sagde til ham: ’Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?’« (Joh 8,48). Så kan det vist ikke siges meget værre i år 30!
I Joh 4,9 forklares i en regibemærkning, at »jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre«.

 

Jesu syn på samaritanerne

Jesus omtaler i Luk 17,18 en samaritaner som »denne fremmede«. Og i samtalen med den samaritanske kvinde i Joh 4 taler Jesus konsekvent om »vi« og »I«. Det ser altså ud til, at Jesus følger sin samtid og betragter samaritanerne som ikke bare frafaldne jøder, men som hedninger, der er fremmede for Gud og står uden for pagtsfolket.
Alligevel må det have været helt utroligt slående for Jesu samtid, hvor positivt Jesus behandler samaritanerne. For eksempel sætter han disciplene i rette, da de vil have ild til at fortære de gudløse samaritanske landsbyer (Luk 9,55).
Jesus rejser også flere gange igennem samaritanernes område, og bliver endda hos dem i to dage (Joh 4,40), hvilket var uhørt.
I Luk 17,16 hører vi, at Jesus helbreder en samaritansk spedalsk mand. Og Jesus fremhæver oven i købet den samaritanske mands taknemmelighed mod Gud.
Jesus beder også den samaritanske kvinde om vand, selv om samaritanske drikkekar var urene for jøder (Joh 4,7).
Dertil kommer den fantastiske lignelse om den barmhjertige samaritaner i Luk 10,30-37. Set i lyset af det historiske had-forhold mellem jøder og samaritanere kunne Jesus næppe have fundet et dårligere passende forbillede, når han skulle svare en jødisk lovkyndig.
Utallige er de dramastykker over denne lignelse, som har brugt andre billeder på den udstødte mand, der viser sig at være den barmhjertige – for eksempel en aidssyg, en indvandrer eller en Grosbøll-type. Og det er med god grund! For Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner er en provokation, som virkelig skal få os til at slå ørerne ud og rejse os i sædet, når vi hører den. Sådan må den nemlig have virket på samtiden.

 

Samaritanerne i Guds frelseshistorie

Jesus nøjes ikke bare med at bruge smukke ord om enkelte samaritanere. Han døde og opstod også for dem. Og efter sin opstandelse nævner Jesus meget udtrykkeligt samaritanerne som det første ikke-jødiske folk, disciplene skal nå med evangeliet: »I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende« (ApG 1,8).
Der er selvfølgelig en grund til, at Samaria særligt bliver nævnt. Det skyldes, at Jesus ved, at disciplene lettere kunne se en mening i at gå med evangeliet til hedninger end til samaritanere.
I ApG 8 hører vi, hvordan Filip rejser til Samaria og forkynder evangeliet. Mange samaritanere tager imod evangeliet og bliver døbt. Der sker imidlertid det mærkelige, at de ikke får Helligånden. Derfor drager nogle af apostlene til Samaria for at bede for dem.
Denne episode har fået nogle kristne til at mene, at man ikke får Helligånden ved en almindelig dåb, men skal have en særlig åndsdåb ved håndspålæggelse. Det er en fejlfortolkning, for pointen i denne tekst er snarere, at netop på grund af det historiske had mellem jøder og samaritanere, så må disciplene fra ’samaritanernes hadeby nummer ét: Jerusalem’ selv ned og lægge hænderne på de nye troende for at demonstrere, at nu er der ikke længere et skel. I troen på Herren Jesus er de nu ét folk – nemlig »sande tilbedere, som tilbeder Faderen i ånd og sandhed«.
Det kaster også lys ind over Matt 10,5, hvor Jesus forbyder disciplene at gå til samaritanerne. Forbuddet er tidsbegrænset, indtil de får Helligåndens udrustning pinsedag.

 

Samaritanere i dag

I dag er samaritanerne et lille folk, under 700 personer. Samaritanere bor to steder: Dels i byen Holon ved Tel Aviv i Israel og dels i Nablus på Vestbredden. Der har før i tiden været flere tusinde samaritanere, men århundreders massakrer og forfølgelser har ramt samaritanerne hårdt.
Senest var en massakre i 1920’erne tæt på at udrydde dem. Kun 146 overlevede, og eftersom de kun gifter sig indbyrdes, var det ret kritisk. I dag vokser antallet dog igen langsomt.
Som altid gennem deres historie lever de meget strengt efter moselovens renhedsforskrifter. Fejringen af påsken foregår nøjagtigt efter moselovens forskrifter med ofringer ved deres ypperstepræst i modsætning til den jødiske påske, hvor man ikke ofre påskelammet. De omskærer deres sønner på ottendedagen og betaler også en løsesum til ypperstepræsten for den førstefødte (4 Mos 18,15).
I dag er der også missionærer, der særligt arbejder blandt samaritanerne, som en opfyldelse af Jesu befaling i ApG 1,8. Det er et folk, som kirken derfor også må bede for og række evangeliet videre til.