Vandkamp om retten til "det levende vand"

Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Vandkamp om retten til "det levende vand"

Der foregik en intens vandkamp på Jesu tid! Forskellige jødiske grupper som farisæerne, essæerne og saddukæerne kæmpede om »det levende vand«. Havde man det, kunne man rense sig og møde Gud i templet. Uden det var man udelukket.
Kampen stod om at tolke loven korrekt og være rene og parate til Guds endelige indgriben ved sin Messias. Men da Jesus kom, var hans svar på, hvem der havde ret til »det levende vand« overraskende og provokerende.


 

Jesu møde med kvinden ved Sykars brønd i Johannesevangeliet 4 er en af de mest ejendommelige beretninger i evangelierne. Det er, som om Jesus snakker sort, da han henvender til en kvinde, der bakser med at trække vand op af brønden.
Først er hun helt rundtosset: »Levende vand? Han har jo ikke engang en spand, og brønden er dyb!«
Men langsomt begynder kvinden at ane, at Jesus ikke blot tilbyder hende rigelige mængder koldt vand, så hun slipper for det hårde arbejde. Noget større og vildere er på spil.
Vi skal i denne artikel dykke ned i Skriftens beretninger og profetier for at få øjnene op for det, der til sidst får kvinden til at konstatere, at Jesus måske er Messias (Joh 4,29).
Brik på brik skal vi samle et puslespil om »det levende vand«, der løber som en understrøm i Guds frelsesplan.

 

Brik 1: Forbandet tørke

Set fra rummet med NASAs satellitter forstår man til fulde, hvad det er, man oplever i sommerhalvåret i Israel: Tørken og ørkenvinden regerer!
Mod sydøst rækker den store saudiarabiske ørken sin arm faretruende ind over Israel; mod sydvest er den gigantiske Sahara-ørken altdominerende. Sandstorme og hede er resultatet, mens regn er noget nær en umulighed.
I vinterhalvåret mister ørkenklimaet dog sin kraft, og regnen falder. Faktisk så rigeligt og kompakt, at nedbøren i Galilæa ikke er langt efter nedbøren i Danmark!
Men balancen mellem tørke og regn er skrøbelig. Ned midt gennem Israel går grænsen, der adskiller det dyrkbare land fra nomadernes land – det usynlige regnskel. Jerusalem ligger lige på dette regnskel. Mod øst ser man ud over Judæas ørken. Mod vest skuer man grønne skove og frugtbare vinterrasser. 
Regnskellet gjorde (og gør) livet ustabilt for en landmand. Falder der nok regn i år, til at afgrøderne vil gro? Kommer den tids nok? Eller falder den måske i for store mængder, så det slår afgrøden ned (jf. for eksempel Ordsp 28,3)?
Faktisk er den kostbare regn så vigtig, at man havde flere navne for »regn« i det gamle Israel: »Regn, efterårsregn og forårsregn« taler Jeremias om. Og det er Gud, der giver den og skal frygtes, så den falder til rette tid (Jer 5,24, jf. 5 Mos 11,10-15 og Joel 2,23-24).
Tørken er et tegn på jordens forbandelse!

 

Brik 2: En understrøm af levende vand

Det har nemlig ikke altid været sådan. I en lille, men vigtig, bibemærkning i 1 Mos 2,10 får vi at vide, at der i »Eden udsprang en flod, der vandede haven«.
Med andre ord: Vandforsyningen var stabil og pålidelig. På samme måde som tørketiden er et tegn på jordens forbandelse, så var floden i Eden et tegn på velsignelse.
Gennem Bibelen løber der så at sige en understrøm med forbindelse til Edens flod, der blev spærret efter syndefaldet (jf. 1 Mos 3,24).
Først og fremmest beskriver Gud sig selv som selve kilden »med levende vand« (Jer 2,13; 17,13). Gud er forbandelsens ophør.
»Lykkelig« er den mand, der vandrer efter Herrens lov. »Han er som et træ, der er plantet ved bækken; det bærer frugt til rette tid, og dets blade visner ikke« (Sl 1,3).
Derimod: At forlade Gud er som at forlade bækken og blive afhængig af opsamlet regnvand i cisterner – »cisterner, der slår revner og ikke kan holde vand« (Jer 2,13).
Men trods sit folks frafald bliver Gud ved med at gentage sit løfte om, at han en dag vil fjerne syndefaldets og tørkens forbandelse og igen skaffe sit folk vand nok: »I skal øse vand med glæde af frelsens kilder«, profeterer Esajas (12,3). Velsignelsen skal komme som regn til »rette tid« (Ez 34,26), og Israel skal igen blive som »et kildevæld, hvis vand ikke svigter« (Es 58,11).

                                    

Brik 3: Løvhyttefesten, tempelkilden og Messiastiden

Mest intenst møder vi understrømmen af levende vand i en profeti om en kilde, der skal springe frem fra templet i Jerusalem og vokse til en flod med kraft nok i sig til at gøre selv Det Døde Hav levende: »På den dag skal levende vand strømme ud fra Jerusalem, halvdelen ud i havet i øst og halvdelen ud i havet i vest både sommer og vinter« (Zak 14,8, jf. Ez 47,1-12).
Dette løfte blev på Jesu tid mindet på en særlig måde under løvhyttefesten. Det jødiske skrift Mishnah fra cirka 200 e.Kr. beskriver, hvordan en særlig procession fandt sted på løvhyttefestens sidste dag.
Med en præst i spidsen forlod en festklædt forsamling af præster, mænd, kvinder og børn templet og banede sig vej ned gennem den gamle Davidsby til Siloadammen. Her fyldte de gyldne kar med vand og gik til­bage mod templet og ind på tempelpladsen gennem de sydvendte trappeopgange under den kongelige søjlehal.
Men i stedet for at gå ind i selve tempelkomplekset ad den normale vej gennem porten til kvindernes forgård, valgte processionen denne ene dag om året at benytte en særlig port, der havde fået sit ­­navn efter denne begivenhed, Vandporten. Den førte direkte ind i præsternes forgård, og vandet fra karrene blev nu hældt ud for foden af alteret.
Denne ene dag om året var der altså vendt op og ned på den normale orden. For, på samme måde som adgangen til Gud ikke oprindeligt var begrænset og formidlet af præster, så er den nuværende »normale« tørke heller ikke oprindelig!

 

Brik 4: Levende vand gør ren

Det Gamle Testamente rummer altså et løfte om, at floden fra Edens have vender tilbage. Det vidste enhver dreng i en jødisk sabbatsskole på Jesu tid. Når Gud griber ind, så vil han skaffe Israel fred som i Davids tid, og han vil bryde tørkens magt og forbandelse!
»Det levende vand« er et Messias-kendetegn.
Helt i tråd med dette foreskrev loven derfor også, at præsterne og levitterne skulle rense sig i vand, før de gjorde tjeneste ved alteret (for eksempel 2 Mos 30,20; 3 Mos 8,6). Netop præsterne, der skulle sone folkets synd, var nødt til selv at være rene.
I tiden mellem Edens flod og den kommende tempelkilde var det altså en særlig opgave for præsterne at holde sig rituelt rene.

 

Brik 5: Vandkamp på Jesu tid

Men på Jesu tid var der sket noget nyt. En bølge af iver efter rituel renhed var skyllet ind over landet. Nu var det ikke længere blot præsterne, der badede sig. Alle badede sig for at opnå rituel renhed.
Renhedsiveren var så intens, at den har sat sig tydelige spor i det arkæologiske materiale. Et utal af renselsesbade med trapper er fundet netop fra denne tid, ligesom jøderne også begyndte at bruge køkkenservice af kalksten frem for af ler, da sten blev anset for mere rent.
Der udbrød nærmest en vandkamp mellem de forskellige retninger om, hvem der kunne blive mest ren!
Noget tyder på, at vi skal revurdere vores syn på farisæerne. Vi er vant til at tænke på dem som »strammere«. Og det var de nok i sammenligning med Jesu tolkning af loven om renselse (jf. Mark 7). Men sammenlignet med essæerne var farisæerne de rene slappere. Omgivet af golde bjergsider på det laveste sted på jorden, ved Qumran, havde essæerne deres hovedsæde. De havde forladt Jerusalem i protest mod farisæernes sløseri med blandt andet »det levende vand«. 
Jerusalem havde kun én kilde med ægte levende vand. Derfor fyldte man de mange renselsesbade i byen med vand, der i spande blev hentet fra cisterner. Men denne flytning af vandet gjorde det rituelt urent. Nu var det ikke længere en fri flydende gave fra Gud.
For at løse dette problem fandt farisæerne på en smart løsning: Ved siden af renselsesbadet havde de et lille kar med ægte levende vand opsamlet i regntiden. Og blot én dråbe af det levende vand, mente de, kunne rense alt det urene.
For essæerne var det præcist modsat! Gigantiske vandledninger og renselsesbade dominerer deres bolig ved Qumran og sikrede levende flydende vand, der ikke var hentet med spande. Som den sidste rest af Israel levede de under ørkenens tunge hede i ægte rituel renhed. 

 

Et brandudsalg

For en jøde på Jesu tid kunne det altså siges enkelt: Hvis Jesus fra Nazaret skulle kvalificere sig til kandidat som Guds Messias, skulle han skaffe adgang til det levende vand! Uden levende vand ingen adgang til Gud og ingen messiastid.
Det er baggrunden for, at vi to gange hører Jesus tilbyde »levende vand«. Først til kvinden ved Sykars brønd (Joh 4,10-11) og derefter til jøderne i Jerusalem (Joh 7,37-39). Større spændvidde og ødselhed med det levende vand kan næsten ikke tænkes!
Mens kvinden ved Sykar var et medlem af det foragtede samaritanske folk (Luk 9,52-54; Joh 8,48) og ligefrem en løsagtig udgave af dette bundniveau (Joh 4,27), så var jøderne i Jerusalem festklædte og i procession med ypperstepræsten forrest på løvhyttefestens »sidste og største dag« (Joh 7,37) – dagen for vandøsningsceremonien.
Jesu bud på, hvem der kan få del i det rensende levende vand, var helt og aldeles uhørt. Selv disciplene undrede sig (Joh 4,27), og nogle i Jerusalem konkluderede, at manden var gal (Joh 8,48)!
Men præcis som Jesus i Galilæa demonstrerede omfanget af sin gerning som Messias ved først at gøre et brødunder for de tolv stammer i Israel (Mark 6,34-44) og dernæst ét for de syv hedningefolk i Dekapolis (Mark 7,31; 8,1-10), sådan udlægger han så at sige på forhånd korsets sonende kraft ved at tilbyde det levende vand helt uden reservation både til kvinden i Samaria og jøderne i Jerusalem.

 

Når der er levende vand nokVandkam

Jesu første komme førte ikke til en konkret kilde fra templet, men derimod til en kilde af nærvær med Gud ved korsets tilgivelse og Åndens udgydelse (Joh 4,14 og 7,38-39).
Det gør derimod hans andet komme. Da skal »floden med livets vand« igen løbe frit ud fra Guds og Lammets trone og give næring til »livets træ«, så det kan give frugt tolv gange om året.
Nu er der ikke længere tørketid og regntid, for »der skal ikke mere være nogen forbandelse« (Åb 22,1-5). Nu flyder floden med »levende vand« igen frit