Yom kippur og dens store budskab

Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Yom kippur og dens store budskab

En af de mest bemærkelsesværdige dage i Israels kalender er yom kippur, den store forsoningsdag. For jøder i dag er det en faste- og bededag. Men hvordan holdt man yom kippur på Jesu tid? Henrik Nymann Eriksen, der er forstander på Luthersk Missionsforenings Højskole i Hillerød, skriver om yom kippur og Ny Testamentes forkyndelse ud fra yom kippur-traditionerne.

 

For ypperstepræsten på Jesu tid var yom kippur (den store forsoningsdag) en af årets mest intense og krævende dage. Dagen lå på den 10. tishri, ti dage efter det jødiske nytår og kun fem dage før løvhyttefesten.
På denne ene dag om året var det ypperstepræsten, som var den store aktør i templet, mens alle andre var tilskuere eller højst medhjælpere.

 

Forberedelser

Det begyndte allerede en uge før, hvor ypperstepræsten var flyttet fra sit hjem til et særligt værelse i forbindelse med Jerusalems tempel. Her skulle han forberede sig og udføre de ritualer, som var vokset frem siden den første yom kippur cirka 1500 år tidligere, dengang Aron var Israels første ypperstepræst.
Natten før yom kippur måtte ypperstepræsten ikke sove for at hindre, at han skulle få ufrivillig sædafgang. Det ville nemlig gøre ham uren og diskvalificeret til at udføre ofringerne på den store helligdag. Nogle af Jerusalems indbyggere dukkede derfor op for at hjælpe ham med ikke at falde i søvn. De vågede natten igennem sammen med ham og brugte blandt andet tiden på at læse højt for ham fra Det Gamle Testamente, ligesom han læste højt for dem.
Ved midnat forrettede han gudstjeneste for at være i god tid til at udføre alle de forskrifter, der var knyttet til den forestående helligdag.

 

Ypperstepræstens dag

Allerede før solopgang samledes folket i den indre forgård for i stilhed at følge med i den særlige liturgi, som var knyttet til yom kippur.
Det var ypperstepræsten, som stod for det meste på yom kippur. Det er en af de få forskrifter i Det Gamle Testamente, som han er forpligtet til selv at udføre, næsten alt andet kan han lade andre præster tage sig af.
I tillæg til de faste daglige ofre var der særlige ting på denne dag. Det meste foregik udenfor i templets forgård. Her bar ypperstepræsten en gylden dragt, mens han var iført en dragt af hvidt linned, når han gik ind i det hellige og allerhelligste.
Hver gang han skiftede tøj mellem de forskellige offerceremonier, skulle han rense sig hele fem gange med et renselsesbad og ti gange med indvielse af fødder og hænder.
De omstændige forskrifter vedrørende tøj og renselse på yom kippur understreger dagens alvor og hellighed.

 

Dagens forløb

Efter at ypperstepræsten havde forrettet de faste morgenofre, gjorde han sig klar til offerhandlingerne i det allerhelligste. Han udførte renselses- og indvielsesritualerne og skiftede fra den gyldne dragt til den hvide dragt, som foreskrevet i 3 Mos 16,4.
Tre gange i løbet af dagen gik ypperstepræsten ind i det allerhelligste, hvor intet menneske ellers har adgang, fordi det er Guds bolig. Det var kun denne ene gang om året det skete, så frem for nogen anden begivenhed i årets løb var det denne dag, der gav ypperstepræsten hans særlige rolle i folket.
Første gang yppersterpræsten gik ind i det allerhelligste, medbragte han et fyrbækken med røgelse. Røgelsesskyen beskyttede ham fra at møde Gud direkte, så han ikke skulle dø (3 Mos 16,12f).
Dernæst gik han ud igen for at ofre en syndoffertyr for sig selv og sin familie. Med blodet fra denne tyr gik han for anden gang ind i det allerhelligste og stænkede blodet derinde for at opnå soning for sig selv. Så længe pagtens ark fandtes i det allerhelligste stænkede ypperstepræsten blodet på arken, men på Jesu tid var den ikke længere derinde, og derfor stænkede han blodet på forhænget først fra indersiden og dernæst fra ydersiden.
Ude igen ofrede han den ene af to gedebukke som et syndoffer for folkets overtrædelser af Guds bud. Han tog derefter blodet fra bukken og gik for tredje og sidste gang ind i det allerhelligste og stænkede blodet derinde for at skaffe hele folket soning for alle deres synder.
Herefter gik ypperstepræsten ud igen, og ingen kom ind i det allerhelligste før næste år på yom kippur.
Udenfor lagde han hænderne på den tilbageværende gedebuk og lagde alle folkets synder på den gennem en syndsbekendelse (3 Mos 16,21). Bukken blev derefter ført ud i ørkenen, hvor den blev sluppet fri. På Jesu tid styrtede man bukken ned fra et bjerg, så den døde.
Offerhandlingerne blev afsluttet med, at ypperstepræsten brændte både syndoffertyren og syndofferbukken.
Betydningen af disse ofre sammenfattes i 3 Mos 16,34: Det skal være en eviggyldig ordning for jer, at der én gang om året skaffes alle israelitterne soning for alle deres synder.
Før eftermiddagsofferet skiftede ypperstepræsten igen til den gyldne dragt, og først sidst på eftermiddagen, når solen gik ned, kunne han skifte til sit eget tøj og gå hjem.

 

Syndsbekendelse og Guds navn

På Jesu tid var de ti dage, som gik forud for yom kippur, blevet en særlig bodsperiode, hvor man fokusserede på, at ethvert menneske skal møde op for Guds domstol og dømmes af ham.
Helt fra ørkenvandringens tid var det foreskrevet, at folket skulle faste på yom kippur, hvilket understreger dagens bodspræg. Denne bod kulminerede i ypperstepræstens syndsbekendelser i forbindelse med sin egen syndoffertyr og den syndofferbuk, som førtes ud i ørkenen.
I løbet af disse syndsbekendelser udtalte ypperstepræsten Guds unævnelige navn, som ellers altid blev omskrevet til andre navne. Den jødiske tradition siger, at hans stemme ved den lejlighed kunne høres helt til Jeriko.
Når Guds navn blev nævnt ved afslutningen på en syndsbekendelse, faldt alle, som hørte det, på knæ, og med ansigtet mod jorden lovpriste de Herren.

 

Jesus og Yom Kippur

I Hebræerbrevet omtales ofringerne i Israels tempel som skygger af den virkelighed, der er kommet med Jesus Kristus (Hebr 8,5; 10,1; se også Kol 2,17).
Det betyder, at ofrene inklusive yom kippur peger frem mod en virkelighed, som både ligner og overgås af Jesus Kristus. Det indebærer blandt andet følgende:

 

Mere end et offerdyr

Jesu kors er et alter, og han er selv det offer, som bringes. Det er et offer af en helt anden karakter end de ofre, som blev bragt i templet på yom kippur.
Guds søn, Messias, er ypperstepræsten, som bringer offerblodet ind i det allerhelligste (Hebr 9,11-14).
Det er dog ikke i Jerusalems tempel, han er gået ind, men i det allerhelligste i den himmelske helligdom, som jo er model for den jordiske kopi.
Det er heller ikke med blod fra et dyr, men med sit eget blod, han er trådt ind i Guds nærhed for at sone synden.

 

Én gang i historien

Ofrene på yom kippur skulle gentages år efter år og var dermed en påmindelse om deres egen ufuldkommenhed. Jesu offer er sket en gang for alle og har ikke brug for at gentages (Hebr 7,27; 9,25f; 10,10.14).
Hans ene offer dækker hele historien. Det skal ikke suppleres hverken ved gentagelse eller ved, at vi mennesker på forskellig vis yder noget til Gud, for at han helt skal forsone sig med os og tage imod os.
At Jesus døde én gang for alle, betyder, at vi kommer for sent, hvis vi vil bidrage med noget for at opnå hans kærlighed og anerkendelse for eksempel i form af inderlighed, selvdisciplin eller tjeneste for ham.

 

Ikke kun for alle Israels synder

Ofrene på den årlige yom kippur vedrørte det jødiske folks synder. Jesu offer på verdenshistoriens store yom kippur vedrører alle mennesker.
Apostlen Johannes udtrykker det således: Jesus Kristus…er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder (1 Joh 2,2).
Jesus bar alle det jødiske folks synder, men han bar mere endnu, han bar hele verdens synder. Hver eneste synd begået af et menneske på vores jord blev der sonet for. Derfor sprænges yom kippurs etniske grænse, og virkningen udbredes til ethvert menneske på jorden til enhver tid i historien.

 

Nu har alle adgang til det allerhelligste

Den adgang til Guds nærhed, som var forbeholdt ypperstepræsten én gang om året, er efter Jesus offerdød blevet hver mands eje.
Vi behøver ikke at frygte Guds nærhed, for ved Jesu sonoffer er det allerhelligste blevet et trygt sted at være for den, som tror på ham (Hebr 10,19-22). Yom kippur er en påmindelse om, hvor stort et privilegium det er, at være Guds barn, som frit kan løbe ind og ud hos ham uden mindste grund til frygt og angst.
Yom kippur er en skygge, som peger frem mod den mest afgørende dag ikke blot i året, men i verdenshistorien. På den dag var der først og fremmest én aktør, ypperstepræsten, og han hed Jesus.