Hvad sker der ved døden?

Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Hvad sker der ved døden?

»For mig er livet Kristus, og døden en vinding«, skrev apostlen Paulus til de hellige i Kristus Jesus i Filippi (Fil 1,21).

»Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og levede i fest og pragt hver dag. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i resterne fra den riges bord. Hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i Dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød« (Luk 16,19-23).

Således begynder Jesu fortælling om den fattige Lazarus og den rige mand. Denne fortælling illustrerer den opfattelse, farisæerne havde af døden og dødsriget på Ny Testamentes tid. Mennesket ophører ikke med at eksistere, når den fysiske død indtræffer, men eksistensen fortsætter enten i »Abrahams skød« eller i »pinestedet«. I Ny Testamente omtales Abraham som far til alle, der tror på den levende og sande Gud (Rom 4,9-12). At blive båret hen i »Abrahams skød« betød derfor at samles med dem, der ligesom Abraham har levet deres liv i troen på Abrahams Gud, som sendte sin søn til verden, da tidens fylde kom, og gav ham navnet Jesus.

 

Fortsat sammen med Jesus

Jesus sagde til saddukæerne, at Abraham, Isak og Jakob lever for Gud, for »han ikke er Gud for døde, men for levende, thi for ham er alle levende« (Luk 20,38). Og til Martha fra Betania sagde han: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø« (Joh 11,25-26). Apostlen Paulus forstod Jesu ord således, at de, der dør i troen på Herren Jesus Kristus, fortsætter med at være sammen med ham, ganske vist borte fra legemet, men sammen med Herren (2 Kor 4,16-5,8). Derfor kunne han skrive: »Jeg længes efter at bryde op og være sammen med Kristus, for det er langt det bedste« (Fil 1,21-23). - Den, der lever i troen på Herren Jesus Kristus, kan nok dø, men han kan ikke holde op med at leve.

Den afdeling af dødsriget, som Jesus kalder »Abrahams skød« blev på Ny Testamentes tid også kaldt for »Paradiset«. Dette udtryk forekommer tre gange i Ny Testamente. Jesus sagde til den ene af de to røvere, som blev korsfæstet sammen med ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis« (Luk 23,42-43). Efter opstandelsen fra de døde sendte han dette løfte til menighederne: »Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne. Den, der sejrer, vil jeg give at spise af livets træ, som står i Guds paradis« (Åb 2,7). Tredje gang er det apostlen Paulus, der taler om »Paradiset«, men ikke som en betegnelse på en afdeling i dødsriget men en betegnelse på »den tredje himmel« (2 Kor 12,1-4).

Hebræerbrevets forfatter skrev til dem, som var kommet til tro på, at Jesus er Kristus, Guds søn: »I er kommet til Zions bjerg, til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem, til tusinder af engle, en festforsamling og en menighed af førstefødte, som er indskrevet i himlene, og til en dommer, som er alles Gud, til deres ånder, som er retfærdige og har nået målet, til Jesus, den nye pagts formidler« (Heb 12,22-23).

»Deres ånder, som er retfærdige og har nået målet«, er dem, der døde i troen på Herren Jesus Kristus. Det kommer til udtryk i oldkirkens gamle lovsang, Te Deum, der indledes med ordene: »O Gud vi lover dig. Vi bekender, du er Herren. Dig, evige Fader, priser den ganske verden. Det samme gør alle engle, himlene og alle magter. Din pris synger keruber og serafer med uafladelig stemme: Hellig, hellig, hellig er du Gud, Herre Sebaot. Himlene og jorden er opfyldt af din majestæts ære. Dig priser apostlenes salige kor. Dig ærer profeternes ophøjede skarer. Dig lover martyrernes hvidklædte hær. Dig bekender din hellige kirke ud over jorden. Dig Fader i højhed over al forstand med din søn den sande og enbårne og Helligånden vor trøster.« - »Menigheden af førstefødte« og »deres ånder, som er retfærdige og har nået målet« lovpriser alle Jesus og bekender, at han er den nye pagts formidler. Jævnfør salmen:

 

Helgen her og helgen hisset

er i samme menighed,

derom haver os forvisset

han, som alle dybder ved

(DDS 660).

 

Bortført fra dødsriget

I Ef 4,8 bruger Paulus et citat fra en aramæisk oversættelse af Sl 68,19 om Kristus: »Han er steget op til det høje, han har ført fanger med, han har givet gaver til menneskene.« Paulus tolker dette således: »At han er steget op, hvad andet betyder det, end at han også er steget ned til den lave jord? Han, som er steget ned, er den samme, som også er steget op højt over alle himle for at fylde alt.« - Udtrykket »den lave jord« er en tolkning af grundtekstens ord, »jordens lave egne«, som traditionelt er blevet tolket som »de dødes rige«. Kristus steg ned til de dødes rige.

Nogle bibeltolkere har forstået dette afsnit sådan, at da Herren Jesus Kristus ved sin død på korset brød ind i dødsriget, skete der et brud i dødsriget (jævnfør salmen: »I kvæld blev der banket på helvedes port«). De »fanger«, Kristus førte med, da han steg højt over alle himle for at fylde alt, var de troende under den gamle pagt, der havde været fanger i dødsriget, hvor de opholdt sig i »Abrahams skød«.

Denne tolkning bekræftes af det, Hebræerbrevets forfatter skrev om Kristus: »Siden børnene alle er af kød og blod, måtte han også blive det ligesom de, for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen, og befri alle dem, som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom« (Heb 2,14-15). Kristus »befriede« alle dem, som (under den gamle pagt) »havde været« holdt nede i trældom af frygt for døden. - På jorden viste dette brud sig ved, at jorden skælvede, og klipperne revnede, og gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op, og de gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by og viste sig for mange (Matt 27,52-53).

Ifølge denne tolkning blev den afdeling af dødsriget, som kaldtes for »Abrahams skød« eller »Paradiset«, flyttet ud af dødsriget ved Kristi opstandelse fra de døde. Kristus tog alle dem, som var der, med sig til himlen.

 

Skabningen venter

Abraham og hans åndelige børn både fra den gamle og den nye pagt venter nu i »Paradiset« på, at Gud skal opfylde sit løfte om, at de en dag skal arve verden sammen med Kristus (Rom 4,13). Når Kristus, deres liv, bliver åbenbaret, skal de nemlig åbenbares sammen med ham i herlighed (Kol 3,4) og være konger og præster med ham her på jorden (Åb 2,26; 5,9-10; 20,1-6).

Ja, hele skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares (Rom 8,18-21). Ny Testamente forkynder nemlig, at den Jesus, som blev korsfæstet, har Gud oprejst fra de døde og gjort til både Herre og Kristus. Han skal være i himlen, indtil de tider kommer, da alt det skal genoprettes, som Gud fra evighed af har forkyndt ved sine hellige profeter (ApG 3,21). Når de tider kommer, skal Kristus komme til syne i herlighed og overtage verdensherredømmet (1 Kor 15,25; Åb 11,15-19).

Jesu fortælling om den rige mand og Lazarus slutter med, at den rige mand beder Abraham om at sende Lazarus til hans fars hus, for at han skal vidne for hans fem brødre, så de ikke skal komme i »pinestedet«. Men Abraham svarer: »De har Moses og profeterne. Dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.«

Har du omvendt dig, for nu er Kristus opstået fra de døde, og han tilintetgjorde døden og bragte liv og uforgængelighed for lyset ved evangeliet (2 Tim 1,10)? Han sagde: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet« (Joh 5,24). Han har ved sin død og opstandelse gjort døden til en vinding.