Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Hvordan skal vi opstå fra de døde?

Ved døden kommer de ikke-troende i dødsriget, der er et midlertidigt opholdssted, indtil opstandelsen finder sted. De troende skal være sammen med Jesus og oplever et rigere fællesskab med ham i mellemtilstanden fra død og til opstandelsen.

I denne artikel skal vi se på opstandelsen, og hvordan de døde skal opstå.

 

Genkomsten

Opstandelsen finder sted i to etaper. Den første opstandelse finder sted ved Jesu genkomst, og før tusindårsriget oprettes (Åb 20,5). De troende døde har del i den første opstandelse.
Efter tusindårsriget kommer der et sidste oprør mod Gud, og efter dette finder den anden opstandelse sted (Åb 20,12-15). De ikke-troende har del i den anden opstandelse.

I det følgende skriver jeg udelukkende om de troendes opstandelse ved Jesu genkomst.

 

Opstandelsen

I 1 Thess 4,16-17 skriver Paulus om de døde troendes opstandelse.
Baggrunden giver han i verset før: »For det siger vi jer med et ord af Herren: Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede« (1 Thess 4,15).
»Vi, der lever« er troende, der er i live ved Jesu genkomst. »Når Herren kommer« refererer til genkomsten, og »de hensovede« er troende, der er døde.
Beskrivelsen fortsætter i vers 16: »For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først«.

Her beskriver Paulus genkomsten. Den annonceres af den befaling, der lyder, af ærkeenglen, der kalder, og af basunen, der gjalder.
»Herren selv vil stige ned fra himlen« beskriver selve genkomsten. Jesus opholder sig i himlen, og genkomsten er Jesu nedstigning til jorden.
»De, der er døde i Kristus« er troende, der er døde. De skal opstå først. Opstandelsen finder sted på jorden og består i, at de dødes sjæle forenes med deres legeme. De døde sjæle bringes altså tilbage til jorden.

 

Bortrykkelsen

De dødes opstandelse er forudsætningen for, at de døde kan deltage i bortrykkelsen.
Paulus fortsætter beskrivelsen i vers 17: »Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med ham«.
»Så« fortæller, hvad der sker, efter at de døde troende er opstået.
»Vi, der lever og endnu er her« er de troende, der er i live her på jorden ved genkomsten.
»Rykkes bort i skyerne sammen med ham« beskriver bortrykkelsen, og ved denne bortrykkelse forvandles de levende troende (Fil 3,21).

De, der bortrykkes fra jorden, er altså de troende, der er i live ved genkomsten, og de opstandne kristne.
Formålet med bortrykkelsen er, at vi skal møde Herren i luften og ledsage ham ned til jorden. Vi bliver en del af hans følge. »Og så skal vi altid være sammen med Herren« beskriver det egentlige og endelige formål.

 

Hvordan opstår de døde?

Ved genkomsten skal de døde troende opstå, og vi skal nu se nærmere på, hvad denne opstandelse er for noget.
I 1 Kor 15,35 stilles to spørgsmål. Det første spørgsmål er: »Hvordan opstår de døde?« Det er et spørgsmål om, hvordan det er muligt at genoplive en død, forrådnet, opløst og forsvundet krop.

Liv af døde
Paulus forklarer, hvordan de døde opstår ved hjælp af nogle sammenligninger: »Det, du sår, får ikke liv, hvis ikke det dør« (1 Kor 15,36).
Et frø må først dø, før det virkelig kan leve. Dermed siger Paulus, at livet i egentlig forstand først kommer efter døden. Det er det rigeste og det mest fuldkomne liv. Et sået frø er som et begravet frø. Det begraves, men det bliver ikke liggende begravet, for det sender sine spirer op og vokser op. Liv opstår af død. Det er den første pointe

Et anderledes liv
Paulus fortsætter i vers 37: »Det, du sår, er ikke den plante, der kommer op, men et nøgent korn, enten af hvede eller af en anden slags«. 
Et frø er helt anderledes end planten. Man sår ikke et helt banantræ eller en hvedeplante eller et æbletræ. Man sår et frø, et korn eller en lille kerne. Som frø ligner det heller ikke planten eller busken eller træet, der spirer frem. Frøet er helt anderledes end planten, eller busken eller træet. Det er den anden pointe.

En organisk sammenhæng
I vers 38 føjer Paulus et nyt aspekt til: »Men Gud giver det den skikkelse, han vil, og hver slags korn sin skikkelse«.
Paulus forklarer, hvem der bestemmer, hvilken slags skikkelse, et frø vil få. I den danske oversættelse står der »skikkelse«, og det er så plantens form og udseende. På græsk bruges der det ord, som vi normalt oversætter med »legeme« eller »krop«. Gud giver frøet en »krop«, og Gud giver hvert slags korn sin skikkelse eller sin krop.
Der er altså en organisk og ubrydelige sammenhæng mellem et frø og formen og udseendet på den plante, der spirer frem af frøet. Sår vi hvedekorn, vokser der hvedeplanter. Sår vi et bananfrø, vokser der et banantræ. Det er så den tredje pointe.

Hvordan er de dødes krop?
Paulus stillede et spørgsmål om, hvordan de døde troende opstår. Og han svarer med nogle sammenligninger. 

Ligesom et frø begraves i jorden, og der opstår et liv af frøet, således vil der opstå en ny levende krop af en død krop.
Ligesom planten er helt forskellig fra frøet, således vil vores nye krop være helt forskellig fra vores gamle krop. Der er altså forskel.
Ligesom Gud giver en bestemt krop til et bestemt frø, således vil Gud give os en ny krop, der svarer til vores gamle døde krop. Der er altså lighed.

Vores opstandelseskrop vil derfor på en og samme tid være forskellig fra og identisk med vores gamle krop.

Kroppens herlighed
I vers 35 stillede Paulus to spørgsmål. Det andet spørgsmål er: »Hvad slags legeme får de?« Det spørgsmål begynder han at svare på i vers 39: »Ikke alt kød er ens, men det er forskelligt for mennesker, kvæg, fugle og fisk«.
Paulus tænker på kødet som en bestanddel af vores krop, og mennesker og kvæg og fugle og fisk har ikke samme slags kød. Der kan altså være forskel på, hvordan vores nuværende krop er, og hvordan vores opstandne krop er.
Vers 40: »Der findes både himmelske legemer og jordiske legemer, men de himmelske har én slags glans, de jordiske har en anden«.
De himmelske legemer er sol, måne og stjerner. Det kan vi se i vers 41. De jordiske legemer er mennesker, kvæg, fugle og fisk. De har en forskellig glans. Der bruges et ord på græsk (doksa), som vi ofte oversætter med »herlighed«. De himmelske legemer har en slags herlighed, og det er en fysisk stråleglans. De jordiske legemer har en anden slags herlighed, der er baseret på, hvad vi er skabt som.

Salme 8,6 fortæller, at Gud har kronet mennesket med herlighed og ære. Det refererer til vores position i den skabte verden, menneskets herskerstilling. Så menneskets herlighed er dets kraft og styrke, dets position og betydning i den skabte verden.
Pointen er, at der er forskellig slags herlighed, og derfor må vi ikke tænke, at vores opstandelseskrop har den samme herlighed som vores gamle krop. Vor opstandelseskrop kan få en helt andet slags herlighed.  

Opstandelseskroppen
Vers 42 danner overgang til den følgende beskrivelse af vor opstandelseskrop: »Således er det også med de dødes opstandelse«.
Som man lægger et frø i jorden, og der vokser en plante op, der er helt anderledes, sådan er det med vores krop. En slags krop lægges i graven, en helt anden slags krop opstår. Dens bestanddele er anderledes end bestanddelene i vores nuværende krop, og dens herlighed er anderledes end den nuværendes.
Dette illustrerer Paulus i det følgende. Vers 42b: »Hvad der bliver sået i forgængelighed, opstår i uforgængelighed«.
Paulus bruger »sået« om vores døde krop. Kroppen begraves i forgængelighed. Vores nuværende krop er foranderlig. Den ældes, nedbrydes og forrådner. Den krop, der sås, er den krop, der opstår, men den opstår i uforgængelighed. Den ændres ikke, ældes ikke, nedbrydes ikke og dør ikke.
Paulus fortsætter i vers 43: »Hvad der bliver sået i vanære, opstår i herlighed. Hvad der bliver sået i svaghed, opstår i kraft«.
Vanæren er dødens vanære. Den krop, der dør, er den krop, der opstår, men den opstår i herlighed. Vi får en krop som Jesus (Matt 13,43). .
Død, nedbrydning og forrådnelse illustrerer kroppens svaghed. Den krop, der begraves, er den krop, der opstår, men den opstår i kraft, som er livets kraft. Det er uforgængelighedens og evighedens kraft.

Vers 44 fortsætter Paulus’ tankegang: »Der bliver sået et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme«.
Det sjælelige legeme kan vi gengive med et naturligt legeme. Det er Adams legeme. Han var af jord og jordisk, og det naturlige legeme er da det jordiske legeme. Det er skabt af jord og vil gå til grunde.

I vers 45-49 bruger Paulus en række forskellige udtryk for det samme. Det sjælelige, naturlige legeme er af jorden, og et jordisk menneske er forgængeligt, svagt, i vanære og uden Åndens livgivende kraft. Men et åndeligt legeme er fra himlen; det er det himmelske menneske, og dette er uforgængeligt, stærkt og herligt. Det bærer den himmelskes billede, og det er Jesu billede.

Livet
Ved genkomsten skal de døde troende opstå, og de levende troende forvandles.
De skal leve og herske sammen med Kristus i tusindårsriget, og efter det sidste oprør og dommen skal vi leve det evige liv på en ny og forvandlet jord.

 

Hvornår sker bortrykkelsen?

Bibelen fortæller, at Jesus straks efter de troendes opstandelse vil »bortrykke« alle, der tror på ham. Det gælder dels de troende, der lever på det tidspunkt, og dels dem, der netop er opstået fra de døde. Derefter skal begge grupper for evigt være sammen med Jesus (1 Thess 4,13-18).
Der kommer altså en bortrykkelse. Men blandt kristne er der forskellige forståelser af, præcist hvornår bortrykkelsen vil finde sted. I hovedtræk er der tre forståelser:
a) Bortrykkelsen sker ved Jesu synlige komme.
b) Bortrykkelsen sker inden Jesu synlige komme ved begyndelsen af den sidste store trængselstid på jorden.
c) Bortrykkelsen sker inden Jesu synlige komme, men midt i den sidste store trængsel.

 

Kan vi kende hinanden?

Et af de spørgsmål, der ofte stilles i forbindelse med opstandelsen og livet i evigheden, er, om vi kan kende hinanden.
Spørgsmålet kan vi besvare ved at se på, om disciplene (mænd og kvinder) kunne genkende den opstandne Jesus. Vi har en del beretninger i evangelierne, der fortæller, at Jesus mødte sine disciple efter påskedag, og når vi læser dem, får vi et billede, der umiddelbart kan se lidt flimrende ud.

Der er beretninger, der viser, at disciplene straks genkender den opstandne Jesus (Matt 28,8-10; 28,17 og Joh 20,19-23).

Der er beretninger, der fortæller, at Gud lukker nogle disciples øjne, så de ikke genkender Jesus (Luk 24,16), men så snart deres øjne åbnes, genkender de ham (Luk 24,31). Her er problemet ikke, at de ikke kan genkende Jesus, men at Gud for en tid lukker deres øjne.

Der er beretninger, der fortæller, at disciplene har svært ved at tro, at det er Jesus, fordi de tvivler (Matt 28,17 og Luk 24,36-43). Her er problemet, at de ikke tror, hvad de ser. De genkender Jesus, men tror det ikke.

Der er beretninger, der fortæller, at de ser Jesus, men de ved ikke, at det er ham (Joh 20,14 og 21,4).

Der er to hovedforklaringer på dette flimrende billede. Den ene er disciplenes tvivl og vantro. Derfor tror de ikke, hvad de ser. Derfor genkender de ham ikke, selvom de faktisk genkender ham.
Den anden er, at Jesus viser sig i sin herliggjorte krop. Han er den samme person. Hans krop er den samme og dog anderledes. Derfor har disciple nogle gange svært ved at genkende ham. Men disse beretninger lærer os, at Jesus blot skal give sig til kende ved et ord (Joh 20,16), ved at tale til dem (Joh 21,4-14) eller ved at vise dem sine sårmærker (Joh 20,24-29), og så genkender de ham.

Disciplenes møde med den opstandne Jesus viser os altså, at vi kan genkende hinanden på den nye jord efter opstandelsen.