Jesus i Det Gamle Testamente

Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Jesus i Det Gamle Testamente

Det Gamle Testamente handler i sin essens om én ting: Løftet om Messias, der gennem sin lidelse, død og opstandelse vil føre alle, der tager imod dette løfte og denne frelse, til en evig herlighed (1 Pet 1,10-12).

Han, Jesus, er Ordet i alle ordene i Det Gamle Testamente såvel som Det Nye Testamente (Joh 1,1). Han er centrum i Guds frelsesplan (Ef. 1,10). Han er centrum i Bibelen (Ef 2,20, se også Joh 5,39.46; Luk 24,25-27.44-48). Han er centrum i Guds menighed, ja i alt sandt og sundt trosliv (1 Tim 3,15f; Åb 1,12f).

Derfor har Helligånden lige fra det første løfte om kvindens sæd, der skulle knuse slangens hoved (1 Mos 3,15), haft ét altoverskyggende mål: at lede os til Kristus og herliggøre ham for vores hjerter (Joh 16,14). For den, der har Sønnen, har livet; den, der ikke har Guds søn, har ikke livet (1 Joh 5,12).

Selvom budskabet om frelsen i Jesus ikke blev fuldt udfoldet i Det Gamle Testamente, talte Gud mangfoldige gange og på mangfoldige måder gennem profeterne for at lede mennesker til dette løfte om frelse og evigt liv i Kristus.

For mange bibellæsere er Det Gamle Testamentes løfter om og forbilleder på Messias velkendte. For eksempel løftet om Herrens lidende tjener i Es 52,13-53,12, og ypperstepræsten som forbillede på Jesus som den fuldkomne ypperstepræst, sådan som det udfoldes i Hebræerbrevet.

Selv om de er velkendte, er der en dybde og rigdom i de enkelte løfter og forbilleder, der gør, at vi aldrig bliver færdige med dem! Guds ord er uudgrundeligt, fordi det er en åbenbaring af ham selv.

I denne artikel vil jeg forsøge at skildre tre andre måder, som Det Gamle Testamente vidner om Kristus på. Min bøn og mit ønske er, at vi derved må se endnu mere af rigdommen i Det Gamle Testamente, og at vi som disciplene får lov at opleve, at Det Gamle Testamente åbnes for os, fordi vi læser det og forstår det efter den intention og hensigt, som Helligånden havde med det (Luk 24,32.44f), nemlig at lede os til Kristus.

For vi kan kun forstå Det Gamle Testamente ret i lyset af Kristus, og vi kan kun forstå Kristus ret i lyset af Det Gamle Testamente!

 

1. Læs den enkelte historie i lyset af historien om Jesus

Jesus er det absolutte centrum for både frelseshistorien og for Bibelen. Derfor må begge dele forstås ud fra ham.

Det betyder, at når vi læser de mange fortællinger i Det Gamle Testamente om forskellige personer, så må vi læse dem i lyset af den store fortælling, nemlig fortællingen om Jesus. Lad mig som illustration give et par eksempler.

Historien om Abel i 1 Mos 4,1-16 er en historisk skildring om Adam og Evas søn, Abel, der kan lære os meget om syndens væsen og magt (1 Joh 3,11f), og om Guds modtagelse af gaver givet i tro og afvisning af gaver givet uden tro (Hebr 11,4). Men læst i lyset af historien om Jesus bliver historien om Abel også en forkyndelse af, hvordan Jesus som den sande og bedre Abel også blev dræbt som uskyldig, og hvordan hans blod nu råber til himlen, ikke til fordømmelse for os, der er som Kain (Matt 23,35), men til frifindelse for os, der sætter vores lid til Kristus (Hebr 12,24).

Historien om Ester i Esters Bog er en historisk skildring om, hvordan jøden Ester bliver dronning i perserkongen Ahasverus’ palads og risikerer sit liv for at redde sit folk fra den onde Hamans planer om folkets tilintetgørelse. Men læst i lyset af Historien om Jesus, bliver historien om Ester også en forkyndelse af, hvordan Jesus som den sande og bedre Ester ikke bare risikerede at miste et jordisk palads men gav afkald på sit himmelske palads, og ikke bare risikerede sit liv, men frivilligt gav sit liv for at redde sit folk fra den evige død.

Når vi på denne måde læser de små historier i lyset af den store historie om Jesus, ser vi klarere, hvordan hele Skriften vidner om ham.

 

2. Læs de bibelske temaer i lyset af opfyldelsen i Jesus

I Bibelen er der mange forskellige temaer, der gradvist udfoldes og går som røde tråde igennem hele Bibelen (for eksempel temaer som pagten, loven, udfrielse og Guds rige).

Disse temaer får deres opfyldelse i Jesus. Når vi derfor møder et eller flere af disse temaer i Det Gamle Testamente, må vi spørge os selv, hvordan dette tema udfoldes i resten af Bibelen og til sidst får sin opfyldelse i Jesus. Derved ser vi, hvordan alt dybest set peger frem mod og driver os til ham. Lad mig give et eksempel.

Bibelens tale om loven er et eksempel på, hvordan et af disse temaer skaber en dramatisk spænding, som først løses i Kristus. For loven siger: »Forbandet være enhver, som ikke bliver ved alt det, som står skrevet i lovbogen og følger det« (5 Mos 27,26).

Denne overskrift står over hvert enkelt bud i loven. Selvom jeg af hjertet ønsker at være lydig mod Gud i alt, så erfarer jeg dagligt, at jeg ikke er det (i mit hjerte). Det hjælper ikke at prøve hårdere eller bare gøre det, så godt som jeg kan. Mit eneste håb er at sætte min lid til ham, som »har løskøbt mig fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for min skyld« (Gal 3,13). På denne måde må hvert enkelt bud, jeg læser i loven, igen og igen drive mig til Kristus (se Rom 3,19f; 5,20f og Gal 3,15-29).

Når vi på denne måde læser de bibelske temaer i lyset af deres opfyldelse i Jesus, ser vi klarere, hvordan alle Bibelens temaer har deres fokuspunkt og opfyldelse i ham.

 

3. Læs problemerne i Det Gamle Testamente i lyset af løsningen i Jesus

Mange kristne er fortrolige med at læse historiske begivenheder (for eksempel påsken), personer (for eksempel kong David) og institutioner (for eksempel tempeltjenesten) som profetiske forbilleder på Jesus.

Når vi gør det, fokuserer vi på lighederne mellem forbilledet i Det Gamle Testamente og opfyldelsen i Jesus. Kong Salomo var en freds-konge; Jesus er freds-kongen.

Men ikke bare lighederne, men også kontrasterne til Jesus i de gammeltestamentlige historier leder os til Jesus. Lad mig igen som illustration give et eksempel.

Når vi læser historien om Israels konge Akab i 1 Kong 16,29-22,40, kan vi måske umiddelbart tænke, at der ikke er noget i historien, der peger på Kristus. Akab bliver beskrevet som en ugudelig konge, der gifter sig med en strigle, der forsøger at udrydde dyrkelsen af Herren og indføre dyrkelsen af Ba’al. Ja, han er indbegrebet af en dårlig hyrde, styret af en kynisk materialisme og hårdhjertethed over sit folk.

Men som man i mørket indser behovet for lys eller i ørkenen behovet for vand, sådan viser beretningen om Akab behovet for en ny og bedre konge, nemlig Messias selv – en hyrde, der ikke lader sine får flakke om, men vogter dem og leder dem til livets vand (se Ez 34,1ff og Joh 10,1ff).
På denne måde er ikke bare de gode rollemodeller, men også de dårlige med til at pege på og lede os til Messias.

Messias er centrum
Vi har blot set nogle få eksempler på, hvordan Det Gamle Testamente vidner om Kristus. Mange flere kunne nævnes. For Det Gamle Testamente handler grundlæggende om én ting: løftet om frelsen i Kristus.

Når vi læser Det Gamle Testamente kan vi let komme til at opfatte de bibelske personer som uopnåelige idealer til efterfølgelse. Og ja, de bibelske personer er eksempler til både advarsel og efterfølgelse (Rom 15,4; 1 Kor 10,11), men de er ikke bare det. Disse personer selv er også en forkyndelse af evangeliet om, at Jesus kom for at opsøge og frelse dem, der i sig selv er fortabt (Luk 19,10).

De bibelske personer viser os, hvem løftet om frelsen i Jesus gælder.

Det gælder en mand som Adam, der bevidst handlede i trods mod Guds bud. Det gælder en mand som Lot, der levede i et ugudeligt og perverst samfund, som han selv blev præget af. Det gælder en mand som patriarken Jakob, der for en tid levede borte fra Gud. Det gælder en mand som David, der gik i seng med Batseba og slog hendes mand, Urias, ihjel. Det gælder en mand som kong Manasse, Sydrigets værste konge og største afgudsdyrker, der i slutningen af sit liv vendte om til Gud. Det gælder Jesu disciple, der ofte forstod så lidt af, hvad Jesus sagde, og var så tungnemme til at tro.

Alle disse fandt nåde for Herrens øjne – ikke fordi de var noget særligt, men fordi de satte deres lid til løftet om frelsen i Messias. Det var det løfte, der begyndte som et lille lysglimt i mørket i 1 Mos 3,15, men blev kraftigere og kraftigere, indtil Jesus selv trådte frem i al sin herlighed som opfyldelsen af Det Gamle Testamente.