Julen skete i Israel

Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Julen skete i Israel

Billedet af den unge mor med et lille barn kalder på vores følelser. Hyrderne og vismændene under den klare stjenehimmel sætter gang i fantasien. Der er poesi i den historie, og det hele får let et skær af eventyr. Som om julens begivenheder kunne finde sted ingen steder og alle steder: Der var engang ... østen for solen og vesten for månen.

 

Tid, sted og personer

Når man så læser teksterne i Bibelen, får man et helt andet indtryk.
Hvis vi tager den mest kendte beretning om Jesu fødsel - blandt venner og fjender kaldet juleevangeliet - virker Lukas netop optaget af at kvæle indtrykket af eventyr:
For det første, vil han slå tidspunktet fast: Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien.
Det bliver ikke sagt med vores årstal - som man ikke havde i datiden (!) - men med markante begivenheder, læserne kunne hænge det op på. Ligesom hvis man i dag ville sige: Omtrent samtidig med Dronning Ingrids død og det dramatiske præsidentvalg i USA.

For det andet skal vi vide, hvor det foregik:
Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem...
Mange år senere minder apostlen Paulus sine tilhørere om, at det i øvrigt ikke var i en afkrog, men i et kulturområde (ApG 26,26), at Jesus levede. Det nationale præg er også tydeligt. Det Nye Testamentes eneste ikke-jødiske forfatter fortæller, at drengen blev omskåret efter sit folks skik.
Her ligger ikke bare en national pointe, men en åndelig: Han blev medlem af det folk, som Gud bruger til at drive frelseshistoren frem, og han lever sit liv under lovens krav: Han blev født af en kvinde og født under loven (Gal 4,4) for at frelse os, der ikke har klaret den lov.
For det tredje skal vi kende hovedpersonerne. Ud over Augustus og Kvirinius, som i dagens anledning har fået rollen som statister, nævnes Josef og Maria, og det slås fast, at de ikke var gift: ...for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Disse tre punkter (tid, sted og person), som var vigtige for Lukas, spiller også en stor rolle i dag. De er f.eks. afgørende, når retssystemet skal dømme en person. Hvis en anklager ikke kan fastslå begivenhederne så præcist, har han et problem.
Og en geriatrisk sygeplejerske fortalte mig engang, at når ældre mennesker roder i de tre forhold, så begynder man for alvor at mistænke dem for at være senile.
Lukas taler altså et meget alment menneskeligt sprog, når han vil godtgøre sin beretning med tid, sted og person.
Efter alt at dømme afleverer han også en fodnote om kilden til sine oplysninger, når han siger: ...men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem.

 

Når vi nærmer os juleevangeliet

Hvorfor så denne fornemmelse af uvirkelighed, når vi nærmer os juleevangeliet?
Det kan man undre sig over og sikkert give både den kirkelige tradition, den kommercielle jul og bibelkritikken sin del af skylden for.
Det er i hvert fald sikkert, at malerier og poetiske juleprædikener ofte har givet beretningen et overjordisk skær. Noget af den poesi, de kredser om i julen, er jo fri fantasi: Der står f.eks. ikke et ord om en stald i teksten, oksen, der kyssede barnets fod, er vist Ingemanns opfindelse, og deltagerne var næppe så renvaskede, som vi i reglen får indtryk af. Det kan være svært at forestille sig fostervand eller bleskift i forbindelse med den fremstilling af begivenhederne.
Det forhold, at julen er lagt, hvor de gamle solhvervsfester lå, har måske også været med til at give den et image af naturfest. Den er et ritual, som gentages og bliver søbet ind i håbet om, at det nu går mod lysere tider.
Man kan heller ikke fortænke folk i, at barndommens julemand og barndommens Jesus - som vistnok blev "født på første sal i Magasin du Nord" - er smeltet sammen. De er jo en del af den samme forbrugsfest.
Hvis man yderligere i gymnasiet har hørt om kildehypoteser og fået foredrag om datidens primitive forestillinger, så er billedet fuldkomment: Den historie hører hjemme mellem eventyrene. Fortryllende og lærerig - men heller ikke mere.
Jeg vil gøre opmærksom på to forhold yderligere, som går dybt i vores tankegang:

 

Poesi og virkelighed!

"Da jeg var ung, skrev jeg digte, nu siger jeg det som det er".
Denne joke fra Storm P illustrerer en skelnen mellem det poetiske (godt fortalte) og det virkelige. Denne skelnen er meget nærliggende, men ikke desto mindre forkert.
Poetiske historier kan godt være virkelige.
De var bare sjældent poetiske, da de skete. Men det gør dem hverken mindre virkelige eller mindre poetiske. Forskellen er, at nu husker vi dem gennem alt det gode, de førte med sig i vores liv, og det forandrer dem.
Tænk på de historier fra dit eget liv, som du med begejstring genfortæller og oplever poetiske: Om dit første møde med din elskede, om det første barns fødsel eller den afgørende dramatiske eksamen, som lukkede karrieren op for dig.
Virkelig poetiske og fornøjelige historier - at fortælle. Men det bliver de netop først - som fortællinger: Mødet med den elskede var præget af stor usikkerhed og klodsethed.
Fødslen var langtrukken og smertelig og faderen fuld af modstridende følelser.
Du var rystende nervøs og havde ikke sovet natten før den afgørende eksamen.
Lad os vende tilbage til juleevangeliet og sætte os i Josefs sted: Det er stressende ikke at kunne finde et hotelværelse. En fødsel i en fugtig grotte har været en uhumsk affære. Mareridt om engle er ikke poetiske, og det er ikke spor romantisk at flygte i natten, fordi Herodes begynder at myrde babyer.
Og så alt det besvær for en unge, han ikke selv var far til!
Sådan oplevede Josef historien på stedet og forlæns.
Men vi læser den bagfra. Gennem alt det gode, den førte med sig for os og verden. Og derfor fejrer vi den. Den bliver poetisk og smuk.

 

Mirakel og fantasi!

"I datiden kunne man tro på engle og jomfrufødsler, nu ved vi, at det er fantasi"
Svar: "Hvor ved vi det fra?"
For det første: Hvis vi bilder os ind, at den slags var nemt at tro på i datiden, så gør vi opgaven lidt for let. Lukas er så optaget af at placere disse begivenheder på tid, sted og person, fordi det ikke uden videre blev troet af hans samtid. Han understreger selv, i indledningen af sit skrift, at han har besluttet nøje at gennemgå alt forfra og nedskrive det for dig i rækkefølge, højtærede Theofilus, for at du kan vide, hvor pålideligt det er, som du er blevet undervist i.
Det var der nemlig nogen, der betvivlede. Med Jesu historie sker netop det helt utænkelige: At Gud bliver menneske, på et bestemt tidspunkt og sted i verden. Han bliver medlem af et folk og påtager sig det folks skikke og vilkår.
Der skal et under til at tro det; men det bliver det ikke mindre virkeligt af.
Der er også spor i teksten af, at det her var vanskeligt at tro på. Hyrderne på marken blev faktisk bange, da de så englen, de sagde ikke bare "nåe, de flyver vist lavt i nat."
Først da der var gået noget tid, og hyrderne havde set barnet kunne de begynde at glæde sig: de priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set.
For det andet: Når den historie om Jesu fødsel overhovedet er værd at fortælle, så er det, fordi den har fundet sted. For hvis den ikke har fundet sted, så er den en smuk - men ond historie, der har givet en masse mennesker et falsk håb om Guds venskab og evigt liv. Lukas og andre i den første generation af kristne vælger, med livet som indsats, at fortælle den videre. For ved denne virkelighed, der overgår fantasien, er der noget mere end livet på spil.
Hvis det trosunder, de vil fremprovokere med deres ord, kunne ske i det første århundrede, hvad har så ændret sig i mellemtiden?
Hvis den beretning i sidste ende ikke skal tros på sandsynligheden, men fordi vi får tillid til ham, som taler gennem den, så er den tillid lige så mulig eller umulig i dag.
For så afhænger den af et Helligåndens indgreb.