Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Kirkefædrene og tusindårsriget

Hvordan skal vi forstå Bibelens tale om tusindårsriget? Er der tale om noget fortidigt, nutidigt eller fremtidigt?

Bibelen må, også i dette spørgsmål, tolke sig selv. Alligevel er de første kristnes opfattelse af Åb. 20 som noget fremtidigt af væsentlig betydning for vor forståelse.
Professor Wisløff gør i denne artikel rede herfor, ligesom det forklares, hvorfor nogle blev modstandere af denne lære. Det hævdes endvidere, hvad der måske er overraskende for nogle, at den lutherske bekendelse ikke modsiger læren om det kommende tusindårsrige.
Så lad denne artikel tale for sig selv, ikke for at sætte skel i kristenheden, men for at hjælpe os til ret forståelse af Guds ord.
 
Daniel så i et drømmesyn kommende tiders stormagter og deres skæbne; han så Menneskesønnen udrustet med herredømme over alle folk (kap. 7). Apostlen Johannes´s åbenbaring slutter sig nøje til Daniel, og i kapitel 20 fortæller Johannes om det rige, Kristus skal have på jorden i tusind år sammen med de opstandne. Begge disse skrifter hørte til den kristne kirkes hellige bøger. Johannes Åbenbaring bliver citeret som helligt skrift, f.eks. i brevet om den store forfølgelse i Lyon, år 177.

Hvad tænkte så den gamle kirkes lærere om tusindårsriget? Spørgsmålet kan have sin interesse for os. Ganske vist er Bibelen sin egen tolk, og vi er ikke forpligtet på nogle teologiske autoriteters fortolkning, hverken fra gammel eller ny tid, Alligevel er det interessant at lytte til den ældste kirkes fædre og lægge mærke til deres skriftfortolkning. De havde en forholdsvis kort tid mellem sig og Herrens apostel. Det må betyde noget – ikke mindst i det spørgsmål, vi her tager for os; det skal vi straks se.
Lad mig til at begynde med slå en sag fast, som vi måske ikke så ofte tænker på i vore dage, nemlig martyrernes rolle og deres betydning. Johannes fortæller, at de, som var blevet halshugget for Kristi skyld – altså martyrerne – blev levende og regerede med Kristus i tusind år. Det er i første række martyrerne, som får del i den første opstandelse; de har magt til at holde dom.
Dette var en meget levende tanke i den ældste kristne tid. På den tid kunne enhver kristen blive martyr – og martyren er på sin vis den rette kristne. Der er meget om det, Kierkegaard siger: I den gamle kirke forholdt alle sig til martyren. Man tænkte: Når Kristus kommer til den sidste store dom, skal martyrerne sidde til doms sammen med ham.
Når presset fra den fjendtlige romerstat føltes tungt, opmuntrede de kristne hverandre ved at henvise til ordene om det herlighedsrige, som snart skulle komme. Den levende forventning omfattede i høj grad dette tusindårsrige, som var overgangen til den endelige herlighed efter den sidste dom.
Der er en tydelig sammenhæng mellem forfølgelsessituationen og forventningen om Herrens komme, og det, man i første række så hen til, var tusindårsriget.
De ældste kristne vidner om dette – ikke ens i alle detaljer, men med den samme forventningsglød.
Barnabasbrevet – fra første halvdel af det 2. århundrede – siger, at ligesom Gud skabte verden på seks dage, sådan skal verdensløbet blive fuldendt på seks tusind år. Da kommer den sidste sabbat på tusind år.

Der er grund til at lægge adskillig vægt på det vidnesbyrd, vi finder hos Papias, biskop i Hierapolis. Han havde hørt apostlen Johannes tale, og han var en ven af Johannes-discipelen, Polykarp. Med stærke billeder skildrer Papias den tilstand, som skal indtræde i tusindårsriget. Vintræet skal have ti tusind grene, hver gren ti tusinde kviste – og hver drueklase ti tusind druer. Han mener nok ikke, at vi skal tage tallene bogstaveligt; de har symbolsk betydning og skal vidne om overflod, lykke og herlighed. Betydningen af Papias´ udsagn ligger ikke i disse detaljer, men i den omstændighed, at han, som stod kredsen omkring Johannes så nær, har lært at se frem imod et kommende tusindårsrige.
 

Endnu mere interessant er den skildring, vi finder hos Justin, den kristne filosof, omkring midten af det 2. århundrede, i hans dialog med jøden Tryfo. Justin venter et tusindårsrige. Han henviser til Johannes, Kristi discipel, som ved en guddommelig åbenbaring havde fået at vide, at de troende først skulle opstå og leve i tusind år i Jerusalem, og derefter skulle alles opstandelse og den sidste dom finde sted. Særlig betydningsfulde er Justins udtalelse ved, at han bygger på det Gamle Testamente og er klar over jødefolkets plads i endetidens begivenheder. Tryfo spørger, om han tror, at Jerusalem skal blive opbygget igen og alle troende af jøder og hedninger samles med Kristus? Justin svarer ja på spørgsmålet, og henviser til Es. 64, 17ff. og flere andre steder i GT.
I det sydlige Gallien levede biskoppen Irenæus, hvis store værk mod vranglærerne (fra slutningen af det 2. århundrede) er et af de mest bemærkelsesværdige vidnesbyrd om kristen tro fra den gamle kirkes tid. Irenæus var discipel af Polykarp og stod med andre ord i direkte traditionssammenhæng med apostelen Johannes. Han siger, at Kristus skal komme synligt, efter at antikrists forfølgelse er til ende; Han vil binde Satan og regere i Jerusalem sammen med martyrer, som genopstår og samles fra alle jordens ender. Der skal de fejre den tusindårige sabbat som en forberedelse til den evige herlighed. Efter at Satan har været løsladt en kort tid, kommer alle dødes opstandelse og den sidste dom.
Også Tertullian, den latinske kirkes første store teolog, taler om tusindårsriget. Han har adskilligt at sige om dette emne i sit store værk mod kætteren Markion. Ligesom Justin henviser også Tertullian både til Johannes Åbenbaring og til flere gammeltestamentlige steder, specielt Ez. 48, 30ff. Men derforuden henviser han til nye profetier, som taler i samme retning. Da Tertullian skrev sit værk mod Markion, var han nemlig blevet montanist, dvs. at han havde tilsluttet sig den sværmeriske retning, det havde frygeren Montanos til ophav. Hos Tertullian finder vi derfor også træk, som ikke kan udledes af Bibelen.
 

Forventningen om et kommende tusindårsrige var almindelig i de første tre hundrede år af kirkens historie, og møder os også senere. I det 3. og 4. århundrede taler Lactantius, Metbodius og Victorinus af Pettau om tusindårsriget.
Men der var også nogle, som ikke troede, at et tusindårsrige skulle komme.
Dette kunne have flere grunde, især denne at tusindårsriget indgik i budskabet hos enkelte, vitterlige kættere, som f.eks. Kerint - og hos disse havde forventningen om tusindårsriget en kødelig, ikke-bibelsk tone, som alvorlige, kristne mennesker ikke kunne godtage. I stedet for da at skelne mellem det ægte og det uægte, forkastede nogle hele tanken om tusindårsriget. Og da tusindårsriget jo ganske tydeligt er omtalt i Johannes Åbenbaring, forkastede de også denne bog og hævdede, at den ikke er skrevet af apostlen Johannes. Nogle hævdede endog, at det var kætteren Kerint, som havde skrevet den.
Dette kan vi læse om i Eusebios´ kirkehistorie, som er skrevet i begyndelsen af det 4. århundrede. Eusebios citerer presbyteren Gaius, som hævdede, at Kerint var forfatter til Johannes Åbenbaring. Eusebios fortæller også om biskop Dionysios i Alexandria (omkring midten af det 3. århundrede), som også afviste tanken om et tusindårsrige. Han troede ikke, at Johannes Åbenbaring var skrevet af apostlen med dette navn, men af en presbyter, som hed Johannes. Det var jo den eneste udvej, han kunne finde; Åbenbaringsbogen taler jo klart nok om et tusindårsrige, som skal komme.
Eusebios selv var modstander af læren om et tusindårsrige. Man kan gøre sig tanker om grunde hertil. Efter undertegnedes opfattelse er sammenhængen nok så tydelig. Eusebios levede i den tid, hvor kristenforfølgelserne ophørte, og da kirken begyndte at få en privilegeret stilling i samfundet. Kejser Konstantin gjorde kristendommen til sit verdensriges politiske ideologi. Det var en overvældende oplevelse for de kristne. Det kunne se ud som om sejren var vundet. – Var denne nye tingenes tilstand ikke et synligt bevis på, at Guds rige nu var kommet? – Eusebios tænkte stort om Konstantin og om den nye, dominerende stilling, kirken havde fået. Hvad var der mere at vente?
Da forfølgelserne ophørte, blev forventningen efter Herrens komme svækket. Dermed blev der ligesom ikke mere brug for tanken om tusindårsriget. Så længe forfølgelserne varede, stod ordene i Åbenbaringsbogen kap. 20 som en trøst for de undertrykte: En dag skal Kristus gribe ind og skabe fred og retfærd på jorden. Endog før den sidste store dom skal vor jord få lov at opleve en tilstand af retfærd, fred og glæde. Mennesker kan ikke hidføre denne tilstand, men Herren skal gøre det.
Det blev kirkefaderen Augustin, som satte den nye forståelse af tanken om tusindårsriget i system –
En forståelse, som vandt vid tilslutning. Augustin skriver herom i det store værk ”Om Guds stat” (20. bog). Her udvikler han den tolkning, at de tusinde år er identisk med kirkens tid her på jorden, tiden mellem Herrens fødsel og hans genkomst.
 

Hvordan kan han komme til en sådan tolkning? Jo, nøglen er Augustins forståelse af ordene om ”den første opstandelse”. Augustin tager sit udgangspunkt i Johs. 5, 25: ”Den time kommer og er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, som hører den, skal leve. Thi ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv.” Dette er den første opstandelse, siger Augustin - det er sjælen, som opstår, idet et menneske kommer til troen. Den anden opstandelse er legemets opstandelse på den yderste dag.
Med denne forståelse som udgangspunkt går Augustin så til Åb. 20. Nu er vejen åben for en tolkning, som går ud på, at de tusind år – et symbolsk tal – er tiden fra Herrens fødsel til hans genkomst. De døde martyrers sjæle regerer med Kristus i Himmelen. Satan er bundet, dvs. han får ikke lov til at ødelægge kirken.
Men denne tolkning er næppe den rigtige. Den græske tekst gør det klart, at ordene ”de blev levende” sigter til en begivenhed, som skal finde sted på en og samme tid (aorist form), ikke noget, som sker fortløbende gennem tusinder af år. Det er en fremtidig begivenhed, der er tale om. – Men Augustins store autoritet virkede i retning af at svække forventningen om et tusindårsrige.
 

Selv om det ligger udenfor vort emne, må det være mig tilladt at sige et par ord om vor lutherske kirkes forhold til tanken om tusindårsriget.
Som bekendt bliver der i artikel 17 i den Augsburske Bekendelse udtalt en fordømmelse af dem, ”som nu udbreder jødiske meninger, at de fromme, før de dødes opstandelse, skal få herredømmet over verden, efter at de ugudelige alle vegne er undertvunget.” Ud fra denne artikel har det været almindeligt at hævde, at en bekendelsestro lutheraner må tage afstand fra læren om tusindårsriget.
Men det er sikkert en forhastet slutning. Den Augsburske Bekendelse taler i og for sig ikke om tusindårsriget, men om visse ”jødiske meninger”, som havde en vis udbredelse i samtiden. Der var nogle sværmere, som mente, at de troende skulle gribe til sværd for at oprette gudsriget. Få år efter 1530 skete dette også, nemlig i Münster, hvor fanatiske gendøbere tog magten og udøvede et rædselsregimente i over et år. Det er sådanne ting, den lutherske bekendelse sigter til. Tusindårsriget er der i almindelighed ikke sagt noget om i det hele taget, hverken positivt eller negativt.
Senere er tanken jo vågnet til live igen, og Bibelens profetier er kommet i fokus i mange troende kredse. Det skal vi ikke sige mere om i denne omgang. Men lad mig bare til sidst nævne et par ting. For det første: Det er godt, at troens opmærksomhed vendes mod Bibelens profetier om de sidste ting – om Israels blivende plads i Guds råd (lad os ikke glemme det i disse svære tider, men tage det med i vore bønner), - og om hvad Herren fremdeles har i vente for sine troende. Og for det andet: Lad os her vise skønsomhed og ikke danne skel mellem kristne bekendere på grund af forskelle i syn og opfattelse med hensyn til enkelt-spørgsmål, uden afgørende betydning i frelses sag.
 

Og her kan vi passende vende tilbage til kirkefædrene og til sidst høre et ord af Justin. Som overfor nævnt aflægger han et vidnesbyrd om sin tro overfor jøden Tryfo. Men han tilføjer: ”Der er mange troende og fromme kristne, som har en anden opfattelse af disse ting.” – Det lader han gælde og dømmer dem ikke af den grund. Det bør så heller ingen gøre i vor tid.