Bibelens profetier - set med palæstinensiske øjne

Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Bibelens profetier - set med palæstinensiske øjne

Araberne i Israel og i de palæstinensiske områder er for størstedelens vedkommende muslimer. Men der findes også en kristen minoritet iblandt dem - cirka 150.000.
Når vi som kristne turister besøger Israel og de bibelske steder, møder vi først og fremmest kristne i skikkelse af munke og nonner, der umiddelbart ser ud til kun at have til opgave at videreføre gamle traditioner og at tage vare på gamle kirkebygninger.
De egentlige lokale, arabiske menigheder møder vi sjældent. Men de er der.
De arabiske kristne tilhører vidt forskellige kirkeretninger. Den ortodokse kirke er den største, men både den romersk-katolske og den græsk-ortodokse kirke er repræsenteret. De protestantiske kristne udgør et lille mindretal, men det er blandt disse, vi skal finde de kirkeledere, der aktivt har forsøgt at samle de mange forskellige kirkeretninger omkring udformningen af det, der er kaldt »palæstinensisk befrielsesteologi«.

 

Den første intifada og kirken

Den første intifada i 1987 viste, at der var en voksende national bevidsthed blandt palæstinenserne.
Denne nye bevidsthed opstod også blandt de kristne og fik den anglikanske præst, palæstinenseren Naim Ateek, til i 1989 at grundlægge »The Sabeel Liberation Theology Center« – et teologisk center for befrielsesteologi.
Formålet med centeret er at arbejde for en retfærdig fred mellem israelere og palæstinensere.
Hvis der skal opnås en retfærdig fred mellem parterne i konflikten, må man ifølge Sabeel følge en række bibelske og moralske principper. Disse principper har man nedfældet i »The Jerusalem Sabeel Document« fra 2004.
Dokumentet tager udgangspunkt i, at Gud elsker alle mennesker lige højt, og at Gud befaler os at handle retfærdigt og næstekærligt.
Det understreges, at Gud har givet Det Hellige Land til både palæstinenserne og israelerne, og at vores tro på Gud forpligter os til at arbejde for fred og forsoning mellem de to parter.
Sabeel-dokumentet anerkender den lidelse og uretfærdighed, der er blevet påført jøderne, specielt under Holocaust, men det understreges, at dette ikke kan retfærdiggøre de handlinger, der nu bliver begået mod palæstinenserne. Man finder det umoralsk og diskriminerende, at alle jøder har lov til at bosætte sig i Israel, mens palæstinensere ikke har den samme ret til at vende tilbage til de områder, de stammer fra. Endelig fastslår dokumentet, at en deling af Jerusalem er en tvingende nødvendighed, hvis der skal opnås en moralsk og retfærdig fred.
Disse teologiske og moralske principper udmønter Sabeel-dokumentet i en række politiske krav til Israel, der skal opfyldes, hvis den ønskede retfærdige fred skal opnås.
Det drejer sig om israelsk tilbagetrækning til 1967-grænserne og en deling af Jerusalem.
Alle palæstinensere, der uretmæssigt har lidt under konflikten, skal have erstatning, og de flygtede palæstinensere – og deres cirka 4 millioner efterkommere – skal have ret til at vende tilbage og have fuld kompensation.
Og så skal der oprettes en palæstinensisk stat side om side med Israel.
Dette er ifølge Sabeel ikke den ideelle løsning på konflikten. Den bedste løsning ville have været »En stat for to folk og tre religioner«. Men befrielsesteologerne siger, at de er villige til at acceptere dette – for fredens skyld.

 

Hvordan læse Det Gamle Testamentes profetier?

Det er ikke alle protestantiske, palæstinensiske ledere, der tilslutter sig Sabeel og vil kalde sig befrielsesteologer. Udmøntningen af den palæstinensiske teologi tager forskellige former, alt efter hvilke kristne ledere vi taler om.
Men der er naturligvis ét spørgsmål, der optager de palæstinensiske kristne meget, nemlig hvordan vi som kristne skal læse og forstå Det Gamle Testamentes profetier og løfter til Israel om landet.
Og på det punkt er holdningen stort set ens.
Det fremgik med al tydelighed af en international konference for evangelikale kristne, som »Betlehem Bible College« afholdt i marts 2010 under temaet: »Christ at the checkpoint« (Kristus ved checkpointet). Et fokuspunkt på konferencen var netop spørgsmålet om, hvordan Bibelens landløfter til Israel skal forstås.
På listen over foredragsholdere var blandt andet Broder Andreas, Colin Chapman, Tony Campolo og Lynne Hybels. Fra palæstinensisk side deltog blandt andet Salim Munayer (stifteren af forsonings-programmet Musalaha), den lutherske præst Mitri Raheb og befrielsesteologen Naim Ateek.
Også den palæstinensiske premierminister deltog med et indlæg.

 

Naim Ateek: Læs Det Gamle Testamente med Det Nye Testemente-briller

Ifølge Naim Ateeks indlæg på konferencen bygger kristne, der lægger vægt på landløfterne til Israel, på tekster i Det Gamle Testamente, der beskriver Gud som en stammegud for Israels folk.
Den forståelse af Gud har Det Nye Testamente forladt, sagde Ateek. Som begrundelse henviste han til beretningen om Jakobsstigen.
I Det Gamle Testamente – nemlig i Første Mosebog – læser vi om Jakob, der i en drøm ser en stige stå på jorden, og Guds engle gå op og ned ad stigen.
I Det Nye Testamente – nemlig i slutningen af Johannesevangeliet kapitel 1 – er der en næsten tilsvarende historie, hvor Jesus siger til Nathanael: »I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen«. Stigen står her ikke på jorden, men på Menneskesønnen.
Det er for Ateek er bevis på, at Det Nye Testamente flytter fokus fra »landet« til »Kristus«.
Hele spørgsmålet om landet er marginaliseret i Det Nye Testamente, konkluderede Ateek. Centrum er ikke landet, men Kristus, og i al palæstinensisk befrielsesteologi er han centrum. Kristus er nøglen til at forstå Skriften, og alt det, der ikke harmonerer med den standard, er ikke autoritativ for mig, selvom det står skrevet i Bibelen, sagde Ateek.
Når vi læser Bibelen, skal vi ifølge Ateek ikke begynde med Det Gamle Testamente men med Det Nye Testamente. For vi kan kun forstå Det Gamle Testamente gennem Det Nye Testamente.
Det vigtigste budskab i kristendommen er ikke tro, men kærlighed, siger Ateek. At følge Kristus er derfor at gå en ikke-voldelig vej. Sabeel arbejder for retfærdighed - men ikke gennem vold. Man vil kun bruge og opfordre til ikke-voldelige metoder, som for eksempel boykot af Israel.

 

Mitri Raheb – nærmere slægtning til Jesus end Netanyahu

Mitri Raheb er luthersk præst i Betlehem. Han indledte sit foredrag på konferencen med at sige, at palæstinensiske teologer indtil nu bare har danset til rytmerne af det 19. århundredes europæiske teologi.
Det er ikke staten Israels indbyggere, men det palæstinensiske folk og dele af det jødiske folk, der er efterkommere af landets oprindelige befolkning, sagde Raheb.
Han selv er en nærmere slægtning til Jesus end Netanyahu, og han er sikker på, at en DNA-test vil vise, at der er en linje fra ham tilbage til Jesus.
De blev begge født i den samme lille by, Betlehem.
Hvis man derimod tager kong David, Jesus og Netanyahu, så vil man ikke finde nogen sammenhæng, fordi Netanyahu stammer fra en østeuropæisk stamme som konverterede til jødedommen i Middelalderen, sagde Raheb.
Det nuværende Israel repræsenterer ifølge Raheb ikke landets oprindelige folk, men Bibelens Rom – besættelsesmagten. Der har altid været folk og stormagter, der har forsøgt at få magten i landet. Sådan var det på Jesus tid, og sådan er det i dag.
Hvad var Jesu bud på en løsning af problemet, spurgte Raheb. »Guds rige«, svarede han. Han undrede sig over, at det første spørgsmål, Jesu disciple stillede Jesus efter opstandelsen var: Er tiden nu kommet, hvor du vil genoprette riget?
»Det er da skandaløst, at disciplene kun havde dette spørgsmål efter tre år med Jesus. Men hvad gjorde Jesus? Han skabte et kongerige. Disciplene tænkte på et lille, afgrænset land, men Jesu vision gjaldt noget større. Den gjaldt hele verden, den gjaldt Guds rige. Vores opgave er at proklamere »Guds rige«, og tænke ud over de grænser, mennesker sætter. Og så skal vi huske på, at det var »vore forfædre, der skrev Bibelen. Det var til vore forfædre, åbenbaringen blev givet«, sluttede Raheb.

 

Salim Munayer: Problemet opstod med staten Israel

Salim Munayer har gjort det til sin hovedopgave at virke for forsoning mellem israelere og palæstinensere.
Han er initiativtageren til forsoningsarbejdet Musalaha.
Munayer forholdt sig på konferencen til spørgsmålet om landløfterne i et foredrag med titlen: Fra ufredens land til et land med forsoning.
I sin beskrivelse af den aktuelle konflikt anklagede Munayer – i modsætning til mange andre – både israelere og palæstinensere for at have begået uretfærdigheder mod hinanden.
Men han efterlod ingen tvivl om, hvad konfliktens egentlige årsag skyldes. Selvom konflikten har rødder længere tilbage i historien, er der for Munayer ingen tvivl om, at den egentlige konflikt begynder med oprettelsen af staten Israel i 1948. Det er Israel, der er årsagen til det enorme palæstinensiske flygtningeproblem, og beslutningen om, at Israel skulle være en jødisk stat, har affødt en lang række af uretfærdigheder begået mod palæstinenserne, såsom overdrevne foranstaltninger mod terror, endeløse hegn og juridisk retfærdiggørelse af tortur, sagde Munayer.
Hvad angår spørgsmålet om Guds løfter om Kanaans land til Abraham og hans efterkommere, skal vi genoverveje den traditionelle udlægning af disse løfter, sagde Munayer.
Med Jesu komme er der nemlig sket noget nyt. Med Jesus er landløfterne gjort universelle. Landløfterne gælder nu ikke blot Kanaans land, men de er nu udvidet til at omfatte hele verden. Landløfterne gælder heller ikke længere specifikt Israels folk, men alle, der er af Abrahams tro, har nu del i løfterne. Guds løfter er universelle, og løftets folk er alle dem, der tror på Kristus – både jøder og hedninger.
Sidst i sit foredrag understregede Munayer, at hvad enten man tolker de bibelske løfter til Israel på den ene eller den anden måde, er vi alle forpligtede til at leve i fred med hinanden.
For Munayer kan det tilmed være nødvendigt, at man ofrer sin etniske identitet, hvis det er det, der skal til, for at opnå fred og forsoning.
Selvom der er nuancer i måden, de tre palæstinensiske teologer argumenterer på, er grundholdningen den samme: Jesus er opfyldelsen af Gammel Testamentes løfter til Israel. Løftets folk er nu alle, der tror på Kristus - hvad enten de er jøder, arabere eller af en helt tredje etnisk oprindelse. Gud er alle folkeslags Gud – ikke kun Israels. Derfor har Guds særlige pagt med Israels folk ikke længere gyldighed. Og det jødiske folk har derfor heller ingen bibelsk ret til landet.
Dette er ikke en speciel palæstinensisk-kristen måde at læse Bibelen på. Den har mange tilhængere blandt evangelikale teologer i Vesten.

 

Hvad er problemet med denne tolkning?

Er det forkert at læse Det Gamle Testamentes profetier og løfter til Israel og lade dem gælde den kristne menighed? Bestemt ikke. Den kristne menighed har altid læst Guds løfter til Israel som ord talt til os, og rigtig mange kristne er blevet styrket i troen og har fundet trøst i ord, Gud oprindelig talte til Israel.
Det er også rigtigt, at der i mange af Det Gamle Testamentes løfter til Israel kan ligge en dybere sandhed gemt end den, vi umiddelbart kan se, når vi læser teksten. Det har Jesus og apostlene selv lært os gennem deres udlægning af Det Gamle Testamente.
Problemet med tolkningen er, at man ophæver den ligefremme mening i Det Gamle Testamentes løfter til Israel og siger, at løfterne ikke længere kan forstås bogstaveligt. Det er påfaldende, at ingen af de nævnte repræsentanter kan bringe skriftbevis for, at den bogstavelige tolkning af Guds løfter til Israel er sat ud af kraft.
Samtidig glemmer man, at der i Det Gamle Testamentes profetier ofte er flere dimensioner – flere lag af opfyldelse. De samme profetier kan opfyldes både på en bogstavelig, en åndelig, en foreløbig og en fuldstændig måde. At udelukke én bestemt opfyldelse af Bibelens profetier er at gøre sig til herre over dem.
Man skal altid være overordentlig forsigtig med at afskrive den ligefremme og bogstavelige forståelse af en bibeltekst.
Med mindre der er ord i Bibelen selv, som ophæver den ligefremme mening i profetierne, så står de ved magt, og de vil gå i opfyldelse - nøjagtig som der står skrevet.
Det gælder også de profetier, der helt konkret handler om Israels folk og land.
Det er denne forståelse af profetierne, der er langt den mest fremherskende blandt Israels messianske jøder, ligesom der også er enkelte palæstinensiske kristne ledere, der læser profetierne sådan. De er – i modsætning til størstedelen af de palæstinensiske kristne – overbeviste om, at jødernes hjemkomst og oprettelsen af staten Israel er en opfyldelse af bibelske profetier.