Glimt af Messias i profetierne

Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Glimt af Messias i profetierne

Jeg boede en sommer på et kollegieværelse på Det Hebræiske Universitet i Jerusalem. I seks uger delte jeg værelse med en jøde. Han skulle være rabbiner, og jeg læste teologi, så det gav selvfølgelig anledning til mange interessante diskussioner om løst og fast i den kristne og den jødiske tro.

Efter en uges tid blev vi enige om, at det kunne være interessant at studere nogle tekster sammen. Og fælles for vores tro var skrifterne i det, jøder kalder Tanak (forkortelse for »Torah, Profeter og Skrifter«), og kristne kalder Det Gamle Testamente.

Vi ville finde tre tekster hver, som vi skulle gennemgå sammen. Åben-Tanak-Studiegruppe kunne man kalde det. Jeg ønskede at vise, hvorfor jeg tror, at Jesus er Messias, og at han findes beskrevet i Det Gamle Testamente.

I dag husker jeg kun en enkelt af de valgte tekster, men måske kommer du eller jeg en dag til at stå i en lignende situation, så her er en gennemgang af tre ikke så kendte tekster, man kunne drage frem.

 

Salme 110: Søn og Herre, konge og præst

Den første tekst, jeg vil nævne, er helt særlig. Det er nemlig en tekst, Jesus også selv bruger som et tekstbevis over for farisæerne på, hvem Messias er. Han vil påvise, at teksterne i Det Gamle Testamente peger på ham selv.

Salme af David. Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender som en skammel for dine fødder. Dit magtfulde scepter rækker Herren fra Zion, hersk midt blandt dine fjender! … Herren har svoret og angrer det ikke: Du er præst for evigt på Melkisedeks vis. (Sl 110,1-2+4)

Den første sætning i Salme 110 er højst overraskende. For ud over, at David kalder Gud for Herren, så kalder han også en anden person for Herre: Messias.

Messias bliver her fremstillet som en magtfuld konge, der sidder ved Guds højre hånd – og det er et udtryk for familieforhold. Skikken på den tid var, at det normalt var den ældste søn i huset, der sad til bords på højre side af husets herre. Vers 1 er altså et udtryk for, at Messias er Guds søn.

Det er almindeligt anerkendt af såvel bibelkritiske teologer som jødiske lærde, at Det Gamle Testamente taler om en Messias, der skal være Davids søn. Men at han skulle være Guds søn var og er ikke anerkendt blandt jøderne. Det er baggrunden for, at Jesus henviser til netop denne salme og spørger:

»Hvad mener I om Kristus (Messias)? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham Herre…?« (Matt 22,42-45)

Jeg husker, at vi i vore studier på kollegieværelset også var inde omkring Ordsp 30,4:

Hvem steg op til himlen og steg ned igen? Hvem samlede vinden i sine hænder? Hvem snørede vandet sammen i kappen? Hvem fastsatte jordens ender? Hvad hedder han, og hvad hedder hans søn? Du ved det jo!

Messias må altså også være Guds søn.

Salme 110 peger også på, at Messias har to vigtige embeder. Dels er Messias en sejrrig konge (vers 1-2), og dels skal han være en evig præst (vers 4). Kongemagten tilhørte Judas stamme, men præsterne skulle tilhøre Levis stamme, så derfor er det en uhørt kombination. Lige bortset fra den præst fra Abrahams dage, som hed Melkisedek (oversat ’retfærdigheds konge’, se 1 Mos 14,18-20). Han var både konge og præst. Og Gud præciserer her i Salme 110, at han er et forbillede på Messias.

Salme 110 peger altså hen på Jesu offergerning. Den side af Messias’ gerning spiller ikke nogen rolle i den almindelige jødiske messiasforventning.

 

Zak 12,10: Den gennemborede Gud

På den dag agter jeg at udrydde alle de folkeslag, som rykker imod Jerusalem; men over Davids hus og Jerusalems indbyggere vil jeg udgyde nådens og bønnens ånd, og de skal se til mig, ham de har gennemboret. (Zak 12,9-10)

Der kan ikke herske tvivl om, at det er Gud selv, der taler her. Netop derfor er det så overraskende, at Gud kan tale om, at han er blevet gennemboret. Det kræver to ting:

1. Gud er et menneske.

2. Gud påtager sig kvæstelser og at være lidende, svag og afmægtig.

Det er ikke et helt normalt billede af Gud. Men Det Nye Testamente siger, at det peger hen på Jesus. For Jesus påstår netop at være Gud selv, der blev menneske og valgte svagheden og lidelsen og blev gennemboret på korsets træ.

I øvrigt er der en interessant detalje i det efterfølgende. For udgydelsen af Guds ånd resulterer i Zak 12,10 i en stor sorg, og der åbnes for en kilde, der kan rense fra synd og urenhed.

Når man så kommer til Zak 13,6-7 har den danske oversættelse valgt at tolke dette vers som noget, der siges om en falsk profet. I den danske oversættelse hedder det:

Spørger man ham: »Hvad er det for sår, du har på brystet?« svarer han: »Det er dem, jeg har fået i mine elskeres hus.« Vågn op, sværd! Imod min hyrde, mod den mand, der står mig nær, siger Hærskarers Herre. Slå hyrden ned, så fårene spredes, jeg vender min hånd mod de mindste.«

Det er en mærkværdig tekst. Grunden til, at jeg vælger at tolke den messiansk, er primært, at Jesus selv gør det. Skærtorsdag nat citerer han denne tekst i Matt 26,31: Da sagde Jesus til dem: »I nat vil I alle svigte mig, for der står skrevet: Jeg vil slå hyrden ned, så fårene i hjorden spredes.«

Der er i øvrigt også adskillige rabbinske tekster, der udlægger Zak 13,7 om Messias. Når Hærskarers Herre taler om »Min hyrde… den mand, der står mig nær«, så kan det dårligt udlægges anderledes, end at det handler om Messias. Adskillige profeter taler nemlig om Messias i hyrdebilleder (for eksempel Ez 34, hvor hyrden kaldes Davids søn).

Et interessant aspekt ved disse vers er også, at hvor den danske oversættelse siger: »Hvad er det for sår, du har på brystet?«, så vælger andre bibeludgaver en anden oversættelse. Den hebræiske grundtekst siger nemlig ordret: »Hvad er det for sår, du har midt i/mellem dine hænder/arme?« Hånd og arm hedder det samme på hebræisk, og deraf opstår forvirringen i oversættelsen. Det er altså en sætning, der kan oversættes på flere måder. Nogle oversættelser siger »mellem dine hænder« eller »i dine hænder« (for eksempel King James og New King James), og den ældste græske oversættelse (Septuaginta) siger oven i købet: »Hvad er det for sår, du har midt i dine hænder«.

Messias er altså en gennemboret Gud med det formål, at Israel skal renses for synd.

 

Mika 5,1-4: Messias-håbet og Israel

Man kan ofte høre i forkyndelsen, at Kristus er den røde tråd gennem Bibelen. Det er også rigtigt, så længe man bare er klar over, at Kristi liv og frelseshistorie er tæt forbundet med Israels historie. Det gælder for eksempel dette sted:

Du, Betlehem, Efrata, du er lille blandt Judas slægter. Fra dig skal der udgå én, som skal være i Israel; hans udspring er i fortiden, i ældgamle dage. (Mika 5,1)

Messias kunne kun fødes i Betlehem og kunne kun være fra Judas stamme, hvis Gud skulle være trofast mod sit eget ord. Og sådan blev det, da Jesus kom til verden.

Derfor kunne det heller ikke ske, før Judas stamme var kommet tilbage fra Babylon. Håbet om Messias var knyttet til, at der ville skyde et helt nyt, frisk skud og håb op fra dette folk (Es 11,1).

På samme måde er håbet om Messias også i fremtiden knyttet til det jødiske folks historie. Det er historien om, at flertallet ikke i første omgang tog imod ham som deres Messias (læs også Sl 118,22 om hjørnestenen, bygmestrene vragede), men at de en dag skal vende tilbage til deres fædreland og bo i den tryghed og fred, som kun Messias kan skabe for dem:

Men han skal prisgive dem, indtil den fødende kvinde har født, og resten af hans brødre vender tilbage til israelitterne. Da skal han træde frem og vogte i Herrens styrke, i Herren sin Guds navns storhed; de skal bo trygt, for hans magt når til jordens ender. Han skal være fredens herre. (Mika 5,2-4)