Løfterne, der blev åndelige

Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Løfterne, der blev åndelige

Det kan være ganske underholdende at tage gamle bøger ned fra sin bogreol. Især hvis man – som jeg – har en tilbøjelighed til at skrive små kommentarer i margenen under læsningen.

Forleden sad jeg og bladrede i en af bøgerne. Den hedder »Guds folk Israel« og er skrevet af den svenske teolog Seth Erlandsson. Den er fra min ungdomstid i det kristne studenterarbejde KFS i 1970’erne. Det var dengang, Niels Ove Rasmussen (Vigilius) var chefteologen i KFS.

Mange af mine teologiske grundholdninger blev formet i de år, hvor vi lærte, at Bibelen altid skulle være øverste autoritet, når vi forsøgte at finde svar på både læremæssige og etiske spørgsmål.

Der var ikke mange spørgsmål, jeg ikke var – eller blev - enig med de fremtrædende lærefædre i KFS i. Men der var ét: synet på Israel og de sidste tider.

De mange spørgsmålstegn i margenen på Seth Erlandssons bog minder mig om det. Et sted skriver han sådan: »Ligesom forjættelserne, der blev givet til det gamle gudsfolk, får deres opfyldelse i den nye pagts gudsfolk, således gælder det også de herlige løfter, som blev knyttet til landet, Jerusalem og templet. Løfterne om Jerusalem, Zions bjerg og templet gælder den kristne menighed og dens hoved, Kristus«. 

Det udsagn undrede mig meget. Jeg forstod det ikke. Uanset hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke få det til at stemme overens med det, jeg læste i min bibel.»Hvor står der, at løfterne til Israel ikke længere gælder Israel, men kun den kristne menighed«, spurgte jeg.

Efterhånden gik det – til min store overraskelse - op for mig, at denne forståelse af Bibelens løfter til Israel var temmelig udbredt, selv blandt bibeltro teologer. Blandt »ulærde mænd og lægfolk« var holdningen ofte en anden. Her var der ingen omtolkninger. Blot en ligefrem læsning af Bibelen og en tillid til at det, Gud har lovet Israel, det har han også til hensigt at opfylde – helt bogstaveligt.

Billedet af det bibeltro landskab i Danmark - hvad angår synet på Guds løfter til Israel - ser ikke væsentligt anderledes ud i dag.

 

Overtaget af kirken

Fra kirkehistorien ved vi, at den kristne kirke altid har tumlet med spørgsmålet om, hvordan den skal forholde sig til Guds folk Israel, efter at størstedelen af folket afviste Jesus som Messias.

Efterhånden som de hedningekristne blev en majoritet i kirken, fjernede kirken sig bevidst mere og mere fra dens jødiske rødder. Der gik ikke mange år, før kirkens ledere begyndte at tale i direkte vendinger om jøderne som et folk, der var forkastet af Gud. Folket havde lukket sig selv ude fra frelsen, og landet havde de mistet for altid, sagde man.

Kirkefaderen Eusebius sammenfattede det sådan i 300-tallet: »Som straf og tugt er det jødiske folk fejet til side, adspredt for alle vinde og som alle folks slaver. Jerusalem og templet er for alle tider udslettet. Jødernes statslige og religiøse ordning er forkastet af Gud, alle positive værdier er overtaget af kirken og staten, og indtil tidernes ende vil dette ikke ændres«.

Det er dette syn på Israels folk, der fået navnet erstatningsteologien.

Selvom der unægtelig er visse lighedspunkter mellem Eusebius’ udsagn og citatet fra Seth Erlandssons bog, vil det ikke være rigtigt at sætte lighedstegn mellem Eusebius’ syn på Israel og Seth Erlandssons Israel-teologi – men det skal ikke uddybes nærmere her.

Dog er der mindst ét afgørende lighedspunkt mellem de to udsagn: Guds særlige løfter til Israels folk og løfterne om landet bliver flyttet over på kirken. Kirken kaldes for Guds nye folk – eller Det Nye Israel, som nogle siger. Det består af alle de jøder og hedninger tilsammen, der tror på Jesus som Messias. Guds nye folk er et åndeligt folk. Det bor ikke i et fysisk afgrænset område. Det hører hjemme i et åndeligt rige, i Guds rige. De løfter, Gud gav til Israel i den gamle pagt, bliver ikke sat ud af kraft. De overføres til det nye, åndelige Guds folk, kirken. Derfor skal løfterne nu forstås åndeligt eller om den nye jord. Det gælder også løfterne om landet. Landløfterne skal ikke længere forstås bogstaveligt, men åndeligt - og de vil gå åndeligt i opfyldelse på kirken på den jord, siger man. 

 

Flere dimensioner

Et af argumenterne for at overføre Guds landløfter til Israel på kirken er, at Det Nye Testamente selv udlægger Det Gamle Testamentes profetier på denne måde.

Et af de steder i Det Nye Testamente, hvor man finder skriftbelæg for dette synspunkt, er i Jesu bjergprædiken. Jesus siger: »Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden« (Matt 5,21) – med tydelig henvisning til Sl 37,11, hvor der står: »De sagtmodige skal få landet i arv og eje«.

Med udtrykket »landet« hentyder salmisten givetvis en hentydning til det land, Kana’ans land, som Gud lovede Abraham og hans efterkommere. Men Jesus tager nu dette løfte og overfører det på sine disciple og giver det tillige en åndelig mening. »Landet« bliver til »jorden«. Jesu disciple – de sagtmodige – skal arve jorden, det vil sige den nye jord.

Er det helt ude i hampen at tolke Det Gamle Testamentes profetier på denne måde? Bestemt ikke. Den kristne menighed har altid læst Guds løfter til Israel som ord talt til os.

Problemet i denne tolkning er ikke, at Det Gamle Testamentes løfter overføres åndeligt på kirken. Problemet er, at man samtidig ophæver den bogstavelige og ligefremme forståelse af løfterne og siger, at de kun skal forstås åndeligt og ikke bogstaveligt. Løfterne gælder ikke længere det fysiske Guds folk Israel, men alene Guds nye folk, kirken, siger man.

Man glemmer hermed, at der i Det Gamle Testamentes løfter og profetier ofte er flere dimensioner, eller flere lag i profetierne. For eksempel at de samme profetier ofte opfyldes både på en bogstavelig og en åndelig måde. 

Lad mig give et eksempel på det. Gud lovede Abraham et stort afkom. Det løfte gik i opfyldelse rent bogstaveligt. På trods af sin høje alder fik Sara en søn (1 Mos 17). Men løftet gik også i opfyldelse på en åndelig måde: Abraham kaldes i Det Nye Testamente for troens far. Ny Testamente omtaler alle, der tro på Jesus, som Abrahams børn i åndelig forstand (Rom 4,16). Abraham har i dag både fysiske børn og åndelige børn – og får stadig flere af slagsen.   

På samme måde med et andet af Guds løfter til Abraham. Gud lovede Abraham, at hans efterkommere skulle få Kana’ans land til evig ejendom. Gud gav landet til Israels folk. Selv efter bortførelse til Babylon gentager profeterne Guds løfte til Israel og forkynder, at Gud - for sit eget navns skyld - vil føre folket tilbage til det land, han havde givet det, netop for at opfylde sit løfte til fædrene, Abraham, Isak og Jakob. 

Det er ikke kun i Det Nye Testamente, at landløfterne tolkes åndeligt. Den forståelse af landløfterne finder vi allerede i Det Gamle Testamente selv. I Es 60,20-21 tales der om landet i en sammenhæng, som tydeligvis er en henvisning til den nye jord.

Når Jesus så i Bjergprædikenen udlægger løftet om »landet« som den nye jord, er det i fuld overensstemmelse med det, der allerede ligger gemt i profeternes ord fra begyndelsen.

 

Jesus stadfæster

Det afgørende spørgsmål er, om den åndelige forståelse af løftet om landet ophæver den bogstavelige. Sagt med andre ord: Gælder Guds løfter til Israel i Det Gamle Testamente stadig det fysiske Guds folk Israel – eller kun det nye Guds folk, menigheden?

Hertil vil jeg sige følgende:

1) Der er ikke nogen ord i Det Nye Testamente, der ophæver en bogstavelig forståelse af landløfterne. Tværtimod. Jesus sagde selv, at han ikke kom for at ophæve profeternes ord, men for at fuldkomme dem. Jesus ophæver ikke en bogstavelig tolkning af profetordene – han understreger blot, at der er en dybere, åndelig dimension i landløfterne. De handler ikke alene om det fysiske land, Israel, men også om den nye jord.

2) Ny Testamente stadfæster Det Gamle Testamentes løfter. Apostelen Paulus skriver i Rom 15: »Hvad jeg siger, er, at Kristus er blevet tjener for de omskårne for at vise, at Gud har talt sandt, og for at stadfæste løfterne til fædrene« (Rom 15,8). Jesus er kommet for at stadfæste løfterne til fædrene, Abraham, Isak og Jakob. Landløfterne var en del af Guds løfter til fædrene, og Paulus ikke så meget som antyder, at disse løfter er undtaget. 

3) Menigheden omtales ikke som Det Nye Israel. Det er efterhånden blevet almindeligt at kalde menigheden for Det Nye Israel – i modsætning til det gamle Israel, underforstået Israels folk. Problemet er bare, at navnet Israel ikke bruges om menigheden i Ny Testamente. Slår man op i en bibelordbog, viser den, at navnet Israel forekommer 28 gange i Ny Testamente. De 27 af stederne betegner navnet det fysiske Israels folk. I kun ét af de 28 tilfælde kan der være tvivl om, hvad der menes, nemlig i Gal 6,16. Her kannavnet Israel - med god vilje – betegne menigheden. Oversætterne af den danske udgave af Bibelen har dog ikke forstået det sådan, idet de oversætter verset sådan: »Og alle, som vil leve efter denne regel: Fred og barmhjertighed være med dem, og med Guds Israel«. Her står udtrykket »Guds Israel« som betegnelse for Israels folk, eller for de Jesus-troende i Israels folk.    

4) Den bogstavelige forståelse af landløfterne er ikke fremtrædende i Det Nye Testamente, fordi kernen i Ny Testamentes budskab er forkyndelsen af Guds riges nærvær og af Jesu stedfortrædende død og opstandelse.

Jesus kom – som tidligere beskrevet - ikke for at sætte Det Gamle Testamentes fremtidsløfter til Israel ud af kraft. Heller ikke profetordene i Zak 12-14 eller Ez 36-39. De ord taler alle stærkt om sammenhængen mellem det fysiske Israels folks tilstedeværelse i Israels land og Jesu genkomst.

 

Israel og Jesu genkomst

Kan vi overhovedet tænke os profetierne om Jesu genkomst opfyldt, uden at det jødiske folk er tilbage i Israels land? Der er en lang række ord i Det Nye Testamente, som vi får problemer med, hvis ikke Det Gamle Testamentes landløfter skal forstås bogstavelig. Bare to eksempler: Jesus siger: »De skal falde for skarpe sværd og blive ført bort til alle hedningefolk som fanger, og Jerusalem skal nedtrampes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende« (Luk 21,24). Hvordan skal dette forstås, hvis det ikke betyder, at det jødiske folk skal vende tilbage til Israels land og igen få herredømmet over Jerusalem?

Jesus siger: »Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt. For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn» (Matt 23,39). Denne traditionelle jødiske hilsen til den kommende Messias giver ingen mening for arabiske palæstinensere eller andre hedningefolk, men det giver fuld mening for det jødiske folk i et genoprettet Israel. Det handler om det jødiske folks modtagelse af deres Messias, når han – som profeten Zakarias siger det - kommer og sætter sine fødder på Oliebjerget. Da vil folket se hen til ham, »de har gennemboret«.

I en samtale med disciplene havde Jesus en gang alle tiders mulighed for endeligt at afvise enhver tanke om en bogstavelig opfyldelse af Det Gamle Testamentes landløfter og løftet om det kommende rige for Israel. Disciplene spurgte: »Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?« Jesus svarede: »Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt« (ApG 1,3-4).

Der er ikke noget forkert i at læse Det Gamle Testamentes profetier til Israel som Guds ord til menigheden. Slet ikke. For Guds løfter gælder alle, som påkalder hans navn. Men det er forkert at lave en slags »kreativ bibelbogføring«, der fratager Israels folk løfter, som Gud har givet til det folk, han én gang har udvalgt som sit ejendomsfolk. For sine nådegaver og sit kald af Israel fortryder Gud ikke.