Opfyldelse af profetier: De skal komme fra øst og vest

Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Opfyldelse af profetier: De skal komme fra øst og vest

Igennem mit arbejde med Discipelskolen i Tiberias har jeg mødt to ældre ægtepar, der på forskellig måde har givet inspiration til denne artikel. Det ene ægtepar stiftede bladets læsere for et par år siden bekendtskab med igennem tre artikler om deres rædselsfulde oplevelser under Holocaust.
Det andet ægtepar har mange discipelskoleelever hørt fortælle om deres eventyrlige rejse fra USA og Australien, via et krigshærget Europa, til en kibbutz i nedre Galilæa.
Når jeg har siddet og lyttet til disse to pars beretninger, så minder det mig om de profetier i Det Gamle Testamente, der fortæller, at Herren en dag vil hente sit folk hjem fra alle folkeslagene og bosætte dem i det land, han havde lovet dem.

 

Profetierne i Det Gamle Testamente

Som det nok er mange af Ordet & Israels læsere bekendt, hersker der forskellige syn på, hvordan man kan og skal læse de profetier i Det Gamle Testamente, som taler om Israel.
Udgangspunktet for denne artikel er min overbevisning om, at der i Det Gamle Testamente er profetier, der taler om en samling af det jødiske folk i deres eget land, også efter vor Herre Jesu første komme. Samtidig mener jeg, at man må være forsigtig med at bruge profetierne til at bedrive politik med i dag.
Profeterne fik aldrig en færdig køreplan for, hvordan og hvornår Gud ville handle med Israel - vi kender simpelthen ikke alle mellemregningerne. Men jeg er tryg ved at læse profetierne om Israel og se tilbage på, hvordan Gud har handlet i og med det folk og land.

 

En ny stat

Den 14. maj 1948 skete der noget meget, meget interessant. Begivenheden var selvfølgelig oprettelsen af den moderne stat, Israel.
På intet tidspunkt før eller siden i verdenshistorien er det sket, at en nation, der var ophørt med at eksistere, pludselig dukkede op igen flere tusinde år senere.
Mange nationer er gået under i tidens løb, men de er aldrig opstået igen, som det skete i 1948 med staten Israel efter mere end 2000 år uden selvstændighed og mere end 1900 år uden eget land.
Man forstår glæden i det jødiske folk, da det umulige skete for snart 60 år siden.

 

Guds løfte

»Jeg henter israelitterne hjem...« Sådan sagde Gud Herren til Ezekiel for 2600 år siden, mens israelitterne sad i Babylon og græd over tabet af deres hjemland og deres tempel.
En del af folket fik lov at vende hjem allerede 70 år senere, men det var kun en del af Juda stamme. De ti nordlige stammer vendte ikke hjem.
Allerede 600 år senere var den gal igen. År 70 e.Kr. ødelagde romerne Det Andet Tempel. Det jødiske folk blev yderligere spredt ud i hele verden.
Disse to begivenheder var ikke bare tilfældige, politiske begivenheder i den nære Orient, men en opfyldelse af noget, som Gud havde forudsagt allerede i Moses’ dage, inden israelitterne indtog landet (5 Mos 28,58-69).
Israel skulle miste deres land på grund af deres ulydighed mod Gud. Men det var ikke det sidste ord, Gud havde at sige om den sag.

 

Aliya – immigration

»Aliya« er hebræisk og betyder ordret ’at gå op til’, underforstået ’at gå op til Jerusalem på pilgrimsrejse’. Ordet er i nyere tid meget rammende blevet brugt om jødisk tilbagevenden til Israel.
Denne tilbagevenden begyndte for alvor i 1880’erne, kort før den internationale zionistbevægelse blev dannet. På det tidspunkt regerede de tyrkiske ottomaner over det daværende Palæstina, og der boede ca. 24.000 jøder i landet, hovedsageligt i de fire hellige byer - Jerusalem, Hebron, Safed og Tiberias.
Immigrationen kom i bølger, som man har kaldt Aliya 1, 2, 3, og så videre.
Første til tredje Aliya foregik fra 1882 til1923 og var primært en følge af omfattende forfølgelser af jøder i Rusland. Den største del af immigranterne i disse bølger var fra Rusland, Polen og Rumænien. (Det var i disse år og af samme grund at den jødiske befolkning i USA voksede eksplosivt). Der ankom cirka 105.000 jøder til landet i denne periode.
Fjerde og femte Aliya stod på i årene 1924-38 og bestod hovedsageligt af jøder fra Polen og Tyskland, der var på flugt fra fattigdom og krise efter 1. verdenskrig og senere fra det spirende nazistiske rædselsregime. Der kom cirka 299.000 jøder til landet i de år.

Fra 1938 til staten Israels oprettelse i 1948 immigrerede kun 153.000 jøder til landet, men det skyldtes udelukkende, at England, som herskede over Palæstina på det tidspunkt, for at tækkes arabiske ønsker, begrænsede indvandringen voldsomt. Således tillod man kun 75.000 jøder indrejse under hele 2. verdenskrig; det tidspunkt, hvor jøder ikke havde andre steder at vende sig til.
Meget af indvandringen foregik derfor illegalt i de år. Det var på dette tidspunkt, de legendariske bådtransporter fra Europa fandt sted. Den mest kendte af dem var skibet Exodus, der blev centrum i et højdramatisk politisk spil, der i sidste ende blev et lille skridt på vejen hen imod FN’s delingsplan i 1947 og dermed baggrunden for Israels uafhængighed.

 

Ret til at bo i landet

Staten Israel blev en realitet den 14. maj 1948. På det tidspunkt havde cirka 557.000 jøder sluttet sig til de 24.000, der boede der i forvejen. Med statens oprettelse fulgte naturligt ’loven om tilbagevenden’, som definerede, hvem der skulle regnes som jøde og derfor have ret til fri tilbagevenden.
Det, som havde set ud som en historisk umulighed, det som havde været en del af en jødes bøn i århundreder - »næste år i Jerusalem« - var pludselig en realitet. Jøderne kunne vende hjem til deres land.

Golda Meir fortæller i sine erindringer om den første legale indvandrer, der gik i land, efter at uafhængigheden var en realitet. En træt, gammel mand, overlevende fra Buchenwald-lejren, der havde et krøllet stykke papir i hånden, hvorpå der stod »Hermed ret til bosættelse i Israel«.
Når jeg læser det, kan jeg ikke lade være med at tænke på Jeremias 31, 8: »Jeg bringer dem fra Nordens land, jeg samler dem fra jordens fjerneste egne. Blandt dem er blinde og halte, sammen med svangre og fødende, en stor skare vender tilbage.«

 

Jødiske flygtninge fra arabiske lande

Nu tog immigrationen for alvor fart. I løbet af de første fire år efter statens oprettelse ankom ikke mindre end 711.000 jøder, hvilket bevirkede mere end en fordobling af det jødiske indbyggertal i landet.
Det var især overlevende jøder fra Europas holocaust og jøder fra de arabiske og muslimske lande, der immigrerede i de år.
I forbindelse med Israels oprettelse opstod der nemlig et jødisk flygtningeproblem, som stort set er glemt i dag. Mange jøder i de mellemøstlige og nordafrikanske lande kom i klemme i deres hjemlande på grund af et arabisk og muslimsk had til Israel og jøder.
Det førte blandt andet til den spektakulære »Operation flyvende tæppe«, hvor Israel i al hemmelighed fløj 45.000 yemenitiske jøder ud fra Aden. En operation, der først blev offentligt kendt måneder efter afslutningen.

 

Jøder fra Etiopien

Immigrationen fortsatte i de næste 40 år på trods af fire store krige. I slutningen af 1980’erne havde Israel en befolkning på cirka 4,5 millioner.
Perioden var præget af jævn stor indvandring, ind imellem afløst af flere spektakulære manøvrer som blandt andet »Operation Moses« og »Operation Josva«, der i 1984 begyndte af bringe de ethiopiske jøder hjem til Israel - bort fra hungersnød og muslimsk forfølgelse.
Denne manøvre blev afsluttet i 1991 med »Operation Salomon«, der bragte endnu flere ethiopiske jøder til Israel. Operationen resulterede i hjerteskærende billeder af familier, der havde været skilt fra hinanden i de syv år, der var gået siden starten af operationerne.

 

Russiske jøder

I efteråret 1989 faldt Berlinmuren. Det indvarslede nye tider i Sovjet og Østeuropa, også for jøderne dér. Det gav dem pludselig frihed til at rejse væk, og det gjorde de. De fleste til Israel.
Det medførte endnu en eksplosion i befolkningstallet i Israel. Fra 1990-1998 ankom 879.486 sovjetrussiske immigranter. Det anslås, at der er kommet op imod 1,4 millioner jøder til Israel siden 1990.

 

Begyndelsen på opfyldelsen af profetierne

Det, der altså startede for cirka 120 år siden med 24.000 jøder, er i dag blevet til en jødisk befolkning på mere end 5 millioner - vendt hjem til deres land fra bogstaveligt talt hele verden.
Nøjagtigt som Herren ved sine hellige profeter havde sagt, det skulle ske, blandt andet i Ezekiel 36 og 37.
Disse profetier er ikke tidligere gået i opfyldelse i en grad, som vi ser det i dag. Ganske vist vendte en lille del af folket hjem efter at have været 70 år i Babylon, men det var kun en lille del og omfattede ikke de ti nordlige stammer.
Men det var netop en del af opfyldelsen, at hele Israel skulle samles. Se bare billedhandlingen om genforeningen af Juda (Sydriget) og Efraim (Nordriget) i Ezekiel 37,16-28.
Jeg tror, at vi i dag har set begyndelsen til opfyldelsen af de ord, men også kun begyndelsen. Vi mangler stadigvæk at se hele det jødiske folk, rensede fra deres synd, med hjerter af kød i stedet for hjerter af sten, tage imod deres Messias, Jesus.
Gud vil hente sit folk hjem, koste hvad det vil. Han bruger både håbet om en bedre tilværelse og flugten fra utålelige forhold i det fremmede.

 

Aliya og Guds trofasthed

I Ezekiel 36,17ff afslører Gud selv formålet med sin handlen med Israel: Alle mennesker skal lære Guds væsen at kende.
Igennem Israel lærer vi Gud at kende som hellig, retfærdig, trofast og kærlig. At Gud i dag samler sit folk i deres land igen, præcis som han selv havde lovet det og på trods af folkets fortsatte ulydighed mod ham, fortæller mig noget om Guds trofasthed og kærlighed.
Når han efter tusinder af års ulydighed fortsat står ved sine løfter til Israel, så er der også håb for mig, der også er ulydig, for han er trofast, om jeg så svigter.