Er Jesus Israels Gud?

Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Er Jesus Israels Gud?

Forestil dig en jøde i det første århundrede. Han har gået i sabbatsskolen som barn og kender til beretningerne om Israels Gud i Det Gamle Testamente (GT). En dag i synagogen hører han en jesustroende jødisk prædikant bruge skriftcitater fra GT, der tydeligvis handler om Gud Herren, Israels Gud. Men: Han bruger dem til at sige noget om en vis Jesus! Et spørgsmål trænger sig på: Hvem er han, denne Jesus? Det er et spørgsmål som både er spændende og vigtigt at stille sig selv og andre. Hvem er han egentlig, manden, som siden er blevet årsagen til to tusind års tilbedelse og tro?

Der findes en række tekster i NT som forkynder for os, at Jesus er Israels Gud. Vi skal se nærmere på to af disse tekster i NT, en mindre kendt og en meget kendt tekst. Lad os starte med det mindre kendte sted.

 

Matt 21,14-16

Det første sted vi skal se på er Matt 21,14-16. Her læser vi om Jesus, at "blinde og lamme kom hen til ham på tempelpladsen, og han helbredte dem. Men da ypperstepræsterne og de skriftkloge så de undere, han gjorde, og da de så børnene på tempelpladsen, som råbte: "Hosianna, Davids søn!" blev de vrede, og de spurgte ham: "Hører du ikke, hvad de siger?" Men Jesus svarede dem: "Jo, har I aldrig læst: 'Af børns og spædes mund har du beredt dig lovsang'?"
I den tekst, vi har foran os, bliver Jesus indenfor få minutter mødt med både lovprisning og vrede. Børns tillid og præsters afvisning. Lad os ridse situationen op: Der er en gruppe børn på tempelpladsen. De råber 'Hosianna, Davids Søn', til Jesus. Udtrykket "Davids søn" var på Jesu tid en kendt betegnelse for Messias. Børnenes ord er altså en bekendelse af Jesus som Messias.
Men de jødiske ledere - ypperstepræsterne og de skriftkloge - er mildt sagt skeptiske. De tror, han er en bedrager! Så da de hører børnenes lovprisning af Jesus som Messias, går de vredt til angreb. Vi må forestille os tonen noget i retning af: "Hører du ikke, hvad de siger? Det er jo helt vildt, det her! Er du enig med dem, Jesus? Accepterer du det? Tror du selv, du er Messias? Med hvilken autoritet accepterer du deres lovprisning? Hvad giver dig ret til det?"

 

Hvad svarer Jesus?

Jesus svarer: "Jo, har I aldrig læst: 'Af børns og spædes mund har du beredt dig lovsang'". (Den danske oversættelse af Sl 8,3 bruger ordene "grundlagt et værn". Det hebraiske ord for 'værn' blev i datidens græske udgave af GT oversat med 'lovsang', 'lovprisning'. Den betydning vælger Jesus her. Betydningen havde været den samme, uanset om han havde brugt det ene eller det andet: Han forklarer børnenes tilbedelse af ham med et bibelcitat om Israels Gud.)
Jesus citerer fra Salme 8,3 i GT. Desværre skriver Mattæus intet om deres reaktion på hans svar. Men hvis ypperstepræsterne og de skriftkloge før troede, han var en bedrager, har de nu uden tvivl ændret opfattelse af Jesus: Han er ikke bedrager, han er ganske simpel rablende vanvittig!! Han er ikke ved sine fulde fem!!
Hvorfor? Fordi de har læst og genkender Sl 8,3 som Jesus citerer! Og det vers handler om ingen andre end Israels Gud, Himlens og Jordens Skaber!

 

En salme om Herren, Israels Gud

Salme 8 er en lovprisning af Guds skaberværk, som starter og slutter med en lovprisning af Guds navn: "Herre, vor Herre! Hvor herligt er dit navn over hele jorden!" Det er sådan set ikke underligt, at Jesus få dage senere anklages for gudsbespottelse og henrettes. Han svarer på beskyldningerne ved at tage et vers fra GT, der handler om Herren, Israels Gud, og bruger det om sig selv! Jesus tillægger sig selv en betydning, der oprindelig kun tilkommer Herren, JHVH. Han forklarer, hvem han er, ved at henvise til et gammeltestamentligt skriftord om Israels Gud.

 

Fil 2,10-11

Det andet sted, vi skal se på, er fra de meget kendte bibelvers i Fil 2,6-11. De beskriver på kort og poetisk vis Jesus som "han, der havde Guds skikkelse" og var "lige med Gud", men som gav afkald og blev et menneske og døde på et kors (Fil 2,6-8). På den baggrund skriver Paulus videre om Jesus i Fil 2,9-11:
v.9: "Derfor har Gud højt ophøjet ham
og skænket ham navnet over alle navne,
v10: for at i Jesu navn
hvert knæ skal bøje sig,
i himlen og på jorden og under jorden,
v.11: og hver tunge bekende:
Jesus Kristus er Herre,
til Gud Faders ære."

 

Èn Gud

I denne sammenhæng er vers 10 - 11 særligt interessante for os. De er nemlig hentet fra profeten Esajas kapitel 45. Og alene det har uden tvivl fået en del jøder i det første århundrede til at spidse ører. Es 45 er nok det afsnit i hele Bibelen, hvor troen på én eneste Gud kommer allertydeligst til udtryk. Es 45 er et kapitel, hvor Israels Guds suverænitet og verdensherredømme understreges utroligt stærkt! Israels Gud er den eneste Gud! Skaberen af jorden og alt det skabte! Ham, hvem alle mennesker skal bøje knæ og bekende for.
I Fil 2,10 spiller Paulus på ordene i Esajas 45,23:
"For mig skal hvert knæ bøje sig,
hver tunge skal sværge ved mig"

 

Èt med Gud

Hos Esajas er det Israels Gud, Herren, der er tale om. Og det er utroligt vigtigt for at forstå Paulus' pointe i Fil 2,10-11: Knæene skal bøjes i Jesu navn, og tungerne skal nu bekende at Jesus Kristus er Herre.
Paulus gør akkurat som Jesus selv gjorde i Matt 21,16: Han bruger et meget stærkt udsagn fra GT om Israels Gud til at beskrive Jesus! Paulus' skriftbrug er i den forstand ikke revolutionende. Han siger jo bare det samme som mesteren selv. At Jesus er ét med Gud. At Jesus er Israels Gud, der blev menneske. Til Gud Faders ære.

 

Hvad betyder det?

Vi har nu dels set et eksempel fra Jesu egen forkyndelse på, at han anser sig selv for at være ét med Gud på en måde som intet andet menneske nogensinde har været eller vil blive! Han forklarer lovprisning af sig selv ved at henvise til Sl 8, der er en lovprisningssalme til ingen anden end Gud selv! Og vi har dels set hvordan Paulus og de første kristne på samme måde kunne omtale Jesus i vendinger som alene er forbeholdt Israels Gud, Herren.
Så den gode grund til, at vi som kristne tilbeder Jesus som Herre og Gud, finder vi altså hos Jesus selv! Og vi finder det også formuleret i de allerførste kristnes tro. Jesu svar den dag på tempelpladsen, kan næsten ikke overvurderes. For det betyder, at han gør sig lige med Gud. Han besvarer de jødiske lederes anklage - Tror du selv, du er Messias? - ved at stramme skruen endnu et hak: Jeg er ét med Gud! Jeg er Israels Gud, som er blevet et menneske!

 

Hvorfor blev Gud menneske?

Om man er jøde eller hedning, tanken er lige svimlende: Gud blev menneske for at dø! Og han gjorde det af kærlighed. Paulus taler i ApG 20,28 om "Guds kirke, som han har vundet med sit eget blod". Disse ti ord ånder af en dyb sammenhæng mellem, hvem Jesus er, og hvorfor han dør på et kors. Jesu blod er Guds eget blod. Det, der sker på korset, er, at Gud selv skaffer soning for hele verdens synder. Eller sagt med andre ord: Vi er gennemskuede og alligevel elskede. Af kærlighed og længsel blev Gud menneske for én gang for alle at bære straffen for menneskehedens mistillid og oprør mod Skaberen selv. At Gud blev menneske betyder, at Gud selv har sørget for at vi kan få fred med ham, nu og i al evighed! Ved tro på hans søn.