Israel - et lys for folkene

Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Israel - et lys for folkene

»Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende« (Matt 28,18-20).

Kristne tænker ofte, at sådan begyndte missionen i verden: Disciplene drager ud i verden i verden på den missionsbefaling, Jesus gav dem. Det tankevækkende er imidlertid, at når disciplene skal begrunde deres verdensmission, så begrunder de det med noget helt andet.

Udvalgt til mission

Lad os se et enkelt eksempel på, hvorfor apostlene drog ud i verden. Under et besøg i Antiokia må Paulus bedrøvet konstatere, at jøderne her ikke tog imod evangeliet. Derfor siger han: »Guds ord måtte forkyndes for jer først. Men siden I afviser det og ikke anser jer selv for værdige til evigt liv, så vender vi os til hedningerne. For således har Herren befalet os det: Jeg har gjort dig til lys for folkene, for at du skal være til frelse til jordens ende« (ApG 13,46-47).
Paulus henviser altså til et citat fra Esajas 49,6 og ikke til Jesu missionsbefaling, når han skal fortælle om sin missionsvirksomhed.

Han argumenterer med, at det er det jødiske folks opgave at være et lys for folkene. Fordi det altid har været Guds folks opgave, må det også være Paulus’ opgave. Missionshistorien begynder altså ikke med missionsbefalingen. Apostlene er en del af en større og længere missionshistorie, nemlig det jødiske folks historie.

Guds mission begynder med skabelsen. Gud har helt fra verdens begyndelse haft hele skaberværket for øje, som noget, der er blevet til ved ham og hører hjemme hos ham. Mennesker befales til at deltage i Guds mission ved at forvalte skaberværket med Guds kærlighed. Men hvad sker der så, da mennesket bryder med Guds kærlighed?
»Herren sagde til Abram: ’Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig.@Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.@Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,@og den, der forbander dig, vil jeg forbande.@I dig skal alle jordens slægter velsignes’« (1 Mos 12,1-3).

Da menneskeheden var blevet talrig og spredt, havde Gud en tydelig plan for, hvordan mennesker skulle møde hans kærlighed. Gennem udvælgelsen af Abraham og hans efterkommere ville Gud forkynde, hvem han er.

Det gjorde han ved først at udvælge og velsigne Abraham: »Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig«. Velsignelsen er ikke begrænset til Abrahams folk, for målet er universelt: »…I dig skal alle jordens slægter velsignes«.

Israels rolle har altså helt fra udvælgelsen af Abraham hængt sammen med, at Gud har hele verdens frelse for øje.

Men måden, som Gud vil nå ud til de andre af jordens slægter på, er gennem Abraham og hans folk: »Du skal være en velsignelse«. Læg mærke til det. Når Gud opretter en pagt, så følger der velsignelse med, og den skal fremkalde en reaktion i form af pagtslydighed hos modtagerne.

I bibelundervisning lægges der ofte vægt på løftet om, at alle jordens slægter velsignes gennem Jesus Kristus, når der undervises om disse vers. Det er også meget rigtigt, at der er et løfte om Kristus i ordene, men man skal passe på ikke at overser det, som går forud, nemlig en formaning til Abraham om at leve, så han også er en velsignelse for andre. Vi må ikke overse Guds opgave til Israels folk og pagtslydigheden, for så bliver hele historien mellem 1 Mosebog 12 og Det Nye Testamente nemt ligegyldig.

Israels folk er nemlig ikke udvalgt for deres brune øjnes skyld, men fordi de skal være noget helt særligt, og derfor får de også en særlig forpligtelse til at velsigne andre, når de nu selv får del i Guds velsignelser. Israels folk skal være »et lys for folkene«.

Det er derfor, Paulus i ApG 13 henter sin argumentation fra Det Gamle Testamente og ikke fra Jesu missionsbefaling. Paulus taler til jøder, som burde vide, at Israels rolle i forhold til resten af verden er at være »et lys for folkene« eller en velsignelse gennem deres pagtslydighed.

Lyt for eksempel til et væld af udsagn i Salmernes Bog, som fortæller om, hvordan Guds velsignelse over Israel skal føre til, at resten af verden kan lære Gud at kende: »Gud være os nådig og velsigne os, han lade sit ansigt lyse over os,@Sela,@så din vej kendes på jorden og din frelse blandt alle folkene« (Salme 67,2-3).

Hvordan driver Guds folk mission?

Men hvordan skal de gøre det? Hvordan skal de være et lys?

Gud samler Israel som folk ved udvandringen af Egypten. Ved Sinajs bjerg repeterer han, hvad hans tanke med Israels folk er: »I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig« (2 Mos 19,6).

Det er værd at lægge mærke til, at de altså ikke får loven for at blive Guds folk. Men de får loven, fordi de allerede er Guds folk, men nu skal de også leve som Guds folk. Måden, de skal leve på, er vigtig. På Sinaj giver Gud dem loven, som er stærkt præget af en etik, der adskiller sig radikalt fra de øvrige folkeslags etik.

Det er derfor, Gud bruger udtrykket »et helligt folk«. Det betyder egentlig »et udskilt folk«. Israel folk skal skille sig ud fra mængden af alle folkeslagene på jorden, når de lever efter Guds bud. Budene er nemlig aldeles anderledes end de normer, som man levede efter på den tid (og vel også i dag). Gud befaler dem at give økonomisk hjælp til dem, der trænger. Han befaler dem at behandle de fremmede godt.

Metoden for Gud er altså, at Israels folk skal afspejle Guds kærlighed ved den måde, de lever på. Som han elsker den fremmede og tager sig af den, der er i nød, sådan skal Israel leve, for at de derigennem kan lyse for alle folkeslagene.

Gennem deres etik kommer der spotlight på deres Gud. Det skal vi notere os, for når Jesus i Det Nye Testamente lærer os om mission, så taler han på lignende vis om, at det ikke mindst er vores gerninger, der forkynder – ikke kun vore ord: »I er verdens lys … Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene« (Matt 5,14-16).

Eller som Peter minder om i 1 Peter 2,9-12: »Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt … Lev jeres liv blandt hedningerne sådan, at de netop ved det, de bagtaler jer for som forbrydere, kan få syn for jeres gode gerninger og prise Gud for dem på hjemsøgelsens dag«.

Endda i selve missionsbefalingen lyder det: »…idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer« (Matt 28,20). Jesus understreger altså, at mission langt fra kun handler om, hvad vi siger. Vi skal ligesom Israels folk leve som et helligt folk, der adlyder Guds befalinger og derigennem forkynder, hvem Gud er.

Verdens lys er brudt frem

Mission er altså ikke fraværende i Det Gamle Testamente. Israels rolle var med deres gerninger at vise, at de er et særligt folk, fordi de tilhører en særlig Gud. Det lykkedes ikke så godt. Det var netop det, Paulus greb fat i over for jøderne i Antiokia.

Esajas revsede dem for ikke at være et lys for folkene, men Gud lover at sende sin tjener, Messias, som vil være lyset i verden – og gennem ham kan det jødiske folk være et lys: »Rejs dig, bliv@lys, for dit@lys@er kommet,@Herrens herlighed er brudt frem over dig. For se, mørket dækker jorden,@mulmet dækker folkene;@men over dig bryder Herren frem,@hans herlighed viser sig over dig. Folkeslag skal komme til dit lys@og konger til din stråleglans« (Es 60,1-3).

Esajas’ ord er et løfte om, at den dag, det jødiske folk tager imod Jesus som Messias, da vil jøderne lyse for verden sammen med Kristus. Paulus og apostlene tager altså med deres mission bare forskud på, hvad der er endemålet for Guds historie med det jødiske folk: At de skal være et lys for folkene.

Der er al mulig grund til for disciplene at gå ud og pege på Verdens Lys, Jesus, både i ord og liv, for det er netop det, som var planen med udvælgelsen for det jødiske folk. Det er også en opgave for os hedningekristne, som har fået lov til at være med i Guds folks store mission.