Israel - udvalgt til en særlig opgave

Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Israel - udvalgt til en særlig opgave

Nogle ser det jødiske folks rolle i Guds frelsesplan som afsluttet med Jesu første komme. Israels opgave hører fortiden til. Andre mener, at det jødiske folk igen får en rolle ved Jesu andet komme, en gang i fremtiden.

Men det går faktisk som en rød tråd gennem Bibelen, at Gud har givet sit udvalgte folk en ganske bestemt opgave, som de endnu ikke er færdige med. En opgave, der hænger uløseligt sammen med Israels udvælgelse.

 

Løftet først!

Når vi nu skal se på, hvad Israels opgave består i, er det vigtigt at have det helt grundlæggende bibelske vidnesbyrd om Gud på plads. Ellers går vi galt i byen, ikke mindst når vi begynder at tale om enkeltmenneskers og folks opgaver.

Fra vores menneskelige perspektiv kommer det så let til at se ud, som om Gud må ændre sine planer efter, hvordan mennesker klarer at udføre de opgaver, han giver dem. Men Guds planer rokkes ikke.

Da Adam og Eva var blevet fanget ind i Djævelens magt ved at tvivle på Guds ord, gav han et løfte om en dag at knuse slangen, Satans hoved (1 Mos 3,15). Dette løfte om frelse blev talt af Gud til slangen og er derfor helt uafhængig af menneskers handlinger. Gud lovede selv at gribe ind.

Derfor har mennesker til alle tider haft Guds ord for, at de kan stole på ham og hans frelse. Ja, det enkelte menneskes frelse og redning ligger netop i at tro på Guds ord.

Gud har altså givet et løfte, som han selv vil udføre. Hvad så med opgaven til mennesker?

Jo, gennem hele verdens historie har Gud kaldet sit frelste folk til at være et vidnesbyrd for verden omkring dem. Opgaven består i at fortælle om det, som Gud har sagt og gjort, så flere må lære ham at kende.

I denne opgave spiller Israel en særlig rolle, fordi Gud her udvælger én mand, én slægt, ét folk. Han viser sig for dem, taler til dem og handler med dem – alt sammen for at hans løfte om frelse må blive bevaret for nye generationer og nye folkeslag. Gud gør dette »mangfoldige gange og på mangfoldige måder« (Hebr 1,1), for at stadig nye generationer og flere mennesker skal høre og se hans frelse.

Israels folk er altså ikke udvalgt, fordi de skal have det lettere end andre folk. De har heller ikke fået en »genvej« til Gud. Men de har fået en stor og vigtig opgave, nemlig at være et vidnesbyrd om, at Gud både kan og vil redde verden ud af Satans magt.

Er det ikke for stor og vigtig en opgave at betro til et enkelt folk? Til og med et folk, som gentagne gange glemte Guds frelse og stolede på sig selv, så deres vidnesbyrd døde ud?

Jo, hvis det kom an på mennesker, så ville opgaven aldrig blive løst. Men fordi Guds løfte kommer først, så har der altid været et sted, som det frafaldne folk kunne komme tilbage til for endnu en gang at erfare Guds frelse og få fornyet deres kald.

Et kongerige af præster
Et af de helt centrale steder i Bibelen, hvor Gud taler om sit folks opgave, møder vi nogle få uger efter udgangen af Egypten. Gud havde på en helt vidunderlig måde frelst Israels folk fra fire århundreders slaveri og en rasende konges hær. Og ikke nok med det. Gud havde først og fremmest vist, at man kan regne med hans ord. I dette tilfælde et ganske konkret løfte til Abram om at føre Israels folk ud af fangenskab efter 400 år (1 Mos 15,13).

Gud har nu samlet Israels folk ved foden af Sinajs bjerg og taler her til dem gennem Moses:

»I har selv set, hvad jeg gjorde mod Egypten, og hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer herhen til mig. Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig. I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig« (2 Mos 19,4ff).

Gud beder altså først sit folk om at huske den frelse, de har set med deres egne øjne. Gud gjorde et under, som intet menneske havde noget at gøre med. Han lod Det Røde Hav tørre ud for fødderne af Israels folk og begravede dernæst Egyptens hær i bølgerne. Mindet om denne frelse skal Israel bevare, sådan som de også har gjort det indtil i dag, hver gang de fejrer påske. Selve det, at holde den årlige påskefest, hvor beretningen om Guds frelse læses op, er et vidnesbyrd for alle, der hører og ser det.

Dernæst formanes folket til at adlyde Gud, og holde hans pagt.

Hvorfor? Ikke for at de skal komme til at tilhøre Herren, »for hele jorden tilhører mig«, siges det udtrykkeligt. Men for at de kan være Guds ejendom, det instrument, han kan gøre brug af, når han vil nå resten af jordens befolkning med frelsen.

Det er netop dette, der ligger i det følgende udtryk, nemlig at Israel som folk skal være helligt, det vil sige tydeligt adskilt fra resten af verdens folk. Hver enkelt israelit skal have præstens rolle som mellemmand mellem Gud og verden. Israels folk kaldes til at forkynde Guds ord for de andre folkeslag og gå i forbøn for dem hos Gud.

For øjnene af folkene
Får vi rigtigt øjnene op for den opgave, som Gud kalder sit udvalgte folk til her ved Sinaj, så kaster det lys over mange andre steder i Bibelen. Her blot et par eksempler.

Gud gav Israels folk indblik i sin vilje, og gav dem sin lov. Dels for at bevare dem som et helligt folk, udskilt fra alle andre folk. Men også for at de »andre folk« kunne lære om Gud og se, hvordan han er nær ved sit folk (5 Mos 4,5-7).

Salmernes Bog opfordrer gang på gang Israel til at »fortælle om Herrens herlighed blandt folkene, om hans undere blandt alle folkeslag« (Sl 96,3; se også Sl 18,50; 57,10; 67,3 og mange andre steder).

Når Guds vrede rammer Israel så hårdt, hver gang de vender sig bort fra ham, så er det fordi et sådant frafald ikke kun er en sag mellem Gud og Israel. Det er Guds vidnesbyrd over for verden, der blegner, når Israel svigter sit kald og sin opgave. Vi ser dette blandt andet hos profeten Esajas, hvor kontrasten mellem Jerusalems synd (kapitel 1) og det, byen er tænkt som i Guds plan (kapitel 2), trækkes skarpt op.

Er det så slut med Israels opgave som et vidnesbyrd for folkene, når de svigter, og Gud sender sin straf? Nej, det forunderlige er, at Gud også bruger sit folk i denne situation. Hans straf over Israel bliver en forkyndelse til de andre folk om hans hellighed og vrede over synden.

Selv det udvalgte folk går ikke ram forbi: »Du skal blive til spot og spe for de omboende folk, ja, til skræk og advarsel« (Ez 5,15).

Men de selvsamme folk kan så efterfølgende se, hvordan Gud viser nåde mod sit folk: »Så skal folkene forstå, at jeg er Herren, siger Gud Herren, når jeg for øjnene af dem viser min hellighed på jer. Jeg vil hente jer fra folkene og samle jer fra alle landene og bringe jer til jeres eget land« (Ez 36,23-24).

Ja, man får indtrykket af, at Gud vælger netop landflygtighed som straf og spreder dem mellem folkene, for at flest mulige folkeslag skal lære Gud at kende.

 

Et fornyet kald

Med Jesu komme til verden sker der det helt afgørende i Guds plan.

Gud opfylder sit løfte, da han sender sin egen søn, for Jesus knuser Satans magt, giver sit liv som et sonoffer for al verdens synd og gør dermed døden magtesløs. Jesus forkaster ikke det, der er gået forud. Men han gør det klart, at han er »hovedhjørnestenen«, og at alle Guds løfter om frelse knytter sig til ham (Luk 20,17f). Jesus betyder enden på tempeltjenesten i Jerusalem, for nu er det endegyldige offer bragt (Hebr 10,11ff).

Er Israels opgave som forkynder af Guds frelse dermed slut?

Nej! Men på to afgørende punkter sker der en ændring.

1) Den frelse, der fra nu af skal forkyndes, har fået et navn: Jesus. Det er ham, som Israel nu må pege på, når de skal være et lys for verden (ApG 4,11f).

2) Israel står ikke længere alene med opgaven, for efterhånden som evangeliet om Jesus modtages af flere og flere hedninger, bliver også de vidner om Guds frelse.

Ved flere lejligheder bliver det klart, at apostlene kaldes til at fortsætte og fuldende Israels opgave med at sprede budskabet om Guds frelse.

I de 40 dage mellem påske og pinse spørger de Jesus: »Er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?« (ApG 1,6).

Jesus giver dem ikke noget tidspunkt, men beder dem fortsætte med den opgave, som Israel altid har haft: »I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende« (ApG 1,8 jf. Es 49,6).

Når Paulus taler om det jødiske folk, understreger han netop, hvorledes Gud ikke fortryder sine nådegaver og sit kald (Rom 11,29). Som vi har set, var Israels kald at forkynde Guds frelse for alle folk. Det kald består altså stadig.

Apostlen Peter henviser i sit første brev til Guds ord til Israel ved Sinaj bjerg: »Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt…« (1 Pet 2,9).

Peter var på en særlig måde jødernes apostel (Gal 2,7f), og meget peger da også på, at han skriver til overvejende jøde-kristne menigheder i det nuværende Tyrkiet (1 Pet 1,1). Hvis det er tilfældet, må det have virket enormt stærkt på dem at høre kaldet til Israel gentaget ind i deres nye virkelighed som Jesus-troende jøder.

Peter minder dem om, at Israels opgave endnu ikke er fuldendt, og at der mere end nogensinde før er en frelse, der skal forkyndes.

Vil vi forstå, hvad Gud vil med Israel i vores tid, må vi altså først følge den røde tråd gennem Bibelen, der handler om Israels opgave i verden.

Dette lille folk, der lever med hele verdens bevågenhed, har Gud nemlig givet et kald, som han ikke fortryder. Derfor må vi med stor frimodighed bede ham føre sit folk til tro på Jesus som Messias, så de endnu en gang kan forkynde Guds frelse for verden.