Kongens mavepine og Guds plan

Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Kongens mavepine og Guds plan

Kongen havde fået mavepine. Virkelig alvorlige mavesmerter, så han ikke længere kunne holde sig oprejst.
Dagen var ellers begyndt så lovende. Tidligt om morgenen var kongen trådt ind i teatret, hvor en stor menneskemængde var forsamlet for at overvære festspillene til ære for kejseren.
Kongen var iført en dragt beklædt med sølv. Morgensolens stråler ramte dragten og fik den til at glimte og lyne som en glorie. Nogle af de tilstedeværende i teatret blev så betaget, at de begyndte at hylde kongen. Hyldesten gik imidlertid amok, og pludselig lød råbene gennem teatret, at kongen var en gud.
Kongen havde ry for at være en from mand. Men råbene generede ham tilsyneladende ikke, og han gjorde intet for at stoppe dem.

Men så kom mavesmerterne over ham. Hans tjenere måtte bære ham ud af teatret og over i paladset. Hurtigt spredte rygtet sig, at kongen var alvorligt syg. Og bare fem dage senere døde han.
Denne lille beretning er fra det virkelige liv. Kongen var Agrippa den Første af Juda. Stedet var det store teater i Cæsarea på Israels middelhavskyst. Og året var 44 e.Kr.
Historien om kong Agrippas dramatiske død bliver fortalt af den jødiske historieskriver Josefus, der selv levede på dette tidspunkt.
Kong Agrippas pludselige død er en af verdenshistoriens mange besynderlige begivenheder. Historiebøgerne vrimler med den slags hændelser. I oldtid, middelalder og nutid – ustandseligt sker der ting, som i større eller mindre grad ændrer historien og derfor får en plads i historieskrivningen. Kong Agrippas død er en af de mindre begivenheder, men den har altså ligesom så mange andre lignende begivenheder fået sine linier i verdenshistorien.

Men der er én ting, der adskiller Agrippas død fra de fleste andre begivenheder i verdenshistorien. Det er, at vi ved, hvad Gud mener om den! Det Nye Testamente fortæller nemlig historien om Agrippas død set fra Guds side. Og set fra Guds side ser Agrippas død sådan ud:
»I det samme slog Herrens engel ham, fordi han ikke gav Gud æren. Og han blev ædt op af maddiker og døde« (ApG 12,23).
Agrippas død er altså på den ene side en helt almindelig begivenhed i verdenshistorien. En af den slags, som aviserne og historiebøgerne er fulde af. Men på den anden side fortæller Det Nye Testamente os, at det var Gud, der stod bag denne begivenhed. Gud havde altså en finger med i spillet i denne helt almindelige begivenhed i historien.
I bund og grund var det Gud, der stod bag ved en ’almindelig’ historisk begivenhed!

 

Gud er historiens herre

Kong Nebukadnesar var Saddam Husseins forgænger. Bare med langt større magt. Under ham var Babylon virkelig Mellemøstens stormagt. Når det gælder perioden omkring år 600 f.Kr. er Nebukadnesar og Babylon hovedpersoner i verdenshistorien.
Men netop det store Babylon bliver i Daniels Bog sat på sin rette plads. Det begynder i Daniels lovprisning af Gud i 2,20f:
Lovet være Guds navn fra evighed til evighed, ham tilhører visdommen og styrken. Han lader tider og tidsrum skifte, han afsætter konger og indsætter konger.
Gud er Herre over Babylons imperium. Han har fastsat en tid for det – både for dets begyndelse og dets afslutning. Vel er Nebukadnesars magt stor, men den er også begrænset. Og det er Gud, der sætter grænsen!
Sandheden om Guds magt over historien bliver i de følgende kapitler i Daniels Bog slået fast gang på gang, så det næsten bliver til et omkvæd:
De levende skal forstå, at den Højeste er hersker over det jordiske kongerige, og at han giver det, til hvem han vil, og kan sætte den ringeste blandt mennesker over det (4,14.22.29; 5,21).
Verdenshistorien er styret af Gud. Han er »hersker over det jordiske kongerige«.

 

… og fremtidens

Fortidens store regenter var altså underlagt Guds magt. Han havde indsat dem, og han afsatte dem. Ham stod de til regnskab for, når de misbrugte den magt, de havde fået. Gud satte grænsen for deres tid. Han lod de store, stolte riger forsvinde og erstatte af nye riger.
Men som det var i fortiden, bliver det også i fremtiden.
Bibelen forudsiger, at der engang skal fremstå en mægtig konge, der skal stå i spidsen for en multinational hær fra alle verdenshjørner. »Gog« kalder profeten Ezekiel ham og udmaler med mange detaljer, hvor stor og mægtig hans hær bliver (Ez 38-39). Denne storfyrste skal få den fantastiske ide at gå til angreb på Israels folk, der på hans tid skal bo fredeligt og uden noget forsvar i deres land (Ez 38,10-11). Ideen er indlysende god, og verdens økonomiske eksperter forstår logikken og nikker rosende til Gogs tankegang (38,13).
Men fra Guds side ser Gogs virkelighed helt anderledes ud. Gog tror, at han har fået en lys ide. Men i virkeligheden er det Gud, der tvinger ham til at drage i krig. Når Gud beskriver Gogs angreb, bruger han billedet af en krokodille-jagt: »Jeg holder dig tilbage, sætter kroge i kæben på dig og fører dig bort med hele din hær…« (38,4).
Mediernes politiske kommentatorer og eksperter vil beskrive angrebet ud fra Gogs økonomiske og militære overvejelser. Men den fulde virkelighed hører vi kun af profeten, der fortæller, at det er Gud, der trækker i lænken og får Gog til at gå til angreb på Israel.

 

Historien i Messias’ hånd

Det er ikke forkert, at verdenshistorien er resultatet af de sociale, økonomiske, politiske og militære forhold i verden blandet op med regenternes personligheder. Men det er ikke hele historien. Bag ved står Gud og fører historien frem mod det mål, han har sat.
Gud er historiens herre. Paulus beskriver det på denne måde:
Det er Gud, der giver alle liv og ånde og alle ting; og af ét menneske har han skabt alle folk og ladet dem bosætte sig overalt på jorden og fastsat bestemte tider og grænser for, hvor de skal bo (ApG 17,25-26).
Gud står bag folkeslagenes tider og grænser. Verdenshistoriens perioder er i hans hånd.
Johannes’ Åbenbaring beskriver det med et stærkt syn (Åb 5). Fremtiden, verdenshistoriens afsluttende begivenheder, er som en forseglet bogrulle. Ingen kan åbne bogrullen. Ingen kender fremtiden. Ingen kan sætte fremtiden i gang. Ingen kan kontrollere fremtiden. Det vil sige, ingen bortset fra Messias.
Jesus er Messias, Løven af Judas stamme, den lovede efterkommer af Davids slægt. Da han døde i Jerusalem og opstod fra de døde, sejrede han over alle onde magter. Derfor kan han tage bogrullen i sin hånd og bryde dens segl: »Du er værdig til at få bogen og bryde dens segl, for du blev slagtet, og du købte med dit blod mennesker til Gud af alle stammer og tungemål, folk og folkeslag« (Åb 5,10).
Bogrullen med verdens fremtid ligger i Jesu hånd. Han har kontrol med verdenshistorien. Fremtiden er i hans hånd.
Jordens præsidenter, konger og generalsekretærer kan gøre meget godt og ondt. Men i sidste ende vender og drejer Gud deres handlinger, så de må tjene hans plan for verden. Som det hedder i ordsproget:
Som en bæk er kongens hjerte i Herrens hånd, han leder det hen, hvor han vil (Ordsp 21,1).
Det gjaldt fortidens konger Agrippa og Nebukadnesar. Det gælder fremtidens storfyrste Gog. Og det gælder lederne af vor tids stormagter.
Det kan være svært for os at forestille os en verden, hvor USA ikke er supermagten. Men Bibelens tale er klar: USA’s tid er begrænset! Det er kun et spørgsmål om tid, så styrter USA sammen. Ligesom Sovjetunionen kun fik en begrænset tid. Ligesom EU’s, Kinas og Ruslands tid er begrænset.
Og den, der sætter grænsen, er den Højeste, historiens Herre. Han, som stoppede kong Agrippa med mavepine, vil også stoppe alle andre. Han har nemlig et mål for historien.

 

Historiens mål

Hvad Guds plan går ud på, åbenbarede han for Nebukadnesar i en drøm (Dan 2). En overvældende stor og prægtig billedstøtte symboliserer de supermagter, der én efter én skal afløse hinanden i verdenshistorien.
Men pludselig dukker der en lille sten op! Den rammer billedstøtten og knuser den, så den forsvinder sporløst. Tilbage er bare stenen, der vokser og bliver til et stort bjerg, der fylder hele jorden.
Meningen er klar:
I de kongers dage skal himlens Gud oprette et kongerige, som i al evighed ikke skal gå til grunde, og intet andet folk skal få kongemagten. Det skal knuse og tilintetgøre alle de andre kongeriger, men selv skal det bestå i al evighed (Dan 2,44).
Medierne er fulde af analyser. Hvad nyt vil 2007 bringe? Hvordan vil Bush’s udenrigspolitik blive i det kommende år? Hvilken vil situationen i Irak udvikle sig? Bliver den vestlige verden i 2007 igen ramt af store terrorangreb? Vil Israel i 2007 angribe Irans atomcentre? Eller kommer der en ny krig mellem Hizbollah og Israel?
Bibelens analyse går et spadestik længere ned i virkeligheden. Den afslører, at Gud handler i alle disse begivenheder og med sikker hånd fører verden frem gennem de sidste tider – indtil Historiens Herre selv kommer og opretter sit rige på jorden.
Guds rige skal erstatte alle andre riger. Kongernes Konge og Herrernes Herre skal erstatte alle konger og herrer. Den dag skal høje røster i himlen kundgøre, at:
Verdensherredømmet er nu vor Herres og hans salvedes, og han skal være konge i evighedernes evigheder (Åb 11,15).
Det nytår, vi fejrer i disse dage, bringer os ét år nærmere den dag, hvor den treenige Gud synligt overtager magten i verden, og Guds rige kommer. Ikke mindst begivenhederne i Israel tyder på, at den dag for alvor nærmer sig.