1943: "Det handlede vel bare om næstekærlighed"

Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

1943: "Det handlede vel bare om næstekærlighed"

Kaja Jørgensen er en frisk dame på 83 år. Vi sidder i hendes hyggelige stue i det lille gule rækkehus i det nordlige Hillerød og taler lidt om hendes forhold til Israel. Men snart drejer samtalen sig over på nogle af hendes oplevelser under krigen.
Hun voksede op i den lille nordsjællandske fiskerby Gilleleje, hvor hendes far var sognerådsformand.

 

Det vrimlede med mennesker

»Jeg kan huske, at min far kom hjem tidligt en morgen. Han var med i ledelsen af Luthersk Missionsforening og havde været til møde i København. Tyskerne havde jo taget højskolen, og nu stod de med et hold elever, der skulle begynde til november, som de skulle finde ud af, hvor de skulle gøre af.
Der gik ikke tog fra København sent om aftenen, så han kom hjem med et posttog tidligt om morgenen. Da han ankom til Gilleleje, vrimlede det med mennesker i byen. Noget det ellers aldrig gjorde klokken fem om morgenen.
Vi boede på det tidspunkt i et hus, der lå i Havnegade lige over for stejlepladsen, hvor fiskerne tørrede deres garn, og med udsigt ud over havnen. Pludselig begyndte folk at løbe op over græsset mod os og vores hus. Det viste sig, at den båd, de skulle have været med, måtte sejle, fordi det pludselig forlød, at tyskerne var på vej. Nu ville de i skjul.«

 

65 jøder i stuerne

Sognerådsformanden og hans datter kunne ikke bare stå og se til, men fik en stor flok af de jødiske flygtninge ind i huset. Kaja Jørgensen husker, at der på et tidspunkt om eftermiddagen var 65 mennesker.
Efterhånden kom flere og flere af dem af sted. Til sidst havde de kun en familie Engel tilbage. De turde ikke blive i huset, der lå ud til gaden, men bad om lov til at skjule sig i skuret bagerst i haven. Det var først i oktober måned og allerede koldt om natten, så Kaja Jørgensen fandt dyner og tæpper til dem.
Deres lille søn på 13 måneder havde været bedøvet i flere døgn, så han ikke skulle græde. Ham beholdt Kaja Jørgensen i huset, så han kunne få lov til at vågne af sin bedøvelse.
Efter morgenkaffen næste dag fik de det arrangeret, så familien kunne komme i sikkerhed et andet sted. Hr. Engel kom med en lastbil, der skulle køre et læs kartofler ud til mejeriet, så de kunne blive kogt der. Det gjorde man dengang. Herude byttede han tøj med chaufføren, satte sig bag rattet og kørte så lastbilen ud til en gård i Smidstrup.
Hans kone og lille søn blev klædt ud som landarbejdere, der skulle ud og tage kartofler op, og cyklede sammen med Kaja Jørgensen ud til den samme gård.
Familien Engel kom senere i sikkerhed i Sverige. De har siden besøgt Kaja Jørgensen i Hillerød.

 

Stikkere i byen

»Hvad vi dengang ikke var klar over var, at det vrimlede med stikkere i byen. Da jeg på et tidspunkt var gået til slagteren for at få købt noget mad til alle de mennesker, vi havde i huset, mødte jeg en dame, jeg kendte. Hun spurgte, om hun ikke skulle komme og hjælpe mig. Det var jeg selvfølgelig taknemmelig for,« fortsætter Kaja Jørgensen.
»Efter krigen viste det sig, at der havde været omkring 80 stikkere i en lille by som Gilleleje. Damen, der havde hjulpet mig, var en af dem.«
Tyskerne fik heldigvis ikke fat i jøderne, der opholdt sig hos sognerådsformanden.
»Vi var bange for, at tyskerne skulle opdage dem, ligesom de havde opdaget den flok, der havde gemt sig på kirkeloftet og i menighedshuset,« fortæller Kaja Jørgensen. »De blev alle sammen taget.
Min far fik derfor arrangeret, at nogle af dem kunne komme ud til et høloft i Smidstrup. Andre kom til Munkerup, en enkelt dame blev indlogeret på Missionshotellet. De kom alle sammen senere til Sverige.«

 

Tænkte ikke over, hvor farligt det var

Næste dag havde sognerådsformanden fundet en fisker, der var villig til at sejle nogle af jøderne til Sverige. Men da tyskerne holdt øje med havneområdet, turde de ikke bare sejle fra havnen i Gilleleje. I stedet blev det aftalt, at fiskeren skulle lægge sin kutter ud for Nakkehoved Fyr cirka tre kilometer øst for Gilleleje. Flygtningene ville herefter blive roet ud til kutteren. Først kvinder og børn og siden mændene.
Kaja Jørgensen var på det tidspunkt 21 år. Denne efterårsdag blev det hendes opgave at følge en gruppe flygtninge ad stierne langs stranden ud til fyret og sørge for, at de kom med fiskerkutteren, der kunne sejle dem over til Höganäs på den svenske kyst.
Blandt dem, der kom med denne båd, var også nogle modstandsfolk, der skulle i sikkerhed.
»Jeg har ofte tænkt på, hvad jeg egentlig tænkte dengang,« siger Kaja Jørgensen, der ikke kan huske, om hun var bange. »Jeg har undret mig, men jeg tror slet ikke, jeg tænkte over, hvor farligt det kunne være. Der gik jo så mange folk rundt og luskede.
Min far var med i modstandsbevægelsen, og han gemte i en periode illegale breve på loftet. Breve fra England til modstandsbevægelsen. På loftet var der et trægulv. Oven på det lagde han et nyt gulv med en lille afstand til det gamle. Her i hulrummet gemte han så brevene. På et tidspunkt blev det for farligt, og han fik dem destrueret.
Gestapo var i byen, og på et tidspunkt kom min far også ind til forhør, men på forunderlig vis slap tyskerne ham ud igen. De spurgte ham om tre ting: Hvad han syntes om katolikkerne, hvad han syntes om jøderne, og hvad han syntes om englænderne. På forunderlig vis fik han svaret, så de endte med at løslade ham. Han havde ellers taget sin tandbørste med, for han havde regnet med, at de ville beholde ham.
Jeg er overbevist om, at han fik ordene lagt i munden fra Gud, der har lovet at give os, hvad vi skal svare, som der står et sted i Mattæusevangeliet.«
Redningen af de danske jøder gik godt. Kun få blev arresteret og sendt til Tyskland, og af dem vendte langt de fleste tilbage til Danmark igen efter krigen.

 

Det handlede om næstekærlighed

»Jeg tror, at det med jødernes plads i Guds plan betød noget for min far, men det var ikke derfor, han hjalp dem. Man talte i det hele taget ikke så meget om Israel og jøderne dengang, som man gør i dag.
Vi så, at det var mennesker, der var i nød. Dem skulle man hjælpe. Det handlede vel bare om næstekærlighed,« mener Kaja Jørgensen. »Havde det været russere eller englændere, havde vi gjort det samme,« siger hun og går så hen til reolen for at finde nogle gamle billeder frem.