Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Bibelen - historier eller historie?

Hvilken forskel gør det? Er det vi kan læse i Bibelen gode historier, mennesker har fundet på, eller er det virkelig sket – sådan virkeligt i historien?
Er Bibelen ligesom så mange andre gode historier bare udtryk for en stor menneskelig visdom, eller er Bibelens indhold historisk sandhed?
Det er spørgsmålet. Svaret på det har stor betydning for vores måde at læse Bibelen på.

 

Bibelens eget svar

Hvordan så Jesus på spørgsmålet om Det Gamle Testamentes forhold til historien?
Lad os tage et eksempel.
Jonas blev af Gud kaldet til at prædike for assyrerne i Nineve. Men da Jonas forsøgte at flygte, endte han i stedet i havdyrets bug i tre dage. Det er nok en af de beretninger, mange mennesker har sværest ved at forstå historisk.
Men sådan så Jesus ikke på det. For Jesus var Jonas’ oplevelse en historisk begivenhed. Jesus henviste i en samtale til beretningen om Jonas som et historisk faktum og sagde, at den skulle være et profetisk tegn på hans egen død og opstandelse (Matt 12,38-42). Lige så konkret som Jonas lå i havdyret i tre døgn, lige så konkret skulle Jesus være i graven i tre døgn.
Hvilken forskel gør det?
I sin yderste konsekvens får det afgørende betydning, hvis vi frasiger Bibelens beretninger deres historicitet – altså, at de er sket engang i menneskehedens historie. Hvis Jesus ikke i virkeligheden på et bestemt tidspunkt i historien døde og opstod, har Bibelens budskab mistet al betydning.
Paulus siger det således: »Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom ... For hvis døde ikke opstår, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder, og så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt« (1 Kor 15,12-19).

 

Oversigt

Udgangspunktet er altså, at det, der står i Bibelen, er historiske begivenheder. Derfor er det ofte vigtigt at kende den historiske sammenhæng, hvis vi ønsker at forstå Bibelens beretninger.
Denne kortfattede oversigt over Det Gamle Testamentes historiske sammenhæng vil forhåbentlig kunne give en sådan hjælp til at læse og forstå lidt mere af Bibelens tale.
For at gøre det mere overskueligt har jeg inddelt Israels historie igennem Det Gamle Testamente i fem perioder.

1. Patriarktiden
Ti generationer efter Noa var menneskeheden endnu engang kommet så langt væk fra Gud, at Gud måtte gribe ind. Denne gang i en enkelt families liv.
Omkring år 2100 f.Kr. udvalgte Gud den 75 år gamle Abraham som stamfader til Guds eget folk. Det barnløse ægtepar kaldtes til at være kanal for Guds velsignelse til hele jorden.
Gud havde lovet Abraham en søn, men der gik 25 år, inden Gud indfriede dette løfte. Først på det tidspunkt fødte den ellers ufrugtbare Sara sønnen Isak. Gud greb ind og skabte liv, hvor der ikke var liv.
Det samme skete for sønnen Isak og hans kone Rebekka. Først efter Guds indgriben lykkedes det Rebekka at få tvillingerne Esau og Jakob, der kom til verden omkring år 2000 f.Kr.
For Jakob og Rakel tegnede det samme billede sig. Først efter Guds indgriben fik de lidt før år 1900 f.Kr. sønnen Josef. Efter at være blevet solgt som slave for 20 sekel sølv endte han som den øverste embedsmand i Egypten.
Omkring 1880 f.Kr. kom Jakob og Josefs brødre til Egypten og bosatte sig i Goshen.
Der findes ingen ikke-bibelske kilder, der omtaler patriarkerne, men det betyder ikke, at de ikke er historisk troværdige. Manglende eksterne kilder er ikke i sig selv et kriterium for, at personer er legendariske.
Der er flere gode grunde til at regne Bibelens beretninger for at være historisk troværdige.
For det første er der selve beretningernes selvbiografiske karakter, der på mange punkter afspejler andre selvbiografier fra det 3. og 2. årtusind f.Kr.
For det andet er der flere detaljer i beretningerne, der passer ind i denne periode: slaveprisen for Josef, Josefs senere titel og ikke mindst, at der fra den tid er andre eksempler på, at fremmede kunne besætte indflydelsesrige poster i det egyptiske samfund.
Der er altså god grund til at fastholde patriarkernes historicitet.

2. Egypten og udvandringen
I Egypten voksede Jakobs storfamilie op til at blive et stort folk, der til sidst udgjorde en væsentlig befolkningsgruppe.
Det nye egyptiske styre, der kom til magten i år 1570 f.Kr., det såkaldte 18. dynasti, følte sig truet af israelitterne og pålagde derfor folket forskellige former for tvangsarbejde. Men israelitterne var ikke alene. Gud havde hørt deres klageråb og huskede på sin pagt med patriarkerne.
Den 80 år gamle Moses førte cirka 1450 f.Kr. israelitterne ud af Egypten. Efter at have undsluppet egypterne slog folket lejr ved Sinaj, hvor det løst organiserede folk samledes som et samfund med love og regler for samfundets indretning, og hvor forholdet mellem Gud og folket blev formaliseret med Gud som Israels konge (2 Mos 19,5-6).
Gennem 40 år førte Gud israelitterne gennem ørkenen, indtil de slog lejr øst for Jeriko, hvor Moses døde cirka 1400 f.Kr.
Der er især to spørgsmål vedrørende israelitternes ophold i Egypten, der præger de teologiske debatter: opholdets historicitet og dateringen af udvandringen.
En af de væsentligste grunde hertil findes i 2 Mos 1,11, hvor Bibelen fortæller, at israelitterne af den egyptiske farao blev sat til at bygge forrådsbyerne Pitom og Ramses.
Indtil for få år siden mente mange, at der med byen Ramses henvises til Ramses II’s hovedstad Pi-Ramese, grundlagt 200 år efter Bibelens dato for udvandringen. Ifølge Bibelen foregik udvandringen omkring 1450 f.Kr., men ovenstående har forledt mange til at mene, at den først foregik omkring 1260 f.Kr.
Flere vigtige arkæologiske fund bekræfter imidlertid Bibelens datering.
For det første Farao Merenptahs sejrsstele, der omtaler Israel og måske kan tyde på, at udvandringen skete før 1260 f.Kr.
For det andet fundet af byen Avaris i det bibelske Goshen. Under Ramses II’s by Pi-Ramese har arkæologerne for få år siden fundet en ældre by, der på mange punkter bekræfter Bibelens beretning om, hvorledes Jakob og hans storfamilie slog sig ned i området Goshen. En simpel landsby blev grundlagt af hyrder fra Kana’an cirka 1800 f.Kr. Den blev så udbygget voldsomt til en stor kaserneby efter 1570 f.Kr. Undersøgelserne viste også, at byen gik totalt i stå omkring 1450 f.Kr. Al udvikling standsede med ét. Tidspunktet svarer til Bibelens beskrivelse af israelitternes udvandring fra Egypten.
Det er to væsentlige fund, der bekræfter Bibelens beretninger.

3. Indvandring og dommertid
Denne tredje periode omfatter to begivenheder.
For det første israelitternes kortvarige og forholdsvis problemfrie erobring af dele af det forjættede land og den efterfølgende langsommelige bosættelse fra cirka 1400-1375 f.Kr.
For det andet den efterfølgende dommertid fra cirka 1375-1050 f.Kr. Det var en tid præget af folkets frafald, Guds straf og Guds frelse gennem dommerne.
Mange har af forskellige grunde betvivlet Bibelens datering af indvandringen, men der er flere gode grunde til at fastholde Bibelens kronologi. Selv om det modsatte ofte hævdes, kan Bibelens skildringer af indvandringen og erobringen af de kana’anæiske byer, såsom Jeriko, godt stemme med det billede, arkæologien tegner af perioden fra 1400 f.Kr.
Når det gælder byen Jeriko, viser nye analyser af udgravningerne, at byen netop faldt omkring år 1400 f.Kr., på det tidspunkt af året og på den måde, som Josvabogen skildrer.

4. Kongetiden
Årene 1050 – 586 f.Kr. dækker over en ny periode i Israels historie, hvor den teokratiske styreform med Gud som israelitternes konge blev afløst af et almindeligt kongedømme.
På folkets forlangende udpegede Gud Saul som Israels første konge. Efter Sauls død omkring 1010 f.Kr. blev David udnævnt som israelitternes konge, og efter nogle år lykkedes det ham at underlægge sig hele riget.
David indtog kort tid efter den ellers uindtagelige jebusitiske fæstningsby, Jerusalem, og gjorde den til hovedsæde.
Ud over de politiske og strategiske fordele ved Jerusalem som residensby, var der også en vigtig religiøs grund hertil. David ønskede at genoprette Jerusalem (også kaldet Salem) som fredens by, hvor Gud Den Højeste skulle dyrkes, som det havde været tilfældet på Abrahams tid under præstekongen Melkisedek. Men på grund af Davids stærke rolle som aktiv krigsherre blev det sønnen og efterfølgeren Salomo, der kom til at bygge israelitternes første tempel i Jerusalem.
Efter Davids død omkring 970 f.Kr. overtog Salomo magten. Det lykkedes Salomo at styrke riget politisk og økonomisk. På trods af at Salomo cirka 960 f.Kr. færdigbyggede det store tempel, var hans styre præget af et tiltagende religiøst frafald. Efter kong Salomos død i 930 f.Kr. blev det samlede kongerige delt i to, et Nord- og et Sydrige.
De politiske forhold i Nordriget Israel var i høj grad påvirket af de internationale forhold. Af størst betydning var uden tvivl aramæerne, der igennem hele 1 og 2 Kongebog omtales som Israels væsentligste fjende. Det gjaldt ikke mindst de aramæiske konger Ben-Hadad og efterfølgeren Hazael.
Under Jeroboam II (787-753) lykkedes det Israel at tilbageerobre de tabte områder og mere til. Senere kom Israel under indflydelse af det assyriske rige i nord, og i 722 f.Kr. blev Israels kong Hosea besejret af den assyriske kong Salmaneser V, og riget gik under.
Rigets undergang hang i høj grad sammen med det religiøse frafald, der prægede riget lige fra dets oprettelse. Gud sendte flere profeter (Elias ca. 850 f.Kr., Elisa ca. 830 f.Kr., Amos ca. 760 f.Kr. og Hoseas ca. 750 f.Kr.), der forgæves prædikede Guds dom og straf, hvis folket ikke omvendte sig.
De første par hundrede år efter rigets deling i 930 f.Kr. var de politiske forhold i Sydriget, Juda, forholdsvis rolige. Men det var en stakket frist. Frafaldet slog også igennem i Sydriget, og Gud sendte flere profeter til beboerne i Juda, for at advare folket mod Guds straf (Esajas og Mika ca. 740 f.Kr.).
I år 701 f.Kr. omringede den assyriske konge Sankerib Jerusalem, men Gud frelste byen. Men frafaldet fortsatte, selvom Gud i årene derefter sendte endnu flere profeter (Sefanias ca. 640 f.Kr., Jeremias ca. 625 f.Kr. og Habakkuk ca. 609 f.Kr.).
På den internationale politiske scene skiftede billedet. I 612 f.Kr. blev den assyriske hovedstad Nineve ødelagt af babylonske tropper, og det assyriske imperium faldt kort tid efter.
I 605 f.Kr. overtog den babylonske kong Nebukadnesar kontrollen over det babylonske imperium. Han rettede samme år et angreb mod Jerusalem, førte dele af befolkningen, deriblandt Daniel, til Babylon og gjorde Jojakim til lydkonge.
Jojakim foretog et mislykket oprørsforsøg, der i 597 f.Kr. endte med, at Nebukadnesar indsatte en ny konge, Sidkija, og bortførte 10.000 af landets indbyggere til Babylon. Blandt de bortførte var profeten Ezekiel.
Efter få år gjorde også Sidkija oprør, og Nebukadnesar sendte endnu engang sin hær mod Jerusalem. I 586 f.Kr. blev byen indtaget, templet ødelagt og yderligere store grupper af befolkningen tvangsforflyttet til Babylon.
Historiciteten af flere af disse beretninger bekræftes af en del eksterne assyriske og babylonske kilder. Israels konger Omri og Jehu er omtalt i den assyriske kong Salmanesar III’s optegnelser på den såkaldte Sorte Obelisk fra 800-tallet f.Kr.
Assyriske kilder fra Tiglat Pilesers tid omtaler ligeledes både Judas konge Ussija, Israels konge Menahem og beretningen fra 2 Kong 16, hvor Judas konge Akaz søger hjælp hos assyrerne mod Israels konge Peka og syrernes konge Resin.
På samme måde genfindes flere af de bibelske personer i babylonske kilder, deriblandt kong Jojakin (se Ordet og Israel juni 2004 eller www.ordetogisraels.dk’s artikelbase.).
En af de personer, hvis eksistens er blevet betvivlet, er David. Men der er især to fund, der bekræfter Davids eksistens og betydning: Mesha-stelen og Tel Dan-stelen.

5. Babylonsk og persisk tid
Den store domsprofet, Esajas, der levede mere end 130 år inden Jerusalems fald, profeterede ikke alene om faldet, men også om, hvordan Gud efterfølgende ville sende en konge fra øst, der skulle genopbygge Jerusalem og sende folket hjem fra Babylon.
Knap 70 år efter Nebukadnesars magtovertagelse faldt det babylonske imperium. I 539 f.Kr. indtog den persiske konge Kyros Babylon og frigav en del af de deporterede israelitter.
De hjemvendte israelitter påbegyndte genopbygningen af landet og byen, og i 515 f.Kr. stod det andet jødiske tempel færdigt - 70 år efter dets fald i 586 f.Kr.
I de efterfølgende år vendte også Ezra (ca. 460 f.Kr.) og Nehemias (ca. 445 f.Kr.) hjem til Jerusalem og bistod ved opbygningen af byen og folket. Den sidste profet i Israel, Malakias, virkede omkring år 430 f.Kr.

 

Gud har grebet ind

David har i Salme 22,32 kogt Bibelens budskab ned til fire små ord: »for han greb ind«.
Bibelen åbenbarer for os mennesker, hvordan Gud har grebet ind, hvordan Gud i dag griber ind, og hvordan Gud vil gribe ind, for at frelse os!
Hvis Gud ikke virkeligt havde grebet ind, var vi mennesker for alvor i krise. Lad os takke for, at Bibelens Gud er historiens og ikke historiernes Gud!