Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Danske jøder i 1600- og 1700-tallet

Jøderne i 1600-tallets Danmark havde ikke samme frihed til at praktisere deres religion som andre danskere havde.
I den enevældige stat var kirke og statsmagt tæt sammenvævet, ja faktisk stod den lutherske tro nævnt i allerførste paragraf i Kongeloven - enevældens "grundlov" - og det var en del af samtidens opfattelse, at det var kongens opgave at sikre sine undersåtter saligheden, bl.a. ved at forsvare den rene evangelisk-lutherske lære, der følgelig var den eneste tilladte tro for landets borgere. Den manglende religionsfrihed var også et vidnesbyrd om, at man mente, at statens enhed afhang af, at kongen og hans undersåtter bekendte sig til samme tro.

 

Ret til at fejre gudstjeneste

Da man i begyndelsen af 1670'erne var begyndt at give bosættelsestilladelser til fremmede, bl.a. jøder, viste regeringen sig dog villig til at lempe på den strikse holden fast på den lutherske lære. Resultatet blev, at jøderne - og de øvrige fremmede, herunder franske reformerte - i Fredericia fik tilladelse til at udøve deres egen religion i 1682. To år senere, i 1684, fik den jødiske menighed i København tilladelse til at holde jødiske gudstjenester.

 

Ingen frihed

Men på trods af denne religionsfrihed, var der mange indskrænkninger i jødernes friheder. De måtte for eksempel ikke bosætte sig, hvor de ville. De måtte heller ikke beskæftige sig med hvad de ville, men kun ganske bestemte hverv, som handel, pengeforretninger, juvelhandel og tobaksspinderi. Og ikke engang disse få hverv kunne de altid have i fred.
I 1687 klagede en række danske tobaksspindere over, at jøderne var ved at få monopol på dette hverv, hvorfor regeringen året efter forbød alle tyske jøder (bortset fra dem i Fredericia) at beskæftige sig med tobak, med mindre de inden Sankt Hans året efter havde bygget et grundmuret hus på Christianshavn.
Et typisk eksempel på, hvordan regeringen ikke var bleg for at udnytte anledningen til at diskriminere mod jøderne og samtidig forsøge at nå politiske mål, i dette tilfælde at få gang i udbygningen af det forholdsvis nye Christianshavn. På jødernes protester blev forordningen dog ændret, så den ikke ramte de jøder, der allerede havde etableret sig som tobaksspindere.

 

Omvendelse af jøder

1725 blev det bestemt, at jøder ikke måtte holde kristne tjenestefolk. Det blev dog få år efter lempet på visse punkter, men stadigvæk under forudsætning af, at de ikke måtte forsøge at omvende de kristne til den jødiske tro.
På denne tid var landet i stigende grad præget af pietismen, og det fik blandt andet den konsekvens, at et reskript i 1728 opfordrede jøderne til at møde op i en bestemt københavnsk kirke for at lytte til særlige omvendelsesprædikener - dette standsede dog, da kirken brændte ved Københavns brand samme år.
Allerede i 1690'erne havde den københavnske politimester forsøgt at indføre en pligt til, at jøderne skulle møde op hos universitetets professorer, hvis disse havde lyst til at drøfte jødernes omvendelse til kristendommen. Samtidig skulle der opføres en ghetto til jøderne med strenge regler for, hvornår de måtte færdes på gaden m.v. Forslaget blev dog ikke til noget, formentlig fordi det ikke just kunne siges at anspore nogen jøder til at forsøge lykken i Danmark - heller ikke de velhavende jøder, man hellere end gerne ville lade slå sig ned her.

 

Antisemitisme

Det er i det hele taget vigtigt at gøre sig klart, at den danske øvrighed ikke blot udstedte regler og forordninger, som var til jødernes ugunst. I 1727 blev der således udsendt en forordning, der vendte sig mod de "gemene og ryggesløse folk, som overfalder jøder". Men det, at en sådan forordning var nødvendig, var selvfølgelig et vidnesbyrd om en vis antisemitisme blandt befolkningen.
Et andet vidnesbyrd om den uvilje, som nogle følte over for jøderne, ses i de antisemitiske forslag, som regeringen fra tid til anden modtog. Det var blandt andet et forslag om, at jøder kun måtte gå på gaden, hvis de havde ét rødt ærme på deres klædedragt! Dette blev dog ikke til noget - faktisk gad regeringen ikke engang overveje sagen.
Indimellem var der også tilløb til at gøre jøderne til syndebukke, f.eks. ved Københavns store brand i 1728. Her lod man faktisk syv jøder arrestere, anklaget for at stå bag branden, men de blev hurtigt frigivet igen.

 

Grundloven gav jøderne ligestilling

På denne måde var landets lovgivning og øvrighedens holdning blandet, til tider hård og diskriminerende, til tider mild og retfærdig. Men i alle tilfælde blev jøderne behandlet som en særlig gruppe med indskrænkede rettigheder, og først i 1814 fik jøderne endelig større frihed, herunder retten til fri næring. Der var dog stadig krav til bosættelsestilladelse mm., og også på anden vis var jøderne fortsat udsat for forskelsbehandling.
Da den enevældige kongemagt i 1830'erne begyndte at åbne en dør på klem for en vis form for spirende demokrati i form af de rådgivende stænderforsamlinger, som fandtes fire steder i riget, havde jøderne nok stemmeret, men de kunne ikke selv vælges til forsamlingerne, da man skulle være kristen for at være valgbar. Først med grundloven i 1849, der afskaffede enevælden og indførte folkestyre og frihedsrettigheder, fik jøderne fuld ligestilling.