Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

De glemte flygtninge

Alle har hørt om de arabiske flygtninge i forbindelse med Israels uafhængighedskrig i 1948. Men mange glemmer, at mange jøder samtidig måtte flygte fra de arabiske lande. Ruben Bernhard orienterer om det glemte flygtningeproblem.

Kort før 1948 levede omkring 870.000 jøder i arabiske lande i Nordafrika og Mellemøsten. Mange af de jødiske samfund gik 2.500 år tilbage i tiden. I dag er der næsten ingen tilbage. Hvorfor?
For at forstå det, må vi gå helt tilbage til begyndelsen af islams erobringer, hvor jøder blev underlagt ydmygende regulativer, som straf for ikke at ville tilslutte sig islam. Muhammeds efterfølger Omar indførte 12 love, som sikrede muslimer en overlegen status gennem ydmygelser af dhimmi, som jøder og kristne benævnes.

 

Regulativer for jøder

Omar's charter, som disse love kaldes, forbød en dhimmi at kritisere islam, koranen og profeten. Dhimmi måtte heller ikke bede eller sørge højrøstet ved f.eks. begravelser. Offentligt skulle de vise ærbødighed over for muslimer, og det var strengt forbudt for en jøde at røre en muslimsk kvinde, endsige tage en til ægte.
Jøder måtte ikke ride på heste eller kameler, men var henvist til kun at benytte æsler. Synagoger måtte ikke bygges højere end moskéer, ligesom en jødes hus skulle være lavere end muslimernes. I retten var et vidneudsagn fra en dhimmi ugyldigt. De var endvidere udelukkede fra offentlige embeder og militæret og måtte ikke bære våben.

 

Følger af underlegen status

Lokale muslimske herskeres fortolkning og håndhævelse af Omar's charter har i høj grad bestemt forholdene for jøder, hvor de boede.
Under visse herskere fik jøder mulighed for en forholdsvis rimelig tilværelse, og nogle opnåede stor velstand gennem især handel og bankvirksomhed. Nogle nåede til tops i høje officielle poster, og det er ligefrem overgået flere at blive finansminister, bl.a. i Syrien. Vigtige intellektuelle og religiøse ledere er også fremstået i nogle af de rolige perioder. I Syrien, som mange spanske jøder flygtede til fra inkvisitionen, levede de i århundreder relativt sikkert under ottomansk herredømme. De opbyggede mange religiøse skoler i Damaskus og Aleppo, men deres tilværelse var dog alligevel aldrig helt sikker, som den heller ikke var det i resten af den arabiske verden. Ofte var jøder underkastet en mere ydmygende og grusom tilværelse som følge af en fundamentalistisk fortolkning og kontant håndhævelse af Omar's love.
Et eksempel er fra 1465, hvor en hob muslimer i byen Fez i Marokko myrdede tusinder af jøder, fordi en jødisk vicevesir havde behandlet en muslimsk kvinde på "en krænkende måde". Drabene satte gang i lignende massakrer i resten af landet.
I Egypten, Syrien, Irak og Yemen blev der mellem 1014 og 1676 vedtaget dekreter, der beordrede ødelæggelse af synagoger, og på trods af koranens forbud blev jøder i Yemen (1165 og 1678), Marokko (1275, 1465 og 1790-92) og Baghdad (1333-1344) tvunget til enten at konvertere til islam eller se døden i øjnene. En syrisk, arabisk forfatter gav i det 12. århundrede udtryk for det had, der lå bag: "Denne gruppe er den mest forbandede af hele Guds skaberværk, den mest ondsindede og den mest vantro og nederdrægtige".
Det 19. århundrede var præget af ydmygelser, vold og overgreb. Jøder i det meste af Nordafrika blev tvunget til at bo i ghettoer. I Marokko skulle jøder gå barfodet eller være iført sko af strå, når de bevægede sig uden for ghettoen. Hyppigheden af anti-jødisk vold tiltog op gennem århundredet, og mange blev henrettet på grund af anklage for frafald fra islam.

 

Stærk arabisk nationalisme

Det 20. århundrede bragte ikke ligefrem bedringer med sig for dhimmi'erne. Den britiske vicekonsul i Mosul skrev i 1909: "Muslimens holdning til de kristne og jøderne er den samme som en herres mod en slave, som han behandler med en bestemt form for hovmodig tolerance, så længe de bliver på deres plads. Ethvert tegn på fordring på lighed bliver øjeblikkeligt undertrykt."
På denne tid var araberne i øvrigt ved at være godt trætte af fremmede magters overherredømme. England og Frankrig havde delt næsten hele Nordafrika og Mellemøsten mellem sig efter Ottomanerrigets fald. En følge var, at "arabismen" fostredes. Denne strømning begyndte især at vokse efter første verdenskrig. Nye, stærke ideologiske påvirkninger cirkulerede og gav næring til arabisk nationalisme. I nye generationer voksede den sig stærk - især i tiden omkring landenes frigørelse og erklæring af uafhængighed mellem 1944 og 1962.

 

Antisemitisme og udrejseforbud

I hælene på den øgende nationalisme fulgte en mere intens antisemitisme - også der, hvor jøderne støttede den arabiske nationalisme. Den kulminerede omkring vedtagelsen af FN's delingsplan i 1947 for Palæstina og Israels uafhængighedskrig. Syriens FN-delegerede truede: "Med mindre problemet med Palæstina bliver bragt i orden, vil vi have svært ved at beskytte og sikre jøderne i den arabiske verden."
Ikke underligt ønskede mange jøder at flygte. De kunne imidlertid ikke uden videre rejse til Palæstina. Dels opretholdt briterne - indtil de trak sig ud - en indrejsekvote for jødiske immigranter, blandt andet for at stå sig godt i forholdet til araberne, og dels havde mange arabiske lande et udrejseforbud for jøder som led i kampen mod zionismen.
I Yemen havde emigration været forbudt for jøder i årtier, og i Syrien blev et udrejseforbud vedtaget af regeringen i 1945, umiddelbart efter at landet opnåede uafhængighed af Frankrig. Andre lande inspireredes af krigsudbruddet i 1948 til at forbyde emigration, bl.a. Irak og Egypten. I desperation forsøgte tusinder alligevel at flygte på trods af forbud, konfiskation af ejendom, trusler om dødsstraf m.m. 110.000 flygtede til Israel fra Marokko, Tunesien og Libyen mellem 1948 og 1951. Fra Syrien var tusinder flygtet til USA og Israel i årene mellem første verdenskrig og 1948.

 

Købt fri eller flygtet

Andre 183.000 jøders flugt fandt sted som en slags studehandel mellem Israel og de arabiske lande. Store summer blev betalt til de arabiske lande for at skaffe dem af med deres jødiske indbyggere. Paradoksalt nok, idet de tidligere udrejseforbud jo netop skulle bremse den jødiske indvandring i Israel. Nu kunne disse jøder stige på et fly og rejse "lige hjem".
Sådan blev over 150.000 evakueret fra Irak, Yemen og Aden mellem 1949 og 1952. Al ejendom og værdier blev selvfølgelig konfiskeret af hjemlandet som en ekstra gevinst. Værdien heraf er anslået til 30 mia. dollars for dem, der forlod deres arabiske hjemlande mellem 1922 og 1952.
I takt med, at flere arabiske lande opnåede uafhængighed i løbet af 1950'erne og 60'erne, blev endnu flere jøder tvunget på flugt. I 1956 blev Marokko uafhængigt, og 70.000 af landets jøder trodsede udrejseforbudet og rejste til Israel; tre år senere blev zionisme strafbart i Marokko. Året efter igen ophævedes forbudet mod udrejse, og yderligere 100.000 flygtede til Israel. Da Egypten ophævede emigrationsforbudet i 1949 rejste 20.000.
Historien er omtrent den samme i Tunesien, Algeriet og Libyen, der opnåede uafhængighed mellem 1952 og 1962. Godt 105.000 jøder flygtede til Israel. Fra Algeriet, hvor de mistede deres økonomiske rettigheder ved uafhængigheden og året senere statsborgerskabet, rejste yderligere 130.000 til Frankrig.
Eneste positive undtagelse i nyere tid er Libanon, hvor jøderne efter landets uafhængighed i 1946 og i 1948 blev beskyttet af myndighederne. Her fik flygtninge fra Syrien og Irak desuden hjælp. I 1962 blev tilstandene i Libanon dog så usikre, at jøderne flygtede i stort tal.
Fra Jordan og Saudi Arabien er ingen jøder flygtet. Sporadiske pogromer og anti-jødisk politik havde renset disse lande for jøder inden 1948.
Alt i alt er flere end 585.000 jøder kommet til Israel som flygtninge fra arabiske lande mellem 1948 og 1972. Antallet svarer i øvrigt til antallet af arabiske flygtninge fra Israel!