De syriske jøder

Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

De syriske jøder

I 1943 havde det jødiske samfund i Syrien 43.000 medlemmer. I dag er der næsten ingen tilbage. De syriske jøder har forladt landet inden for de sidste 50-60 år. Grove forfølgelser drev dem på flugt. Der skønnes nu at være under 200 tilbage.

 

Under fransk mandat

Efter det ottomanniske imperiums nederlag under Første Verdenskrig fik Frankrig i 1920 tildelt Syrien som mandat-område. De syriske jøders tilværelse var under det franske mandat særdeles usikker - ikke mindst efter Frankrigs nazi-allierede Vinchy-regering overtog magten. Mandatet endte i 1945 efter de allieredes sejr og Syriens selvstændighed.
Anti-jødisk vold var udbredt i Syrien i slutningen af 1930'erne, men allerede tidligere var jødernes tilværelse utryg. I 1925 gjorde Syriens drusere oprør mod franskmændene, og samtidig blev det jødiske kvarter i Damaskus angrebet og mange jøder myrdet. Huse og forretninger blev sat i brand.
Igen i 1936 fandt der anti-jødiske optøjer sted i Damaskus. Årsagen var beskyldninger mod de lokale jøder for zionisme, selvom det jødiske samfund forsikrede, at det støttede den arabiske nationalisme. Det nyttede dog ikke, og jøder blev stukket ned af muslimske aktivister. Der blev tillige fremsat krav om boykot af det jødiske kvarter i Damaskus.
Samtidig blev Damaskus hovedkvarter for nazi-inspirerede anti-jødiske aktiviteter. I 1937 besøgte en nazi-delegation byen, og den anti-jødiske propaganda blev optrappet. Tætte bånd blev knyttet mellem tyske og arabiske ungdomsorganisationer.

 

Under Anden Verdenskrig

Fra Damaskus advarede Den Arabiske Forsvarskomite det Jødiske Forbunds præsident om, at hans attitude ville lede ham og jøderne mod de værste katastrofer nogen sinde. Jøderne blev dog fortsat delvist beskyttet af lokale franske autoriteter - på trods af Vinchy-regeringen. Desuagtet blev jøder afskediget fra officielle poster og straffet gennem økonomiske restriktioner. De allieredes besættelse i 1941 genskabte en form for ligevægt, men den nazistiske propaganda fortsatte.
Det jødiske kvarter i Damaskus blev på ny plyndret i 1944 og 1945, og ved slutningen af Anden Verdenskrig forstærkedes forfølgelsen og restriktionerne imod jøderne. Da Syrien blev selvstændigt, advarede det islamiske overhoved, muftien i Damaskus, om at med mindre den jødiske immigration til Palæstina blev standset, ville alle islams lande erklære hellig krig mod jøderne. De jødiske ledere fik af regeringen at vide, at med mindre de offentligt afsvor zionismen og udleverede jødiske flygtninge på vej til Palæstina, ville alle tilfangetagne flygtninge blive dræbt sammen med deres hjælpere.
Kort efter fejrede nogle syriske studenter en muslimsk helligdag ved at skænde den store synagoge i Aleppo. Voldsmændene tævede de bedende jøder og brændte deres bønnebøger af på gaden.
Ti tusinder af syriske jøder flygtede i tiden før og efter Anden Verdenskrig. På trods af lukkede grænser, trusler og forbud mod emigration var der i 1947 kun 13.000 jøder tilbage i Syrien. Fire år tidligere havde der været 30.000, og den syriske regering iværksatte en undersøgelse "af forsvindingen af 17.000 syriske jøder siden den sidste folketælling."

 

Nazistisk inspiration

Den nazistiske indflydelsen i Syrien fortsatte efter Anden Verdenskrig. Flere nazistiske krigsforbrydere - blandt andre Alois Brunner, der var en af de værste nazi-mordere og Adolf Eichmann's højre hånd - fik i årene efter krigen fast opholdssted i Damaskus. Mænd som Brunner samarbejde tilmed med de syriske myndigheder, der havde fuldt kendskab til deres fortid.
Breve smuglet ud af Syrien fra denne periode vidner om rædselsfulde forhold for jøderne. Anti-jødisk propaganda florerede i pressen, over radioen og via særlige pamfletter. I december 1947, da delingen af Palæstina blev vedtaget, nåede de anti-jødiske optøjer deres klimaks i en særlig grusom pogrom. En arabisk pøbel strømmede ind i ghettoen i Aleppo og hærgede det 2.500 år gamle jødiske samfund, og snesevis blev dræbt. De brændte de fleste synagoger ned og ødelagde 150 jødiske hjem, fem skoler, 50 butikker og kontorer. Hellige, antikke skriftruller blev brændt, mens brandfolk stod passivt og kiggede på. Politifolk deltog aktivt i volden. Efterfølgende slog den syriske præsident det hen ved at sige, at det er den slags, der sker selv i udviklede lande.

 

Restriktioner

Udover loven om udrejseforbud havde jøderne forbud mod at flytte internt i Syrien, ligesom det var forbudt at sælge privat ejendom og erhverve sig land. Deres bevægelsesfrihed blev begrænset; de skulle søge om tilladelse til at rejse længere end blot få kilometer. De kunne hverken få kørekort eller telefon. I 1949 blev alle bankkonti tilhørende jøder frosset inde. Jøderne blev med alle disse restriktioner holdt indespærret i ghettoen. Nogle mistede selvrespekten og overgav flygtende jøder til myndighederne. Hundreder, inklusiv kvinder og børn, blev under flugtforsøg arresteret og tortureret.

 

En flygtnings beretning

En jødisk flygtning beretter efter sin flugt i 1974 om livet i ghettoen. "De [hendes yngre søskende] ville have at vide, hvorfor de blev råbt ad: 'Jøder, jøder,' og hvorfor de var anderledes end andre. De ville have nogen til at forklare det for dem. Faren er, at på ethvert tidspunkt på dagen eller natten, kan sikkerhedsfolkene banke på døren og tage enten faderen eller en af de ældste brødre - og de ved slet ikke, hvad der foregår. Lige siden jeg var barn, har jeg følt, der var noget galt med mit liv, og at jeg ikke havde de rettigheder, jeg havde krav på. Jeg har levet i konstant frygt. Lærerne behandler mig anderledes, fordi jeg boede i ghettoen. Jeg kom ofte grædende hjem og spurgte min mor: 'Hvorfor er vi anderledes?'"
Hun fortæller også om tre piger, der forsøgte at flygte på egen hånd. De blev opdaget, taget til fange og dræbt i en hule, hvor deres kroppe blev brændt til ukendelighed. 10 dage efter blev de i sorte sække smidt på dørtrinene til familiens hjem i ghettoen. Alle i det jødiske samfund var skrækslagne og sad bag lukkede døre, men de var samtidig oprørte og demonstrerede kort efter i synagogen. Politiet kom og sagde, at de ville forsøge at finde morderne og bringe dem for retten. Over for politiet krævede jøderne frihed, men politiet begyndte at arrestere dem. "Til sidst vidste ingen om naboen var hjemme eller i fængsel. Ingen turde gå ud og undersøge det."

 

I nyere tid

Også i 1980'erne kunne flygtninge risikere at lide en ond skæbne. Det syriske hemmelige politi pågreb i 1987-88 10 jøder, der var mistænkt for at ville flygte. Nogle blev løsladt og fortalte, at de var blevet tortureret. Fængsling og tortur er også i dag en anvendt praksis over for personer (inkl. fundamentalistiske muslimer), der iflg. myndighederne truer staten. Det hemmelige politi er til stede overalt. Det overvågede jøderne konstant - ved gudstjenester, bryllupper, bar-mitzva'er og andre sammenkomster. Al kontakt med udlændinge blev nøje overvåget, og udrejse var kun tilladt i få tilfælde. En betingelse var, at familiemedlemmer blev efterladt. De tjente som gidsler. Pres fra USA fik dog præsident Hafez el Assad til at lette på restriktionerne i de tidlige 1990'ere.
I en hemmelig operation i 1994 blev 1.262 syriske jøder bragt til Israel. Syrien havde efter amerikansk pres givet udrejsetilladelse på betingelse af, at jøderne ikke rejste til Israel. Samme år blev synagogen i Aleppo forladt efter mere end 1.600 års uafbrudt anvendelse. Året efter var der blot omkring 250 jøder tilbage i Damaskus, der alle tilsyneladende selv havde valgt at blive.

 

De få tilbageblevne

Der var i år 2000 to åbne synagoger i Damaskus, som landets 200 jøder kan benytte. De kan praktisere deres religion og har lov til at undervise i hebraisk i deres selvstændige, religiøse skoler. Omkring et dusin elever går stadig i de jødiske skoler. Hver anden eller tredje måned kommer en rabbiner fra Istanbul for at tilse tilberedningen af kosher kød, som fryses ned og spises af indtil næste besøg.
På trods af diskrimination og lejlighedsvis vold fra palæstinensisk side vurderes jødernes vilkår i dag som nogenlunde af det amerikanske udenrigsministerium. Den syriske regering vedtog beskyttende foranstaltninger over for det jødiske samfund efter et angreb med stenkast og Molotov cocktails på synagogen i Damaskus i oktober 2000.
Diskriminationen kommer til udtryk ved, at jøder, som den eneste minoritet sammen med kurderne, ikke må deltage i det politiske system og ingen værnepligt har. Som de eneste har de desuden deres religion noteret på ID-kort og pas. En tilværelse i lighed og frihed er der således langt fra tale om.