Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Drengen, der overlevede Holocaust

Zvi bor i udkanten af Jerusalem i et bakkefuldt landskab sammen med sin persisk-fødte kone, Naomi. Parrets hyggelige stue er prydet af billeder af den store familie, som består af fire børn, svigerbørn og 16 børnebørn. På bordet står ostekage, æblecroissanter og læskende drikke parat. Naomi nøder os til at spise, mens Zvi begynder at fortælle den barske historie om, hvordan han som ung jødisk dreng blev forældreløs i det nazistiske Europa, og om hvordan han overlevede.

 

"Vær stærk"

»Da Tyskland invaderede Polen i 1939, var jeg for lille til at forstå, hvad der skete,« forklarer Zvi, som var yngste barn i en traditionel polsk-jødisk familie.

De virkelige konsekvenser af nazisternes magtovertagelse mærkede Zvi først, da det blev kendt, at Warszawas jøder skulle samles i et aflukket område, i en ghetto. Hans forældre vurderede, at Zvi ville have størst overlevelseschance, hvis han blev sendt væk og kunne skjule sin jødiske identitet.

»Min mor bragte mig til et børnehjem. Det sidste, hun sagde til mig, var: ’Fra nu af er du en mand, ikke et barn. Du skal være stærk og allervigtigst, du må ikke fortælle nogen eller lade nogen opdage, at du er jøde. Jeg vil komme og se til dig en gang om ugen.’ Over for personalet lod hun som om, hun ikke kendte mig, men havde fundet et sultent barn på gaden. Derefter gik hun. Det var sidste gang, jeg så min mor,« fortæller Zvi.

 

I tjeneste for Hitler

På grund af sine blå øjne og lysblonde hår var det let for Zvi at skjule sin jødiske herkomst, og han lod aldrig nogen se, at han var omskåret. Det børnehjem, som Zvi boede på, underviste børnene i tysk og nazistiske doktriner, således at børnene kunne få nazismen ind under huden.

Zvi var ingen undtagelse. En dag fik børnehjemmet besøg af en tysk officer, som bemærkede den blonde Zvi.

»Officeren kaldte mig en rigtig arisk dreng og gav mig chokolade. Vi fik alle at vide, at det var en stor ære at tjene Hitler,« fortæller Zvi og istemmer en tysk sang med et stærkt antisemitisk refræn.

»Vi lærte at synge antisemitiske sange med glæde. Jeg prøvede at synge med glæde, men kunne ikke. På et tidspunkt blev vi inviteret til Berlin for at tage del i Hitlerjugend, den nazistiske ungdomsbevægelse. Vi fik at vide, at vi måske var så heldige at komme til at se Føreren selv. Vi kom til Tyskland, men officererne mente, at jeg var for ung, og derfor blev jeg sendt tilbage til Polen med besked på at drikke en masse mælk,« fortæller Zvi.

 

Warszawa-ghettoen

»I Polen var jøderne blevet stuvet sammen i tysk bevogtede ghettoer. Det gjaldt også min familie. Jeg vendte ikke tilbage til børnehjemmet, for jeg nærede et stort håb om at finde min familie. I stedet kom jeg ind i Warszawas ghetto via kloaksystemerne,« fortæller Zvi.

»Jeg fandt dog aldrig min familie derinde og bestemte mig efter nogen tid for at prøve at komme ud af ghettoen igen. Livet i ghettoen var ubegribeligt barskt. Folk var omvandrende skeletter, sulten var enorm, og ligene blev hver dag fejetsammen på gaderne, som man fejer nedfaldne blade sammen. Der var mennesker, som ville betale penge for at blive skudt i stedet for at lide sultedøden.

Jeg begyndte efterhånden selv at ligne et skelet, og jeg besluttede mig for at prøve at hoppe over muren ud af ghettoen. Jeg følte ikke, at jeg havde noget at risikere, for jeg var jo allerede halvdød,« forklarer Zvi.

Det lykkedes mirakuløst Zvi at komme ud af ghettoen, men han var så medtaget, at han i en længere periode blev nødt til at skjule sig i dagtimerne. Den næste tid hutlede den unge Zvi sig gennem sin trøstesløse og farefulde tilværelse i Warszawa. For at overleve måtte han stjæle og snyde.

 

På landet

Da Zvi havde genvundet sine kræfter, søgte han ud på landet. Han fik hyre som stalddreng hos en tysk bonde.

»Bonden spurgte meget ind til min baggrund. Jeg fortalte ham selvfølgelig ikke, at jeg var jøde, og at jeg kunne forstå tysk. Fra min tid på børnehjemmet havde jeg lært tysk,« fortæller Zvi.

At Zvi hemmeligholdt sine tyskkundskaber, viste sig at blive afgørende. Den tyske bonde var nazist og anså polakker som uligeværdige. Han behandlede drengen værre end køerne, og Zvi måtte igen ty til at stjæle og snyde for at overleve.

»En dag fik bonden at vide, at hans egne sønner var faldet ved østfronten. Hans reaktion var voldsom. Han sagde på tysk til sin kone: ’Alisa, hvad siger du til, at jeg dræber det polske svin i nat?’

Hans kone reagerede med ligegyldighed. Han sagde altså på tysk, at han ville dræbe mig, men til mig sagde han blot på polsk: ’I morgen skal du få hvile, for du har arbejdet hårdt.’ Jeg svarede: ’Tak, De er virkelig en god mand.’

Samme aften stak jeg af. Jeg havde ikke i sinde at mærke den hvile, den nazistiske bonde ville tilbyde mig. Jeg vendte tilbage til Warszawa, hvor ghettoen var blevet ødelagt, og de sidste jøder var ført til udryddelse i koncentrationslejrene,« beretter Zvi.

I lære som partisan

»Jeg forlod hurtigt byen igen og søgte endnu engang ud på landet, hvor jeg fik arbejde hos en venlig polsk bonde,« fortæller Zvi.

»Det viste sig, at min nye værtsfamilie husede hovedkvarteret for den polske modstandsbevægelse, og jeg blev hurtigt engageret. Jeg skulle lave sabotage mod tyskerne ved at overskære telefonledninger. Det lykkedes mig også at skære en del ledninger over, men midt i min gerning blev jeg afsløret og bragt til afhøring hos Gestapo. Jeg var ikke bange. Jeg huskede som så mange gange før på, hvad min mor havde sagt: ’Vær stærk,’« fortæller Zvi.

Tyskerne torturerede ham voldsomt for at få ham til at tale, men igen var det Zvi’s skjulte tyskkundskaber, der reddede hans liv. Han forstod nemlig, at tyskerne ville løslade ham og derefter følge efter ham og på den måde afsløre, hvor partisanerne havde hovedkvarter. De løslod ham og sagde på polsk, at han var fri.

»Jeg var meget kvæstet efter løsladelsen, og bevægede mig udmattet af sted, men jeg gik ikke hjem. Jeg vidste jo, at tyskerne fulgte mig. En ældre dame prøvede at hjælpe mig, og hun blev ganske rigtigt arresteret,« fortæller Zvi.

»I mellemtiden stak jeg af og gemte mig. Gestapo mistede færten af mig, og partisangruppen blev ikke afsløret.«

Vejen hjem

Da Tyskland kapitulerede i 1945, vendte den nu 15-årige Zvi tilbage til Warszawa for at lede efter sin familie. Han fik hjælp af Røde Kors, men fandt ingen overlevende. Senere søgte han andre steder i Europa, men stadig uden resultat.

Jewish Agency tilbød i samarbejde med FN at hjælpe ham til en ny start et andet sted i verden, og valget faldt på det jødiske samfund i Palæstina. Det tog dog lang tid, før Zvi endelig kunne sætte sine fødder i sine forfædres land.

»Palæstina var britisk mandat, og briterne havde strammet deres indvandringskvote. I syv måneder sad jeg i en interneringslejr på Cypern, og endelig ankom jeg til landet i 1948. Ankomsten var dog ikke særlig glædelig. Den nyudråbte stat Israel lå i krig med otte arabiske lande, og jeg blev straks engageret som soldat. Jeg skulle igen kæmpe for min overlevelse,« fortæller Zvi.

»Efter krigen havde jeg ingen steder at gå hen. Jeg havde svært ved at få arbejde, svært ved at få et sted at bo og i det hele taget svært ved at få tilværelsen til at hænge sammen. Jeg tænkte ved mig selv: ’Jeg har overlevet Holocaust, og så vil jeg også overleve dette’,« fortæller Zvi om den svære start i den unge israelske stat.

Zvis videre historie er også spændende. Det er historien om, hvordan han langsomt bliver integreret og finder sig til rette i den jødiske stat. Hvordan han finder arbejde og stifter familie.

»I dag oplever jeg glæde. Jeg føler, som der står i Salme 126,5: ’Dem, der sår under tårer, skal høste med jubel,’« slutter Zvi, 67 år efter at han som purung dreng var alene i det nazistiske Europa.