Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Hizkijas tunnel: Jerusalems underjordiske juvel

Et sted i lagerrummet i Istanbul Museum ligger en af de vigtigste skriftlige kilder fra antikkens Jerusalem. Dens navn er Siloa-inskriptionen. Den blev opdaget i slutningen af det 19. århundrede, skåret ud af væggen i en underjordisk tunnel i Jerusalem og taget med til Istanbul. Inskriptionen er fra et af de mest bemærkelsesværdige steder i Jerusalem – Hizkijas tunnel. Det er uden tvivl et af verdens mest imponerende bygningsværker fra den før-teknologiske tid. Tunnellen er skåret ud i hård sten mange meter under Davidsbyens overflade. Den næsten 600 meter lange vandkanal forbinder Gihon-kilden, der var byens eneste helårlige adgang til vand, med en stor dam i den sydlige ende af byen Tvangsarbejde Året er 702 f. kr.. Hizkija sidder på tronen i sydriget Juda.

Der er gået omtrent 18 år, siden Nordriget og dets hovedstad Samaria blev ødelagt af assyrerne. Hizkija havde været vidne til, hvordan adelsfamilierne i nord var blevet ført i eksil med en lang række af andre borgere. I deres sted blev der ført fremmede ind fra andre egne. Det var en bevidst assyrisk politik for at afskære de følelsesmæssige bånd mellem folk og deres land for at undgå nationalistiske oprør mod deres hersker. De, der blev tilbage, måtte lade de gamle fjendskaber ligge og flygte sydpå mod kongeriget Juda og i særdeleshed mod Jerusalem. Mange klarede det ikke, men blev i stedet taget til fange for at arbejde i filistrenes olivenplantager. Filistrene var nemlig kommet til penge og magt igen, efter at assyrerne havde gjort Filistæa og især deres by Ekron til et centrum for olivenproduktionen i hele imperiet.

Inden for kort tid producerede området over en million liter olivenolie på årlig basis. Arbejderne var primært israelitterne fra nord, der blev taget som fanger og tvunget til at arbejde for deres gamle fjende, filistrene. Kongen ville redde sit folk Under sådanne omstændigheder skulle man tro, Hizkija ville være klog og holde lav profil. Men som det så ofte synes, er politik aldrig logisk og ledere sjældent fornuftige. Hizkija provokerede assyrerne ved at fange Ekrons konge og sætte ham i fængsel i Jerusalem i håbet om at befri de israelitiske slavearbejdere eller i det mindste at løfte lidt af deres byrde. Assyrerne var alt andet end ligeglade med, hvad der skete i det bagerste hjørne af deres baghave. De faldt over Hizkija som glubende ulve for at give ham en lærestreg. Intet oprør kunne tolereres. Hizkija, og Juda sammen med ham, måtte straffes. Forberedelse til belejring Det kom Hizkijas til gode, at han havde tid til at forberede sit forsvar. Han styrkede byens mure og udvidede dem i visse tilfælde. Andre steder omsluttede han forstæder, som var vokset frem uden for byen på grund af den store befolkningsvækst i de foregående år. Han fik fremstillet særlige opbevaringskrukker, som han mærkede med det kongelige segl og placerede i byer over hele kongeriget. De blev fyldt med vigtige forsyninger, så man kunne modstå en lang belejring. Og han gav ordre til byggeriet af en tunnel i Jerusalem for at dirigere vandet fra Gihon-kilden og den nærliggende lille dam til en ny, større dam i den sydlige ende af byen - nemlig Siloa-dammen. Alt dette er optegnet i Esajas 22, 9-11 (og se også 2 Kong 20,20 og 2 Krøn 32,30), hvor profeten anklager kongen, fordi han har gjort alt dette i stedet for at sætte sit håb til Gud. Måske burde vi være taknemmelige, på en absurd måde, for Hizkijas ulydighed, og fordi han provokerede profeten til at beskrive alle de ting, han gjorde, som så smukt bekræfter arkæologien! Et vidnesbyrd for eftertiden Tunnellen er i sig selv et imponerende bygningsværk.

Det er svært nok at forestille sig, hvordan arbejderne kunne skære igennem sten, når de vidste, at en hær marcherede mod byen. Men når man dertil lægger, at klippen ikke var den bløde og porøse kalksten, som meget af Jerusalem er bygget på, men i stedet den hårde, uigennemtrængelige dolomit, som ligger under kalken, bliver bedriften mere dramatisk. To hold, et fra hver ende, arbejdede mod centrum, indtil de på utrolig vis mødtes på midten. Inskriptionen, der nu befinder sig på Istanbul Museum, blev skåret ud i tunnellens klippevæg et stykke fra dens sydlige ende. Dets placering i mørket, hvor den ikke kunne ses af andre end dem, der vidste, hvor den var, og den forhastede, uprofessionelle skrift antyder, at det ikke var en officiel inskription, der blev udskåret af politiske grunde, men en personlig optegnelse over mesterværket lavet af en af de mænd, der tog del i byggeriet. Det beskriver med stor indlevelse, hvordan de to hold arbejdede sig vej mod hinanden. Da de hørte hinanden gennem klippen, blev de endnu mere spændte og arbejdede hårdere, indtil de nåede igennem.

Faldet i tunnellen blev vendt I sig selv ville dette være fantastisk nok, men der er mere. For geologer, der har arbejdet i tunnellen, har nu opdaget, at selvom vandet flyder fra nord mod syd, var faldet oprindeligt den anden vej fra syd mod nord. Efter at de to hold havde arbejdet så hårdt under tidspres og national krise for at komme igennem, skulle et tredje hold udskære gulvet i klippen for at vende hældningen, sådan vandet kunne flyde fra kilden i nord til dammen i syd. Det er beundringsværdigt, at da de var færdige, var gulvets hældning kun 32 centimer i den over 550 meter lange tunnel. Det er for nylig blevet diskuteret, hvem der ejer inskriptionen. Nogen mener, tyrkerne bør levere den tilbage til Jerusalem. Mens politikerne mundhugges over ejerskabet, og hvor inskriptionen skal udstilles, så lad os tage hatten af for disse oldtidens ingeniører og arbejdsmænd, som skabte den forbløffende tunnel, som inskriptionen beskriver