Holocaust: "Det er et mirakel, at jeg overlevede"

Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Holocaust: "Det er et mirakel, at jeg overlevede"

Bjørn Kern har boet i København næsten hele sit liv. Hovedstaden i det, han kalder for »verdens bedste land«. Men der var en periode, hvor han som barn boede i den tjekkiske by Terezin – den »by«, som tyskerne kaldte Theresienstadt.
Bjørn var næsten lige begyndt i første klasse, da rygtet om, at tyskerne var i gang med at opspore alle danske jøder for at sende dem til Tyskland, nåede hans families ører. Familien havde på det tidspunkt boet i Danmark i nogle år.
»Min mor stammede fra Odessa i Rusland. Hun var kommet til Tyskland med sine forældre som flygtning omkring år 1900. Min far, som hun blev gift med efter at være blevet skilt fra mine brødres far, stammede fra Polen. Han var ungkarl, da han mødte min mor, og havde en stor virksomhed, der handlede med æg.
«De flygtede sammen fra det nazistiske styre i Tyskland i 1936 og kom til Danmark, hvor jeg blev født.«

 

Samarbejde og sammenbrud

Da Danmark blev besat den 9. april 1940, valgte den danske regering at samarbejde med tyskerne. Regeringen kunne derfor blive siddende, men måtte underlægge sig visse tyske love.
Et af resultaterne af samarbejdspolitikken var, at der ikke blev vedtaget de samme antijødiske love i Danmark som i resten af Europa, ligesom de danske jøder heller ikke skulle bære den sekstakkede gule stjerne på tøjet.
»Vi mærkede ikke så meget til det,« fortæller Bjørn. »Vi fortsatte med at lege, og på gaden var vi jo alle sammen lige.« I skolen var der derimod hierarkier, og Bjørn husker, at han blev kaldt »jødeunge« og også var flov over, at hans forældre, der var statsløse flygtninge, talte »cirkussprog«.
»Vi troede ikke, at der ville ske os noget. Så vi tog det med sindsro og regnede med, at Danmark stod bag os og passede på os.«
I august 1943 brød samarbejdspolitikken imidlertid sammen, og den danske regering trådte tilbage. Centraladministrationen fortsatte dog med at fungere under ledelse af den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best. Han erklærede snart, at han ville rense Danmark for jøder og sende alle danske jøder til koncentrationslejre i Europa.
Men alligevel var det Werner Best selv, der lækkede oplysningerne om aktionen mod de danske jøder i oktober 1943. Lige akkurat tidsnok til, at de fleste nåede at flygte til Sverige.

 

Taget af tyskerne

»Da mine forældre hørte om aktionen, blev jeg sendt hen til en frøken Heiberg for at bo hos hende, indtil min far havde fået arrangeret, at vi kunne komme til Sverige. Vi skulle samles op af en fiskerkutter ude i Kastrup.
Der var desværre kun plads til min bror Boris i den første båd, så mine forældre og jeg måtte vente til næste båd. Vi stod og ventede i et lille fiskerhus, da vi blev taget. Vi ved, at vi var blevet stukket, men vi ved ikke af hvem. Af mine to andre brødre, kom Eugen også til Sverige, medens Paul blev taget på kirkeloftet i Gilleleje, hvor han og andre havde skjult sig. Han kom derfor også til Theresienstadt.
Tyskerne kørte os først til Vestre Fængsel, hvor vi overnattede, indtil vi næste dag blev ført til Horserød.«
Inden længe blev familien sejlet til Tyskland.
»I Tyskland blev vi sat på kreaturvogne, der som navnet siger, havde været brugt til transport af køer. Gulvet var overstrøet med halm. Vi stod helt tæt og havde ingen steder at forrette vores nødtørft.
En hr. Hambro havde en stor Madam Blå kaffekande med, som blev brugt til toilet. Det var ganske rædselsfuldt. Toget slingrede, og alle i vognen kunne jo se, når man skulle af med noget,« husker Bjørn. »Der var ingen vinduer i vognen ud over nogle smalle åbninger, som man kunne kigge ud af. Min far stammede jo fra Tyskland og havde et godt kendskab til geografien, så når vi kørte igennem forskellige byer, vidste han, hvor vi var.«
Efter halvandet døgn var mange kilometer skinner forsvundet under togvognene. De nåede frem til deres bestemmelsessted. Her blev alle jaget ud og lukket ind i en stor hal.
»I hallen var der lange borde, hvor der sad soldater. Her skulle vi alle fortælle, hvem vi var, og aflevere alt, hvad vi havde af værdi. Vi fik udleveret en gul stjerne, som skulle sidde på venstre bryst. Alle seks takker skulle være synlige – ellers ville vi blive skudt, fik vi at vide.
Nogle grå mænd kom ind med store baljer med noget, der var mad, og som lugtede forfærdeligt. ’Graupen kaldte de det. Vi ville ikke have det, og snart kastede de gamle fanger sig over det.«

 

Sult og sygdom

Selvom Bjørn var et barn, mærkede han hurtigt, at stedet var overfyldt. En by, der normalt havde plads til 5.000 mennesker, skulle nu huse 55.000. På det tidspunkt vidste de ikke, at lejren bare var en gennemgangslejr, hvorfra mennesker blev sendt videre til udryddelseslejrene.
Hygiejnen i lejren var dårlig. Der var altid frygtelig koldt, og folk blev syge. Også Bjørn led under de ubarmhjertige forhold og blev syg.
»Jeg havde fået en stor bule på halsen og blev indlagt på lejrens børnehospital. Her blev jeg passet godt. Læger og sygeplejersker var andre fanger,« fortæller han og mindes, at han lærte en delikatesse at kende her. En overskåret rå kartoffel blev lagt på kakkelovnen, til den var ristet mør og sprød. Maden bestod ellers normalt af suppe kogt på kartoffelskræller og en stump brød engang imellem.
På et tidspunkt i foråret 1944 begyndte de danske jøder at modtage Røde Kors-pakker med mad. Pakkerne var finansieret af både private og af det danske socialvæsen.
»Min far arbejdede på det tidspunkt i posten i nabobyen og kunne derfor hver dag påse, at pakkerne kom rigtigt frem.« Selvom pakkerne ind imellem havde været åbnet, og noget var forsvundet, blev de redningen for mange af de danske jøder, der ellers ville være sultet til døde.
Pakkerne indeholdt vigtige ting som havregryn, tørmælk, sardiner, vitaminer, cigaretter og andre ting, som fangerne enten brugte selv eller kunne bytte for sko eller andet. Med noget af det, familien modtog, betalte Bjørns mor en dame for at undervise de to brødre, Bjørn og Paul. Noget der betød, at de senere kunne følge med i skolen, da de kom tilbage til Danmark.
En af de andre ting, Bjørn husker, er, at hans far lærte ham, hvor vigtigt det var at holde sig ren.
»Du skal vaske dig i alle krinkelkroge,« sagde han. Også selvom der ikke var nogen sæbe. »Du kan bruge ryggen af din skjorte til at tørre dig i.«
Men selvom de gjorde alt for at holde sig rene, kunne de ikke komme lus og lopper til livs. De var overalt og faldt oven i købet ned fra loftet, sad i deres åbne sår og sugede blod.

 

Hjemmelavet legetøj

Mens Bjørns far arbejdede i posten, arbejdede hans mor med at »spalte glimmer«. En stenart skulle spaltes i tynde glasagtige flager med en lille kniv og blev derefter smeltet sammen i plader, der blev brugt til isolering af fly. Bjørn var derfor ofte alene om dagen og måtte klare sig selv.
Han tilbragte meget tid sammen med vennerne Max og Paul. De lavede deres eget legetøj til de lege, de kendte hjemmefra, som kugler af ler, terninger og andet.
»Det var selvfølgelig en meget usædvanlig barndom, men der var jo ingen, der gik i skole, så jeg oplevede det ikke som så usædvanligt,« husker han.
Han husker en flok hollændere, der spillede fodbold med en bold af sammensnørede klude på den grusplads, hvor tyskerne ind imellem holdt appel, og hvor fangerne stod op i timevis.
Trods de kummerlige forhold husker han ikke, at han var angst. »Jeg tror ikke, jeg var angst, for så ville følelsen nok stadig have siddet i mig,« mener han. »Forældre gør jo alt, hvad der står i deres magt, for at skærme deres børn, og det gjorde mine forældre også.«

 

De hvide busser

Hen på foråret 1945 hørte de danske jøder i Theresienstadt rygter om, at de skulle hjem. En delegation under ledelse af den svenske grev Bernadotte havde forhandlet med den tyske ledelse i Berlin om frigivelse af de danske jøder.
På et tidspunkt fik de besked om at møde op i kasernen. Alle fik en seddel, hvorpå der stod, hvem de var, men ingen vidste, om det virkelig betød, at de skulle frigives, eller om de ville blive sendt med en transport til udryddelseslejrene.
De ventede og ventede, og efterhånden som tiden gik, svandt håbet. Skulle de virkelig hjem, eller var det hele løgn?
Men så endelig kom de, 40 hvide busser med røde kors på taget. Bjørn, hans familie og de andre skandinaviske jøder blev sat på busserne, og så begyndte den lange tur mod Sverige. Forrest kørte to motorcykler, der skulle rekognoscere. Busserne kørte gennem et sønderbombet Tyskland. Der var ruiner overalt.
Da de nåede Dresden, fik chaufførerne ordrer om at dække vinduerne, så passagererne ikke kunne se den ydmygelse, tyskerne havde været udsat for. Hele byen var ødelagt, og røgen steg stadig op mod himlen. Turen tog flere dage, og ind imellem måtte de søge dækning i en skov for at undgå bombeflyene.
Bjørn husker især en episode, hvor de havde gjort holdt for natten i en skov. Fly fløj over dem, og jorden gungrede. Chaufførerne havde lagt et stort flag på jorden for at signalere, at busserne kørte med flygtninge.
»Vi skulle sove i skovbunden, men inden vi lagde os til at sove, sagde min far til mig: Kom, nu går vi ud i skoven og skider på Tyskland. Vi gik derfor ind i skoven og satte os på hug og tørrede os med blade.«

 

Hjem til Danmark

Busserne kørte til Sverige, hvor de ankom midt i april 1945. Efter befrielsen af Danmark kom Bjørn og familien hjem til København, hvor Bjørn kom i tredje klasse sammen med de kammerater, han havde gået sammen med i første klasse i efteråret 1943.
Takket være den undervisning, han havde fået i Theresienstadt, kunne han følge med på det niveau, kammeraterne var nået til. Klasselæreren tog imod Bjørn, som om han altid havde været der. Og der blev ikke talt om de oplevelser, han havde haft.
Bjørn har haft et godt liv. Han har været forskånet for mareridt og mener ikke, at oplevelserne i barndommen har præget hans voksenliv i nævneværdig grad. Men oplevelserne i Theresienstadt er heller ikke noget, han har talt om.
»Jeg erindrer det, men det er ikke noget, jeg har ladet præge mit liv,« siger han. Han taler helst heller ikke om det, for som han siger: »Det er jo ikke underholdning. Det griber langt ned i én, og ingen af os fik jo psykologhjælp, da vi kom hjem. Det kendte man vel nærmest ikke til dengang.«
Han fortæller også, at han ikke har talt særlig meget med sine to børn om det. »Jeg ville gerne være en faderskikkelse, de kunne se op til, og ønskede ikke at gøre dem kede af det. Man gemmer det, men man glemmer det ikke.«
Han skjuler da også en del af alvoren bag en vis galgenhumor.
»For nogle år siden var jeg på en tur til Israel sammen med tidligere overrabbiner Bent Melchior. Da vi stod i mindehallen på Yad Vashem, spurgte Bent mig: Hvordan kunne Vorherre lade det ske mod jøderne? Hertil svarede jeg, at Vorherre nok havde taget sig nogle ferier. Men det er jo bare den lette måde at komme om ved spørgsmålet på.
Da min gode ven mistede sin hustru for nogle år siden, spurgte jeg ham kort før, om han troede, at Gud ville lade hans kone dø, hvis han ville ham det godt? Hertil svarede min ven, at det er Gud, der laver miraklerne. Og det er et mirakel, at min familie og jeg kom levende hjem fra Theresienstadt,« konkluderer han.
Taknemmelig over det liv, han siden har haft.