Israel i Egypten - hvad fortæller arkæologien?

Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Israel i Egypten - hvad fortæller arkæologien?

»Jeg er HERREN din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset«. Sådan lyder indledningen til De Ti Bud.
Anden Mosebog fortæller om, hvordan israelitterne fristede en kummerlig tilværelse som slaver i Egypten. Men på dramatisk vis blev de befriet og forlod landet.
Udvandringen fra Egypten er grundlaget for det meste af, hvad Det Gamle Testamente har at fortælle om Gud.

 

Ingen bekræftelse

Spørger vi efter, hvad den bibelske arkæologi kan fortælle os om denne begivenhed, bliver vi skuffede.
Arkæologien har ikke fundet noget som helst, der bekræfter, at der engang var en stor gruppe af slaver i Egypten under navnet ’Israel’, at der var en person ved navn Moses, at det egyptiske samfund skulle være sat i stå som følge af en kæde af voldsomme naturkatastrofer, eller at en masseudvandring af slaver skulle have fundet sted.
Hvorfor er de arkæologiske fund helt tavse, når det gælder en af de mest skelsættende begivenheder i Israels historie?
Den periode, hvor Israel vandrede ud af Egypten (ifølge Bibelen omkring 1450 f.Kr.), er en meget veldokumenteret periode. Vi har et væld af skriftlige kilder fra netop den tid, og det egyptiske samfund havde nået et kulturelt og militært højdepunkt.

 

Gode grunde

Der er flere grunde til denne »tavshed« i kilderne. For det første vil de officielle, egyptiske kilder på tempelmure, stenstøtter og lignende aldrig nævne, hvis farao led nederlag. Farao kunne per definition ikke tabe i krig. Når han alligevel gjorde det, forbigik man det enten i tavshed eller omskrev det til en sejr!
Når vi ikke finder nogen henvisning til Israels udvandring i de officielle, egyptiske tekster, kan det derfor ikke overraske. Det er helt i overensstemmelse med egyptisk praksis.
For det andet boede israelitterne i Gosens land (1 Mos 47,27). Det lå i den østlige del af Nildeltaet. Tre måneder hvert år lå området ligesom resten af deltaet under vand, når Nilens oversvømmelser ramte landet. Det gør, at al papyrus, som har ligget i den fugtige jord i deltaet, er rådnet væk i tidens løb.
For at skrive dagligdags notitser og indberetninger brugte man især papyrus, udvundet af papyrusplanten. Det er i sådanne kilder, vi skulle vente at finde en omtale af Israel. Papyrus er let at skrive på. På den anden side er det ganske skrøbeligt og går let til grunde, når det kommer i kontakt med fugt.
Størsteparten af alt det skriftlige materiale, hvor arkæologerne kunne håbe at finde noget skrevet om Israel i Egypten, er simpelthen forsvundet. Der er derfor stadig mange huller i vor viden også om Moses’ tid.
Endelig er det først inden for de sidste 30 år, at arkæologerne for alvor er begyndt at grave i deltaet. Man har nok gravet i deltaområdet tidligere, men kun i begrænset omfang. Imidlertid begyndte arkæologer omkring 1985 at udgrave det sted, hvor byen Ramses lå, som israelitterne ifølge 2 Mos 1,11 sled med at bygge op.
Stedet hedder i dag Qantir, og på tell el-Dab‘a har man nu udgravet en lille del af den store bibelske by Ramses. Her har man gjort forbløffende opdagelser, som måske har forbindelse til israelitterne.

 

Slavearbejde

Har vi ingen direkte vidnesbyrd om Israel, har vi til gengæld en lang række indirekte vidnesbyrd. Netop i perioden 1550-1200 f.Kr. brugte egypterne tusindvis af krigsfanger som slaver til at gennemføre faraos mange byggeprojekter. Efter år 1200 ophørte de med den praksis. Skildringen i Bibelen passer således med de historiske forhold.
Israelitterne var ikke slaver i private husholdninger. De blev udskrevet til at være statsslaver. Deres status var væsentligt lavere end de privatejede slaver, som undertiden kunne opnå en privilegeret position.
Statsslaverne derimod skulle slide med at vedligeholde kanaler og damme, rense dem for græs og mudder og løfte vandet fra kanalerne op på de højstliggende marker (2 Mos 1,14). Når 5 Mos 11,10 minder om, at man »vander ved fodkraft« i Egypten, bygger det på en umiddelbar erindring: Det kostede stor fysisk anstrengelse og megen sved på panden at vandre frem og tilbage for at give markerne det nødvendige vand i tørtiden.
Desuden krævede faraos mange byggeprojekter omfattende ressourcer i arbejdskraft. Israelitterne blev tvunget til at bygge forrådsbyer (2 Mos 1,11). »Forrådsbyer« vil sige kaserner og militære anlæg, som hæren kunne have som basebyer for de omfattende militære felttog, som farao foretog ind i Kana'an.

 

Ler og tegl

Det almindelige byggemateriale var ikke tilhuggede sten, men mursten lavet af ler.
Der findes et berømt gravmaleri fra ca. 1450 f.Kr., som viser slaver fra Nubien og fra Kana'an i færd med at lave mursten. Til venstre i billedet, som kun er et lille udsnit af en større helhed, ser vi en slave, som hakker leret løs. En anden slave bærer en kurv fyldt med ler, der er blandet op med vand, på sin skulder. Hans medslave fylder top på kurven og støtter den, så den ikke tabes.
Øverst til højre i billedet er en slave i færd med at anbringe leret i særlige støbeforme. De formede lersten tørrer derefter i solen. Sådanne støbeforme er fundet helt tilbage fra Josefs tid (1900 f.Kr.). Nederst til højre i billedet støtter en mand en stabel med færdige mursten, så den ikke vælter.
Produktionstiden fra leret blev gravet op, til stenene var tørret færdige og kunne bruges til at bygge med, var cirka en uge. Uden for billedet ses egyptiske slavefogeder, som nøje overvåger arbejdet.
Dette gravmaleri illustrerer på glimrende vis slavearbejdet, som det er beskrevet i 2 Mos 1,13-14. Hvad billedet undlader at vise, er det plagsomme slid, som slaverne måtte udstå. En ledsagende tekst antyder de faktiske forhold, der blev arbejdet under: »Pisken er i min hånd, vær ikke doven«.
Der er fundet tekster fra denne tid, som viser, hvordan slaverne var organiseret i arbejdshold, som skulle opfylde bestemte produktionsmål.
En papyrus, som er fra ca. 1275 f.Kr., giver en lang liste over arbejdshold, og hvor meget de fik produceret. Det viser sig, at stort set ingen kunne opfylde de krævede kvoter.
Andre tekster giver ordrer om, at arbejderne selv skal finde det halm, som de skal bruge til at blande i leret for at give det større styrke. De vil ikke få det leveret. Det minder slående om 2 Mos 5,7-8.

 

I hoffets tjeneste

I samme periode er der eksempler på, at folk af udenlandsk oprindelse kunne opnå høje stillinger i det egyptiske samfund.
For få år siden fandt man en grav, som tilhørte en vis Aper-El. Navnet viser, at han ikke var egypter, men stammede fra Syrien eller Kana'an. Han var ledende embedsmand for et stort område, og han var samtidig med Moses.
En anden person fra samme område bliver omtalt som »barn af harem'et«. Det betyder, at han fik sin opvækst og uddannelse ved hoffet. Det forhold, at Moses som lille kom til hoffet, blev opfostret af en prinsesse og fik en administrativ og militær uddannelse dér, som det fortælles i 2 Mos 2, var på ingen måde noget særsyn. Det særlige var kun den måde, som han blev fundet på.

 

Byen Ramses

Israelitternes slavearbejde startede med, at farao tvang dem til at bygge de militære forrådsbyer Pitom og Ramses (2 Mos 1,11). Senere eskalerede tvangsarbejdet dramatisk.
Hvor Pitom har ligget, er ikke helt sikkert. Mange antager, at Pitom skal søges på tell er-Reteba i wadi Tumilat. Det har mange bygningsrester fra Moses’ tid.
Derimod er der ikke længere nogen tvivl om, at tell el-Dab‘a i Qantir området rummer resterne af byen Ramses. Fund af inskriptioner med bynavnet Ramses gør, at al berettiget tvivl nu er borte.
Tell el-Dab‘a ligger ca. 100 km nordøst for Cairo. Oprindeligt flød en af Nilens store flodarme lige forbi byen. Det gjorde, at man kunne sejle ind til Ramses fra Middelhavet.
Ramses havde udviklet sig til en meget betydelig by på Moses’ tid. Her startede vejen til Kana’ans land, også kaldet Horus-vejen. Fra denne by begyndte faraonerne på deres mange krigstogter til Kana’an.

 

Byens historie

Siden 1985 har arkæologerne været i gang på tell el-Dab‘a. De har afdækket en forbløffende historie, som gør, at stort set alle antagelser omkring israelitterne i Egypten nu må skrives om. Indtil nu har man med stor fasthed i stemmen sagt, at farao ikke havde nogen residens i deltaet på den tid, hvor Bibelen fortæller, at israelitterne vandrede ud af Egypten.
Moses og hans broder Aron kunne derfor ikke have en direkte og daglig adgang til farao, sådan som det forudsættes i beretningen om de ti plager. Dette viser sig nu at være en fejlagtig antagelse.
Oprindeligt var der bare en lille landsby på stedet. Den var beboet af hyrder, der var flyttet hertil fra Kana’an. Landsbyen blev opført omkring 1800 f.Kr. Måske har efterkommerne af Jakobs 12 sønner boet her.
Omkring 1650 f.Kr. kom et fremmed folkefærd ind og gjorde sig til herrer over deltaet. De byggede deres hovedstad oven på landsbyen. Da egypterne smed de fremmede herskere ud cirka 100 år senere (1550 f.Kr.) og genvandt kontrollen over deltaet, fortsatte de udbygningen af byen og opførte adskillige militære anlæg til brug for faraos krigstogter.
Mellem cirka 1450 og 1300 synes udbygningen af byen at være gået i stå. Har den bibelske datering noget på sig, forlader slavefolket Israel Egypten omkring 1450.
Da farao Ramses II kommer til magten cirka 1290 udbygges byen igen voldsomt. Han gør den til hovedstad, og byen bliver den største by i hele Mellemøsten og dækker et område på cirka 10 km2. Men da havde israelitterne for længst ladt Egypten bag sig.
Det er denne farao, som giver byen navnet »Ramses«, som den også hedder i Bibelen. Kort tid efter Ramses’ død sander flodarmen til, som forbinder byen med havet. Og egypterne må flytte deres hovedstad længere nordpå i deltaet. Ramses eksisterer ikke mere efter 1150, hverken som by eller som navn.

 

En kongelig by

De nyeste udgravninger viser, at omkring 1550 f.Kr. blev der bygget et kæmpemæssigt befæstningsanlæg på stedet, som i alt omfattede et mere end fire hektar stort område. Befæstningen bestod af to kongelige paladser ved siden af hinanden. Det mindste af de to paladser (kaldet palads F) var bygget på en 70 x 47 meter stor platform. Det lå tæt på Nilen og havde mest karakter af en borg.
300 meter væk fra Nilen lå det store palads (kaldet palads G). Det dækkede et areal på 79 gange 165,5 meter og var ligeledes bygget på en platform. En rampe gav adgang til paladset.
Indenfor lå baderum, hvor den besøgende kunne tvætte sig før mødet med farao. Når den besøgende kom ind, trådte han først ind i en åben gård med søjler. Faraos tjenere ville så føre ham ind til modtagelsesrummet. Bagved lå de private gemakker, som endnu ikke er blevet udgravet.
Uden for hele komplekset er der fundet mange værksteder, lagerbygninger, boliger og templer.

 

Betydning

Vi ved nu, at netop i det område, hvor israelitterne boede og trællede med tungt slavearbejde, var der omfattende byggeaktiviteter i gang mellem 1650 og 1450 f.Kr. Det er en ny viden.
Desuden ved vi nu, at der lå kongelige paladser i umiddelbar nærhed af Nilen. Selv om farao ikke havde sin hovedstad i byen, opholdt han sig der i perioder.
Farao Amenhotep II, der blev farao omkring 1450, vides at have opholdt sig i Ramses i længere tid. Den bibelske skildring af en prinsesse, der finder spædbarnet Moses sejlende på Nilen tæt på det sted, hvor israelitterne boede, giver nu pludselig mening, historisk set. Det samme gør det forhold, at Moses mange gange i løbet af få uger søgte foretræde for farao.
De nye fund giver på ingen måder noget bevis for, at israelitterne har været i Egypten, eller at de skulle have forladt landet som beskrevet i 2 Mosebog. Men fundene betyder, at den bibelske beretning om udvandringen absolut er mulig ud fra det, som vi nu ved. Fundene er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt i den rette sammenhæng.
Selv om der endnu ikke er fundet noget, som direkte kan forbindes med israelitterne i Egypten, og selv om det næppe nogensinde kommer til at ske, kan vi konkludere, at arkæologien nu synes at bekræfte det generelle billede, som tegnes i Bibelen. Det kan næppe være tilfældigt.