Tiberias - den glemte bibelske by

Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Tiberias - den glemte bibelske by

Tiberias er en moderne israelsk by nok mest kendt for sine Sankt Petersfisk, Jesus-både og kvælende sommervarme.

Mindre kendt er det, at Tiberias et spadestik eller to under overfladen gemmer på en spændende historie, der tager sin begyndelse samtidig med, at Jesus og hans disciple boede en kort sejlads derfra i Kapernaum.

I denne artikel skal vi gå Tiberias’ historie efter i sømmene for at finde et svar på, hvorfor denne ’bibelske by’ ikke er nævnt i evangelierne. Undgik Jesus og hans disciple mon den nye storby grundlagt af Herodes Antipas?

 

Grave og tvangsflytninger

Mens mange byers ældste historie fortaber sig i tåge, så kan vi takke den jødiske historieskriver Josefus for, at vi ved lidt om Tiberias’ omtumlede begyndelse på livet.

Historien om Tiberias begynder ved Herodes den Stores død i år 4 f.Kr. Som konge over hele Israel havde han lavet det ene store byggeri efter det andet overalt i riget – bare ikke i Galilæa. Et nyt kapitel i Galilæas historie begyndte derfor den dag, Herodes’ søn, Herodes Antipas, ankom til området som nyudnævnt fyrste af Galilæa.

Han slog sig først ned i Sepforis, men da Tiberius i år 14 e.Kr. blev indsat som ny kejser i Rom, besluttede han sig for at vinde den nye kejsers gunst ved at anlægge en helt ny by til hans ære: Tiberias!

Josefus fortæller, hvordan Antipas »byggede den i det bedste område af Galilæa ved Genesaret sø« i et område med varme bade.

Så langt så godt. Men det viste sig, at der var en grund til, at der ikke tidligere var blevet anlagt en by på dette fordelagtige sted. I området lå der nemlig en gravplads, og som Josefus bemærker, så er et sådant område urent ifølge Moseloven. Antipas måtte derfor tvangsflytte folk og frigive slaver for overhovedet at få fyldt sin nye by op!

Men fyldt blev den, og for at fejre dette prægede Antipas en mønt-serie med indskriften »Tiberias«. Det er første gang, vi har byens navn på skrift.

 

Paladsafbrænding og oprør

Josefus fortæller os kun ganske lidt om Tiberias’ fortsatte skæbne i det første århundrede. Vi hører dog nok til, at vi aner, hvordan byen deltog i den dramatiske jødiske opstand, der førte til templets ødelæggelse i år 70 i Jerusalem.

Flere forskellige fraktioner kæmpede om magten i Tiberias, så byen var truet af borgerkrig. Én fraktion, de særligt nidkære, havde held til at brænde Herodes Antipas’ palads ned til grunden, efter at de havde plyndret det for kostbarheder og sølvmønter. Påskuddet var, at Antipas havde smykket sit palads med billeder af levende dyr, som mange jøder på dette tidspunkt opfattede som et brud på det andet bud om ikke at lave sig et billede af noget levende væsen.

Senere fik en mere moderat fraktion overhånd, og da den romerske general Vespasian stod foran Tiberias, lukkede de ham beredvilligt ind. Tiberias undgik på den måde at få samme forfærdelige skæbne som byer som Gamla og Jotapata, der blev revet ned sten for sten.

 

De skriftlærdes by

Da støvet havde lagt sig efter Jerusalems ødelæggelse i år 70, begyndte en helt ny tid for jøderne i Israel. Galilæa blev efterhånden til det nye jødiske centrum.

Templets ødelæggelse var intet mindre end et chok, som kun én af de forskellige jødiske grupper på Jesu tid overlevede – nemlig den farisæiske retning. Det var ud fra den, at den rabbinske bevægelse voksede frem og sikrede jødedommens overlevelse i en voldsom turbulent tid.

Midlet til dette var frem for alt nedskrivningen af den mundtlige lov, først i skriftet Mishnah og senere i det skrift, vi kender som Talmud Jerushalmi (den Palæstinensiske Talmud). Disse to skrifter er de to vigtigste for moderne jødedom. Talmud Jerushalmi blev ifølge traditionen nedskrevet netop i Tiberias.

Ifølge de rabbinske traditioner flyttede ledelsen af det rabbinske patriarkat fra by til by i Galilæa, indtil rabbi Johanan i 235 grundlagde den store rabbinerskole, bet midrash ha-gadol, i Tiberias. Her blev Talmud nedskrevet, og det gør Tiberias til en af de vigtigste byer i den jødiske historie.

 

Fra jordskælv til moderne by

Tiberias vedblev at være et jødisk centrum nogle århundreder endnu, men kraftige jordskælv lagde ved flere lejligheder byen i ruiner.

I det 7. århundrede overgik hele Palæstina til muslimsk herredømme. Muslimerne rådede, frem til korsfarerne erobrede landet i 1099.

Korsfarerne kom også til Tiberias og fandt byen i ruiner. Derfor genopbyggede de den nord for den gamle romerske by. Det er ruinerne efter korsfarernes by, man som besøgende ser i dag ved indgangen til byen fra syd. De gamle romerske ruiner fik derimod lov til at sande til og vente på den moderne arkæologis spade.

Tiberias’ moderne historie tager sit udgangspunkt i 1912, hvor den første koloni blev etableret uden for korsfarerbyens mure.

I dag er Tiberias den femtestørste by i Israel og har stadig en stor procentdel af skriftlærde jøder, opdelt i forskellige ortodokse og ultraortodokse fraktioner.

 

Tiberias, den glemte by?

På den vestlige side af Genesaret sø lå der således på Jesu tid en nyanlagt storby til ære for kejseren i Rom. Mens den kun var af mindre målestok i sammenligning med de herodianske storbyer som Cæsarea ved Havet, Sebaste i Samaria og Jerusalem i Judæa, så var den bestemt en helt anden oplevelse end Galilæas små landsbyer som for eksempel Kapernaum, Korazin, Kana og Nazaret.

I Tiberias kunne græsk-romersk livsstil opleves på første hånd i form af handelsgader, markeder, offentlige bade og underholdning på et stadion. I virkeligheden er det vanskeligt at forestille sig, at jøderne i dette område kunne undgå denne by, der ligesom enhver regional hovedstad forbandt området med veje og offentlige institutioner.

Det er derfor et ganske godt spørgsmål, hvorfor Tiberias ikke er nævnt i evangelierne.

Dog hører vi i Joh 6,23, at der kom både fra Tiberias for at opsøge Jesus ved Kapernaum, ligesom Genesaret sø et sted kaldes for »Tiberias Sø« (Joh 6,1).

Men hvorfor hører vi ikke noget om et besøg af Jesus i Tiberias eller i Galilæas eneste anden herodianske storby, Sepforis, tæt ved Nazaret?

Det er der givet flere forklaringer på.

 

Jesus og Tiberias

På den ene side kan man sige, at et sådant manglende besøg ikke skal tillægges den store betydning. Jesu forkyndelse rummer faktisk en hel række billeder og metaforer fra bylivet: en bank (Luk 19,23), brede gader og torve (f.eks. Matt 6,5; 20,3, Luk 7,32), en port (Luk 13,24), en dommer, fangevogter og fængsel (Luk 12,58) og andre.

Ligeledes læser vi også, at Jesus selv kommer til både »landsbyer og byer og gårde« (Mark 6,56). Desuden bliver hverken Tiberias eller Sepforis udpeget som byer, der ikke vil tage imod Jesus. De bliver derfor ikke fordømt som Kapernaum, Betsajda og Korazin (Luk 10,13-16).

Jesus var altså ikke vendt mod bylivet som sådan.

På den anden side tyder noget på, at Jesus havde én god grund til at undgå netop Tiberias - i hvert fald til sidst i sit liv, hvor rygtet om ham var blevet stærkere og stærkere. Grunden var ’ræven’ Herodes Antipas (Luk 13,32)!

Herodes Antipas var ellers meget interesseret i at møde Jesus i Galilæa (Luk 9,9), og da det endelig sker i Jerusalem, bliver han »meget glad« (Luk 23,8).

På det tidspunkt havde der allerede været ét møde mellem Antipas og en fra Jesu familie, nemlig Johannes Døberen. Og det møde kostede Johannes hovedet (Matt 14,1-12)! Matthæus understreger ligefrem, at Jesus, da han hørte om mordet, gik ombord i en båd og søgte væk til andre egne (14,13). Ifølge farisæerne var Antipas i virkeligheden ude på at slå Jesus ihjel (Luk 13,31)!

Var Jesus nogensinde på marked eller sightseeing i Tiberias? Ja, det er meget muligt. Især i perioden før henrettelsen af Johannes Døberen kan Jesus have besøgt Tiberias, også selvom det som så meget andet fra Jesu liv ikke er nedskrevet (Joh 21,25).

 

Rigdom og døve øren

Fra evangelierne ved vi, at Jesus mødtes med personer af enhver status. I Luk 8,3 nævnes det endda i forbifarten, at selv en Johanna, der var gift med én af Antipas’ højeste embedsmænd Kuza, var discipel af ham!

Samtidig advarer Jesus gentagne gange om faren ved rigdom, magt og ære. Derfor bliver Tiberias med dens fornemme bygninger og Antipas med sine fornemme klæder en påmindelse til os om, at det er lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Himmeriget (Matt 19,24).

Da Antipas til sidst møder Jesus i Jerusalem og gerne vil se ham gøre et mirakel, er Jesus tavs (Luk 23,8-12). Faktisk er det det eneste sted i evangelierne, at Jesus nægter at tale med en person! På den måde bliver Tiberias’ grundlægger Herodes Antipas et eksempel på, hvordan man kan både se og høre uden at forstå og fatte (Mark 4,12). Det sker, hvis der er noget i v