Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Forventning til livet efter Jesu genkomst

Der er masser af gode grunde til at glæde sig til den dag, hvor vi skal se Jesus ansigt til ansigt. Alligevel er det, som om længslen efter livet på den nye jord ikke altid er fuldstændig levende og nærværende

 

I en e-mail, jeg modtog fra Discipelskolen i Israel stod der, at underviserens lejlighed består af to værelser, hvoraf det ene har en smuk udsigt ud over Genesaret Sø. Hvad sker der så med forventningen hos en underviser som mig, der sætter stor pris på gode udsigter? Forventningen vokser!

Målet med denne artikel er at skrive om livet på den nye jord, så der skabes forventning; både til Jesu genkomst og til livet, der følger efter.

 

Døden som fjende

Livet spurgte døden: »Hvorfor elsker mennesker mig, men hader dig?« Døden svarede: »Fordi du er en smuk løgn, og jeg en smertelig sandhed.«

Dialogen udtrykker en bibelsk sandhed. For også Paulus kalder døden en fjende (1 Kor 15,26). Og Hebræerbrevets forfatter siger, at frygten for døden holder hos nede i trældom hele livet (Heb 2,15).
Det er vigtigt at huske på Bibelens realistiske syn på døden som fjende. Den synsvinkel sætter os fri til at græde, klage og sørge, når vi mister.

 

Døden som Guds tjener

Bibelen rummer dog også et andet perspektiv på døden. For taler vi kun om døden som fjenden, der stjæler det, vi glæder os over, har vi glemt at se døden i lyset af Kristi opstandelse påskemorgen.

I salmen »Guds Søn har gjort mig fri« giver Brorson udtryk for, at døden er besejret. Derfor må selv døden tjene Guds frelsesplan. Med Brorsons ord: »Min død er færgemand til livets faste land«.

Måske spiller Brorson på grækernes opfattelse af Hades som et trist sted, hvor sjælene lever et evigt skyggeliv uden alt det, der gav glæde i jordelivet. De døde sjæle kom til dødsriget ved at krydse den mytiske flod Acheron, som de blev sejlet over af færgemanden Charon.

Brorson taler helt anderledes om livet på den anden side af døden. Her er der intet »evigt skyggeliv«, men derimod »livets faste land«, »Himlens sorgenfri« og Herrens »eget slot, hvor der er evig godt«. Og døden tvinges til at færge os over til det skønne land.

Dette syn fylder Paulus ved afslutningen af livet på jorden. Andet Timotheusbrev er det sidste brev, Paulus skrev, inden han blev henrettet som martyr. Bemærk, hvordan Paulus udtrykker sig, når han ser frem til livet på den anden side af døden:

»Nu har jeg retfærdighedens sejrskrans i vente, som Herren, den retfærdige dommer, på den dag vil give mig – og ikke mig alene, men alle dem, som har glædet sig til hans tilsynekomst.«

Paulus definerer den kristne menighed som det folk, der glæder sig til Herrens tilsynekomst. Jeg må indrømme, at den glædelige forventning til Herrens tilsynekomst ikke altid præger mig. Jeg har derfor brug for at bede Bibelens sidste bøn. Jesus siger til sit folk: »Ja, jeg kommer snart«. Og Herrens folk beder: »Amen, kom, Herre Jesus« (Åb 22,20).

Men hvordan kan vi finde denne forventning? Hvordan kan vi komme derhen, hvor vi glæder os til Kristi tilsynekomst? Jeg vil nævne tre perspektiver, der kan fylde os med glædelig forventning.

 

Trængsler

For det første forøger trængsler forventningen. Det er op ad bakke, når jeg forklarer konfirmanderne om det herlige liv på den nye jord. De fleste af dem er nemlig et sted i livet, hvor de ikke tænker særlig meget over døden. Deres fokus er på livet her og nu.

Det er helt anderledes at tale om håb med mennesker, som har størstedelen af livet bag sig, og som kæmper med kroniske smerter, tungsind og ensomhed. Hos dem fylder længslen efter livet på den nye jord langt mere.

Som et eksempel på det perspektiv vil jeg citere Joni Eareckson Tada, som har været lam, siden hun var 17 år: »Alle, der kender mig, ved, at jeg elsker at tale om himlen. Eftersom fysisk lidelse og smerte er en del af min hverdag, glæder jeg mig til den dag, hvor min krop vil blive udskiftet med en ny og herliggjort udgave«.

Ville Joni glæde sig på samme måde, hvis fysisk smerte ikke var en del af hendes hverdag? Ville jeg glæde mig til himlen, hvis mit humør altid var i topform? Vi skal ikke søge trængsler og forfølgelser, men vi må glæde os over, at trængsler føder længsel efter Herrens tilsynekomst og det nye liv i »Sorgenfri«.

 

Fællesskab med Jesus

For det andet vokser længslen efter Herrens tilsynekomst ud af hverdagens fællesskab med Jesus.

Der er en dobbelthed i Bibelens budskab om frelsen. Jesus bor allerede nu i vore hjerter ved Helligånden. Vi skal ikke hente Kristus ned fra himlen eller stige ned i afgrunden for at hente ham op. Troen siger, at Kristus er nær i mund og hjerte (Rom 10,6-8).

Samtidig lærer Bibelen os, at Kristus lige nu sidder ved Faderens højre hånd og går i forbøn for os (Rom 8,34). Apostlen Peter understreger derfor, at vi tror på og elsker Jesus, selvom vi ikke har set ham: »Ham elsker I uden at have set ham, ham tror I på nu uden at se ham« (1 Pet 1,8).

Vi må glæde os over, at Jesus er os nær her og nu, og hvile i, at han har renset os for vore synder og gjort os retfærdige og himlen værdige. Det er ud af troens fællesskab med Jesus, som elsker os, at der vokser en længsel efter en dag at se ham ansigt til ansigt.

Hvad er det værste ved Helvede? Hvad er det bedste ved livet på den nye jord? Jeg kender ikke svaret, men overvej følgende: En dag skal hver tunge bekende, at Jesus Kristus er Herre (Fil 2,11). Det værste ved fortabelsen må være, at mange må gå bort fra Jesus efter at have set ham og bekendt ham som Herre.

Hvad er det bedste ved livet på den nye jord? At se Jesus som den korsfæstede og opstandne og få lov til at leve sammen med ham i al evighed. I dag tror vi på Jesus uden at se ham. Men der kommer en dag, hvor vi skal se ham ansigt til ansigt.

Min længsel efter livets faste land lever primært af visheden om, at jeg dér skal se Jesus, som han er. Jeg forestiller mig, at jeg, når jeg ser Jesus ansigt til ansigt, vil have det som Peter på forklarelsens bjerg, hvor han sagde: »Herre, det er godt, at vi er her« (Matt 17,4).

 

Bibelens billede af evigheden

For det tredje lever bønnen om Herrens tilsynekomst af det bibelske billede af livet på den nye jord.

Nogle gange tænker jeg, at Jesu tilsynekomst betyder, at jeg mister noget. For eksempel har jeg hørt nogle sige til Jesus, at han gerne må udsætte genkomsten, til de er blevet gift og har fået børn.

Jeg forstår tankegangen. Vi ved, hvad vi har, men ikke, hvad vi får. Her er det en hjælp at tænke på, hvad Bibelen konkret siger om livet på den nye jord.

Jorden bliver ikke ny i den forstand, at den nuværende jord bliver kasseret. Jorden bliver fornyet. Derfor kan vi læse i Salmernes Bog, hvordan himlen glæder sig, marken jubler og træerne råber af fryd ved budskabet om Herrens komme (Sl 96,11-13).

Skaberværket jubler, fordi Herrens tilsynekomst betyder, at det bliver forløst. Her og nu sukker skabningen af længsel efter Herrens komme. For skaberværket ved, at Herren aldrig kommer for at stjæle, men for at sætte fri til at leve det liv, Gud havde i tanke, da han skabte alting såre godt (Rom 8,20-23).

Vores krop er en del af skaberværket. Vi mærker, at vore legemer er underlagt forgængeligheden. Kroppen forfalder! Jesu krop blev vanæret og ødelagt, da den blev pisket og gennemboret. Det skildres virkelighedsnært i Salme 22,15: »Alle mine knogler falder fra hinanden.«

Jesus opstod påskemorgen med et nyt legeme, som ikke længere er begrænset af tid og rum. Og dog er han den samme. Thomas så hans sårmærker. Disciplene genkendte deres Herre.

Der er noget nyt og hemmelighedsfuldt ved Jesu opstandelseslegeme. Sådan er det også med det liv, der venter efter Herrens tilsynekomst. Men så meget kan vi sige: Vi skal opstå, fordi Jesus opstod!

Vi har noget at glæde os til! For Jesus kommer aldrig for at stjæle. Det lader han en anden om. Jesu komme betyder et nyt legeme og et nyt liv på en ny jord under en ny himmel. Jesu kors og opstandelse er vores garanti for, at det er sandt!

»Amen, kom, Herre Jesus.«