Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Jesu genkomst

Hvad skal der ske, når Jesus kommer igen? Ole Andersen skriver om Bibelens forudsigelser om Jesu genkomst og tiden efter genkomsten. Tiden inden Jesu genkomst blev behandlet i en artikel i Ordet og Israel december 2002.

De sidste tider er perioden mellem Jesu første komme og hans genkomst. Bibelen siger, at de sidste tider vil blive præget af krig, religiøs vildførelse, naturkatastrofer, kristen mission og forskellige begivenheder i Israel.
Disse ting hører til i perioden inden Jesu genkomst og er "tegn" på, at genkomsten nærmer sig. Men hvad skal der ske, når Jesus kommer? Eller sagt med andre ord: Hvad siger Bibelen om tiden efter de sidste tider?

 

Hvad er en "genkomst"?

Jesus kommer igen. Det er en af de sandheder, der meget ofte slås fast i Det Nye Testamente. Gud har valgt at lade Messias komme til jorden to gange for at udføre de opgaver, Gud har pålagt ham: første gang for at blive ofret for menneskers synd og anden gang for at frelse og forløse dem, der venter på ham (jf. Hebr 9,28).
Ny Testamente bruger flere forskellige udtryk om Jesu genkomst. Inden for nogle få vers i de første to kapitler af 2 Thess finder vi tre af de vigtigste udtryk:

1) Jesu komme
I 2 Thess 2,1 taler Paulus om "vor Herre Jesu Kristi komme" (græsk: parusía). Ordet kan bruges helt almindeligt om et menneskes ankomst (f.eks. 2 Kor 7,6). Det blev dog også brugt i en mere speciel, teknisk betydning om for eksempel kejserens storslåede ankomst på officielt besøg i en by i riget. I Ny Testamente bruges det især om Jesu fremtidige komme til jorden i magt og herlighed for at overtage verdensherredømmet (f.eks. Matt 24,3 jf. v.30; 1 Kor 15,23).

2) Jesu synlige komme
Få vers senere, i 2 Thess 2,8, taler Paulus om Jesu synlige komme (græsk: epifáneia, dansk oversættelse: "når han kommer synligt"). Dette ord blev i den græske verden brugt om tilsynekomsten af noget, der tidligere har været usynligt, for eksempel guders tilsynekomst. I Ny Testamente bruges det især om Jesu fremtidige tilsynekomst i forbindelse med dommen og oprettelsen af Guds rige (f.eks. 2 Tim 4,1).

3) Jesu åbenbaring
I 2 Thess 1,7 bruger Paulus et tredje udtryk, nemlig Jesu åbenbaring (græsk: apokálypsis, dansk oversættelse: "når Herren Jesus åbenbares fra himlen"). Ordet betyder afsløring eller afdækning. Det kan bruges om afsløringen af noget hidtil ukendt (f.eks. Gal 1,12). Ny Testamente bruger det flere steder om Jesu fremtidige overgang fra den usynlige til den synlige verden (f.eks. 1 Pet 1,7.13).
Alle tre udtryk bruges om én og samme begivenhed. Det understreges i den græske tekst i 2 Thess 2,8, hvor ordene parusía og epifáneia er sammenføjet til ét udtryk, der på snørklet dansk kunne gengives: "ved hans kommes tilsynekomst".
At Bibelen bruger udtrykkene "synlige komme" og "åbenbaring", understreger et vigtigt aspekt af genkomsten. Jesu genkomst betyder ikke, at han i øjeblikket er borte, men på et tidspunkt vil komme tilbage. Bibelen lærer ganske klart, at Jesus allerede nu er usynligt tilstede i verden. Han har lovet sine disciple, at han er med dem alle dage indtil verdens ende - altså ikke først fra verdens ende (Matt 28,20). Og han har givet dem et stærkt løfte om, at hvor bare to eller tre er forsamlet i hans navn, vil han selv være midt iblandt dem (Matt 18,20). Det gælder allerede her og nu. Det nye efter Jesu genkomst er ikke, at han er tilstede, men måden han er tilstede på. Efter genkomsten er han synligt tilstede på samme måde som mellem opstandelsen og himmelfarten.

Jesu genkomst er altså den dag, hvor han kommer synligt for at overtage verdensherredømmet og oprette sit rige.

 

Kødets opstandelse

Rigtig mange steder i Det Nye Testamente handler om Jesu genkomst. Men nogle få steder er særligt vigtige, fordi de angiver en rækkefølge for de begivenheder, der skal ske i forbindelse med genkomsten. Det gælder for eksempel 1 Thess 4,13-18.
Her siger Paulus, at det første, der vil ske ved Jesu genkomst, er opstandelsen. Eller med Paulus' egne ord: "de, der er døde i Kristus, skal opstå".
"Opstandelse" betyder i Bibelens sprogbrug, at menneskets legeme vil blive gendannet og opstå i en ny form. Sjæl og legeme, som ved døden er blevet skilt, vil igen blive forenet. På samme måde som Jesus opstod legemligt, skal alle troende opstå legemligt (1 Kor 15,22). Ved opstandelsen vil de troende få et forvandlet, uforgængeligt opstandelseslegeme, der ligner det herliggjorte legeme, Jesus fik ved sin opstandelse (1 Kor 15,51-52; Fil 3,21). Det, der venter de troende, er "vort legemes forløsning" (Rom 8,23). Det evige liv er altså ikke kun for sjælen, men for et helt menneske med både sjæl og legeme.

Opstandelsen fra de døde spiller en enorm rolle i Det Nye Testamente. Troen på opstandelsen hører til blandt de mest centrale og vigtige sandheder i det kristne evangelium. Paulus' forkyndelse kan ligefrem sammenfattes med ordene "evangeliet om Jesus og om opstandelsen" (ApG 17,18). Stærkere kan betydningen af opstandelsen næppe understreges.
Læg mærke til, at Paulus udtrykkeligt siger, at det er "de døde i Kristus", der skal opstå ved Jesu genkomst. Bibelen lærer, at alle mennesker, både retfærdige og uretfærdige, skal opstå (Joh 5,28-29; ApG 24,14-15). Men samtidig fastslår Bibelen, at det skal ske på to forskellige tidspunkter. Først skal de, der har troet på Jesus ("de døde i Kristus"), opstå. Det er "den første opstandelse". Først på et senere tidspunkt skal alle de andre døde opstå (Åb 20,5).

Det første, Jesus vil gøre ved sin genkomst, er altså at opvække alle døde troende og give dem et legeme, der ligner hans eget opstandelseslegeme. Fra det tidspunkt er de salige og hellige og ikke mere underlagt dødens og syndens magt (Åb 20,6).

 

Bortrykkelsen

Efter de troendes opstandelse bliver den næste begivenhed den såkaldte "bortrykkelse". Eller som Paulus formulerer det i 1 Thess 4,16-17: "De, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren".
Bortrykkelsen omfatter altså to grupper mennesker: de døde troende, der netop er blevet vakt til live, og de troende, der lever på dette tidspunkt. De vil møde den genkomne Jesus og skal derefter aldrig mere skilles fra ham.
(Nogle bibeltro kristne mener, at de troendes opstandelse og bortrykkelsen vil ske på et tidspunkt inden Jesu synlige genkomst. Andre mener, at opstandelsen og bortrykkelsen sker som det første ved Jesu genkomst. Spørgsmålet om tidspunktet for bortrykkelsen blev grundigt behandlet i tre artikler i Ordet og Israel oktober 2000; artiklerne findes også i artikel-arkivet på www.ordetogisrael.dk).

 

Sejr over Antikrist

En tredje begivenhed, der skal finde sted ved Jesu genkomst, er opgøret med Antikrist. Bibelen lærer, at verden i den sidste korte tid inden Jesu genkomst vil blive domineret af en ugudelig leder, der skal være redskab for Satan. Det Nye Testamente kalder ham for Antikrist (1 Joh 2,18), "lovløshedens menneske" (2 Thess 2) og "dyret" (Åb 13). Under ham vil ondskab, blasfemi og forførelse nå uanede højder. Men selv om han ser ud til at være en verdenshersker med uindskrænket magt, vil han stå fuldstændig forsvarsløs over for Jesus, når han kommer igen.
Paulus beskriver Jesu sejr over Antikrist på denne måde: "Ham skal Herren Jesus dræbe med sin munds ånde og tilintetgøre, når han kommer synligt" (2 Thess 2,8).

 

Tusindårsriget

Begivenhederne i forbindelse med Jesu genkomst er i Johannes' Åbenbaring beskrevet i 8 syner (Åb 19,11-21,8). De første tre syner beskriver Jesu genkomst og hans sejr over Antikrist. Men derefter følger to syner, der beskriver en periode, der kaldes "de tusind år" (Åb 20,1-10). De tusind år er kendetegnet ved to begivenheder. For det første er Satan fængslet i de tusind år, så han ikke mere kan "forføre folkeslagene". For det andet skal en gruppe mennesker, der omfatter de kristne martyrer og de kristne fra Antikrists tid, komme til live og blive konger og præster sammen med Jesus i de tusind år.
Bibeltro kristne har lige siden oldkirken været uenige om, hvordan dette "tusindårsrige" skal forstås. Nogle mener, at de tusind år i tid falder sammen med kirkens historie på jorden fra Jesu første komme til hans genkomst. Altså at tusindårsriget er nu. Andre mener, at de tusind år er en periode mellem Jesu genkomst og den sidste store dom.
Der er to stærke argumenter for, at de tusind år først begynder ved Jesu genkomst:
a) De tusind år er fri for Satans forførelse (Åb 20,3). Men Bibelen viser, at den antikristlige forførelse, som Satan sender over verden, allerede var begyndt på Ny Testamentes tid (f.eks. 1 Joh 2,18; 4,3) og fortsætter helt frem til kulminationen under Antikrist lige før Jesu genkomst (Åb 13,14). Hele perioden fra Jesu første komme til hans genkomst er altså præget af forførelse. De tusind år er derimod uden forførelse. Derfor kan de tusind år ikke være nu, men må først begynde ved Jesu genkomst, hvor Antikrist bliver besejret.
b) Blandt de mennesker, der opstår og bliver konger i de tusind år, nævner Bibelen nogle kristne, der har levet i Antikrists tid men afvist at bøje sig for ham (Åb 20,4). Derfor må de tusind år være en periode efter Antikrists virke på jorden.
Jesu genkomst markerer altså begyndelsen på tusindårsriget. I de tusind år er de troende opstået fra de døde, bortrykket til at være sammen med Jesus og indsat som konger og præster sammen med ham. Men på jorden går livet videre for de folkeslag, som ikke blev dræbt sammen med Antikrist. Teksten siger nemlig udtrykkeligt, at der ved afslutningen af de tusind år lever folkeslag på jorden, som endnu ikke har del i opstandelsen og den evige salighed (Åb 20,8). Jorden er altså i de tusind år endnu ikke befriet fra døden og synden. Men Satans magt til at forføre folkene på jorden er brudt. Derfor er der grund til at tro, at de tusind år bliver en mægtig missionstid.
En række tekster i Det Gamle Testamente handler om en herlig tid, hvor Israel skal være kommet til tro på Messias og opleve fred og tryghed under hans kongemagt. En sammenligning af disse tekster med Åb 20 tyder på, det er i tusindårsriget, at profetierne om Israels herlige forløsning vil gå i opfyldelse. (Tydeligst er det ved en sammenligning mellem Ez 34-39 og Åb 20,1-10).

 

Gog og Magog

De tusind år slutter med Satans løsladelse fra fængslet. Han genoptager straks sin forførelse af folkene på jorden. Anført af Gog og Magog går de forførte folk til angreb på Jerusalem.
Men denne sidste krampetrækning fra Satan ender med, at Jesus endegyldigt besejrer ham og styrter ham i helvede (Åb 20,7-10 jf. Ez 38-39).

 

Den store dom

De næste to syner i Åbenbaringens oversigt over Jesu genkomst handler om den store dom (Åb 20,11-15). De døde, der ikke havde del i den første opstandelse ved begyndelsen af tusindårsriget, skal nu blive levende. Derefter skal de aflægge regnskab for deres liv for Guds domstol.
Som den sidste af Guds fjender bliver døden kastet i helvede (jf. 1 Kor 15,26). Dermed har Jesus besejret alle store fjender: Antikrist, Satan og døden.

 

Den nye verden

Det store drama ved Jesu genkomst ender med fremkomsten af en helt ny verden (Åb 21,1-4; 2 Pet 3,13).
Én efter én er fjenderne blevet overvundet. Resultatet er revolutionerende:
"Verdensherredømmet er nu vor Herres og hans salvedes, og han skal være konge i evighedernes evigheder … fordi du har overtaget din store magt og er blevet konge" (Åb 11,15-17).
Jesu genkomst er hans magtovertagelse. Og for første gang i verdenshistorien vil en magtovertagelse for alvor føre til ændrede livsvilkår for mennesker. Alle, der ødelægger jorden, vil nu selv blive ødelagt (Åb 11,19). Tilbage bliver en ny jord, hvor hele skaberværket er genoprettet.
Det sidste af Åbenbaringens otte syner beskriver den nye verden efter Jesu sejr (Åb 21,1-4). Én ting ved den nye verden bliver gentaget tre gange og dermed understreget mere end noget andet:
"Nu er Guds bolig hos menneskene."
"Han vil bo hos dem."
"Gud vil selv være hos dem."
Dét er det mest revolutionerende nye. Gud vil igen tage bolig på jorden hos mennesker. Vi skal se Gud (1 Joh 3,2). Han vil være sammen med de frelste på samme måde, som han var sammen med Adam og Eva i paradiset.
Dermed er fordrivelsen af mennesket fra Guds nærvær ophævet. Kerubernes flammesværd, der spærrede vejen til paradiset, er væk. Den forbandelse, der siden syndefaldet har ødelagt verden, findes ikke mere (1 Mos 3,17 og Åb 22,3).
Dermed er også alle syndefaldets følger fjernet. Synd og død, sygdom, sult og krig er fortid. Fred, glæde og retfærdighed gennemsyrer hele det nye samfund. En new age, der langt overgår det, nyreligiøsiteten drømmer om.
Guds mægtige frelsesplan er fuldendt. Messias har gennemført det. Jesu sejr er total.