Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Opstandelsen - et grænseoverskridende skønt budskab

Det Gamle Testamente har et vigtigt budskab: Menneskeheden er i live og eksisterer, fordi Gud har blæst sin Ånd i den. Ånden er livgiveren. Det var også Guds Ånd, der virkede i Messias, da han døde for syndens skyld og opstod til evigt liv. Og samme Ånd vil en dag fremkalde opstandelsen fra de døde.

For at forstå, hvad det bibelske håb om kroppens opstandelse indebærer af skønhed og jordnær virkelighed, skal vi først lytte til, hvordan Gud i begyndelsen skabte mennesket i Paradiset:»Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen«(1 Mos 2,7).
Den norske præst Børre Knudsen har sagt, at Gud skabte mennesket med mund-til-mund-metoden:    
 »Mennesket får liv af Guds eget liv. I sig selv er mennesket blot jord. Det er stof. Det er ikke noget i sig selv. Men så blæser Gud sit liv i mennesket. Og mennesket bliver en levende sjæl. Det liv, som er i mennesket, kommer fra Gud. Det er Guds åndedræt, som fylder denne krop af jord, gør den levende, rejser den op«(Grunnsøylene, s.53).
 
Allerede her i skabelseshistorien får vi en grundlæggende beskrivelse af, hvad opstandelse er. Opstandelse er at komme til live, opstandelse er skabelse.
Opstandelse er lig med, at Gud skaber liv i en død krop. Det sker ved, at Guds Ånd fylder den døde krop med sin livgivende skaberkraft.
På den måde kan Gud også i dag gøre os levende, rejse os op til livet. 

 

Opstandelse i Det Gamle Testamente

Det Gamle Testamentes 39 skrifter er skrevet efter syndefaldet, og før Jesus kom til jorden som Messias. Det betyder, at håbet om, at Gud kan skabe liv i døde, af gode grunde ikke fylder så meget som i Det Nye Testamente.
Men opstandelseshåbet findes - smukt, stærkt og tankevækkende formuleret i form af en grundlæggende tillid til, at vi mennesker kun er i live på grund af Guds Ånds nærvær i kroppen. Når Det Gamle Testamentes forfattere skal svare på, hvorfor menneskeheden er i live, peger de direkte tilbage på menneskets skabelse i Paradiset:
Hvis Gud kun havde tanke for sig selv,
hvis han tog sin livgivende ånd tilbage,
da ville alt levende omkomme,
og mennesket blive til jord igen. (Job 34,14-15)
 
…du tager deres ånd bort, og de dør
og bliver til jord igen;
du sender din ånd, og der skabes liv,
du gør jorden ny. (Sal 104,29f)
 
Det Gamle Testamentes tydeligste udsagn om et håb om de dødes opstandelse findes hos profeterne Daniel og Esajas: Mange af dem, der sover i jorden,
skal vågne,
nogle til evigt liv,
andre til forhånelse, til evig afsky. (Dan 12,2)
 
Dine døde bliver levende, deres lig står op.
I, der ligger i jorden, skal vågne og juble.
For din dug er lysets dug,
og jorden bringer dødninge til live. (Es 26,19)
 
Her åbenbarer Gud gennem profeterne Daniel og Esajas, at de døde en dag skal opstå. De dødes tilstand sammenlignes af begge profeter med en søvn, og opstandelsen med en opvågnen.
Daniel understreger, at en del af menneskeheden skal opstå til evigt liv, mens den anden del skal opstå til evig straf. Esajas derimod, har alene fokus på de retfærdiges glæde og jubel, når Gud atter skaber liv i deres døde kroppe.
Daniels Bog slutter med ordene:
 
Men du, Daniel, skal gå bort, indtil enden kommer. Læg dig til hvile, og stå op til din lod ved dagenes ende. (Dan 12,13)
 
Messias’ død og opstandelse
Hvad Israels folk på dette tidspunkt ikke vidste, var at opstandelsen ville begynde med, at Gud træder frem på jorden i skikkelse af Messias, som skal komme for at dø og opstå.
Hos profeten Esajas rummer det kendte kapitel 53 en knap så kendt profeti om Messias’ opstandelse fra de døde. Vers 10-11 taler om det resultat, som Messias’ stedfortrædende død munder ud i:
 
Det var Herrens vilje at knuse ham med sygdom.
Når hans liv er bragt som skyldoffer,
ser han afkom og får et langt liv,
og Herrens vilje lykkes ved ham.
Efter sin lidelse ser han lys,
han mættes ved sin indsigt.
Min tjener bringer retfærdighed til de mange,
og han bærer på deres synder.
 
I første omgang skal Messias dø stedfortrædende for Israel og verden, og derefter skal han opstå. Efter at Gud har gjort ham levende og rejst ham op fra de døde, skal Messias erfare, at Herrens vilje lykkes ved ham, han skal se lys, mættes og bringe retfærdighed, bære verdens synder på sine skuldre.
Ifølge Det Nye Testamente er Jesus Israels korsfæstede og opstandne Messias. 

 

Opstandelse i Det Nye Testamente

Det Gamle Testamentes opstandelseshåb hjælper den kristne menighed til at glæde sig over, hvad Jesus og apostlene lærer om opstandelsen.
På den ene side understreger Jesus, hvad profeten Daniel har forudsagt, nemlig at:
 
Den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst og gå ud af dem – de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom. (Joh 5,28f )
 
På den anden side har Jesus og apostlene et særligt fokus på de retfærdiges lykkelige opstandelse. Det lykkelige fokus kommer til udtryk i Jesu ord til den, som tror på ham: »Jeg er opstandelsen og livet« (Joh 11,29), og i de første kristnes vidnesbyrd: »Gud, der oprejste Herren Jesus, vil også oprejse os«(2 Kor 4,14).
 
Eller sagt af Lukas, der sammenfatter Paulus’ evangeliserende forkyndelse med disse ord: »han forkyndte evangeliet om Jesus og om opstandelsen«(ApG 17,18).
 

 

Evangeliet om opstandelsen

Menighedens håb er knyttet til Jesus. Jesu opstandelse og de kristnes opstandelse er to sider af samme mønt. Der er nemlig en unik sammenhæng mellem Jesu opstandelse i fortiden og den kristne menigheds opstandelse i fremtiden. Paulus understreger det i Fil 3,20-21:
 
Men vort borgerskab er i himlene; derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser. Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt.
 
Læg mærke til, at Paulus intet siger om, at det gælder om »at komme i himlen« – sådan ville han aldrig udtrykke sig i forbindelse med fuldendelsen af Guds frelsesplan for verden! Tværtimod knytter han menighedens himmelske borgerskab til det frelseshistoriske faktum, at Jesus en dag skal komme fra himlen til jorden. Når det sker, ved hans andet komme, skal menigheden forvandles ved, at Gud giver menigheden »skikkelse som Jesu herliggjorte legeme«.
 

 

Åndens levendegørende kraft

Hvordan sker det helt konkret? Det sker, ved at Guds Ånd fylder de døde kristnes kroppe med liv og derved skaber en fornyet og forvandlet menneskehed. Tanken er svær at rumme, da det til dato kun er Jesus, som har gennemgået opstandelsen. Men Paulus prøver alligevel at sætte ord på det i Rom 8,11:
 
Og når hans ånd, han som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer, skal han, som oprejste Kristus fra de døde, også gøre jeres dødelige legemer levende ved sin ånd, som bor i jer.
 
Budskabet er lige så enkelt, som det er formidabelt og grænseoverskridende skønt: Der findes en Gud, som har magt til at gøre døde mennesker levende!
Dette budskab møder vi allerede på Det Gamle Testamentes allerførste sider, hvor vi hører om Adams skabelse i Paradiset. Nu foldes det ud for os i Det Nye Testamente.
Jesus er den nye Adam, som gennem sin død og opstandelse fører menneskeheden mod den kommende verdens liv på den nyskabte jord.
 

 

Åndens kraft i dag

Lad os lytte til, hvad Bibelen faktisk sigerom opstandelsen! Guds Ånd gjorde den korsfæstede Jesus levende igen. Han er det første menneske, som har gennemgået opstandelsens forvandling og fornyelse. Jesus lever evigt nu, han kan aldrig i evighed dø.
Samme Guds Ånd, som vakte Jesus til live påskemorgen, har nu taget bolig i menigheden. Guds menighed er jordens største under. Det, som er sket med Jesus, vil ske med den kristne menighed. Der er en vej ud af døden. Guds ånd vil oprejse den kristne menighed på opstandelsens morgen.
Griber vi det, er vi godt på vej til at forstå
»hvor overvældende stor hans magt er hos os, der tror i kraft af hans mægtige styrke. Med den magt virkede han i Kristus, da han oprejste ham fra de døde og satte ham ved sin højre hånd i himlen, højt over al myndighed, magt, kraft, herskermagt og hvert navn, som nævnes kan, ikke blot i denne tidsalder, men også i den kommende«(Ef 1,19-21).
 
Griber vi Guds ords tale om opstandelsen, er vi på vej til at forstå, at Guds rige er til stede, hvor den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus er til stede, at Guds riges kræfter allerede nu virker i verden gennem menigheden som Kristi legeme, og at Riget en dag skal komme over jorden.