Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Troede Paulus på tusindårsriget?

»Tusindårsriget er kun nævnt ét sted i Bibelen, nemlig i Johannes’ Åbenbaring.« Det er et udsagn, der gentages gang på gang. Men er det rigtigt? Cand.theol. Jens Lomborg har set nærmere på, hvad Paulus skrev i et af sine breve.

Den kristne kirkes lære om de sidste tider er gennem hele kirkens historie blevet formet af arbejdet med at forstå en række forskellige tekster i de bibelske skrifter. Når kristne i forbindelse med de sidste tider taler om ‘tusindårsriget’, er det på grund af ét bestemt sted i Bibelen, nemlig Johannes’ Åbenbaring 20,1-10. I disse vers optræder udtrykket ‘de tusind år’ hele seks gange. Derfra stammer udtrykket ‘tusindårsriget’. En del bibelfortolkere mener imidlertid, at der ud over Åb 20,1-10 ikke findes noget spor af tusindårsriget i Det Nye Testamente. Dertil vil jeg svare både ja og nej!
Ja, jeg er enig i, at selve tidsangivelsen – ‘de tusind år’ – kun findes hos Johannes.

Og nej; selve tanken om et kommende mellemrige – dvs. et tidsrum mellem Jesu genkomst og nyskabelsen af himmel og jord – mener jeg, at vi også finder hos Paulus i 1 Kor 15,22-24. Noget i disse vers tyder på, at Paulus og Johannes er mere enige angående Jesu genkomst, end nogle måske tror.

Begge taler om, at Kristi nuværende herredømme over menigheden i forbindelse med Jesu genkomst skal manifesteres på en mere synlig måde, end det sker i dag. Det skal ske efter genkomsten, men inden fuldendelsen. Der skal ske en synlig manifestation af, at Jesus er givet al magt i himlen og på jorden.

Kor 15,20-28 I det følgende står jeg i gæld til L. Joseph Kreitzer, der i sin bog Jesus and God in Paul’s Eschatology (Sheffield 1987) gennemgår en række tekster hos Paulus, der handler om Jesu genkomst. Bogen indeholder blandt andet et afsnit om forskellige fortolkninger af 1 Kor 15,20-28.
Vi skal her se nærmere på et spændende udsagn i 15,22-24, hvor Paulus skriver:

For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus. Men hver til sin tid: Kristus som førstegrøden, dernæst, når han kommer, de, som hører Kristus til. Derefter kommer enden, når han har tilintetgjort al magt og myndighed og kraft og overgiver Riget til Gud Fader.

Derefter kommer enden Kreitzer peger på, at hovedspørgsmålet er: Hvordan skal udtrykket ‘Derefter kommer enden’’(v.24a) forstås?
Er det en anden måde at sige ‘Jesus kommer igen’ på? Hvis det er tilfældet, så bruger Paulus udtrykket ‘derefter kommer enden’ til at gentage, hvad han allerede sagde om Jesu genkomst i 15,23!? Eller udtrykker ordene ‘derefter kommer enden’ noget andet end den blotte konstatering af, at Jesu genkomst indtræffer? Hvis det er tilfældet, findes der så i sammenhængen tegn på, hvad dette andet skulle være?

Lad os se nærmere på teksten, og forsøge at finde svar på disse spørgsmål.

 

Hvad siger teksten?

Udsagnet ‘derefter kommer enden’ i vers 24a er både knyttet til det foregående og det efterfølgende. Vi skal se på begge forhold.

1. Sammenknytning med det foregående

Den glædesfyldte konstatering i vers 23 er, at Kristus er opstået som førstegrøden af dem, der skal levendegøres (23a); dernæst skal de, der tilhører Kristus, opstå ved hans genkomst (23b). Derefter kommer enden¼

Det diskuteres, hvorvidt de sætninger, der indledes med dernæst¼ derefter¼ , indeholder et tidsaspekt eller ej. Med andre ord, om man kan pege på et tidsrum mellem genkomsten og ‘enden’?

Man behøver ikke at lede længe for at finde et tilfredsstillende svar: Det eneste sted i sine breve, hvor Paulus ellers bruger udtrykket ‘dernæst¼ derefter¼ ’, er faktisk i selvsamme kapitel, nemlig i 1 Kor 15,5-7. Dér taler Paulus om Kristi tilsynekomster for forskellige disciple på forskellige tidspunkter efter opstandelsen. Det oversættes: »..han blev set af Kefas og dernæst af de tolv. Dernæst blev han set af over fem hundrede brødre¼ Dernæst blev han set af Jakob, siden af alle apostlene. Men til sidst blev han også set af et misfoster som mig«.

Selve Paulus’ anliggende i 15,5-7 er selvfølgelig ikke tiden mellem de forskellige tilsynekomster, men derfor er det alligevel tydeligt, at han har et lineært tidsforløb i baghovedet. Vi har altså her et yderst interessant pejlemærke inden for samme kapitel: Når der findes et tidsaspekt i 15,5-7, hvorfor skulle det så være mindre tydeligt knap 20 vers senere i samme kapitel?

Ligheden mellem udtrykkene i 15,5-7 og 15,23-24 peger derfor i retning af, at Paulus i 15,23-24 har tænkt på Jesu genkomst og ‘enden’ som to forskellige begivenheder adskilt af et vist tidsrum. Fælles for de to begivenheder er, at Kristus er i centrum under begge begivenheder. Men hvad sker der så i tidsrummet mellem Jesu genkomst og ‘enden’? Det kan blandt andet resten af 15,24 hjælpe med at svare på.

2. Sammenknytning med det efterfølgende

De øvrige udsagn i 15,24 peger på, hvornår enden kommer, og hvad der skal ske inden da. Paulus skriver, at enden kommer, når Kristus ‘har tilintetgjort’ al modstand mod ham. Det vil sige, at før enden kommer, skal Jesus tilintetgøre al magt, myndighed og kraft.

Hvis denne tolkning har noget for sig, undgår man ikke at forsøge at tidsfæste, hvornår denne tilintetgørelse af modstanden mod Kristus skal finde sted. Der er to muligheder:

a. umiddelbart ved genkomsten

b. i tidsrummet mellem genkomsten og ‘enden’.

Mulighed a. indeholder den svaghed, at den ikke er opmærksom på tekstens eget tidsaspekt. Vi har netop set, at Paulus med ordene ‘dernæst, derefter ’ højst sandsynlig har tænkt på to begivenheder. Men mulighed a. undgår at berøre, hvad der skal ske i tidsrummet efter genkomsten og ‘enden’.

Mulighed b. har den styrke, at den faktisk giver svaret på, hvad der skal ske i det tidsrum, som Paulus i teksten selv har antydet: Tiden mellem Jesu genkomst og ‘enden’ skal bruges til at nedkæmpe al jordisk modstand mod Kristus. Lad mig – med fare for at blive udråbt til Æresmedlem i Køreplanernes Klub - forsøge at skitsere Paulus’ tanker i en kronologisk rækkefølge:

1. Kristus er den første af de opståede (v.23a),

2. og ved hans genkomst skal de, der tilhører ham, opstå (v.23b),

3. og så skal hans herredømme manifesteres ved, at han tilintetgør hver magt, myndighed og kraft, der er imod ham (v.24b),

4. derefter kommer enden, hvor Sønnen overgiver Riget til Faderen (v.24a).

Det som beskrives i vers 24b – og uddybes i vers 25-27a - er altså Kristi rolle i tidsrummet mellem genkomst og fuldendelse. Her skal Kristi herredømme manifesteres på en ny måde. Imellem genkomstens begyndelse og dens afslutning sker der det, der beskrives i vers 24b: Modstanden mod Kristus tilintetgøres. Det skal på en hidtil ukendt måde blive synligt, hvem der har fået givet magten over himmel og jord. Genkomsten fuldendes dernæst ved, at Riget overgives til Gud Fader (v.24a).

Når Paulus i vers 24a bruger udtrykket ‘derefter kommer enden’ taler han med andre ord om genkomstens klimaks, dens afslutning og fuldendelse. Og interessant nok: Det græske ord for ‘enden’ (telos) kan netop også oversættes med ‘afslutningen’, ‘målet’ eller ‘fuldendelsen’!

 

Hvad er baggrunden for Paulus’ tanker?

Paulus’ teologi har et dobbelt fokus: Det Gamle Testamente (GT) og Jesus Kristus.

Jeg tror, at Paulus’ ord og tanker i 1 Kor 15,22-24 bedst lader sig forklare ud fra, at Paulus i sin læsning af GT har stødt på vigtige tekster om de sidste tider. Måske tekster som Sl 2; Es 2,1-4; Ez 33-39; Zak 2,15-17; 9,10; 14,1-21. Og sikkert også steder, der refererer til en fremtidig hersker af Davids slægt, hvoraf de mest kendte eksempler er Es 11; Hos 3,4-5; Jer 30,9; 33,14-16. Flere af disse tekster ser ud til først at kunne opfyldes ved Jesu genkomst.

Når Paulus i sine breve beskæftiger sig med Jesu genkomst, har han altså ønsket at fastholde en række GT-teksters oprindelige mening og sigte. Og samtidig med at Paulus fastholder GT’s oprindelige mening, har han haft åbenbaringen af Jesus Kristus som pejlemærke. Der er for Paulus ingen uoverensstemmelse mellem Guds åbenbaring af sig selv i GT, og Guds åbenbaring af sin egen Søn, Jesus Kristus.

Troen på Jesus har netop bekræftet Paulus i, at i GT findes evangeliet om Guds Søn (Rom 1,2; 4,24). Det faktum, at Israels Gud sendte sin egen Søn til jorden som menneske, stadfæster Israels Guds sandhed og trofasthed (Rom 15,8; 2 Kor 1,20).

Guds ord i GT, og altså også de steder, der taler om de sidste tider, skal læses ud fra troen på og håbet om, at Gud atter vil sende Jesus Kristus til jorden. Først da vil Gud endelig opfylde, hvad han i GT gennem sine hellige profeters mund har lovet. Netop i Guds egen Søn, Jesus Kristus, kan læren om de sidste tider – også som den findes i GT – finde sin berettigelse og opfyldelse.