Yom kippur hele året

Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Yom kippur hele året

Den 23. september i år fejrer Israel yom kippur. Dagen kaldes også den store forsoningsdag og fejres hvert år i Israel på den tiende dag i den syvende måned ifølge den jødiske kalender. Her ligger de ellers tæt befærdede landeveje øde hen, alle butikker er lukkede, og man faster for at give plads til syndsbekendelse, omvendelse og en ny begyndelse

 

Den store forsoningsdag er indgående beskrevet i 3. Mosebog 16 og 23,26-32. Ypperstepræsten skulle gå ind i åbenbaringsteltets, og senere templets, inderste rum, hvor pagtens ark stod. Her skulle han skaffe folket soning for dets synd det forgangne år.                    

Men hvad skal vi med denne fest i dag? Templet i Jerusalem er jo væk, og offertjenesten ved templet lukket for mange år siden. Festen har heller ikke noget direkte nedslag i Ny Testamente ligesom påske og pinse. Så lurer spørgsmålet: Har yom kippur overhovedet noget at bidrage med i 2015?

 

Relevans i dag?

For at finde svar på det spørgsmål er det vigtigt at forstå to forhold, som har at gøre med baggrunden for yom kippur. For det første, at menneskets synd adskiller os fra Herren. Fællesskabet er brudt. For det andet, at Herren i sin kærlighed måtte gribe ind. Han ville, at fællesskabet skulle genoprettes.                     

Det er disse to tidløse frelseshistoriske linjer, der danner baggrund for yom kippur. Det gør dagen til en forkyndelse af lov og evangelium i evangelisk luthersk forstand med relevans for alle mennesker på alle steder til alle tider. Vi er inde ved Bibelens altoverskyggende hovedtema – evangeliet om forsoningen i Jesus Kristus. Det er kærlighed, når den er stærkest.                     

Jeg vil her pege på tre sider af forsoningen i Jesus Kristus, som yom kippur minder os om.

 

1) I skal være hellige

Forsoningsdagen skal for det første minde os om, at Gud er hellig, og at han netop gennem forsoningen ønsker at gøre os lige så hellige. I 3. Mosebog bruges ordet »hellig« 80 gange. Kogt ned til ét vers er budskabet: »I skal være hellige for mig, for jeg, Herren, er hellig, og jeg har skilt jer ud fra folkene, for at I skulle være mine« (20,26).                              

Det er udgangspunktet for den understrøm af nåde og barmhjertighed, som flyder igennem hele 3. Mosebog med alle dens forordninger og instruktioner. I kernen af Moseloven finder vi i de første syv kapitler lovene om offertjenesten. Herren vidste nemlig, at Israel aldrig ville blive hellige ved selv at opfylde loven. Derfor fik Israel offertjenesten som en gave.               

Den er en profetisk forkyndelse af, hvordan en synder bliver hellig for Herren: »Det er mig, Herren, der helliger jer« (20,8).                      

Hele offertjenesten med forsoningsdagen som klimaks er således en lang proklamation af Herrens nåde og villighed til at tilgive sit folks synd. Da Israel var fortabt på grund af synden, tog Herren både initiativet og ansvaret. Ikke underligt, at Ny Testamente slår fast, at Moseloven er både hellig, retfærdig og god (Rom 7,12).                     

Selvfølgelig kunne forsoningsdagens ritualer ikke gøre israelitterne hellige. For ofrene måtte gentages år efter år og indeholder med Hebræerbrevets ord kun »en skygge af de kommende goder« (10,1). Men mange år senere kom han, der kastede skyggen, Guds søn, Messias. Om ham skriver Ny Testamente, at »ved ét eneste offer har han for altid ført dem, han helliger, til målet« (Hebr 10,14).

 

2) Ingen hellighed uden forsoning

For det andet skal forsoningsdagen minde os om, at der må skaffes soning, for at en synder kan blive hellig. Udtrykket »skaffe soning« er det stadige omkvæd i både 3. Mosebog som helhed og kapitel 16 i særdeleshed. Det bruges 16 gange i kapitel 16 og 47 gange i hele bogen. Det er ikke tilfældigt. Genetablering af det brudte forhold kræver nemlig, at der skaffes soning for den synd, som er årsagen til adskillelsen.                      

Ritualet i templet involverede to gedebukke. Den ene skulle slagtes, og dens blod skulle stænkes på sonedækket på pagtens ark og stryges på alterets horn hele vejen rundt. Den anden lod man leve. Ypperstepræsten skulle lægge hænderne på dens hoved, mens han bekendte folkets synder, og derefter blev gedebukken ført ud i ørkenen som tegn på, at synden nu var tilgivet og fjernet.                     

Offerdyrene blev folkets stedfortrædere. Synden i alle dens afskygninger blev billedlig talt overført til offerdyret, som dermed symbolsk overtog både skylden og straffen. Stedfortræderens blod skaffede soning.                     

Dette »liv for liv-princip« viser os Bibelens forsoningslære. Offerdyrets blod skulle være en stadig påmindelse om syndens rædselsfulde virkelighed og forsoningens pris. Herren sagde det således: »For kødets liv er blodet, og det har jeg givet jer til at komme på alteret for at skaffe soning for jer; det er blodet, der skaffer soning, fordi det er livet« (3 Mos 17,11).                     

Selvfølgelig kunne forsoningsdagens ritualer ikke skaffe israelitterne soning. »For blod af tyre og bukke kan umuligt tage synder bort« (Hebr 10,4). Men Jesu blod kan. Han er vores stedfortræder. »Med sit eget blod gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning«. Det gjorde han »for at udslette synden ved sit offer« (Hebr 9,12 og 9,26).

 

3) Én opskrift

For det tredje er indledningen til kapitel 16 i 3. Mosebog en alvorlig påmindelse om, at Herren er særdeles nøjeregnende med hensyn til, hvordan der skaffes soning. Herren har givet opskriften, og ak og ve det menneske eller den kirke, som eksperimenterer med alternativer.             

Kapitlet begynder med en henvisning til kapitel 10 om Arons to sønner Nadab og Abihu. De blev straffet med døden, fordi »de frembar uhellig ild for Herrens ansigt, og det havde han forbudt dem«. De var ikke omhyggelige med at følge Herrens ordninger, men udviklede deres egne ritualer. Om Nadab og Abihu står der, at ”ild slog ud fra Herren og fortærede dem, så de døde for Herrens ansigt« (10,2). Det er rystende. De var så tæt på – og alligevel så langt fra.                     

Herren bruger denne begivenhed til at advare Aron mod at gå ind bag forhænget i helligdommen på vilkårlige tidspunkter – »for så skal du dø« (16,2). Herrens bestemmelser for forsoningsdagen skulle følges til punkt og prikke. Selv den mindste afvigelse ville føre en katastrofe ind over ypperstepræsten.                     

Selvfølgelig var det ikke ypperstepræstens omhyggelighed med hensyn til de fastlagte ritualer, der i sig selv var hovedsagen. Hovedsagen er Jesus. Gud sendte ham »som et sonoffer for vore synder«, og der findes ingen andre autoriserede opskrifter på forsoning end ham.                     

Men der har altid været falske efterligninger af Jesus i omløb. De kan for eksempel være kendetegnet ved, at der godt nok tales stærkt om Jesus som hyrde, hjælper og mening i dette vanskelige menneskeliv – og det er ikke forkert. Jesu død fremholdes som beviset på Guds kærlighed, og evangeliet bruges til at fortælle os om vor høje værdi – det er heller ikke forkert. Det uhyggelige er, at mange derved alligevel bedrages ligesom Arons to sønner. For man glemmer Jesus som frelser og forsoner! Resultatet er en blodfattig kristendom uden håb om frelse.

 

Hver dag er forsoningsdag

I dag fejrer vi ikke yom kippur, som jøderne gjorde på Det Gamle Testamentes tid. Forsoningsdagens ritualer og ofre havde sin tid, indtil det fuldkomne kom med Kristus. Men det betyder ikke, at yom kippur ikke har et budskab til os i dag!  

For det første er den er en fantastisk forkyndelse af Guds kærlighed. Forhænget i templet måtte nødvendigvis flænges i to dele, da Jesus skaffede soning for vore synder på korset. For hans forsoning genåbnede den frie adgang ind i Guds nærhed for enhver, som kommer til ham, 365 dage om året. (Hebr 4,16; 10,19).                        

For det andet kalder den os til syndsbekendelse, omvendelse og en ny begyndelse. Vi kaldes til et helligt liv i et ærligt opgør med al synd og uretfærdighed – især den, som udgår fra vores eget hjerte. Det er et liv under løftet om, at Gud er »trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed« (1 Joh 1,9).                     

Herfra udspringer al sand kristen tro, helligt liv og gode gerninger. Det er der brug for på alle slags dage hele året.