Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Når kristne læser Det Gamle Testamente

Gammel Testamente er en god bog, som vi ikke kan undvære! - jeg tror ikke, det kommer bag på nogen af dette blads læsere, at der kan stå sådan i en artikel. Heller ikke hvis jeg gør det lidt tydeligere: Gammel Testamente var Jesu bibel; det er om Det Gamle Testamente, Jesus siger, at Skriften ikke kan rokkes (Joh 10,35), og det er Det Gamle Testamente, Paulus kalder "indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, bevis, vejledning og opdragelse i retfærdighed" (2 Tim 3,16).
Jesus og apostlene siger ting som disse igen og igen, så hvis man satte sig for at skrive om Ny Testamentes syn på og brug af Det Gamle Testamente, kom man ikke til at mangle stof.
Snarere spalteplads - og det uanset, hvor mange sider, man havde til rådighed.

Denne artikel handler ikke snævert om Ny Testamentes syn på Det Gamle Testamente. Men hvis den havde gjort, ville det være en afgørende pointe, at det nye, der skete med Jesus, skal forstås som en bekræftelse og en stadfæstelse af Det Gamle Testamentes gudstro og håb. Det er alle Ny Testamentes forfattere nemlig enige om. Derfor kan vi slet ikke undvære Det Gamle Testamente; tværtimod skal vi hente alt mulig godt dér - lærdom, udholdenhed og trøst, siger Paulus i Rom 15,4. Og i første omgang skal vi selvfølgelig læse det.

 

Forvirret?

Når jeg gør det - læser Gammel Testamente - sker der bare af og til det, at jeg hverken synes, jeg får lærdom eller trøst ud af det. Snarere forvirring. Ikke at det er sådan hver gang; som regel synes jeg faktisk, det er forunderligt at kunne genkende min situation og mit forhold til Gud i disse gamle skrifter. Men på den anden side er der tekster, hvor afstanden til min hverdag som Jesus-troende er ret stor.
Det gælder f.eks. ofrene. Forordninger om ofrene i templet (i første omgang: telthelligdommen) har en fremtrædende plads i 3 Mosebog og findes også her og der i resten af Moseloven. Og har jeg for eksempel tekster fra 3 Mosebog som læsestof gennem nogle uger, er der et par spørgsmål, som bliver påtrængende:
For det første forekommer det mig, at hvis tempel-gudstjenesten med dens ofre har en fremtrædende plads i et menneskes liv med Gud, så må det liv få et noget andet præg end mit. Det er selvfølgelig ikke noget problem i sig selv. Men det rejser spørgsmålet om, hvad det så er, der er fælles for alle Guds børn - inklusiv en troende jøde på templets tid og inklusiv mig.
For det andet må man spørge, hvad alt dette skulle til for. Fra Ny Testamente ved vi, at dyreofre aldrig har kunnet fjerne synder (Hebr 10,1.4.11) - alligevel indstiftede Gud altså jødedommen som en offerreligion. Med et tempel, der genlød af hyl, brøl og brægen fra de dyr, der ustandselig blev slagtet. Men hvorfor?
Disse to spørgsmål vil jeg - i omvendt rækkefølge - forsøge at besvare i denne artikel. Og så vil jeg prøve at anlægge en lidt mere overordnet vinkel på Guds pagter i Bibelens to testamenter.

 

Ofrene

Læser man 3 Mosebog igennem for at finde ud af, hvorfor folket skulle ofre, er der én formulering, der springer i øjnene, fordi den bruges femogfyrre gange: Formålet med ofrene er at skaffe soning. Der er ganske vist også andre motiver, som spiller ind; afgrøde- og måltidsofrene i kapitel 2-3 har for eksempel ikke direkte med soning at gøre. Alligevel er det rigtigt at sige, at ofrenes overordnede formål er at skaffe folket soning - så de får tilgivelse, som det ofte tilføjes.
Er der mon hermed angivet en anden vej til frelse end den, vi kender fra Ny Testamente, nemlig troen? Noget i retning af, at man som jøde på templets tid blev frelst ved at holde loven - og skulle man så komme til at bryde et bud, kunne man gøre skaden god igen ved at give Gud et offer og derved skaffe sig soning?
Nej! - tværtimod. Man kan ikke slå en handel af med Gud og give ham en ged til gengæld for syndsforladelse. Og det har man aldrig kunnet! Det ville også være absurd; man kan ikke lave studehandler med verdens skaber. Gud er den retmæssige ejer af jorden, og et menneske kan ikke give ham noget, der ikke allerede er hans. Han siger det selv med eftertryk i Sl 50,9-13; han har ikke brug for ofrene, for "jorden er hans, med alt, hvad den rummer" (vers 12).
Det fremgår også af 3 Mosebog selv. Her er formuleringen i 3 Mos 17,11 vigtig. Gud siger: "Blodet ... har jeg givet jer til at komme på alteret for at skaffe soning". Altså: Gud har ikke brug for ofrene - men det har folket. Og det er dybest set ikke mennesker, der giver dem til Gud, men Gud, der giver dem til mennesker.
Det tror jeg, Gud havde to grunde til. For det første ville han med ofrene minde folket om, hvor alvorlig synden er. Hebræerbrevet fremhæver dét motiv, når det om Yom Kippur-ofrene hedder, at "i ofringerne ligger en årlig påmindelse om synd" (Hebr 10,3). På den måde skulle Guds folk til stadighed huske, hvad deres problem i forhold til Gud overhovedet bestod i, nemlig synd. Og at der kun er én vej til fællesskab med Gud, nemlig tilgivelse af synd.

For det andet skulle ofrene bringe frelsen nær. Det er det, der ligger i udtrykket "skaffe soning, så de får tilgivelse" (3 Mos 4,20 m.fl.). Ofrene er Sinaj-pagtens nådemidler, og deres funktion kan sammenlignes med den funktion, nadveren har hos os kristne. Brød og vin kan ikke i sig selv sone synden, ligeså lidt som blodet fra en ged kan. Men som nadveren er det, var ofrene Guds gaver til sit folk, der på en mystisk, sakramental måde, bragte dét nær, som faktisk kan sone synder. Nemlig Jesu blod.
På den måde er det klart, at ofrene hentede deres kraft fra noget, der endnu var fremtid, da de blev indstiftet. Det er det, som menes, når der i Hebr 9,15 står, at "Kristus er død til forløsning fra overtrædelserne under den første pagt" (dvs. Sinaj-pagten).

Jeg tror egentlig ikke, 3 Mosebogs første læsere har vidst særlig meget om dét. I hvert fald står der ikke dér noget klart om, hvad det var for en fremtidig begivenhed, ofrene hentede deres kraft og gyldighed fra. Siden hen - først og fremmest i Es 53's ord om Herrens tjener, der som et lam skulle bringe sit liv som skyldoffer - fik folket mere at vide.
Men om de nu vidste lidt eller meget: Ingen, hverken i Sinaj-pagten eller i dag, behøver være i tvivl om, hvordan man bliver frelst. Det sker ved tro, ved tillid til Guds løfter. Helt berettiget viser Paulus, at det netop er Gammel Testamentes pointe - og at han altså ikke præsenterer en ny frelsesvej. Hans yndlingseksempel er Abraham, som blev retfærdig ved tro (Rom 4,3; Gal 3,6). Argumentet er, at sådan står der i Det Gamle Testamente (1 Mos 15,6). Og at Moseloven hverken vil eller kan være en anden vej til frelse (Gal 3,17f).

 

Livet med Gud i gammeltestamentlig tid

Guds mål med Sinaj-pagten var, at hans folk skulle kende ham. Som det står i 3 Mos 26,12: "Jeg vil vandre midt iblandt jer, og jeg vil være jeres Gud, og I skal være mit folk". Fra Jer 31,33; Hebr 8,10 og andre steder ved vi, at det også er Guds mål med den nye pagt i Jesu blod.
Det betyder, at for alle Guds børn - både for mig og for en troende jøde på templets tid - er der noget, der er fælles. Det er for det første, at vi i troen kender Gud som vores far. Og for det andet, at Gud selv kommer os nær med sin frelse gennem nogle ydre midler. Det er blandt andet ofrene i Sinaj-pagten, det er blandt andet nadveren i den nye pagt, og i begge pagter er det Guds ord.
Det er vigtigt at understrege, at Gud er den samme, og det er derfor, man for eksempel kan læse en 3000 år gammel salme og opleve, at den sætter fantastisk præcise ord på et moderne 2002-liv med Gud.

Samtidig er der forskelle. Ikke på Guds væsen, men på hans børns situation. Jeg tror, man overordnet kan inddele forskellene i to hovedgrupper, som man lidt teknisk udtrykt kunne kalde de tidshistoriske forskelle og de pagtshistoriske forskelle.
Til de tidshistoriske forskelle hører de forhold, der har at gøre med, at verden har ændret sig. Der er forskel på, hvordan man lever sit liv i Danmark i dag, og så hvordan man levede det i Israel på templets tid. Og det berører selvfølgelig også måden, vi lever med Gud på - hvad det er for nogle ting, vi beder om, eller hvilke problemstillinger, vi er optaget af. Også når vi læser Bibelen.
Hvordan vi skal forholde os til Darwins udviklingslære eller til ægsortering, var ikke aktuelt for Guds børn dengang, men det er med god grund vigtigt for os. Og omvendt: Gud påbyder i 5 Mos 22,8, at man skal sætte rækværk om taget, når man bygger et hus, så ingen falder ned. Det er en vigtig lov i et samfund, hvor man opholder sig meget på tagene, men det er mindre aktuelt for os.
De tidshistoriske forskelle er grundlæggende af samme type som de forskelle, der er mellem måden at være kristen på i Danmark år 2002, og så måden man er kristen på i andre kulturer i verden i dag eller måden, man var kristen på i Danmark for f.eks. 400 år siden.
Til de pagtshistoriske forskelle hører de forhold, der har at gøre med, at på Gammel Testamentes tid var Jesus ikke kommet endnu, ligesom Helligånden heller ikke var nær på samme måde. Som vi har set, betyder det ikke, at jøderne dengang havde en anden vej til frelse, selvom Gud brugte nogle andre midler til at bringe frelsen nær. Guds mål - frelse og fællesskab med mennesker - er det samme; det understreges af Paulus i 2 Kor 6,16, hvor han citerer 3 Mos 26,12. Men i samme vers skriver han noget, der ikke kunne have stået i 3 Mosebog: "Det er os, der er den levende Guds tempel". Hvis vi lægger mærke til, at Paulus skrev, mens templet i Jerusalem stadig stod der, kan vi fornemme lidt af, hvor provokerende sætningen i og for sig er. Pointen er, at efter pinsedag er Gud nær på en anden måde. Ikke i templet men i de Jesus-troende, som han bor i ved sin Ånd. Dette er den grundlæggende "pagtshistoriske forskel", og jeg tror også, det er pointen i Jeremias' profeti om den nye pagt (Jer 31,31ff).

Der er flere nytestamentlige tekster, der kaster lys over det med, at templets tid er forbi med Jesus. En af dem er Mark 11,15f, som fortæller, hvordan Jesus jog de handlende ud af templet. Tanken er ikke bare, at tempelgudstjenesten skal "renses", det vil sige føres tilbage til sit udgangspunkt. Tværtimod, for uden de handlende kunne man hverken købe offerdyr eller veksle til den valuta, som gaver til templet skulle gives i. Og så kunne templets offergudstjeneste slet ikke opretholdes. Også Hebr 10,18's ord om, at der efter Jesu død ikke er brug for syndofre mere, afspejler forskellen på Sinaj-pagten og den nye pagt, og der er en række tekster i brevet, der understreger det.
På denne baggrund rejser der sig et godt spørgsmål, nemlig hvordan det konkret har været at leve som Guds barn, dengang templet var stedet for hans nærvær. Jeg skal indrømme, at jeg synes, det er svært at svare særlig håndfast på det. Men jeg forstår i hvert fald på denne baggrund lidt af, hvor alvorligt det er i Ez 9-11, når Gud forlader templet og Jerusalem. Og hvorfor det var så vigtigt for Ezra, Haggaj og Zakarias at få templet genopbygget efter eksilet.

 

Guds pagter

Et andet godt spørgsmål - ikke mindst i mødet med jøder - er, om Gud ved at erstatte Sinaj-pagten med den nye pagt i Jesu blod har brudt sine løfter. Vi kender Guds pagt med Noa fra 1 Mos 9 om ikke igen at lade jorden gå under i vand. Den kaldes i vers 12 "en evig pagt", og den er ikke tilsidesat, hverken med Jesu komme eller med Helligåndens udgydelse pinsedag. Vi kender også Guds pagt med Abraham fra 1 Mos 12; 15; 17 (og masser af andre bibeltekster): At hans efterkommere skal bo i Israel, og at Gud vil bruge dette folk til at bringe velsignelse og frelse til alle jordens folk. Også den kaldes "en evig pagt" (1 Mos 17,7 m.fl.), og den ophæves ikke i Ny Testamente.
Tværtimod understreger Paulus i Rom 11, at det også efter Jesus er sådan, at Gud handler med det jødiske folk for at vise, hvem han er. Folkets forhærdelse over for Jesus viser os således Guds strenghed i sin vrede over vantroen. Og når folket til sidst skal frelses ved at anerkende Jesus, skal Gud på den måde demonstrere for hele verden, hvor suveræn hans barmhjertighed er.
Så er der pagten med David, om at kongedømmet skal bevares i hans slægt (2 Sam 7 m.fl.). I for eksempel Es 55,3 kaldes også Davids-pagten "en evig pagt", og heller ikke den ophæves i Ny Testamente. Jesus er netop den Davidssøn, hvis evige herredømme opfylder og stadfæster David-pagten
Pagterne med Noa, Abraham og David står altså fast, for Gud løber ikke fra sine løfter. Men hvad så med Sinaj-pagten - er det løftebrud at tilsidesætte den? Nej! For den var ikke evig. Og det tidsbegrænsede fremgår vel at mærke af Moseloven selv; det var så at sige indbygget i pagten, at den kunne "løbe til ende", hvis folket ikke overholdt den. Nemlig ved at de pagtsforbandelser, der er opregnet i 3 Mos 26,14-45 og 5 Mos 28,15-68, nemlig så skulle ramme folket. Det var det, der skete, da templet og Jerusalem faldt i år 586 f.Kr., og folket blev ført i eksil. Og Jeremias, der var profet på den tid, konstaterede, at det netop var "pagtens ord, der gik i opfyldelse" (Jer 11,8). Dermed var der så at sige "plads til" en ny pagt, og det er faktisk det udtryk, grundteksten til Hebr 8,7 bruger.

 

Den nye pagt er en forsmag

Det er denne nye pagts tid, jeg - og læseren - lever i. Det fantastiske ved den er, at Gud nu bor i sine børns hjerter ved sin Ånd. Det kunne få folk på Sinaj-pagtens tid til at længes efter den, og for enhver, der indlader sig med Jesus, er den nye pagt en virkelighed, der er åben for erfaring.
Og lad mig så bare slutte med at minde om, at når Gud nu bor i de troendes hjerter, er det en forsmag på det, vi skal opleve, når Guds rige kommer. Da skal Gud bo konkret hos os, som det skildres i Åb 21-22, og hans herlighed skal fylde den nye jord på en måde, som giver fuld valuta for alle de drømme, hans børn har haft, mens den gamle verden bestod. Og så skal det, med henvisning til 3 Mos 26,12, proklameres:
Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. (Åb 21,3)