Ordet og Israel 1946-1996 (del 1)

Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Ordet og Israel 1946-1996 (del 1)

Samuel Roswall blev medlem af bestyrelsen for Ordet og Israel i 1970 og har siden 1984 været formand for bevægelsen.

Han blev født i Hellerup i 1938. I mere end 25 år har han arbejdet i Told og Skat. Derudover har han haft en række tillidsposter, bl.a. i Luthersk Missionsforening, hvor han stadig er prædikant.

Samuel Roswall har skrevet en række bøger af kirkehistorisk/teologisk art. I 1985 udgav han En Banebryder, der er en biografi om stifteren af Luthersk Missionsforening. Blandt hans øvrige bøger kan nævnes Israels lange vej - historien kort fortalt (Dansk Luthersk Forlag 1982 og 1988), Jesus kommer igen (Credo 1984) og Israel - set med kristne øjne (Ordet og Israel 1991 og 1996).
 
Endvidere har han skrevet adskillige artikler i blade og aviser.
I denne artikel skriver Samuel Roswall igen kirkehistorie. Med baggrund i sit personlige kendskab til bevægelsen som medlem af bestyrelsen i godt 25 år og i studier af kildemateriale fortæller han om Ordet og Israels udvikling fra stiftelsen i 1946 og frem til i dag.
 
Artiklen offentliggøres i anledning af Ordet og Israels 50 års jubilæum den 2. november 1996.

Det er vist meget godt engang imellem at standse op og spørge: Hvorfor er vi her, hvad kan vi bruges til og - hvordan med fremtiden? Eller spurgt på en anden måde: Har Ordet og Israel en profil og i givet fald, hvordan ser den ud? Sådanne overvejelser er ikke mindst aktuelle i et jubilæumsår. Ordet og Israel bliver nemlig 50 år den 2. november 1996.

 

I begyndelsen var der tale om en knopskydning i forhold til Karmelinstituttet i Norge. Vi må derfor begynde dér for at forstå Ordet og Israels tilblivelse og særpræg.
 
Karmelinstituttet blev dannet i 1945. Manden, der fik og virkeliggjorde ideen, var ubestridt Per Faye-Hansen. Han var også i høj grad drivkraften, da den fik udbredelse. I den forbindelse lykkedes det ham allerede fra starten at få tilknyttet flere tillidsvækkende personer i norsk kirke- og kristenliv til instituttet.
 
I Danmark blev der i marts 1946 holdt et møde, hvor Faye-Hansen drøftede et dansk Karmel-arbejde med Eyvind Sivertsen, Georg Bartholdy og Frits Larsen. Måneden efter blev der nedsat et arbejdsudvalg bestående af de tre danskere. Endelig blev der 2.11.1946 afholdt stiftende møde for »Den danske Karmelbevægelse« i Eliaskirken i København.
 
Det danske arbejde var nu kommet i gang. Lige så tydeligt var det, at inspirationen til et ordnet arbejde kom fra Norge. Som eksempel på afhængigheden af Norge kan nævnes, at udvidelsen af den danske styrelse i 1949 (med Mads Mogensen og A. M. Dalsgaard) skete efter samråd med Faye-Hansen og et medlem af Karmelinstituttets norske styre. Herefter skulle den danske styrelse ganske vist supplere sig selv »under ansvar overfor Karmelinstituttets vennekreds«, som det hedder i protokollen. Samarbejdet kom også til udtryk ved, at det andet nordiske Karmel-møde blev afholdt i Danmark 31.7.-4.8. 1947 på LM’s højskole i Hillerød.
 
Samarbejdet ophørte imidlertid gradvist - og til sidst endeligt i 1950. Når det danske styre (og folk i Sverige og Norge) brød med Karmelinstituttet, havde det overvejende personlige årsager. Per Faye-Hansen var både visionær og handlekraftig. Endvidere kom han overfor andre til at give indtryk af, at de mål, han havde, allerede var nået. Det var de måske nok i hans forestillingsverden; men andre oplevede ikke virkeligheden sådan. En bestyrelse med en ansat sekretær, som både er ideskaber og udfarende kraft, har et stort ansvar - både over for personen selv og ikke mindst over for de venner, som bærer sagen. Man kan spørge, om det norske styre helt levede op til det ansvar. Under alle omstændigheder var bruddet med Faye-Hansen en vanskelig sag af personlig karakter, som det ligger udenfor denne artikels anliggende at gå nærmere ind på. Men bemærkningerne herom hører med for at vise, at Ordet og Israel for så vidt ikke blev til i en bevidst afstandtagen fra teologiske synspunkter i Karmelinstituttet. At instituttet og Ordet og Israel efterhånden udviklede forskellig profil, er en anden sag.
 
Vi vil nu prøve at nævne nogle forhold omkring Faye-Hansens udvikling og det, som senere skete, for at undersøge, om vi her finder ansatser til Ordet og Israels profil i dag. 

 

En mand og en vision

Faye-Hansen besøgte første gang Palæstina i 1938. Han var på det tidspunkt teologisk student. Besøget gjorde et dybt indtryk på ham.
 
For det første så han, hvordan jøder i adspredelsen for alvor var ved at vende tilbage til landet. Ruiner blev forvandlet til moderne byer, og ørkenen var begyndt at blomstre. Det var for ham en begyndende opfyldelse af Bibelens profetier og samtidig et stærkt vidnesbyrd om Guds ords troværdighed.
 
For det andet var udviklingen for ham en udfordring til israelsmissionerne. En stor del af jøderne hørte til den yngre generation - præget af åndelige brydninger og med mange spørgsmål til fremtiden. Det var missionens store chance. Faye-Hansen mente, at det ville være »god misjonstaktikk å bringe dem evangeliet i Løftets land i dag«, som han skrev i Profetisk-evangelisk lys over løftets land fra 1940.
 
For det tredje mente Faye-Hansen, at der i Palæstina burde etableres en skandinavisk sømandskirke. Sømændene blev dårligt modtaget i landet og tilbragte den meste tid på cafeer sammen med englændere og arabere, hvilket på det nærmeste gjorde dem til antisemitter.
 
Med hele den baggrund henvendte Faye-Hansen sig til Den norske Israelsmisjon for at få begyndt et missionsarbejde i Palæstina.
 
Til hans store overraskelse var missionsselskabet imidlertid ikke interesseret i hans planer. Den norske Israelsmisjon var fortsat bundet af den mere traditionelle tænkning, hvor det kristeligt set var uden synderlig interesse, hvad der nationalt var ved at ske med det jødiske folk. Det kunne højst betragtes som en zionistisk - og dermed politisk - foreteelse. For en israelsmission var Palæstina ikke en løsning på det jødiske problem. Jøder måtte blive kristne, uanset hvor i verden, de levede. Det var missionens opgave.
 
Afvisningen skabte begyndelsen til Faye-Hansens negative indstilling til, hvad vi kunne kalde »den traditionelle israelsmission«. Som vi skal se, blev holdningen yderligere skærpet. Men i første omgang blev konsekvensen, at han dannede Den norske Palæstinamisjon. Den blev præsenteret således i et flyveblad: »Den norske Palæstinamisjon er et nyt misjonstiltak for på vår evangeliske lutherske kirkes grunn å arbejde blant Israels folk, særlig med sikte på evangelisering i Israels land blant de hjemvendte unge jøder«.
 
I årene 1941-42 cyklede Faye-Hansen Norge tyndt og talte jødernes sag. På grund af krigen blev arbejdet i første omgang begrænset til oplysningsvirksomhed og til forberedelse af selve arbejdet i Palæstina.
 
I 1942 måtte han imidlertid flygte til Sverige, hvor han bl.a. arbejdede som flygtningepræst i Uppsala. Under sit Sveriges-ophold lærte Faye-Hansen mange jøder at kende, ligesom han kom i kontakt med Den svenske Israelsmissions arbejde. Det gav ham nogle oplevelser, som forstærkede hans israelsmissions-kritik. Mens Norges jøder blev deporteret langs den svenske kyst til gaskamre i Tyskland, skrev Den svenske Israelsmissions direktør i et blad i Stockholm, at »jøderne er dømt til at stå i historiens skammekrok, og der skal de stå, til de omvender sig til Kristus«.
 
Endvidere så han den nævnte direktør omgivet af unge, jødiske flygtninge, der lod sig døbe ind i den svenske kirke. Der var jøder, der opfattede det som usmagelig sjælefangst og udnyttelse af flygtninges elendighed. Faye-Hansen gav dem ret og udtrykte sine følelser på denne måde: »Jeg skammet meg over at slike misjoner skulle representere kirken overfor Israel. Og ennu mere over mange døbte jøders innstilling til sit folk og land. Det ble klart for meg at døbte jøder må lære å elske sit eget folk og Jesus Messias mere enn kristenhetens ytre fordeler. Likeså at det er vigtigere å bygge opp ny tillit mellom de kristne og Israel enn å assimilere jøder med våre kirkesamfunn bort fra sitt eget folk«.
 
Hermed var grunden lagt til en nyorientering i det arbejde, som skulle blive hans livsværk: Karmelinstituttet. Det skulle være en virksomhed på Bibelens og den evangelisk-lutherske bekendelses grund. Hovedopgaven skulle være arkæologisk forskning og oplysningsvirksomhed. Til formålet hørte ikke missionsvirksomhed. Det skulle dog ikke forstås som en total afvisning heraf. Men man ville lægge afstand til, hvad man opfattede som »den traditionelle israelsmissions missionsmetoder«. For det første mente man, at de ville splitte det jødiske folk, og for det andet ville jøders tilslutning til de gamle kirkesamfund øge jøders mistanke om, at kristne jøder svigtede deres eget folk. Idealet måtte i stedet være, at Kristus-troende jøder samledes i en selvstændig, national kirke - en messiansk synagoge - uafhængig af eksisterende konfessioner.
 
Det er ikke denne artikels opgave at gå videre i Karmelinstituttets historie. Men det ovenfor nævnte har betydning for forståelsen af Ordet og Israel. Endvidere kan det være rigtigt allerede her at gøre sig nogle refleksioner.
 
Når Den norske Israelsmisjon afviste samarbejde med Faye-Hansen, kan det også godt have haft personlige årsager. Alligevel er det en kendsgerning, at nogle israelsmissioner dengang var uden større forståelse for det jødiske folks nye historiske situation. Folkets hjemvenden til fædrenes land blev ikke set i sammenhæng med de bibelske profetier. Der var tale om et resultat af internationale, politiske begivenheder. Vægten blev i stedet for lagt på, at der ikke er forskel på jøde og græker. Ligesom dem, der er hedninger af fødsel, må jøderne lade sig omvende, lade sig døbe og komme til tro på Jesus Kristus.
 
Men uanset hvor rigtigt dette kan være, er det ikke hele sandheden, når det drejer sig om Israels folk. Bibelen taler om folkets hjemkomst som led i Guds frelsesplan. Det så Faye-Hansen, men ikke israelsmissionerne dengang (og nogle af dem udtaler sig fortsat med stor forsigtighed om dette spørgsmål). Derfor gik han sine egne veje. Og den forståelse var også med til at forme Ordet og Israel.
 
Men hvis Faye-Hansen dengang havde mødt forståelse for sit syn, så kan man historisk spørge, om Karmel havde set dagens lys, og om Ordet og Israel havde gjort det.
Jamen, havde Faye-Hansen og Ordet og Israels fædre kunnet leve med at lægge sine kræfter i et missionsselskab? Det kan man i hvert fald ikke udelukke, hvis den profetisk-historiske dimension havde været en del af israelsmissionsselskabets teologiske selvforståelse.
 
Faye-Hansen dannede rent faktisk et missionsselskab, der havde evangelisation på programmet. Når han efterfølgende formelt ikke havde det med i sit anliggende, var det en reaktion på dårlige oplevelser af synspunkter og især metoder. Det var først i 1964, han egentlig vendte sig mod tanken om mission.
 
Når det drejer sig om Ordet og Israel, hed det i bevægelsens første grundregler, at formålet bl.a. var »i det levende håb om Kristi genkomst at støtte arbejdet for at bringe evangeliet om Jesus Messias til Israels folk«. Med en sådan formulering lagde Ordet og Israel ikke teologisk luft til den vision, som havde ført til dannelse af bevægelsen. For det hørte også til formålet »at sprede kundskab om Israel som Guds udvalgte folk i fortid, nutid og fremtid«.
Med en sådan dobbelthed i anliggendet var grunden samtidig lagt til det, som blev Ordet og Israels særpræg og som i dag er formuleret således: »arbejde for at den kristne menighed må få Bibelens syn på Israel, og det jødiske folk Bibelens syn på Jesus Kristus«.
 

 

Dansk Karmelbevægelse - og brud med Norge

En tysk jøde, Marianne Goldmann, var i 1936 flygtet til Danmark. I sin søgen efter svar på livets store spørgsmål opsøgte hun Københavns biskop, Fuglsang-Damgaard. Han henviste hende til sognepræsten i Eliaskirken, Georg Bartholdy. Han gav hende kristendomsundervisning, hun begyndte at læste i Ny Testamente og blev efter eget ønske døbt skærtorsdag 1937. Hendes gudfader var Batholdys onkel, kontorchef Eyvind Sivertsen.
I 1943 måtte Marianne Goldmann flygte til Sverige. Som kristen jøde fik hun hurtigt kontakt med Den svenske Israelsmission. Her mødte hun også en anden jøde-kristen, nemlig bogbinder Henry Seligmann.
 
Som tidligere nævnt var også Faye-Hansen på det tidspunkt i kontakt med israelsmissionen i Sverige, som dermed blev det forum, hvor de tre mødte hinanden. Mødet fik stor betydning - praktisk i forbindelse med dannelsen af Den danske Karmelbevægelse og holdningsmæssigt på grund af det, de mødte i Sverige.
 
Da Marianne Goldmann efter krigens slutning vendte tilbage til Danmark, blev hun dansk kontaktperson for det norske Karmelarbejde. Da hun derfra modtog det første nummer af Karmel-bladet, henvendte hun sig til Bartholdy, som straks blev varm for sagen. Også Sivertsen viste interesse. Endvidere blev der også skabt kontakt til forstander Frits Larsen i Hillerød.
 
Det var disse personer, der stod bag indbydelsen til stiftende møde i Eliaskirken 2.11.1946. Disse tre betragtes da også som stifterne og udgjorde den første bestyrelse.
 
Hurtigt viste det sig, at arbejdet passede ind i et stort behov. Tilsyneladende havde mange troende mennesker behov for at finde en udtryksform for en bibelsk forståelse af det, som folkeligt/nationalt var sket med det jødiske folk. Ikke alene begyndte nu en mødevirksomhed i Eliaskirken. Karmelstævnet i Hillerød i 1947 samlede flere hundrede mennesker. Et af højdepunkterne på dette stævne var en festgudstjeneste i Slotskirken med C. Skovgaard-Petersen.
 
Væksten i arbejdet nødvendiggjorde en udvidelse af bestyrelsen. Endvidere blev Frode Thorngreen og Henry Seligmann tilknyttet arbejdet som sekretærer. Endelig vedtog man at ansætte Marianne Goldmann som kontorsekretær. Efter kort tid vendte Thorngreen tilbage til en ansættelse i Folkeskolen, men brugte derefter utrolig megen fritid på Ordet og Israel som foredragsholder, oversætter og ikke mindst som redaktør af bevægelsens blad. Seligmann var ansat helt frem til 1.9.1963. Han havde da virket som rejsesekretær og fra 1955, da fru Goldmann stoppede, tillige som kontorsekretær.
 
Hen ad vejen opstod situationer, hvor det danske Karmelstyre stillede sig kritisk over for Faye-Hansens dispositioner. Men kulminationen på mistilliden kom, da Thorngreen efter et ophold i Israel som Karmel-medarbejder kunne oplyse, at forholdene der ikke svarede til det, som Faye-Hansen havde givet indtryk af. Forsøgene på herefter at ordne uenigheden mislykkedes, og det endte med et brud.
 
Især for Marianne Goldmann og Henry Seligmann var bruddet med Faye-Hansen smerteligt. Hos ham havde de mødt en meget positiv holdning til jøder og Israel. Endvidere havde de en negativ oplevelse af bl.a. israelsmissionen i Sverige fælles. Den skabte hos alle tre en reaktionsbestemt negativ holdning til »traditionel israelsmission«. De ønskede derfor begge, at Ordet og Israel ikke fremstod som et missionsselskab på linie med israelsmissionerne. Begge prioriterede de det højt at markere, at troen på Jesus ikke betød et brud med det jødiske folkefællesskab.
 
Det danske samarbejde med Per Faye-Hansen ophørte helt i 1950. Fra dette tidspunkt blev Den danske Karmelbevægelse en helt selvstændig bevægelse - uafhængig af Karmelinstituttet i Norge. Fra 1.1.1951 begyndte udgivelsen af bladet »Ordet og Israel«. Eyvind Sivertsen, Georg Bartholdy og Frits Larsen udgjorde et redaktionsudvalg, mens Frode Thorngreen blev redaktionssekretær. (Fra 1958 blev Thorngreen eneredaktør).
 
I forlængelse heraf opstod tanken om at ændre bevægelsens navn. Forslaget kom i første omgang fra den nære ven Eli Bøgh, der sammen med sin norske hustru, Karen, i mange år drev bibelforretningen på Ben Yehuda Street i Tel Aviv. Han henviste til, at navnet »Karmel« havde fået en dårlig klang i Israel. Endvidere at navnet oprindelig blev brugt om en tysk mission i Palæstina. Navneændringen blev i første omgang udsat. Men venner i Norge og Sverige pressede imidlertid på. Begrundelsen var, at en navneændring kunne forhindre, at man forvekslede Karmelinstituttet i Norge med det selvstændige arbejde i Danmark. Til sidst gav man efter. På et bestyrelsesmøde 1.9.1952 blev det besluttet at ændre bevægelsens navn til Ordet og Israel. Fra januar 1953 stod der ikke længere på bladets forside »Organ for Den danske Karmelbevægelse«.
 
Ordet og Israel var oprindelig ikke tænkt som navn på en bevægelse men på et blad. Sivertsen erkendte senere, at det var en dårlig titel - »der er ingen rigtig smæld og appel i det navn«. På den anden side udtrykte navnet ganske godt, hvad der var anliggendet. Og derved blev det. 

 

De første år

Organisation

Ordet og Israel lagde fra starten vægt på at være en bevægelse, altså ikke en forening el.lign. med stærk organisationsstruktur, demokratiske valg osv. Man havde et anliggende, og det tilbød man sig med til den kristne menighed. Kræfterne skulle bruges til at bringe anliggendet ud og ikke på organisatoriske spørgsmål.
 
Medarbejderstaben (og dermed udgiften til løn) var begrænset. Også øvrige faste udgifter var små, og der blev ikke lagt egentligt budget. Stort set tilpassede man udgifterne efter indtægterne (frivillige gaver). Mange gaver var øremærkede og blev videresendt til bestemte formål (projekter). Dermed bragte man sig i den situation, at man nåede lige præcis så langt, som man fik betroet midler til.
 
Til illustration af økonomien kan nævnes, at gaveindtægten i 1952 udgjorde ca. kr. 24.600. I 1960 var dette beløb steget til det dobbelte.
 

Møder og stævner

Der blev fra starten lagt stor vægt på denne virksomhed. Det var først og fremmest rejsesekretær Henry Seligmann, der trak det store læs. Allerede i 1951 holdt han således 129 møder. Hertil kommer møder, som bestyrelsesmedlemmerne tog sig af. Sådanne enkeltstående arrangementer foregik mest i folkekirkelig sammenhæng, især Indre Mission, Luthersk Mission samt KFUM og K. Herudover blev der afholdt regionale stævner bl.a. i »uopdyrkede områder«.
 
Fra 1952 indgår sommerstævnet som en fast tradition. Man tilsigtede et nordisk præg, hvorfor der også var talere fra bl.a. Norge og Sverige. Det første stævne blev afholdt 6.-9. august 1953 på Nyborg Strand med knapt 200 deltagere, heraf 26 fra Norge og enkelte fra Sverige og Island. Det kan i øvrigt nævnes, at sommerstævnet fra 1968 blev flyttet til Unge Hjems Højskole ved Århus. Dér blev det holdt frem til og med 1974, hvorefter det blev flyttet til Apostolsk Højskole i Kolding. Her blev det afholdt i 19 år, og siden 1994 er det blevet holdt på Djurslands Efterskole i Fjellerup.
 

Blad og anden litteratur

I arbejdet med udgivelse af bladet blev lærer Frode Thorngreen den drivende kraft; og det var han helt frem til 1984. Da havde han haft opgaven i 34 år, hvor bladet var udkommet med 340 numre, svarende til knapt 7.000 sider. Bladet fik i øvrigt ret hurtigt god udbredelse. Januar-nummeret 1951 skaffede ca. 600 abonnenter. Ved udgangen af 1953 var tallet steget til 2150 (heraf 300 udenlandske). I 1960 var der ca. 3.000.
 
Efter Thorngreens ønske skulle bladet have karakter af tidsskrift. Den linie er stort set blevet holdt. Det har på samme tid været bevægelsens ansigt udadtil og bindeleddet mellem bevægelse, venner og udsendinge.
 
Når det drejer sig om det trykte ord i øvrigt, ønskede man også at tage sig af »udgivelse og spredning af litteratur«. Det blev ikke til meget de første år. Der var simpelthen ikke kræfter til det. Det skal dog nævnes, at der bl.a. kom to hæfter af Thorngreen med titlen: »Løftets land og løftets folk«.
 

Udsendinge

Lydia Jeppesen, der var udsendt af Luthersk Mission, arbejdede indtil 1950 på Brødremenighedens spedalskhedshospital i Jerusalem. Da hospitalet på dette tidspunkt blev overtaget af regeringen, fik hun opfordring til at fortsætte arbejdet som statsansat. Det gjorde hun - som udsending for Luthersk Mission og i nær kontakt til Ordet og Israel. Herudover formidlede bevægelsen, at yderligere to sygeplejersker blev ansat på hospitalet.
For Ordet og Israel var dette en glædelig udvikling, og i bladet findes jævnligt breve og hilsner fra »vore tre sygeplejersker i Jerusalem«.
 
På det tidspunkt var forholdene i Israel yderst vanskelige. Der var mangel på selv de mest nødvendige varer. Det gjorde situationen for de tre sygeplejersker vanskelig. De to blev tilmed syge og måtte rejse hjem. Lydia Jeppesen forblev imidlertid i statens tjeneste i 30 år og aflagde med sin tjeneste et stærkt vidnesbyrd.
 

Projekter

De vanskelige forhold udløste Ordet og Israels første hjælpeprojekt »Jerusalem-hjælpen«. Venner blev opfordret til at sende Palæstinakontoret i København »godt, brugt tøj, gerne uldne sager«. Der blev også indsamlet penge til indkøb af mad, sæbe og medicin, som blev sendt til Israel. Endelig blev det planlagt at sende fødevarer specielt til kristne jøder i Israel. Rent praktisk benyttede man sig af kontakten mellem Seligmann og hans bror i Tel Aviv.
 
Et andet projekt i den første tid var »Irak-hjælpen«. Baggrunden var den nød, de irakiske jøder var kommet i, da de blev gjort retsløse og berøvet deres ejendom. I løbet af 4 måneder i 1951 indsamledes kr. 24.000 til formålet. Hensigten var at give en hjælp til folkeflytningen fra Irak til Israel.
 

Træplantning

Ordet og Israel gik ind på at formidle gaver til dette formål, idet man så skovplantning som et vigtigt led i landets genopbygning. Endvidere var det ment som en tak til Palæstinakontoret, der »har vist os den smukke gestus at låne os film til brug ved sekr. Seligmanns møder«.
 
Genskabelse af oldtidens store skove ville kunne hindre jorderosion på bjergskråningerne og sandflugt på kystsletterne. Man ville prøve at etablere en skov ved navn »Sukkoth«. I 1951 står der i bladet: »Sukkoth består i øjeblikket af 125 træer, men skulle nogen af vore venner, hvad vi håber, føle trang til at hjælpe os med at få den til at vokse, modtager kontoret gerne bidrag til videre befordring«.
 
Opfordringen gav imidlertid ikke nogen stor opbakning. Først flere år efter nåedes de første 1000 træer. Bortset fra Seligmann var bestyrelsens engagement nok heller ikke så varmt.
 

Bibelsagen

På et andet område bakkede bevægelsens venner helt anderledes op, nemlig i bibelsagen. Til illustration kan nævnes, at indsamlingen til bibler i 1953 var mere end 10 gange større end beløbet, der blev indsamlet til træplantning. I bladet kunne man læse følgende: »Som kristne ligger det os på sinde at støtte arbejdet for at give Israels folk lejlighed til at lære den hele Bibel at kende, altså både Gammel og Ny Testamente, på deres eget sprog. Vi betragter dette som en naturlig hjælp til selvhjælp og mener herved at være med til at berede vej for den åndelige genfødelse af Israelsfolket«.
 
Man var klar over, at bevægelsen måtte have hjælp til opgaven, hvorfor man henvendte sig til Det danske Bibelselskab. Herfra blev der svaret, at man anså det for at ligge uden for Bibelselskabets område at befordre bibler til Israel. Der blev herefter taget kontakt til det engelske bibelselskab. Følgen heraf blev, at man i februar 1953 sendte den første pengestøtte til England.
 
I mange år fremover blev det et væsentligt projekt at bringe Bibelen til Bibelens land og folk. Støtten varede indtil 1975, hvor Ordet og Israel fik oplyst, at der var oplagret så store lagre af hebraiske bibler, at bibelselskaberne havde nok til i hvert fald 5 års forbrug.
 

Forholdet til kristne jøder

Endelig skal nævnes kontakten med og støtten til den jøde-kristne bevægelse. Når jøder op gennem historien har konverteret til kristendommen, har de normalt tilsluttet sig et bestående kirkesamfund. Ved statsdannelsen i 1948 mente nogle jøde-kristne i Israel, at tiden var inde til dannelse af en hebraisk kirke. Resultatet blev en lille gruppe »messianske jøder«. De havde Bibelen og sakramenterne tilfælles med de hedninge-kristne kirker. Men ellers ønskede de at gå bag om den kirkelige tradition og historie til apostlene og urmenigheden, som fra begyndelsen bestod af jøder, der var kommet til tro på Jesus.
 
Faye-Hansen havde kontakt med de kredse - bl.a. med Moshe Ben-Meier. (Denne særprægede person, der arbejdede på posthuset i Haifa, udgav en messiansk sangbog. Manden og hans sangbog var en inspiration i den messianske synagoge »Netivyah«, som i dag ledes af Joseph Shulam). Ordet og Israel havde imidlertid ikke kontakt med disse kredse.
 
I 1960 bragte en af bladets læsere spørgsmålet på bane, hvilket fik Thorngreen til at give en kort redegørelse i bladet. Han skriver meget positivt om den messianske bevægelse. Men han indvender, at de er »for radikale og nationalistiske«. Endvidere mener han, at »de jøde-kristne samfund ikke har vist større evne til at komme i kontakt med jøder end de øvrige kristne menigheder og de specielle jødemissioner«. Han slutter: »Men meget tyder på, at ‘de messianske jøder’, ligesom Rabinowitchs ‘kristne synagoge’ er for tidlig fødte børn, der ikke er levedygtige«.
 
Det var synspunktet dengang i forhold til en konkret situation. Samtidig skal det her bemærkes, at »messianske forsamlinger« viste sig at være levedygtige, at Ordet og Israel senere fik en nær kontakt til messianske jøder, og at Thorngreen på sin sidste Israels-rejse besøgte Netivyah-menigheden i Narkis Street og efterfølgende omtalte besøget med stor glæde.
 
Den oprindelige opfattelse af messianske jøder betød imidlertid ikke, at man i Ordet og Israel ikke ønskede at have kontakt med og hjælpe kristne jøder i Israel; men man gjorde det gennem The International Hebrew Christian Alliance. Bevægelsen fik kontakt med den jøde-kristne alliance gennem dens Europa-sekretær, pastor H.D. Leuner, London. Han var gæstetaler ved årsmødet første gang i 1955.
 

Turistrejser

Forholdsvis tidligt i bevægelsens historie opstod tanken om at arrangere rejser til Israel. Hermed kunne man være med til at »vise Israel frem« med den baggrund, som ligger i Ordet og Israels forståelse af den nationale genfødelse. Man så det også som en støtte til Israel, og endelig regnede man med, at turene kunne vinde og bevare venner af sagen.
 
Den første rejse fandt sted i 1958 med 36 deltagere. Senere gik man i samarbejde med et rejseselskab (først Agri Rejser og senere Felix Rejser), hvor Ordet og Israels folk var rejseledere, medens selskabet var praktisk arrangør.
 

Den videre historie

I 1960’erne og 70’erne fortsatte bevægelsens udvikling nogenlunde efter den kurs, som var lagt i 50’erne. Til udviklingen hørte ændringer af lov og ændringer i sammensætning af bestyrelse og medarbejdere. Endvidere opstod enkelte nye arbejdsformer og projekter.
 

Nye love

Gennem længere tid blev der arbejdet med nye love. Årsagen var ikke, at man ville ændre grundlag og formål. Når det drejer sig om formålet, kan man måske tale om en nuance. Sætningen om at støtte landets genopbygning forsvandt. I øvrigt havde der hidtil stået, at man »vil arbejde for, at det bibelske evangelium om Guds rige, indenfor såvel den kristne menighed som Israels folk, må komme til sin fulde ret« (en formulering, som det vil være nærliggende at tilskrive Sivertsen). Nu kom der til at stå, at man vil »arbejde for, at kristne må få Bibelens syn på folket Israel og folket Israel Bibelens syn på Jesus Kristus«. Men ellers drejede det sig om at få præciseret de organisatoriske forhold, så man kunne blive godkendt til at modtage skattemæssigt fradragsberettigede gaver. Skattedepartementets godkendelse forelå i 1973. 

Bestyrelsens formænd

Sivertsen var formand indtil 1961 og blev efterfulgt af Georg Bartholdy. Da Bartholdy døde i marts året efter, blev Frits Larsen formand. Efter tre år trak han sig på grund af sygdom og afløstes i februar 1965 af sognepræst V. Vestergaard Jensen. I 1976 trådte han tilbage som formand på grund af sygdom. Næstformanden, indremissionær Aage H. Lund, blev herefter fungerende formand, indtil han udtrådte af bestyrelsen i efteråret 1984. Herefter blev Samuel Roswall valgt til formand. 

Medarbejdere

I begyndelsen af 60’erne havde bevægelsen gennemgået en sådan udvikling, at det blev nødvendigt at ansætte endnu en sekretær. Efter opfordring fra Ordet og Israel lod Aase og Per Weber sig ansætte som sekretærpar fra 1.9.1963. Det skulle senere vise sig at blive deres livsgerning. Da de efter nogle måneders ophold i Israel vendte tilbage til Danmark for at påbegynde opgaven, havde sekretær Seligmann uforudset måttet opgive sin ansættelse. Aase og Per Webers opgave blev derfor ikke alene mødevirksomheden, men også hele bevægelsens administration.
 
De ændrede forudsætninger førte i 1969 til endnu en ansættelse, nemlig af KFUM-sekretær K. Meier Andersen. Med begrundelse i dennes dåbssyn opnåede han imidlertid ikke talertilladelse i Indre Mission. Ansættelsen blev i øvrigt kortvarig, idet han fra 1.4.1970 ønskede sig løst fra tjenesten.
 
Fra 1.6. blev medlem af bestyrelsen, inspektør Bent Ryborg, ansat som sekretær. Da Ordet og Israels økonomi imidlertid ikke udviklede sig som forventet, valgte han i 1973 at trække sig og genindtrådte herefter i bestyrelsen.
 
Endelig skal nævnes, at pensioneret sognepræst Carl Lind en kort periode (i 1970) var ulønnet hjælpepræst.
 

Studiedage

Fordybelse i de bibelske skrifter - og deres historiske forudsætninger og tolkning - har altid hørt til Ordet og Israels anliggende. Det var derfor med stor glæde, bestyrelsen kunne indbyde til studiedage, første gang i efteråret 1962. Den økonomiske baggrund var en arv, som skulle anvendes til et fremstød for Ordet og Israel. Man indbød derfor nogle præster, missionærer, sekretærer og prædikanter til en uges ophold på Unge Hjems Højskole. Blandt foredragsholderne var teol.dr.erne David Hedegaard og Hugo Odeberg fra Sverige, pastor J.H. Grolle fra Holland og pastor H.D. Leuner fra England. Studiedagene fik langtrækkende betydning. Bl.a. fik nogle kristne ledere større forståelse for Ordet og Israels syn og arbejde, mens andre blev bekræftet i deres forbehold over for bevægelsen.
 

Nye støtteprojekter

Efter nogle år gik Ordet og Israel ind i flere - både enkeltstående og mere vedvarende - støtteopgaver.
 
Som tidligere nævnt standsede man indsamlingen til bibler i 1975. Støtten til den jøde-kristne alliance fortsatte i lang tid, indtil den senere blev afløst af direkte og konkret støtte til messianske menigheder og deres opgaver. Den særlige indsamling til træplantning blev »taget af programmet« i 1963 med begrundelsen: »Vi er opmærksomme på, at det i dag er vigtigere at yde støtte til de gamle i Israel og til de unges uddannelse der, end til at plante træer«.
 
I konsekvens heraf formidlede man støtte til f.eks. Wizo - til oprettelse og drift af et daghjem for børn i indvandrerbyen Afula-Ilith, Helen Kellers Hjem – til kursuscenter for døvstumme børn, Solidaritetsværket - til drift af alderdomshjem, Histradrut børnehjem - til et børnehjem i Tel Aviv.
 
Blandt de løbende projekter kan nævnes, at det største i Ordet og Israels historie startede 1.3.1975. Det drejer sig om støtten til Shaare Zedek Hospital. Det gamle hospital fra 1902 (det ældste uden for murene) blev afløst af et nybyggeri til 40 millioner dollars. Mange tog indsamlingen til hjerte. Efter 21/2 år rundede indsamlingen 1 million kr. Ikke alle i bestyrelsen var helhjertet med. Sagen er, at hospitalet styres jødisk-ortodoks. Man overvejede derfor, hvordan en støtte ville virke på messianske jøder. Imidlertid var der enighed i bestyrelsen - af flere grunde, bl.a. at en kristen sygeplejerske netop var blevet ansat på hospitalet og kunne fungere som kontakt. Endvidere havde hospitalet et varmt hjerte for alle - uanset om de var jøder eller arabere. Hertil kom, at bevægelsen øgede støtten til jødekristne familier i Israel. Endelig lagde man vægt på den form, hvorunder støtten blev givet.
 
Ved det nye hospitals indvielse sendte man følgende hilsen:
Kære venner på Shaare Zedek !
I anledning af det nye Shaare Zedek hospitals indvielse bringer vi hermed vore hjerteligste lykønskninger.
Gennem Bibelens ord om vor Herre Jesus Kristus har Gud lagt kærligheden til Israel på vore hjerter, og det er derfor en glæde for Ordet og Israels bestyrelse at viderebringe denne gave indsamlet blandt kristne venner i Danmark.
Med hjertelig hilsen
(bestyrelsens og sekretærens navne)
Vedlagt 25.000 dollars.
 
Herudover var der tale om »lejlighedsprojekter«. F.eks. kan nævnes indsamlingen af en gave (på kr. 68.000) til genopbygningen af kibbutz Gadot i Huledalen, som blev hårdt ramt under seksdageskrigen i 1967.
 
I forbindelse med Yom Kippur krigen i 1973 fik Ordet og Israel mange opfordringer til at starte en hjælpeindsamling. Starten afventede imidlertid, at »våbnene tav«. Derefter indsamlede man en gave til »Israels enker og forældreløse«. I april 1974 overrakte man Israels ambassadør en check på kr. 195.000.
 
Endvidere kan nævnes, at bevægelsen på opfordring fra overrabbiner Bent Melchior i 1971 medvirkede ved en underskriftsindsamling til fordel for de sovjetiske jøder. Hele projektet samlede 10361 underskrifter, hvoraf de 7423 kom gennem Ordet og Israel. I betragtning af, at det under de daværende forhold ikke blev anset for risikofrit at skrive under, var resultatet ganske pænt.
 
I 1973 støttede man i øvrigt et andet midlertidigt projekt. Bevægelsen indledte et samarbejde med den russiskfødte, jødekristne Natanael Hirsch. Han virkede som missionær blandt jøder i København, ansat af et engelsk missionsselskab. Selvom han var pensioneret, da de polske jøder kom til København, var han stadig aktiv. Han opsøgte dem, hjalp dem med at lære dansk, skaffede tøj til dem, og hver sommer samlede han en flok på lejre. Det var til dette arbejde, han søgte Ordet og Israel om støtte og fik den. Endvidere støttede man deres slægtninge i Polen med tøj og pakker med mad. Samarbejdet med Hirsch blev kortvarigt, da han døde i oktober 1974.
 

Ny kontakt med jødekristne

Som før nævnt havde Ordet og Israel tidligt forbindelse til den jødekristne alliance. Efterhånden som generationsskiftet i bestyrelsen skred frem, opstod der et behov for at knytte nye kontakter til de jødekristne - ikke mindst med de messianske forsamlinger, som var ved at vokse frem i Israel. Det var også nødvendigt at skaffe sig mere aktuel indsigt i, hvor og hvad man kunne støtte. I den anledning tog et bestyrelsesmedlem og sekretæren på en rundrejse i Israel i 1978. Der kan peges på flere resultater heraf, bl.a.:
 
1. Generelt en større viden om og indleven i de messianske jøders situation - åndeligt og socialt - herunder kendskab til og venskab med nogle af de messianske ledere.
 
2. Den jøde-kristne alliances sekretær i Israel, Menachem Benhayim, var første gang gæstetaler ved bevægelsens årsmøde i 1980. Endvidere blev hans bog Antisemitismen og Det nye Testamente oversat og udgivet på Ordet og Israels forlag.
 
3. Et nærmere forhold til Victor Smadja i Jerusalem, som på samme tid var (og er) leder af »The Messianic Assembly« og direktør for bogtrykkeriet »Yanetz«. Begge områder udgjorde for Ordet og Israel oplagte støtteprojekter - det sidste, fordi der i tilknytning til trykkeriet findes en organisation for litteraturspredning.
 
Udover disse konkrete resultater var der sat en udvikling i gang, som - sammen med andre forhold - gjorde, at der knyttedes stadig tættere kontakter til messianske ledere og troende i Israel.
 
Eget hjem i Jerusalem
Et længe næret ønske blev virkeliggjort i 1977. Det drejede sig om at få et eget tilknytningspunkt i Jerusalem. Men spørgsmålet var: hvordan? En af bevægelsens venner stillede et beløb til rådighed. Endvidere meddelte Benedicte Strunge, at hun som tidligt pensioneret sygeplejerske var villig til at rejse til Israel og arbejde for Ordet og Israel og opholde sig dér uden udgift for bevægelsen.
 
I første omgang etableredes en bolig, hvor hun kunne bo som værtinde. Det var meningen at tilbyde teologistuderende 5 måneders ophold med sprogundervisning (ulpan). Allerede efter 11/2 år viste det sig, at søgningen til kollegiet ikke var så stor (i alt benyttede 11 sig af
tilbuddet). Fru Strunge havde et varmt hjerte for de dårligt stillede i lokalbefolkningen og var dertil udrustet med en enestående evne til at skabe kontakt netop med dem. Ved siden af arbejdet som husmor begyndte hun et opsøgende arbejde blandt svagtstillede. Arbejdet voksede sådan, at hun snart bad om hjælp. I første omgang rejste Benedicte Bisgaard, Karin Dørum og Karin Ryborg hver et halvt år til Jerusalem.
 
På et tidspunkt fik fru Strunge kontakt med en israeler, Zvi Givatti. Via ham etableredes en aftale med Jerusalems sociale myndigheder, gående på, at Ordet og Israel for bevægelsens regning sendte medarbejdere, som blev stillet til rådighed for Jerusalem kommune. Denne aftale blev indledningen til en ny arbejdsform, som vi senere vender tilbage til.
 
Norsk søsterbevægelse
I 1978 fik Ordet og Israel henvendelse fra en gruppe mennesker i Norge, bl.a. formanden og nogle bestyrelsesmedlemmer fra den kriseramte Karmelbevægelse. De turde ikke længere tage medansvar for udviklingen under Per Faye-Hansens ledelse. Henvendelsen var motiveret af et ønske om et samarbejde om bladet og visse projekter. Efter drøftelser med den norske gruppe dannedes »Den norske bevægelsen Ordet og Israel«. Fra den danske bevægelse var det en forudsætning, at de norske venner kunne tilslutte sig Ordet og Israels grundholdning - bortset fra, at den norske bevægelse blev fælleskristen.
 
Den norske bevægelse har efterhånden udviklet en selvstændig profil med egne opgaver. Men bladet Ordet og Israel har mange norske abonnenter. I øvrigt ses man ved årsmøder og konventer.
 

 

De sidste 15 år

Blad og anden litteratur

Bladet havde allerede i 1960 en udbredelse på knapt 3000 abonnenter. I 1973 var det steget til ca. 3500. I de senere år har der været et nogenlunde fast oplag på ca. 4500. Det er tilsyneladende svært at øge dette tal væsentligt. I den forbindelse hører det med, at en del friabonnenter er afmeldt. Endvidere har man alle år fastholdt, at der skulle betales abonnement for bladet.
 
I 1984 blev den hidtidige redaktionssekretær, overlærer Enok Rønne-Rasmussen, redaktør. Som led i moderniseringen af bladet, så det også blev mere læsevenligt, er de almindelige artikler blevet lidt kortere. Det har til gengæld udløst et behov for mere dybdeborende artikler. Dette ønske er imødekommet ved, at det årlige november-nummer fra 1990 har fået en anden karakter med bl.a. længere og principielle artikler.
 
Med hensyn til litteratur i øvrigt har bevægelsen set det som sin opgave at sprede relevant litteratur - både fra eget og andres forlag. Der bringes her en oversigt over udgivelser på eget forlag (med udgivelsesåret i parantes):
 
Frode Thorngreen: Løftets land og løftets folk (1952)
Georg Bartholdy: Pas på antisemitismen (1953)
Bayer Christensen: Riget for Israel (1957)
S. Friedmann: Forår i Israel (1959)
J. H. Grolle m.fl.: Israel og kirken (1962)
H. D. Leuner: Hvad er jødedom? (1963)
Knut Andersen: Hvem var Jesus? (1963)
John Lundmark: Profeti og opfyldelse (1963)
Frits Larsen: Hvorfor havde mænd som Luther m.fl. ikke israelssyn? (1963)
David Hedegaard: Senjødedom og urkristendom (1963)
Hugo Odeberg: Den græske tænknings indflydelse (1963)
J. H. Grolle: Forholdet til Israel (1964)
Petrus Huigens: Israels skæbne (1964)
Michael Krupp: Israel, folket der er anderledes (1967)
H. D. Leuner: Et nyt møde med Israel (1968)
Hugo Odeberg: Kristus og Skriften (1969)
John Lundmark: Israel og profetierne (1971)
H. L. Ellison: Det gamle Testamentes budskab (1973)
Michael Krupp: Båret på ørnevinger (1974)
Tage Lunn: Amos (1974)
K. M. Schmidt: Åbenbaringsbogen (1974)
Frode Thorngreen: Syndfloden (1975)
Tage Lunn: Den syvarmede lysestage (1975)
Peter Bayerhaus: Guds plan med Israel og folkene (1976)
H. D. Leuner: Et strejf gennem jødernes historie (1976)
Jan Frost (red.): Elskede for fædrenes skyld (1980)
Myrna Grant (Rose Warmer): Rejsen (1982)
Clifford A. Willson: Arkæologien og Bibelens pålidelighed (1982)
Menachem Benhayim: Antisemitismen og Ny Testamente (1982)
Øivind Andersen: En kristens forhold til Israel (1983)
Johanna-Ruth Dobschiner: Udvalgt til at leve (1986)
Ole Andersen: Israel i fest (1988)
P. H. Lange: Drag ud (1989)
Aksel Valen-Sendstad: Israel, profetien og landløftet (sammen med forlaget Kolon; 1990)
Rolf W. Jørgensen: Kampen for et fristed (1990)
Samuel Roswall: Israel set med kristne øjne (1991)
P. H. Lange: De første glimt (1991)
David Zeidan (red.): Israel og Messias (1994)
Ole Andersen: Dødehavsrullerne (1994)
Ole Andersen: Når Guds rige kommer (1995)
Medarbejdere i Ordet og Israel: Jerusalem 3000 år (1996)