Hjelp til Israel
Vipps 18720

Et udvalgt, ulydigt folk

Kan Israel være Guds udvalgte folk, når de er så ulydige? Sådan spurgte de på Paulus’ tid. Sådan spurgte mennesker før ham, og sådan spørger man stadig. Israels opførsel skal altså måles, og ved en bestemt grænse vil Gud stå af og Israel blive forkastet.

Men Israels mangel på god opførsel har aldrig været bestemmende for, om de stadig var Guds folk. Udvælgelsen har altid stået fast. For deres liv og handlen er de blevet straffet hårdt i historien, men aldrig forkastet.

 

Jakob

Helt fra begyndelsen har der været problemer med Israels opførsel. Og det har aldrig ændret sig væsentligt. Grundlæggende har det været et oprørsk og ulydigt folk.

Jakob var en af Israels stamfædre. Jakob var bedragerisk og utroværdig. Han snød sin bror og løj for sin far. Han var ikke til at stole på. Ulydig og uværdig.

Jakob var typen, som udnyttede andres svagheder til det yderste. Da Esau sultede, brød han sig ikke om hans sult, men fik snydt førstefødselsretten ud af ham. Da den gamle og halvblinde Isak ville velsigne Esau, løj Jakob og stjal Esaus velsignelse. Det var Jakobs måde at leve på.

Men Jakob var også udvalgt af Gud. Han havde også fået løftet fra Herren, som tidligere var givet til både hans far og farfar, Isak og Abraham. Gud ville gøre dem til et stort folk og give dem et land. Og gennem dem skulle hele verden velsignes.

Jakobs liv fik konsekvenser. Han blev straffet på mange forskellige måder, men Gud forkastede ham ikke. For Guds plan for at frelse mennesker i verden kunne ikke slås i stykker af et enkelt udvalgt, ulydigt menneske.

 

Ørkenvandringen

I Egypten blev Jakobs slægt til et folk, og efter flere århundreder i slaveriet befriede og frelste Gud dem. Med store og mægtige gerninger førte han israelitterne ud af Egypten og ind i Sinai.

Men Israel havde det samme sind som sine fædre. Israel var genstridigt, utroværdigt og oprørsk.

Ganske vist sagde Israel højt og tydeligt ja til Guds vedtægter og anordninger ved Sinaibjerget. Men de levede anderledes.

De byggede guldkalven, de sagde nej til at gå ind i det land, spejderne havde set, de knurrede over maden, de mindedes ustandselig tiden i Egypten med ønsket om at komme tilbage. Derved vanærede de Guds frelse.

Israels opførsel fik konsekvenser. Israel blev straffet hårdt og måtte vandre omkring i ørkenen i 40 år. Men Gud forkastede ikke Israel. For han elskede verden så meget, at hans frelsesplan ikke kunne ødelægges af et enkelt genstridigt, men udvalgt folk.

 

Dommertiden

Israel fik lov til at tage landet i besiddelse. Josva førte folket ind i landet, som flød med mælk og honning. Gud gav dem dét, som han havde lovet fædrene.

Men folket ændrede sig alligevel ikke grundlæggende. Oprøret og bedrageriet fra deres far Jakob var en indgroet del af deres liv. Og derfor blev dommertiden også en mørk tid. Igen og igen gjorde folket alt det, som var ondt i Herrens øjne. Så snart en dommer var død, blev hans vejledninger for livet med Gud glemt, og folket veg atter bort fra Herrens veje.

Igen fik Israels handlinger konsekvenser. Præcis som tidligere i historien. Israel blev straffet, ved at Gud gav dem hen til andre små folkeslag, så de kom til at lide meget. Men Gud forkastede ikke folket. For han ville stadig gennemføre sin frelsesplan for verden. Og det skulle et ulydigt, udvalgt folk ikke spolere.

 

Kongetiden

Så ville Israel have en konge. Og Israel fik mange konger. På et tidspunkt blev landet delt i to, og både nord og syd for grænsen havde man konger.

Langt de fleste af disse konger gjorde oprør imod Gud og handlede ugudeligt. De gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne og tog folket med i faldet.

Kong Saul var ulydig mod Guds befalinger, kong Salomo dyrkede fremmede guder, kong Jeroboam lavede guldkalve, og kong Akab gjorde alt værre end før ham.

Og så gik det igen, som det var gået tidligere i historien. Folket blev straffet, uden at Gud ophævede sin udvælgelse.

Landet blev besat, folket blev ført i landflygtighed og trællede for andre folkeslag. Men Israels ulydighed ændrede stadig ikke Guds trofasthed mod hans egne frelsesplaner.

 

Jesus

Århundreder senere blev Gud menneske. Jesus trådte frem i Israel, og ved hans død og opstandelse i Jerusalem blev kronen på frelsesværket fuldbragt.

Men det store flertal i Israel sagde stadig nej til Gud og vendte ham ryggen. Jesus blev forkastet og vanæret.

Men forkastede Gud Israel? Nej, aldeles ikke, siger Paulus.

Igen gik det som tidligere. Folket blev straffet hårdt. Straffens dage kommer over Israel, da alt det, som står skrevet, skal blive opfyldt, siger Jesus. Og så blev Israel spredt ud i verden, forfulgt, pint og aldrig sikker på sin fremtid. Elendighed, mørke og død.

Straffens dage kom virkelig over Israel. De varede et par tusinde år. Men folket blev ikke forkastet. For de var stadig et stort led i Guds frelsesplan. Straffet, men ikke forkastet.

 

Israels nej

Israel har sagt nej til Gud det meste af tiden. Det er en kendsgerning, og det er der intet nyt i, heller ikke i vores tid. Det er faktisk bibelsk.

Allerede ved Sinai sagde Herren, at folket er et stivnakket folk. Det ville ikke bøje sig i ydmyghed under Guds vilje, selvom Herren lige havde frelst det fra Egypten. Og det samme sagde Stefanus århundreder senere til sine landsmænd i Jerusalem, inden han blev stenet. I er stivnakkede....og I sætter jer altid op imod Helligånden; det gjorde jeres fædre, og det gør I.

Præcis det samme kunne være sagt lige siden og indtil i dag.

Israel er ikke bedre end andre. Men de er afgjort heller ikke værre. I vores nej til Gud er verdens folkeslag ens. Israels største problem har også altid været menneskehedens største problem.

 

Guds ja

Men det ændrer ikke den mindste smule ved Guds udvælgelse og kald til Israel. For Israel blev netop ikke udvalgt og kaldet på grund af sin opførsel og sine gerninger. Tværtimod.

Han fandt det i ørkenlandet, i den tomme, hylende ødemark. Israel var ingenting, da Gud udvalgte det, og havde derfor heller ikke gjort sig fortjent til udvælgelsen. Israel var et lille, ubetydeligt folk. I er det mindste af alle folk, sagde Herren.

Men Guds ja til Israel var af en helt anden type. Det var et ja af kærlighed. Israel blev udvalgt, fordi Herren fattede kærlighed til jer.

Herren elskede Israel så højt, at han passede på det som sin øjesten.

Israels årtusinder-lange nej til Gud har aldrig rokket ved Guds ja til Israel. Det er et evigheds-langt ja. For udvælgelsen er en gave, som er givet betingelsesløst af grænseløs kærlighed. Paulus siger det utvetydigt og klart, at sine nådegaver og kald fortryder Gud ikke. Derfor er det også forkert at gøre Israels opførsel til en målestok for, om de stadig er udvalgt. Det er de, for Gud er den samme i dag, som han har været i evighed.