Habakkuks Bog og dens hjælp til mennesker i dag
Bortset fra denne bog er profeten ukendt såvel i som uden for de bibelske skrifter. Men der er en historisk reference i bogen, som kan skabe formodning om, hvornår profeten levede. I kapitel 1,6 nævnes kaldæerne. Deres landområde, Kaldæa, blev på et tidspunkt en del af det babyloniske storrige, som de havde stor indflydelse på. Nogle af storrigets konger var kaldæere, og flere steder bruger Bibelen ordet »kaldæisk« i samme betydning som babylonisk (f.eks. Es 13,19). Kaldæerne nævnes flere steder i Bibelen som et grusomt folkefærd, der på erobringstogter farer frem med vold (f.eks. Job 1,17).
Gud brugte også kaldæerne som tugt over for sit ejendomsfolk Israel. I kapitel 1,5 står der, at Israel vil undre sig over, hvad kaldæerne kan udrette. Det kan hænge sammen med, at kaldæerne på profetens tid endnu ikke havde skaffet sig den store magt, de senere fik i Babylon. Det kan være en hentydning til den periode, hvor Jojakim var konge i Juda (609-598 f.Kr.). Da han havde gjort oprør mod Babylon, sendte Gud blandt andet kaldæerne mod Juda som straf for alle de synder, Judas konge Manasse (697-642 f.Kr.) tidligere havde begået. Det skete »efter det ord, Herren havde talt ved sine tjenere, profeterne« (2 Kong 24,1-4). Hvis det er den situation, Habakkuk forudsiger, har han formentlig levet i 600-tallet f.Kr.. Profetens klage (kapitel 1) Habakkuk udtrykker sin smerte over tilstanden i Guds folk.
Hvis han har levet, mens Manasse var konge i Juda, er hans nød helt forståelig. Om denne konge ved vi, at han forledte folket til synd, og at hans afskyelige handlinger overgik, hvad hedningefolkene foretog sig (2 Kong 21,1-18). I vers 2-4 råber profeten sine spørgsmål ud til Gud: Hvor længe varer det, før du griber ind? Hvorfor lader du mig opleve uret? Hvorfor ser du roligt på ulykken? Når Habakkuk ser på det offentlige liv, oplever han, at volden trives, dommerne er korrupte, og de forkerte bliver straffet. Men midt i nøden viser hans råb, at han tror, at Gud hører. Habakkuk, og Israels profeter i det hele taget, var kaldet til at være optaget af hele folkets situation. Troens folk i dag kan nok opleve en lignende nød, når vi ser på situationen i samfundet omkring os. Men vores følelse af Guds fravær har måske oftere at gøre med personlige, jordnære og praktiske forhold omkring os selv eller vore nærmeste. I det helt nære kan der være situationer, hvor troen synes at sive væk som sand mellem fingre. Og hvis troen forbliver intakt, kan det være, at sjælen sukker »hvor længe?« eller måske især »hvorfor?«. På en måde kan man sige, at vers 5-11 udgør det svar, som profeten fik fra Gud. Guds svar var: at de hidsige, grusomme og frygtelige kaldæere vil angribe! Judas egne indre uretfærdigheder og vold vil blive afløst af noget, som er meget mere knusende voldsomt. Og profeten fik tydeligt at vide, at det vil være Guds værk (vers 6). Kaldæerne blev ikke brugt af Gud, fordi de var bedre end Guds folk Israel. De lod sig lede af deres eget forgodtbefindende – af »deres lov og ret« (vers 7). Stærke var de, men de lod deres egen styrke være deres gud (vers 11).
Det kom blandt andet til udtryk ved, at Babylons kong Nebukadnesar krævede tilbedelse af en guldbilledstøtte af sig selv (Dan 3). Gud bruger sine troende i sin tjeneste. Men fordi han er kongernes konge, kan han også bruge sine modstandere som redskaber (Ordspr 21,1). Kong Farao er et eksempel på det. Det var bestemt ikke Israels Gud og hans vilje, der lå Farao på sinde. Ikke desto mindre brugte Gud ham – til et vidnesbyrd om Gud magt, så Guds navn på den måde kunne blive forkyndt (2 Mos 9,16). Det svar, som Herren gav Habakkuk i vers 5-11, kunne profeten næsten ikke bære. Derfor begynder han igen at klage sin nød (vers 12-17). Hans ordvalg bærer præg af anfægtelse. Hvordan kan Gud dog tillade kaldæernes hærgen – ja sætte dem til at være dommere over Guds folk? Man kan sige, at de handler efter fuldmagt fra Gud. Jamen, hvordan kan Gud så tåle at se på, hvordan de opfører sig som fiskere, der glæder sig over deres fangst og tilmed takker for den ved at ofre til deres krigsguder? Forventer profeten svar på sin fornyede klage?
Det svares der på i næste kapitel. Herrens svar (kapitel 2) Habakkuk havde bedt. Han vidste ikke, hvornår han ville få svar. Men forventede at få et svar. Det udtrykker han ved at sige, at han stiller sig på sin vagtpost og spejder efter svaret. Det svar, Habakkuk fik, er meget lærerigt for troens folk til alle tider. For det første havde han jo allerede fået at vide, hvad der ville ske på kort sigt. Gud ville bruge kaldæerne som tugt over for Juda Rige. Men der var mere at sige om den sag – på langt sigt. Og for at det skulle være tilgængeligt for kommende slægter, skulle svaret skrives ned, klart og tydeligt. Til den fastsatte tid – endens tid – vil man kunne læse Herrens svar til sin klagende profet (vers 1-3). Til den tid vil Herren gribe ind, og da skal der ske det, som nævnes i vers 5-20. Disse vers er det egentlige syn, som profeten fik besked om at nedskrive. Jamen, hvad er der så at sige om den mellemliggende tid – ventetiden? To ting. For det første: »den overmodige er uden retskaffenhed« (vers 4a). Det kan godt være, at det »kaldæiske overmod« til alle tider vil synes at stå stærkt. Troens folk vil altid undre sig over, at Gud tillader, at hans modstander får lov at have så megen magt (f.eks. Asafs klage i Salme 73). For det andet: Guds rige er indtil enden et »troens rige«. Troens folk skal ikke leve af magt, men i tro (vers 4b). Men enden kommer, og da møder Guds modstander sit nederlag. Til den tid er Guds modstander ikke det Babylon, som eksisterede på Habakkuks tid.
Det daværende verdensrige er et symbol på det verdensherredømme, Guds modstander vil søge at etablere i forbindelse med kampen før Jesu genkomst. Men han skal ikke nå sit mål, selv om han samler alle folkeslagene under sig. En dag skal det lyde: »Faldet er det store Babylon!« (Åb 14,8 og 18,2 og sammenlign med Es 21,6-10). Habakkuk vidner altså om verdensherskerens endelige nederlag før Jesu genkomst. I Habakkuks Bog udtrykkes dette nederlag i fem veråb i vers 6, 9, 12, 15 og 19. I det enkelte ve tages afsæt i den kaldæiske tyrans adfærd på Habakkuks tid. For eksempel at tyrannen har udplyndret mange folkeslag (vers 8), skaffet sig uretmæssig vinding (vers 9), bygget med blod (vers 12), øvet vold mod Libanon og mishandlet dyr (vers 17) og dyrket træklodser som afguder (vers 19).
Sammenholder man kapitel 1 og kapitel 2 er de et vidnesbyrd om en sandhed, som ofte kommer til udtryk i de profetiske skrifter. På den ene side tugter Gud sit folk, hvilket dog sker af kærlighed – sådan som Herren siger til Israel: »Kun jer kendes jeg ved blandt alle jordens folk, derfor straffer jeg jer for alle jeres synder« (Amos 3,2). Derfor ville Juda blive overfaldet af kaldæerne (som omtalt i kapitel 1). Men Guds tugt over sit folk sker altid under den fremtidige velsignelses og herligheds fortegn (som omtalt i kapitel 2). Herrens dom og frelse (kapitel 3) Bogen slutter med Habakkuks bøn til Herren. Den er sandsynligvis skrevet til at synges i helligdommen. Habakkuk ved nok, at hans folk på mange måder har handlet stik imod Guds tanke med Israel og derfor fortjener Guds vrede. Men nu fortæller han Gud, hvad han tidligere har hørt og set. Og på den baggrund går han i forbøn for folket med ordene: »Glem ikke barmhjertigheden« (vers 1-2). Profeten ved, at Herren kommer (vers 3-5). Teman og Paran er bjergområder i Edom, sydøst for Juda. Edomitterne nedstammer fra Esau og blev betragtet som et fjendtligt indstillet folk (se f.eks. Obadias’ Bog). Ikke desto mindre kan Herren også komme derfra med stråleglans og styrke – og med dom, hvad der fremgår af henvisningen til pest og feberbrand. Det følgende afsnit (vers 6-11) er udtrykt med en egen poetisk styrke. Der nævnes så store omvæltninger i naturen, at tanken naturligt falder på det, som skete i forbindelse med pagtslutningen ved Sinaj (2 Mos 19,16ff).
Som vi tidligere har set, vil kaldæerne få lov at hærge og plyndre. Men til sidst vil Herren komme i magt og herlighed og knuse sit folks fjende (vers 12-15). Deri består hans dom. Samtidig er han er optaget af at frelse sit folk og sin salvede. Med Guds salvede kan menes Judas konge dengang. Men udtrykket »den salvede« (på hebraisk: Messias) leder naturligt tanken længere frem på ham, som kommer med Guds frelse. I vers 16 giver Habakkuk os et lille indblik i, hvad det kan betyde at være en Herrens profet. Når man i lys af Guds ord kommer til at se historiens begivenheder som Herrens værk, kan det medføre stor rystelse hos et menneske. Sådan kan det blive, hvis vi kommer til erkendelse af, at Herren virkelig er, og at han ikke blot er et begreb, der kan rummes i en filosofisk tanke. Endvidere fornemmer man på profetens ord, hvor hårdt det kan være at leve i en venten på, at trængslens dag rammer Guds folks fjender. For mens han venter, må han lægge øjne til, hvordan det slår fejl med afgrøder og dyr (vers 17). Midt i alt det tunge sætter han sig noget for: Han vil juble over Herren, som er hans styrke (vers 18-19). Netop den beslutning kan troens folk til alle tider lære noget af. Der er tider i vort liv, hvor det kan være nødvendigt at sætte sig for at gøre noget, som ikke kommer af sig selv, nemlig at lade sin sjæl prise Herren for de velgerninger, som vi enten så let glemmer eller ikke kan få øje på (Sl 103,1ff). Der er nok, der kan få os til at sænke hovedet og miste modet. Men selv om det midt i den ydre og indre nød kan være svært at mobilisere kræfterne til det, kan det alligevel være en hjælp at sige til sin nedbøjede sjæl: »Min sjæl, pris Herren og glem ikke alle hans velgerninger!«