Jerusalems kommende herlighed. Esajas’ Bog kapitel 60

Evangeliet til jødene
Profetordet til menighetene

Jerusalems kommende herlighed. Esajas’ Bog kapitel 60

Esajas’ Bog kapitel 60 er et af det Det Gamle Testamentes adventskapitler, som forkynder, at Herren en dag kommer og bryder mørket. Profetiens opfyldelse står så klippefast, at denne fremtidige begivenhed forkyndes, som om det allerede er sket. Lyset er kommet, Herrens herlighed er brudt frem (v1).

Men virkeligheden på Esajas’ tid var en ganske anden. »For se, mørket dækker jorden, mulmet dækker folkene,« skriver profeten i vers 2. Men denne situation vil en dag forandres. For »over dig bryder Herren frem, hans herlighed viser sig over dig. Folkeslag skal komme til dit lys og konger til din stråleglans« (v2-3).

Resultatet bliver, at »Herren skal være dit evige lys, og Gud er din herlighed« (v19). På den dag skabes en helt ny virkelighed; for »dine sørgedage er forbi«!

Der er et fantastisk adventshåb for den faldne verden, hvor syndens mørke råder. Årstidens mørke minder os om, at vi alle er en del af oprøret mod Gud, som fandt sted i Paradis. Herfra udgår det mulm og mørke, som har dækket både jorden og folkene lige siden.

Men mange ved det ikke. De kender kun årstidens mørke og har derfor kun lyset efter solhvervets vendepunkt at se frem imod. Et lys uden egentligt håb. Et lys, som efter kort tid igen afløses af mørke.

 

Når tiden er inde

Med adventshåbet i Esajas 60 forholder det sig helt anderledes. Det knytter sig til et lys, som skal brænde igennem både nat og dag, for solen »går ikke ned«. Det mørkeste mørke må vige for dette lys, som er evigt. Ja, det er Herren selv (v19-20).

Men hvor er vi i adventstidens profetiske kalender? Ånden kalder og siger: Herren kommer! Men hvornår? Det profetiske svar er overraskende præcist. Måske ikke som forventet. Måske endda på en måde, som frister os til at tro, at han nok har misforstået spørgsmålet. Men det har han ikke.

Herrens svar er både præcist og fuldkomment: »Jeg er Herren, jeg vil fremskynde det, når tiden er inde« (v22).

Tiden var inde første gang for 2000 år siden. Paulus forkynder i Galaterbrevet, at »da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn«. Han er lyset, som skinner i mørket. Ja, han er »verdens lys« (Joh 8,12), som allerede nu vil fylde adventstiden med et håb og en forventning, fordi han gik ind i syndens og dødens mørke. Dette adventslys går aldrig ud.

Esajas udtrykker dette med den enkle sætning: ”men i min nåde forbarmer jeg mig over dig” (v10).

 

Konkret adresse

Men selvom lyset er kommet med Messias’ fødsel, så er mørket bestemt ikke fordrevet fra denne verden endnu. Åndens kald lyder stadig med guddommelig autoritet: »Jeg er Herren« – jeg kommer, »når tiden er inde« (v22).

Hvad kan vi så sige om Herrens andet komme ud fra Esajas 60? Her skal vi lægge mærke til, at adventshåbet ikke beskrives med vage og generelle vendinger. Det er konkret og meget specifikt. Det ikke kun et åndeligt, men også et fysisk håb.

Igennem hele kapitlet pointeres det, at håbet ikke forkyndes til hvem som helst. Budskabet adresseres mere end 50 gange med ordene »du«, »dig«, »dit« og »dine«, og vi får en trinvis åbenbaring af, at det er Jerusalem, der er tale om.

Først antydes det, at det er et geografisk sted. For både folkeslag og konger vil søge derhen. Dernæst afsløres det, at det er en by. For der tales om både mure og porte. Der er vel at mærke tale om en by, som skal få en omtumlet tilværelse, for murene skal »genopbygges« (v10).

Dernæst kalder Herren byen for »mit hellige sted«, og »stedet, hvor mine fødder hviler« (v13), og endelig siges det klart og tydeligt: »… de kalder dig Herrens by, Israels Helliges Zion« (v14).

 

Jerusalems rolle i frelseshistorien

Jerusalem skal altså spille en helt central rolle, i forbindelse med at Herrens herlighed bryder frem ved hans genkomst. Men hvilken rolle er der tale om, og hvilke tegn kan vi spejde efter omkring Jerusalem, som fortæller os, at tiden snart er inde?

Ved at se på, hvilken rolle Jerusalem har spillet tidligere i frelseshistorien, kan vi få hjælp til også at ane, hvordan Gud vil bruge byen i tiden frem mod frelseshistoriens sidste kapitel.

1 Mos 17,8
"Det land, hvor du nu bor som fremmed, hele Kana’an, vil jeg give dig og dine efterkommere til evig ejendom, og jeg vil være deres Gud."

Det begynder med, at Gud giver Abraham og hans efterkommere Kana’an til evig ejendom – og så kommer tilføjelsen: »… og jeg vil være deres Gud«. Herren knytter sin længsel efter fællesskab med sin skabning til landet Kana’an.

1 Mos 22,2
"Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om."

Mange år senere talte Gud igen til Abraham og sagde, at han skulle tage sin søn Isak med til et ganske bestemt sted i Kana’an. De skulle sammen begive sig til bjerget Morija, som betyder »der, hvor Herren viser sig«. Herefter følger den dramatiske beretning om, hvordan Isak erstattes af en vædder, som ofres i hans sted; og Abraham giver stedet navnet »Herren ser« (v14).

Set med Abrahams øjne var dette ikke billedtale. Det var et geografisk sted her på kloden. Det var heller ikke i fantasien, at Herren steg ned. Det skete virkeligt på dette sted. Herren sørgede for et stedfortrædende offer for at redde Abrahams efterkommere. Og de blev reddet på dette sted, hvor Herren ser. Ikke teoretisk, men virkeligt.

 

2 Mos 15,17
"Du førte dem ind og plantede dem på det bjerg, du ejer, det sted, du har gjort til din bolig, Herre, den helligdom, dine hænder har grundfæstet, Herre."

4-500 år senere er Israels folk på vej igennem ørkenen fra slaveriet i Egypten tilbage til Kana’an, løftets land. De vidste, at det var det land, som Herren havde givet til deres forfader Abraham. Tidligt på rejsen begynder Moses at tale med Herren om et helt specifikt sted, som Gud havde lovet at føre dem til. Ikke i billedlig forstand, men et fysisk sted, som han kunne finde på sin GPS eller Google Maps, hvis han havde haft disse hjælpemidler.

Moses kan ikke slippe tanken om det sted, og igennem hele ørkenvandringen forbereder han Israels folk på, hvad de kan forvente, når de ankommer til det sted, Herren udvælger. Det sted skulle være:

 

1.    En bolig for Herrens navn (5 Mos 14,23-24; 16,6)

2.    Guds udvalgte sted (5 Mos 12,18; 26)

3.    Et sted, Gud forbereder og giver til folket (2 Mos 23,20; 4 Mos 10,29; 14,40)

4.    Et sted for tilbedelse og ofring: (5 Mos 12,11-14; 16,2; 26,2)

5.    Et sted med glæde og fest (5 Mos 16,11)

6.    Domstolens sæde (5 Mos 17,10)

7.    Et sted, hvor loven blev læst op (5. Mos 31,11)

 

Cirka 400 år – og mange krige – efter Moses’ tid erobrede kong David Jerusalem. Han gjorde byen til Israels hovedstad, og han blev Israels store og elskede konge. Men på trods af de mange år havde Israel endnu ikke fundet stedet, Moses havde talt om.

 

1 Krøn 21,26
"Dér byggede David et alter for Herren og bragte brændofre og måltidsofre. Og da han råbte til Herren, svarede han ham med ild, som han sendte ned fra himlen over brændofferalteret."

Men pludselig sker det: David har syndet, og Herren sender en plage i form af pest over folket, og mange dør. På Herrens befaling går David op på jebusitten Ornans tærskeplads for at bygge et alter for Herren. Så sker det:

Det må have været et chok for David. Han vidste, at ilden på en helt særlig måde symboliserede Herrens nærvær. Han vidste det fra ildsøjlen, som ledte israelitterne ud af Egypten (2 Mos 22,21), fra beretningen om, hvordan Herren steg ned på Sinaj bjerg i ild (2 Mos 19,18), og fra beretningen om ilden over Vidnesbyrdets telt under hele ørkenvandringen (4 Mos 9,15).

Nu ser David Herren svare med ild fra himlen, og han erkender: Her er stedet!

»Da sagde David: Her skal Gud Herrens hus stå, og her skal Israels brændofferalter stå« (1. Krøn 22,1).

Nu kunne Israel hvile, for de var endelig nået frem til det sted, Herren havde udvalgt til dem. Et konkret geografisk sted. Nogle år efter Davids død, mens hans søn Salomon begyndte tempelbyggeriet, samler Bibelen alle de løse ender og siger om Guds intention med stedet:

2 Krøn 3,1
"Salomo begyndte at bygge Herrens tempel i Jerusalem på Morijas bejrg, hvor Herren havde vist sig for hans far David, på det sted, som David havde beredt, på jebusitten Ornans  tærskeplads."
 

Det samme bjerg, som Herren ledte Abraham til, ledte han også David og sidenhen hele Israels folk til. Det var ikke et åndeligt teoretisk sted, men et helt konkret sted, Morijabjerget.

Efter indvielsen af templet møder Herren Salomo og svarer på hans bøn. Her får Israels folk den endelige bekræftelse på, at de nu er kommet frem til stedet: frelseshistoriens geografiske centrum.

2 Krøn 7,12
"Da viste Herren sig for Salomo om natten og sagde til ham: Jeg har hørt din bøn og udvalgt mig dette sted til offertempel. Ja, mine øjne skal være åbne, og mine ører lytte til bønnen på dette sted. Jeg har udvalgt og helliget dette hus, for at mit navn skan være dér til evig tid: mine øjne og mit hjerte skal altid være dér." 

Jerusalem – Guds bolig

Jerusalem er altså det geografiske centrum for Guds frelsesplan – både i fortiden og i fremtiden. Esajas’ profeti peger på, at Jerusalem igen skal blive et åndeligt kraftcenter i verden, hvorfra evangeliets lys igen skal gå ud til folkeslagene (v3, 10-11 og 14). Der er dog to forudsætninger for, at det kan ske: Dels skal Israels folk igen være samlet i landet og have herredømmet over byen (v4, 8-9), dels skal folket omvende sig til Herren deres Gud (v10, 15-16). Netop disse to forhold, siger Jesus, vil gælde for indbyggerne i Jerusalem i forbindelse med hans genkomst (Matt 23,39).

Der er derfor grund til at tro, at profetien i Esajas 60 om Jerusalems kommende herlighed vil få en dobbelt opfyldelse i forbindelse med Jesu genkomst. Først i tusindårsiget[1] (mens der stadig er mørke nogle steder på jorden, jf. v1) og dernæst på den nye jord (hvor lyset gennemtrænger alt, jf. v19-20).

Den nye himmel og den nye jord afslutter alle adventstider. Herren er kommet! Mørket er fordrevet, og fællesskabet er genoprettet. Det fuldkomne fællesskab mellem Gud den Almægtige og hans brud er fuldbyrdet. Og byen, hvor vi skal bo, ja, den hedder selvfølgelig Jerusalem (Åb 21,10) – »for Herren har udvalgt Zion, han har ønsket det som sin bolig: Det er mit hvilested til evig tid, her ønsker jeg at bo« (Sl 132,13-14).

 

Når tiden er inde

I dag er vi i adventstiden. Endnu venter vi på de næste kapitler i Guds historie med Jerusalem. Endnu er Jerusalems herlighed noget kommende. Men vi venter med et stærkt håb og i tillid til det profetiske ord, der siger: »Jeg er Herren, jeg vil fremskynde det, når tiden er inde« (v22).

 

Note 1: Tusindårsriget er en periode i Jesu genkomst – efter hans tilsynekomst, hvor han dræber Antikrist, men før den endelige dom. Det danner overgangen til den nye jord. I denne periode skal Jesus være konge på jorden, og kongedømmet vil have sit geografiske udgangspunkt i Jerusalem.